Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rødbedebøfferArkiv

lørdag

11

december 2021

0

KOMMENTARER

rødbedebøffer med quinoa og blomkålsbearnaise

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

bøffer til frokosten – eller bare lækker aftensmad

Har du lyst til en rød bøf som en del af en frokost, er denne rødbedebøf et godt valg. Bøfferne kan serveres som hovedret med tilbehør af kartofler eller andre rodfrugter og en salat, eller de kan udgøre en del af en frokost og spises på rugbrød som højtbelagt smørrebrød.

.

en julerød bøf

.

mange muligheder for pynt

Denne bøf har jeg pyntet med majskorn og skiver af radiser. Læg gerne en håndfruld friske spirer på også.

Men serverer du bøfferne varme, kan de også få stegte bløde løg på toppen – eller marinerede løg, agurkesalat etc. – eller …

.

kan du gætte, hvad der er i skålen?

Jeg tror ikke du kan gætte, hvad disse skiver består af. Jeg kunne al fald ikke. Det kunne se ud som kokos, men det er … kastanier! – papirtynde skiver af friske kastanier. Det er min gode gourmetven, Hans, der har fået ideen. Hans har vendt skiverne i trøffelolie, og voila: så har man en lækker portion fattigmands-trøfler.

Jeg har brugt nogle af “trøflerne” som topping på bøfferne.

.

måske med sovs og kartofler

Hvis du vil servere bøfferne som hovedret, kan jeg anbefale stegte kartoffelskiver som tilbehør samt måske en bearnaise lavet på blomkål.

.

blomkålsbearnaise

Bearnaise af blomkål er en lækker sovs, og så er den mindre fed end den originale version.

Se opskrift på bearnaisen nederst på siden.

.

rødbedebøffer

(ca. 8 stk)

4 spsk chiafrø (kan erstattes af 2 spsk loppefrøskaller)

75 g quinoa

50 g løg

100 g rå kartoffel

250 g rå rødbeder

75 g havregryn

½ dl plantefløde 

50 g mandler

2 spsk tamari

2 spsk olivenolie + olie til bagningen

revet peberrod eller ingefær efter smag

salt, friskkværnet peber, evt. ahornsirup eller anden sirup

evt. radiser, majskorn, krydderurter, spirer etc.

 

Sæt chiafrøene (eller loppefrøskallerne) i blød i ½ dl vand en times tid.

Kog quinoaen i vand der dækker, ca. 20 minutter.

Findel løg, kartoffel og rødbeder i en food processor.

Tilsæt chiafrøene, quinoaen, havregrynene og fløden.

Kør food processoren til ingredienserne er findelt og blandet.

Hak mandlerne mellemfint.

Kom farsen over i en skål og tilsæt mandler, tamari, olie og revet peberrod eller ingefær efter smag.

Smag godt til med den valgte rod, salt, peber og evt. lidt sødt som sirup eller rørsukker.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen. Måske skal der flere havregryn i – eller, hvis farsen er meget fast, lidt mere fløde.

Form farsen til ca. 8 store tynde bøffer. Jeg har lavet mine med en diameter på ca. 10 cm. Men du kan også lave mindre, mere buttede bøffer, eller du kan forme farsen til frikadeller. Det er også muligt at bage farsen i en form i ovnen. Så får man en lækker postej. Bag en postej ved 200 grader i ca. 40 minutter.

Læg bøfferne eller frikadellerne på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med olie og bag dem i en 190 grader varm ovn 15 minutter. Vend dem og pensl igen med olie. Bag bøfferne endnu ca. 10 minutter (tykkere bøffer skal bage længere). Pas på ikke at bage bøfferne for længe, så bliver quinoaen meget hård.

Hvis du bruger bøfferne som pålæg, kan du pynte bøfferne med skiver af radiser og majskerner eller du kan helt traditionelt lægge stegte løg på toppen – eller skiver af trøffel – ægte eller fake!

Som middagsret passer det fint med pandestegte kartofler eller hasselbackkartofler til og en sovs som fx blomkålsbearnaisen nedenfor.

.

blomkålsbearnaise

(4 personer)

200 g blomkål

2 dl grøntsagsbouillon

50 g skalotteløg

4 spsk olivenolie

ca. 2 dl plantefløde

1 tsk gurkemeje

ca. ½ spsk bearnaiseessens

1 spsk fintsnittet estragon

salt, friskkværnet peber

.

Del blomkålen i små buketter og kog den mør i bouillonen, 4-5 minutter. Afdryp kålen og gem vandet.

Hak løget og svits det i olien 3-4 minutter. Fjern pamden fra varmen og tilsæt blomkål, 1 dl fløde og gurkemeje.

Purér sovsen og tilsæt evt. mere fløde og, hvis sovsen er for tyk, også lidt af kogevandet. Smag sovsen til med essens, estragon, salt og peber.

Du kan evt. passere sovsen gennem en sigte for at få den helt glat.

.

Share

lørdag

15

august 2020

2

KOMMENTARER

squash-muffins, spreads og andet lækkert til madpakken

Skrevet af , Posted in brød, frokostretter, madpakke, pålæg

.

så er det madpakketid igen

Selv om det først er rigtig sommer nu, så er ferietiden overstået for mange. Det betyder madpakker eller anden form for medbragt mad til skole eller arbejde.

Nogle elsker at trylle med en spændende madpakke – andre ser det som en tung pligt. Men med lidt planlægning kan det blive både nemt og inspirerende. Hvis man bruger en times tid eller to om ugen til at forberede forskellige slags smørepålæg, har man altid noget at gribe til i køleskabet. Og så er der alt det spændende, man kan pynte med. Som med al anden madlavning, er det en kærlighedserklæring at smøre en lækker madpakke til sig selv eller sine kære.

At lukke op for noget lækkert ved frokosttid – noget smukt og nærende, der kan holde os godt kørende indtil aftensmaden – er for de fleste en dejlig afbrydelse midt på dagen.

.

vil du ha’ et par flade?

Jeg arbejder i øjeblikket på en bog med plantebaseret smørrebrød – både flade madder og noget mere højt belagt. Nedenfor kommer et par smagsprøver.

Det er dog ikke det højt belagte smørrebrød, der bør finde vej til madpakken. Maden risikerer at blive alt for snasket, inden den skal spises. Så jeg vil anbefale smørepålæg som fx den gode gamle hummus. På fotoet ovenfor er der både den klassiske hummus og en hummus, hvor halvdelen af kikærterne er skiftet ud med edamamebønner (du kan også bruge ærter eller avocado). Se opskrift på hummus her.

Her er også to helt nye opskrifter:

.

rødbede/tahinspread

Det er nærmest umuligt at få ideer nok til smørepålæg eller spreads, som det også kaldes.

.

rødbede/tahinpålæg

(4 personer)

300 g rødbeder

2-3 spsk tahin (sesampasta)

3 dl  afdryppet planteyoghurt eller anden yoghurt

2 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

4 spsk reven plantebaseret fetaost

pynt af fx brombær, friske figner, hakkede pistacienødder og evt. en citronskive + en krydderurt, fx mynte

 

Kog eller bag rødbederne. Flå dem og riv dem. Du kan efter smag også bruge rødbederne rå.

Rør tahinen grundigt i yoghurten og tilsæt rødbederne, presset hvidløg og et drys salt og peber. Smag pålægget godt til.

Smør pålægget på skiver af groft brød og pynt med forskelligt som foreslået i ingredienslisten.

.

pålæg midt i en svampetid

Svampene står på spring, når der igen kommer regn. Er du heldig at finde kantareller, passer de fint til dette stykke smørrebrød, men du kan bruge alle slags svampe.

Underlaget af edamamecreme er proteinrigt og udgør en lækker bund for svampene.

.

skovbundsmadder

(4 personer)

12-16 små skalotteløg

2 spsk olivenolie

1 spsk ahornsirup

150 g kantareller eller andre svampe

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber

1/2 portion edamamecreme, se nedenfor

timian

 

Steg løgene i olien på en pande. Hæld siruppen ved.

Læg låg på og lad løgene simre for svag varme 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i løgene, så de bliver brune på alle sider.

Tilsæt kantarellerne og svits dem med, til de er bløde.

Tilsæt et par spsk limesaft og et drys salt og peber.

Smør groft brød med edamame-cremen og fordel løg og svampe ovenpå. Pynt med frisk timian.

.

edamamecreme

300 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1/2 dl plantemayo

friske urter eller krydderier, fx basilikum eller oregano – eller krydderier som spidskommen eller fennikel

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber

 

Tø bønnerne op og blend dem med mayoen, samt den eller de valgte urter/krydderier, 2-3 spsk saft af limefrugten og 1-2 tsk reven skal.

Hvis cremen er for fast, så tilsæt et par spsk vand eller lidt mere mayo.

Smag godt til med salt, peber, limesaft og -skal samt urter og/eller krydderi.

.

den klassiske postej

En leve(r)postej er noget af det nemmeste og mest elskede pålæg, der findes.

Du kender sikkert allerede både min Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej og den mesterhakkede. Ellers klik på navnene, så får du opskrifterne.

En postejmad kan pyntes med helt almindelige skiver af agurk. Men ærlig talt! Er det ikke lidt kedeligt? Du kan som variation vælge agurkesalat, men her er også en ny idé til marinerede tynde skiver af vandmelon. De er lækre og kan bruges som tilbehør til alle slags postejer, pateer, frikadeller etc.

Hvis du vælger de marinerede skiver af vandmelon eller agurkesalat til en postejmad, der skal transporteres, så giv dem med i et glas for sig, da brødet ellers bliver vådt.

Foruden marineret vandmelon er smørrebrødet ovenfor pyntet med sprødstegt tang”bacon”.

.

marineret vandmelon

300 g vandmelon

½ dl koncentreret hyldeblomstdrik

2-3 spsk frugteddike

1-2 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

en håndfuld friske mynteblade

 

Skær vandmelonen i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Rør hyldeblomstsaften sammen med eddike og sukker. Opløs sukkeret helt.

Smag godt til med sukker, salt og peber.

Læg vandmelon og mynteblade i lagen og kom det i et skoldet patentglas. Opbevar vandmelonen i køleskabet. Den kan holde sig mindst 1 uge.

.

.

rødbedefrikadeller som pålæg

Foruden smørepostejerne er bøffer og frikadeller populært pålæg. Her er rødbedefrikadeller dækket af avocado, der er et andet hit som pålæg – enten alene eller her som pynt.

.

rødbedefrikadeller med avocado

(16-18 frikadeller)

100 g perlespelt, perlerug, hel hvede eller andre korn

400 g rødbede

50 g mandler

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk fennikel- eller spidskommenfrø

1/2 dl olivenolie

2 spsk citronsaft

50 g kikærtemel eller sojamel

ca. 50 g rasp

salt, peber

kokos- eller olivenolie til stegning

 

Kog kornene møre i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Lad dem afkøle og blend dem let med en stavblender.

Findel rødbeden i en food processor.

Hak mandlerne mellemfint.

Hak løget og pres hvidløgene.

Knus frøene let i en morter eller brug evt. stødt fennikel eller spidskommen.

Bland korn, rødbede, mandler, skalotteløg og hvidløg med de valgte frø, olie og citronsaft.

Rør melet i og tilsæt så meget rasp, at farsen bliver fast. Hvis den er for fast, kan der tilsættes et par spsk vand.

Smag godt til med salt og peber og evt. flere krydderier.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere rasp eller vand i farsen.

Steg 16-18 frikadeller af farsen i godt varm olie.

.

squash-muffins – alternativt brød

Disse muffins med squash og gulerødder udgør et helt lille måltid i sig selv, men de kan også smøres med en af de foreslåede spreads og lægges sammen.

Se opskriften her.

.

 

.

Share

mandag

5

august 2019

4

KOMMENTARER

madpakker – vær parat til skolestart

Skrevet af , Posted in frokostretter, madpakke

.

madpakke-tiden nærmer sig

Efter en lang – og forhåbentlig dejlig – sommer nærmer det nye skoleår sig. Og for de voksne er ferien måske også ved at være slut. Altså: fra næste uge er det atter madpakketid for mange!

Madpakken er en udfordring i for mange, men med en smule planlægning er der masser af lækre ting at komme på brødet, som ikke behøver tage oceaner af tid. Jeg har i denne uge lavet nogle rødbedefrikadeller, der er lækre både som pålæg og som middagsret.

Og så har jeg samlet en lang række forslag til madpakke- og frokostmad her: der er pitabrød, salater, lidt til den søde tand, frikadeller, falafler, rugbrød etc.

En overkommelig måde at lave smørepålæg på, er at koge en hel pose tørrede ærter, bønner, kikærter, linser etc. og fryse dem ned. Så er det lynhurtigt at lave lækkert smørepålæg. Og har du desuden mandler, nødder, græskarkerner og andre frø og kerner på lager, kan du lave supersundt pålæg på ingen tid.

.

tre bøger med mange flere madpakke-ideer

 

Jeg har udgivet tre bøger med masser af ideer til pålæg og frokostmad:”Klimakærlige frikadeller, bøffer, postejer & pateer”, “Den lille grønne for madpakkespisere” og “Grønt smørrebrød”.

Se mere om bøgerne her. Bøgerne kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

.

rødbedefrikadeller og avocado er lækkert pålæg

Avocado går sin sejrsgang som pålæg. Og en avocado er da også både sund og lækker. Nemmere og sundere pålæg fås vist ikke. Her har den grønne frugt fået et underlag af en blodrød rødbedefrikadelle.

Plantebøffer og -frikadeller kan selvfølgelig også købes færdiglavede, eller man kan købe forskellige former for plantefars. Jeg foretrækker selv at lave farsen, men har man travlt en dag, er de færdigkøbte i mange tilfælde en udmærket løsning. At der er skred i det marked, vises med al tydelighed, når en kødgigant begynder at lave plantebøffer!

.

Danish Crown laver kovending

Nu står verden ikke længere!!! – eller måske gør den det netop. Danish Crown vil begynde at producere plantebøffer. Vi lader det lige stå et øjeblik!

Det er en kovending af format – men hvis der er nogen, der ved noget om at vende køer, så er det Danish Crown. Det gigantiske slagtehus slår 700.000 køer ihjel om året. Hertil kommer 21 millioner grise, der også må lade livet.

Prøv at lukke øjnene og forestil dig dette blodbad erstattet af planteprodukter. Tænk, når vi engang ikke mere spiser vores medskabninger. Det vil formentlig blive en fredeligere jord, og det vil med garanti fjerne verdens sultproblemer. Og dermed er også megen ufred minimeret.

Mon det er et akut anfald af kærlighed til dyr, der får slagteriet til at udvide (og på sigt forhåbentlig omlægge) produktionen? – eller noget helt andet? Det kan man kun gisne om. Givet er det, at den plantebaserede bøf er kommet for at blive, når en gigant som Danish Crown nu betræder dette område.

Forhåbentlig kan danskernes (og mange andres) lyst til plantemad nedsætte de enorme slagtninger i fremtiden. Det er en god begyndelse, at slagterigiganten nu også vil levere plantebøffer. Ethvert tiltag i denne retning hilser jeg hjertelig velkommen. At jeg nok ikke selv vil støtte firmaet er en anden ting. Men de skal have ros for at bruge danske produkter som rødbeder og ærter i produktionen af de nye plantebøffer.

.

rødbedefrikadeller med valnødder

(4 personer)

10 g tørrede svampe (kan udelades)

1 spsk spidskommenfrø (kan erstattes af fennikelfrø)

4 fed hvidløg

100 g løg

3 spsk olivenolie

1/2 kg rødbeder

150 g kartofler

50 g valnødder

50 g kikærtemel eller sojamel

100 g havregryn

2 spsk tamari

2 spsk citronsaft

ca. 100 g rasp, evt. glutenfrit

salt, friskkværnet peber

kokos- eller olivenolie til stegning

.

Overhæld svampene med kogende vand og lad dem stå en halv times tid.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter. Stød dem let i en morter.

Hak hvidløg og løg og steg dem temmelig mørke på panden i 1 spsk olie.

Kog rødbederne møre, afkøl og flå dem.

Riv rødbeder og kartofler groft.

Hak valnødderne.

Pres væden ud af svampene og hak dem. Gem væden.

Bland rødbeder, kartofler, løg, valnødder, svampe og spidskommen.

Rør kikærtemel og havregryn i farsen sammen med 2 spsk olie, tamari og citronsaft.

Tilsæt så meget rasp, at farsen bliver tilpas fast. Hvis den er for fast, tilsættes lidt af svampevæden.

Rør farsen godt sammen og smag til med salt og peber.

Lad farsen hvile 1/2-1 time i køleskabet.

Form 15-16 frikadeller med hænderne. Sæt frikadellerne på panden i godt varm olie og skru ned for varmen.

Steg frikadellerne gyldne, 6-7 minutter på hver side. Det er vigtigt, at frikadellerne bliver gennemstegte.

.

.

rødbedebøffer fra “Klimakærlige bøffer, frikadeller …”

Rødbede er en dejlig grøntsag til både bøffer og frikadeller. Her er en stabel bøffer, som du finder opskrift på i “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”

 

.

Share