rodfrugtsuppe med spirer og nøddedrys – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
en livgivende suppe – roden til alt godt
Nu er det sæson for rodfrugter. Udnyt dem i denne enkle og mættende suppe.
Du tager simpelt hen de rodfrugter, du har, og koger dem til denne delikate suppe. Vil du have den samme skønne røde farve som på billederne, er det dog nødvendigt, at du bruger mindst én rødbede. Men ellers kan du vælge mellem alle slags rodfrugter. Jeg vil tillade mig at kalde det en lækker rodbehandling.
.
rodfrugter smager og mætter

Vælg de rodfrugter til suppen, som du har på lager, eller vælg dem, der er billigst lige nu.
.
spirer eller andet grønt på toppen

Spirer tilfører ekstra næringsstoffer til suppen. Selv om spirerne er små, så strutter de spæde bønne- og frøspirer af enzymer, klorofyl, vitaminer og mineraler. Mange flere næringsstoffer end der er i moderfrøet eller -bønnen. Så drys spirer på så mange retter som muligt. Læs mere om de gode egenskaber, spirerne besidder.
Og så er det både sjovt og nemt af dyrke sine egne spirer. Hvis du vil være sikker på førsteklasses frø og bønner af økologisk kvalitet, kan jeg anbefale, at du kigger ind hos Friske spirer. Ikke mindst børn synes det er sjovt at følge de små spirer udvikle sig fra dag til dag.
Du kan også drysse med det grønne, du har ved hånden, krydderurter, fintsnittet løgtop eller grønkål etc.
Suppen får yderligere velsmag fra nøddedrysset, dukkah.

.
jeg undrer mig
Foranlediget af sidste uges opskrift på brændende kærlighed, er jeg uforvarende kommet til at sende to mænd op i det røde felt. På Facebook er de vrede over, at jeg kalder brændende kærlighed ved det navn, når der ikke er bacon på toppen. Den ene af herrerne har dog ikke læst opskriften, og brokker sig over, at der er humpler af rugbrød oven på kartoffelmosen. Det er der ikke.
Når jeg nævner det, er det fordi, det er kilde til stadig undren hos mig, hvorfor man ikke må bruge klassiske opskrifters navne til plantemad. Hvad er det, der trigger folk? Er de bange for at komme til at spise en ret med planteproteiner i stedet for animalske proteiner? eller stikker der en helt anden angst under? Er det selve retten til at spise kød, de føler, bliver udfordret?
En af de vrede herrer, skrev endog: “jeg kaster op, når jeg hører ordet plantefars”. Stakkels mand. Han er hårdt ramt.
I min optik er “hakkemad”, altså fars, hvadenten det er lavet af dyr eller planter, noget der kan blive til en nøddebøf, en mandelfrikadelle, en porrepostej.
Vreden siger desværre en del om, hvor lidt vi har nået i den grønne omstilling på tallerknen. Jeg forstår, at mennesker, der elsker kød, nødig vil droppe det. Men de kunne måske minimere indtaget eller i det mindste respektere andres valg af plantemad.
Sandheden er jo, at produktion af dyr kan sammenlignes med en sekssporet motorvej asfalteret med død og ødelæggelse.
Der er intet positivt at sige om produktion af dyr. For mig er det værste de ufattelige lidelser, disse milliarder af dyr udsættes for hver eneste dag året rundt, år efter år, årti efter årti. Men dertil kommer, at denne produktion underminerer selve vores livsgrundlag: den ødelægger grundvandet, havene, jorden, biodiversiteten, luften, klimaet, helbredet.
Produktion af dyr er støttet med gigantiske summer fra både regering og EU. Med vidt åbne øjne betaler vi for, at et erhverv kan undergave selve vores livsbetingelser. Nu skal de samme producenter så have støtte til at geare lidt ned i deres destruktion af vores vidunderlige jord.
Hertil kommer enorme beløb til genopretning af naturen og klimaet. Jeg håber, at alle er klar over, at hver eneste bid kød, vi tager, koster en formue.
Måske er dette vanvid SÅ ufatteligt, at man slet ikke kan få øje på det?
.
spirer er tegn på nyt liv

Jeg lader disse spinkle spirer stå som symbol for det håb, jeg har, for at vi indser, hvad vi har gang i.
.
rodfrugtsuppe med spirer og nøddedrys
(4 personer)
100 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
600 g rodfrugter: kartofler, søde kartofler, rødbeder, persillerødder, selleri, pastinakker, jordskokker etc.
8-9 dl grøntsagsbouillon
1/2 spsk tørret timian
1-2 spsk reven ingefær
1-2 dl plantemælk eller -fløde
limefrugt eller citron
4 spsk dukkah
friske spirer, her er brugt hvidkløverspirer, evt. krydderurter eller grønkål
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er let gyldne.
Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillon og timian.
Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 15 minutter. Rør ingefæren i og sluk for varmen. Lad suppen afkøle lidt.
Purér suppen og tilsæt plantemælken.
Smag suppen til med salt, peber, ingefær og citrussaft.
Varm suppen op og servér den portionsvis drysset med dukkah og friske spirer, evt. koriander eller anden krydderurt efter smag.
.
servering i små glas …

Du kan servere suppen i små henkogningsglas med låg og evt. lægge nøddedrysset på låget. Så kan man selv dosere.
.
… eller i skåle – velbekomme!

.



Ser super delikat ud.
Dine opskrifter/din mad er smuk, indbydende og sund.
Tak for dejlig inspiration🌱💚💚
Tusind tak for den smukke ros, Annie. Den glæder mig.
Kh Kirsten
Stærkt gensvar til de to hadefulde “kød-berufsverbotere”. Jeg kunne godt mærke, at min indre morgenfred blev rystet over at læse om kampen. De må være faldet i kødgryden som små – hvorfor mon de overhovedet læser din blog eller dine mails.
Tak for både din kamp og dine gode bud på vegetariske modsvar.
PS: den med rodbehandlingen var go’ 😉
Kærlig hilsen
Poul
Kære Poul,
Ja, det er mærkeligt. Jeg er faktisk “ven” med de to på Facebook. Jeg tænker, de er masochister!
Og selv tak: jeg tror jo på, at kampen skal vindes med rummelighed og lækker mad.
Kh Kirsten
Tak, Kirsten!
Jeg er enig med dig i, at en rummelig linje er vejen frem (på det menneskelige plan).
Jeg prædiker ikke vegetarianisme for mine omgivelser. Folk må selv afgøre med deres samvittighed, hvad der er rigtigt for dem. Jeg har ikke spist kød i 37 år og har kun haft få alvorlige sammenstød med folk. Det handler om, at jeg vil ikke finde mig i evindelige drillerier og til tider aggressive angreb, fordi jeg selv er vegetar.
Jeg blev i sin tid ‘overvundet’ med lækker vegetarmad, og så det var intet problem, da jeg tog beslutningen om livsformen.
Fortsat god rummelig kamp 😉
Kære Poul,
Ja, vi er helt på linje. Når kødspiserne udskammer os, må vi vise, at den plantebaserede livsstil medfører, at vi kan rumme anderledes tænkende. Jeg tror, vi begge ville unde traditionelt spisende de mange smagsoplevelser, der er i en grønne mad. Og den både bogstavelige og i overført betydning gode smag, som plantemaden giver i munden.
Kh Kirsten
Takk for at du setter ord på dette problemet, og hjelper i alle fall meg, i argumentasjonen for hvorfor vi bør begrense animalsk føde så mye som mulig🤗.
Kære Andrea,
Mange tak for din hilsen.
Det glæder mig, at du kan bruge mine argumenter. Alt taler for at neddrosle dyreproduktion.
Kh Kirsten
Tak for lækker inspiration som altid 😊
Farverige og smagfulde retter, saglig/faglig information om råvarer, realistisk og empatisk holdning til alt liv– krydret med friske urter og smukke blomster.
Det er sådan, vi ser dig her i huset.
Fars er i øvrigt en sammenrøring af ingredienser, det er ikke fastlåst, at der skal være animalske ingredienser i, for at det kan kaldes, hvad det er – en fars.
Kære Rikke,
Hjertelig tak. Det glæder mig rigtig, rigtig meget.
Tak for opbakningen omkring fars. Vi er helt enige!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing