katalansk suppe m picada
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in supper
spansk bondesuppe med hvidløgspuré
Denne suppe har jeg fra en skøn kvinde, Karen Thanning, der ved, hvad hun taler om, ikke mindst når det gælder lige netop denne suppe.
Karen har i mange år styret bl.a. madstoffet i ugebladet Hjemmet, men Karen er også spanienskender. Så denne suppe er en ægte original, som Karen har bragt med hjem fra Katalonien. Tak til Karen for den lækre opskrift.
Suppen serveres med den paprika- og hvidløgsstærke puré, der hedder picada.
katalansk suppe m picada
75 g kikærter (evt. fra dåse)
75 g hvide bønner (evt. fra dåse)
375 g kartofler
200 g pastinak
200 g gulerødder
250 g squash
150 g grønne bønner eller edamamebønner
1 liter grøntsagsbouillon (vand + Herbamare bouillonpasta)
citronsaft
picada:
1 skive tørt hvedebrød
4 spsk olivenolie
25 g pinjekerner
50 g løg
2 fed hvidløg
1 dl hakkede tomater
½ dl mild tacosovs
2-3 tsk stærk paprika
½ dl hakket persille
Læg kikærter og bønner i blød natten over, hvis du bruger tørrede bønner.
Kog begge dele i nyt vand 20-30 minutter. Tjek om bønnerne er møre og afdryp dem.
Skær kartofler, pastinak, gulerødder og squash i terninger.
Hvis du bruger friske grønne bønner så læg dem i kogende vand og kog dem 3 minutter. Afryp dem.
Hvis du bruger edamamebønner så bælg dem.
Kom kartofler og pastinak i vand med bouillon og bring suppen i kog. Kog den 5 minutter.
Tilsæt gulerødder og squash og kog suppen endnu 5 minutter.
Kom kikærter og bønner i suppen og varm dem igennem.
Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.
Jeg koger ikke suppen ret lang tid, fordi jeg godt kan lide at grøntsagerne stadig har lidt bid. Men du kan sagtens have denne ret stående og simre en times tid på komfuret. Så bliver den mere puréagtig, men smagen er stadig skøn.
picada
Skær brødet i små terninger og rist dem sammen med pinjekernerne i 2 spsk olie. Purér de to ting i blenderen. Du kan lave pureen grov eller finere. På billedet er den temmelig grov.
Hak løg og hvidløg og svits dem i de sidste 2 spsk olie. Tilsæt tomater, tacosovs, paprika og persille.
Kom også det blendede brød på panden og lad blandingen simre 5 minutter.
Smag til med salt, peber, paprika og citronsaft. Du kan evt. blende blandingen igen.
Du kan enten røre picadaen i suppen inden serveringen eller servere den til separat.
Uhmm, hvor ser den skøn ud og dejlige billeder, så inspirerende 🙂
Knus Sara
KNUS til dig Sara – med stor tak for din søde hilsen. Jeg håber, du bliver glad for suppen.
Kh Kirsten
Godt Nytår Kirsten, den Katalanske usppe vil jeg prøve, ser lækker ud på bileldet og ligeså picada´en.
Hjertelig tak – og rigtig godt nytår til DIG!
Jeg håber, du bliver glad for suppen. Bon appetit! 😀
Kh Kirsten