Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

18

december 2020

0

KOMMENTARER

julepaté eller -postej? ideer til julemad 2020

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

årets julepaté er med valnødder

Den mørke december lyses op af masser af lyskæder og stearinlys. I denne jul skal der for mange af os lidt flere lys til end sædvanligt for at sprede vintermørket, der i år lægger sig tungt over os alle på flere fronter.

Men på trods af alle udfordringerne skal vi fejre jul. Helst en ekstra god jul. Og det skal være jul med lækker mad. Måske kan det også blive med mindre stress, fordi vores juleselskaber bliver mindre, end de plejer. Desto mere nærhed og mad med mening  kan vi ønske os.

Mange har juleaften tradition for en bestemt postej eller paté år for år. Har du lyst til at prøve noget nyt, kommer her forskellige forslag.

..

luk op for noget godt – luk op for noget grønt

Så velkommen indenfor i julekalenderen. Den gemmer på selve hovedretten til juleaften. December er travl, og dagene løber gennem fingrene på os hurtigere end vi kan nå at tælle til ti, så det er om at være på forkant med planlægningen af menuen til juleaften og til juledagene.

.

i år er pateen med valnødder

Der findes mange variationer på postejer og pateer, og efter mange år tror jeg, at jeg har været igennem de fleste.

Denne valnøddepaté synes jeg er lækker, men er du mere til mandler, nødder eller noget helt tredje som bærende ingrediens i din jule”steg”, så kig nederst i indlægget. Der er forslag til flere julepostejer/pateer.

Valnøddepateen er velegnet til at fryse. Det bedste resultat får du, hvis du laver farsen og fryser den. Når pateen skal bages, kan du så justere konsistensen med flere havregryn, så du er sikker på, at pateen bliver fast nok.

.

er det i år, vinden vender – og det grønne vinder?

Grønt er som bekendt håbets farve. Og aldrig har der været mere brug for at håbe grønt end lige nu.

Mon julen 2020 bliver året, hvor vi omsider bliver rigtig grønne og tager klimatruslen alvorligt og skærer ned på det traditionelt enorme kødindtag i december? Det ville være dejligt. Klimaet har i DEN grad brug for omsorg – og det har de stakkels produktionsdyr også.

De fleste, der skærer ned på deres kødforbrug i øjeblikket, gør det på grund af klimatruslen. Det er godt og uomgængeligt nødvendigt. Og selv om ens hjerte ikke banker for dyrene, kommer det dem alligevel til gode, fordi færre dyr vil lide – og hvis vi bare er helt egoistiske, kan vi tænke på os selv. Vi får det nemlig selv meget bedre i vores krop. Grøn mad giver gevinst på alle hylder. Og så styrker den grønne mad immunsystemet. Noget vi alle behøver i denne tid. Og husk tilskud af D-vitamin i disse corona-tider.

.

valnøddepaté med svampe

(4-5 personer)

100 g skalotteløg

400 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

300 g østershatte eller andre svampe

1 spsk tørret timian

2-3 spsk finthakket frisk salvie eller 2-3 tsk tørret smuldret

300 g rå kartofler

ca. 100 g havregryn, evt. glutenfri

200 g valnødder eller andre nødder

1 økologisk citron

½ dl valnøddeolie, evt. olivenolie

½ dl tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Hak løgene og snit porrerne. Svits dem i olien et par minutter.

Skær det tykkeste af svampene i terninger og skær resten i mindre stykker. Tilsæt svampene til porrerne sammen med timian og salvie. Svits grøntsagerne 4-5 minutter.

Findel kartoflerne i en food processor og tilsæt knap halvdelen af porrer/svampe sammen med havregrynene. Kør maskinen et øjeblik.

Hæld plantefarsen over i en skål og tilsæt resten af porrer/svampe.

Hak valnødderne mellemfint med en kniv og rør dem i farsen.

Tilsæt et par spsk citronsaft, 1 spsk reven gul citronskal, olie og tamari.

Rør farsen godt sammen og smag den til med salt, friskkværnet peber, evt. mere citronsaft og salvie.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen. Skal der måske flere havregryn i?

Smag til igen.

Når farsen er perfekt, så læg den i en smurt postej- eller anden bageform og pres den godt sammen i formen.

pateen er klar til at komme i ovnen.

 

Læg evt. nogle friske salvieblade og hele valnødder på toppen og dryp med lidt olie.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 40-50 minutter afhængig af, hvor tyk formen er.

Lad postejen ”sætte” sig ca. 5 minutter inden serveringen.

Her kan du finde en lækker brun sovs her. Servér også brunede kartofler og rødkål til pateen. Du finder en rødkål med hasselnødder og portvinsfigner her.

.

flere postejer & pateer

paté med mandler og rosmarin

Pateen her er med mandler og rosmarin. Se opskriften her.

.

nøddepaté

Denne paté er med nødder. Se opskriften her.

.

svampepostej med selleri

Denne postej er med svampe og selleri. Se opskriften her.

.

bønnepaté

Bønnepateen er en af de gamle klassikere. Se opskriften her.

 

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.