Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk julemiddagArkiv

søndag

4

december 2022

6

KOMMENTARER

den grønne julekalender – låge nr. 4 – farseret butternut squash

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

ho ho ho: årets julesteg er klar: farseret Hasselback-butternutsquash

Årets julesteg skal bestemmes i god tid, for den er en af højtidens store madtraditioner. Jeg har i mange år opfundet en ny postej eller paté med mandler eller nødder  – hvert år. Der er dog grænser for variationerne, og for et par år siden opfandt jeg Hasselback-sellerien, som også er dejlig julemad.

I år har jeg forsøgt mig med det aflange græskar, der kaldes butternutsquash. Jeg har farseret græskarret med en fars, der også kan bages alene som en postej.

Mange har dog deres helt bestemte traditioner juleaften. Måske skal det være en mandelpostej, en nøddepaté – eller noget så eksotisk som ristaffel.

.

tilbehør til julestegen

Julestegen skal selvfølgelig serveres med brun sovs, rødkål og kartofler. Der kommer i løbet af december masser af forslag til tilbehør her i julekalenderen.

.

pas på skiverne

Når du skærer skiverne ned i græskarret, så vær opmærksom på kun at skære ned til farseringen.

.

sprød tofu

Hvis du sætter tynde skiver af tofu mellem græskarskiverne, får tofuen en sprød overflade.

Du kan først skille skiverne ad til tofuen, efter at græskarret har været ca. 20 minutter i ovnen.

Du kan vælge imellem to forskellige glaseringer til græskarret, en “julet” og en lidt spicy, se i ingredienslisten.

.

farseret Hasselback-butternutsquash

(4 personer)

glasering:

4 spsk tomatketchup

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1-2 spsk ahornsirup eller anden sirup

1 spsk sennep

1-2 spsk balsamico eller citronsaft

plus evt. :

2 spsk sød chilisovs

og/eller:

2 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

1 tsk stødt stjerneanis

græskar:

1 butternutsquash, ca. ¾ kg

50 g skalotteløg

100 g porre (kan byttes ud med mere løg)

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

200 g svampe (champignon, østershatte, shiitake etc.)

100 g selleri eller kartoffel

2 spsk citronsaft

5 g tørrede svampe (kan udelades)

100 g mandler eller nødder

50-100 g rasp

½ dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. 100 g fast tofu

laurbærblade

 

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag den godt til.

Vælg om du vil lave græskarret ”julet” og dermed tilsætte krydderierne. Du kan også røre lidt sød chilisovs i, hvis du vil have stegen lidt spicy.

Du kan skrælle græskarret, som jeg har gjort. Men du kan også bevare skrællen på.

Skær enderne af græskarret og udhul det med en lang kniv. Du kan rive endestykkerne og komme dem i farseringen.

Lav farseringen:

Hak løg og hvidløg, snit porren.

Hak svampene eller skær dem i mindre stykker.

Riv sellerien (eller kartoflen) groft. Evt. også endestykkerne fra græskarret.

Svits løg, hvidløg og porre i olien, til løgene er bløde.

Tilsæt svampe, selleri eller kartoffel (+ evt. det revne græskar) og citronsaften. Smulder de tørrede svampe i blandingen.

Svits til svampene er bløde.

Hæld blandingen i en skål.

Hak mandlerne eller nødderne fint og tilsæt dem sammen med fløden og 50 g rasp.

Rør farseringen sammen med evt. mere rasp og fløde, til den er tilpas fast. Smag godt til med salt og peber.

Pres farseringen fast sammen i græskarret. Der er sikkert for meget fyld, så kom resten i en eller flere små ovnfaste forme.

Skær en tynd skive på langs af græskarret, så det kan stå i formen uden at vælte.

Skær skiver halvvejs ned i græskarret og sæt det i en ovnfast bageform.

Pensl græskarret med glaseringen, sæt laurbærblade mellem nogle af skiverne og sæt formen i en 200 grader varm ovn 20-25 minutter.

Hvis du vælger yderligere at tilføje tofu, så skær tynde skiver af tofuen og sæt dem ned mellem græskar”skiverne”, som efter 20 minutter i ovnen burde kunne skilles lidt ved hjælp af en kniv.

Pensl med mere glasering og sæt græskarret i ovnen igen, til det er færdigbagt, ca. 20 minutter. Sluk evt. for ovnen i god tid og lad græskarret bage færdig ved eftervarmen.

Græskarret kan tilberedes dagen før, det skal serveres. Bag det i givet fald ca. 25 minutter og varm det op før serveringen, 15-20 minutter.

OBS:

Læs gerne Lenas kommentarer nedenfor i forhold til bagetiden. Den kan variere, så tjek ind imellem om græskarret er mørt – og bag evt. længere tid ved 180 grader, som Lena anbefaler.

.

 

 

.

Share

fredag

18

december 2020

0

KOMMENTARER

julepaté eller -postej? ideer til julemad 2020

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

årets julepaté er med valnødder

Den mørke december lyses op af masser af lyskæder og stearinlys. I denne jul skal der for mange af os lidt flere lys til end sædvanligt for at sprede vintermørket, der i år lægger sig tungt over os alle på flere fronter.

Men på trods af alle udfordringerne skal vi fejre jul. Helst en ekstra god jul. Og det skal være jul med lækker mad. Måske kan det også blive med mindre stress, fordi vores juleselskaber bliver mindre, end de plejer. Desto mere nærhed og mad med mening  kan vi ønske os.

Mange har juleaften tradition for en bestemt postej eller paté år for år. Har du lyst til at prøve noget nyt, kommer her forskellige forslag.

..

luk op for noget godt – luk op for noget grønt

Så velkommen indenfor i julekalenderen. Den gemmer på selve hovedretten til juleaften. December er travl, og dagene løber gennem fingrene på os hurtigere end vi kan nå at tælle til ti, så det er om at være på forkant med planlægningen af menuen til juleaften og til juledagene.

.

i år er pateen med valnødder

Der findes mange variationer på postejer og pateer, og efter mange år tror jeg, at jeg har været igennem de fleste.

Denne valnøddepaté synes jeg er lækker, men er du mere til mandler, nødder eller noget helt tredje som bærende ingrediens i din jule”steg”, så kig nederst i indlægget. Der er forslag til flere julepostejer/pateer.

Valnøddepateen er velegnet til at fryse. Det bedste resultat får du, hvis du laver farsen og fryser den. Når pateen skal bages, kan du så justere konsistensen med flere havregryn, så du er sikker på, at pateen bliver fast nok.

.

er det i år, vinden vender – og det grønne vinder?

Grønt er som bekendt håbets farve. Og aldrig har der været mere brug for at håbe grønt end lige nu.

Mon julen 2020 bliver året, hvor vi omsider bliver rigtig grønne og tager klimatruslen alvorligt og skærer ned på det traditionelt enorme kødindtag i december? Det ville være dejligt. Klimaet har i DEN grad brug for omsorg – og det har de stakkels produktionsdyr også.

De fleste, der skærer ned på deres kødforbrug i øjeblikket, gør det på grund af klimatruslen. Det er godt og uomgængeligt nødvendigt. Og selv om ens hjerte ikke banker for dyrene, kommer det dem alligevel til gode, fordi færre dyr vil lide – og hvis vi bare er helt egoistiske, kan vi tænke på os selv. Vi får det nemlig selv meget bedre i vores krop. Grøn mad giver gevinst på alle hylder. Og så styrker den grønne mad immunsystemet. Noget vi alle behøver i denne tid. Og husk tilskud af D-vitamin i disse corona-tider.

.

valnøddepaté med svampe

(4-5 personer)

100 g skalotteløg

400 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

300 g østershatte eller andre svampe

1 spsk tørret timian

2-3 spsk finthakket frisk salvie eller 2-3 tsk tørret smuldret

300 g rå kartofler

ca. 100 g havregryn, evt. glutenfri

200 g valnødder eller andre nødder

1 økologisk citron

½ dl valnøddeolie, evt. olivenolie

½ dl tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Hak løgene og snit porrerne. Svits dem i olien et par minutter.

Skær det tykkeste af svampene i terninger og skær resten i mindre stykker. Tilsæt svampene til porrerne sammen med timian og salvie. Svits grøntsagerne 4-5 minutter.

Findel kartoflerne i en food processor og tilsæt knap halvdelen af porrer/svampe sammen med havregrynene. Kør maskinen et øjeblik.

Hæld plantefarsen over i en skål og tilsæt resten af porrer/svampe.

Hak valnødderne mellemfint med en kniv og rør dem i farsen.

Tilsæt et par spsk citronsaft, 1 spsk reven gul citronskal, olie og tamari.

Rør farsen godt sammen og smag den til med salt, friskkværnet peber, evt. mere citronsaft og salvie.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen. Skal der måske flere havregryn i?

Smag til igen.

Når farsen er perfekt, så læg den i en smurt postej- eller anden bageform og pres den godt sammen i formen.

pateen er klar til at komme i ovnen.

 

Læg evt. nogle friske salvieblade og hele valnødder på toppen og dryp med lidt olie.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 40-50 minutter afhængig af, hvor tyk formen er.

Lad postejen ”sætte” sig ca. 5 minutter inden serveringen.

Her kan du finde en lækker brun sovs her. Servér også brunede kartofler og rødkål til pateen. Du finder en rødkål med hasselnødder og portvinsfigner her.

.

flere postejer & pateer

paté med mandler og rosmarin

Pateen her er med mandler og rosmarin. Se opskriften her.

.

nøddepaté

Denne paté er med nødder. Se opskriften her.

.

svampepostej med selleri

Denne postej er med svampe og selleri. Se opskriften her.

.

bønnepaté

Bønnepateen er en af de gamle klassikere. Se opskriften her.

 

.

Share

lørdag

12

december 2020

0

KOMMENTARER

julemiddagen 2020 er klar – låge nr. 12 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

man tager …

… et græskar

I mange år har jeg hver jul lavet en ny paté eller postej til julemiddagen. Selv om der er mange variationsmuligheder, er det trods alt svært at forny en postej i det uendelige.

Derfor har jeg i år lavet en helt ny løsning, hvor postejen bages i et græskar. Det giver en smuk ret, og den kan med fordel laves dagen før, den skal serveres. Og det kan jo være en fordel i en travl jul.

Du kan vælge et hvilket som helst spiseligt græskar. Det kan være et orange hokkaido eller som mit med en grå-grøn farve.

.

kartofler som tilbehør

Du kan bage Hasselbach-kartofler samtidig med græskarret. Men du kan også vælge almindelige hvide kartofler og/eller brunede kartofler. Eller helt udelade kartofler og evt. servere den traditionelle rødkål som tilbehør (opskrift kommer senere i julekalenderen) – og så selvfølgelig en lækker brun sovs. Den får du i  morgen, hvis du åbner låge nr. 13.

.

med drys af granatæble og krydderurter

Kerner af granatæble giver lidt ekstra knas, og friske krydderurter lidt mere smag. Jeg har brugt frisk salvie og frisk timian.

 

det kimer nu til julefest …

Der er flere muligheder med postejfyldet. Jeg har i år valgt valnødder og kerner af rug, men tåler du ikke gluten så vælg sorghum eller boghvedekerner.

Du kan også bytte kernerne ud med kogte bønner, kikærter eller linser.

Afhængig af hvor stort et græskar du vælger, rækker opskriften til 5-6 personer.

.

julemiddagen 2020

(5-6 personer)

1 mellemstor græskar

75 g hvede- eller rugkerner (eller glutenfrit: sorghum eller boghvedekerner) begge slags kan erstattes af kogte bønner, linser eller kikærter)

200 g renset porre

150 g løg

4 fed hvidløg

1 lille frisk chili

olivenolie

salt, friskkværnet peber

250 g østershatte

2 spsk citronsaft

2 stængler bladselleri, gerne med blade

100 g valnødder

3 spsk kikærtemel

3-4 spsk tamari (soja)

1-2 spsk tørret smuldret salvie eller timian

evt. kerner af granatæble

 

Skær et ”låg” af græskarret. Det kræver en del kræfter. Så hav tålmodighed og en skarp kniv – og pas på fingrene!

Udhul græskarret, så alle kerner og trevler fjernes. Drys med lidt salt og peber i græskarret.

Kog de valgte kerner i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Afdryp dem, hvis der er mere væde tilbage. Hvis du vælger bælgfrugter, så udblød og kog 100 g tørrede – eller vælg bønner eller kikærter fra dåse eller karton.

Snit porrerne og hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne fra chilien). Pas på med chilien. Du kan ødelægge retten, hvis den bliver for stærk.

Svits de tre ting i 3 spsk olie, til porrer og løg er bløde.

Kom de kogte korn/bønner i en food processor.

Tilsæt porrer og løg og purér massen.

Skær svampene i små terninger og svits dem i 2 spsk olie på en pande. Tilsæt citronsaft og et drys salt og peber. Svits svampene, til de er bløde.

Skær bladsellerien i små terninger. Snit bladene.

Hak valnødderne.

Kom den purerede fars i en skål og tilsæt svampene, bladsellerien, valnødderne, kikærtemelet, tamarien og den valgte krydderurt.

Rør farsen grundigt sammen og smag godt til med tamari, citronsaft, krydderurt samt salt og peber. Det er vigtigt, at farsen smager af noget.

Pres farsen godt sammen i det udhulede græskar.

Sæt toppen på græskarret og sæt det i en bageform. Hæld lidt kogende vand i bunden.

Bag græskarret i en 200 grader (varmluft) ovn 50-60 minutter. Stik i græskarret med en kniv for at mærke, om det er gennembagt.

Drys evt. med kerner af granatæble og friske krydderurter ved serveringen.

Retten kan tilberedes dagen før, den skal serveres. Den varmes op i en 190 grader varm ovn ca. 25 minutter. Hvis du foretrækker denne løsning, skal græskarret bages lidt kortere tid dagen før.

Servér julepostejen med hasselbach-kartofler eller kærlighedskartofler – samt en brun julesovs. Du kan også servere brunede kartofler og rødkål til ”stegen”.

Hvis du vælger Hasselbach-kartoflerne, så regn med mindst to pr. person. Skær tynde skiver ned i kartoflerne, men sådan at de stadig hænger sammen i bunden.

Pensl med olie og drys med lidt salt.

Bag kartoflerne sammen med græskarret 20-25 minutter afhængig af kartoflernes størrelse.

.

.

Share