fletbrød med nigellafrø
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in brød
fletbrød med nigellafrø
___________________________________________________________________________________________________________________________________
10 g gær
2 ½ dl lunkent vand
50 g blødt smør
1 tsk sukker
½ tsk salt
ca. 300 g hvedemel
2 æg
100 g groft hvedemel
½ dl nigellafrø
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt smør, sukker, salt, og 100 g hvedemel. Rør dejen i dejmaskinen nogle minutter eller brug en elpisker.
Pisk æggene sammen og kom det meste i dejen (gem lidt til pensling) sammen med det grove mel. Pisk endnu nogle minutter.
Tilsæt nigellafrøene og ælt resten af melet i. Kom kun så meget mel i, at dejen kan æltes.
Ælt dejen godt igennem, læg den i en tildækket skål og lad den hæve ca. 2 timer.
Ælt dejen igennem og del den i tre dele. Rul dejen til lange ”reb”. Saml dem i den ene ende og flet dejen sammen. Overskydende dej kan bruges til boller.
Sæt brødet på bagepapir på en bageplade og lad det efterhæve ca. ½ time.
Pisk lidt vand i resten af ægget og pensl det på brødet. Drys med nigellafrø.
Sæt brødet i en 220 grader varm ovn og bag det 8 minutter. Skru ned til 200 grader og bag brødet, til det er gyldent, endnu ca. 10 minutter.