Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

12

juni 2020

8

KOMMENTARER

sprød aspargestærte – tag med i sommerhus

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

tag med i sommerhuset og nyd en sprød tærte

Sommerhuse er i høj kurs i år, hvor vi ikke har så store muligheder for at rejse til vajende palmer og eksotiske destinationer.

Jeg er så heldig at have et dejligt sommerhus ved Roskilde Fjord – med en lille skov på bagsiden af huset og et dejligt kig over Roskilde Fjord fra forsiden. Faktisk er jeg nærmest gemt væk mellem grønne træer, så der er grønt både ude og inde, for mange af mine nye retter bliver til her midt ude i den guddommelige natur.

Den store naturgrund passer sig selv, så fuglene har en fest omkring huset året rundt. Spætten hakker lystigt i de gamle træer, mens jeg hakker løg eller bager tærte, så jeg har ikke haft brug for fællessang her under coronaen. Fuglene triller i utallige toner fra solopgang til solnedgang.

Nogle af bloggens læsere skriver, at de savner mine rejsebilleder fra fjerne lande. Det kan jeg af gode grunde ikke levere i år. Til gengæld kommer her et lille kig til mit paradis ved fjorden – og idé til en aspargestærte.

En tærte passer fint som sommerhusmad. Alle elsker tærte, den er nem at lave og kan tilberedes i forvejen og varmes op i ovnen.

.

træer og masser af roser omgiver huset

.

udsigten fejler ikke noget!

Masser af krydderurter trives i solskinnet på terrassen. Her er pottevis af velsmag til nye opskrifter.

.

.

.

solnedgangen er også O.K.

På en varm sommeraften er det dejligt at nyde en lækker tærte med udsigt til en rødmende himmel.

.

.

bamse vogter tomaterne

Jeg satser på den store tomathøst i år!

.

men først: velkommen til aspargesfest

De skønne asparges er fra Danmarks bedste aspargesavler, Søren Wiuff (foto: Hans Skaarup).

Søren Wiuff leverer asparges til Københavns bedste restauranter. Det er også muligt at købe asparges direkte hos Søren i Odsherred. Hvis du bor i nærheden af København fås aspargesene desuden i sæsonen i Asparges Knejpen på Blågårds Plads i København. Du kan finde dem på Facebook.

.

nærkontakt med de skønne stilke 

Jeg kan aldrig bestemme mig for, om det ikke er at øve vold mod aspargesene ikke blot at koge dem let og nyde dem knasende sprøde med en lækker dip med krydderurter.

Men alligevel: forandring fryder, og når man, som jeg, næsten lever af asparges indtil Sct. Hans, er det rart med lidt afveksling.

.

asparges bagt i tofucreme

Aspargesene er bagt i en creme af silketofu. Du kan efter smag tilsætte krydderurter som timian, oregano eller basilikum.

Hvis du ikke har silketofu, kan du blende fast tofu med plantefløde til en passende konsistens.

Bunden er dejlig sprød og er lavet med boghvedemel og havremel for at glæde dem, der ikke spiser gluten. Men du kan sagtens lave en helt almindelig bund af hvedemel, evt. halvt hvedemel/halvt fuldkornsmel. Der ligger også mange andre forslag til tærtebunde på bloggen. Find dem i søgefeltet th.

.

“En lille blomst må man ha´”, sagde H.C. Andersen. Her lyser purløgsblomster op på tærten.

.

sprød aspargestærte med tofucreme

(4 personer)

tærtebund:

100 g havremel eller majsmel

100 g boghvedemel

(de 200 g mel kan erstattes af 200 g hvedemel/fuldkornsmel)

1 dl plantefløde

2 spsk tahin eller jordnøddesmør

½ dl vand

1 tsk salt

tofucreme og asparges:

300 g silketofu

2 spsk citronsaft

¼-1/2 dl olivenolie

2 tsk gurkemeje

2 tsk sort salt (kala namak)

friskkværnet peber

600 g asparges, evt. grønne og hvide

olivenolie

.

Bland de to slags mel og tilsæt fløde, tahin, vand og salt. Ælt dejen sammen og tilsæt om nødvendigt lidt mere vand.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Pisk tofuen sammen med citronsaft, til den er glat. Tilsæt olien lidt ad gangen.

Rør gurkemeje, sort salt og peber i cremen. Smag godt til. Du kan evt. også tilsætte lidt oregano eller timian.

Skræl aspargesene og skær dem til, så de passer til tærteformen.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Jeg har bagt min i en kvadratisk form, der måler 23×23 cm. Men du kan bruge forme i alle andre faconer.

Prik dejen med en gaffel og sæt formen i en 200 grader varm ovn. Forbag tærtebunden ca. 8 minutter.

Bred cremen ud i tærtebunden og arrangér aspargesene i et pænt mønster.

Pensl aspargesene med olivenolie og bag tærten færdig, 15-20 minutter.

Pynt evt. tærten med friske krydderurter. Du kan servere en salat med nye kartofler til tærten.

.

servér evt. kartoffelsalat til tærten

Hvis du vil servere tærten som hovedret, er det en god idé at give en salat til af nye kartofler. Jeg har her lavet en blanding af små nye kartofler, radiser og ærter. Du kan også i søgefeltet th. finde mange andre slags kartoffelsalat – eller måske en salat med spidskål. Jeg kan fx anbefale denne her:

.

kernesund spidskålssalat

Se opskrift på salaten med to slags spidskål her. Du kan dog sagtens nøjes med én slags spidskål!

.

Share

tirsdag

19

maj 2020

4

KOMMENTARER

polentaroulade med artiskokfyld og marinerede squash

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

gæstemad til forårets højtider

Mon ikke de fleste af os længes efter at se venner og bekendte til en lækker middag eller en højtbelagt frokost?

Nu hvor det hele ser lidt lysere ud med corona, kan vi vist godt driste os til at mødes omring en veldækket bord – med afstand forstås!

Vi blev snydt for påskefrokosten, men nu venter både  Kr. Himmelfarts dag og pinsen lige om hjørnet. Nu må vi tage revanche. Og det kan vi passende gøre med denne majsroulade med fyld af artiskokker, tørrede tomater og spinat (eller ramsløg).

Til pinsefrokosten kan du glæde dig til nye opskrifter på plantebaseret, højt belagt smørrebrød. Kommer snart her på bloggen (som man siger!).

.

dip med sumak og valnødder

Rouladen skæres i skiver, som enten steges på en pande inden serveringen, eller skiverne lægges under grillen, så de bliver varme og let gyldne.

Som dip har jeg valgt yoghurt smagt til med det mellemøstlige krydderi, sumak.

Sumak er et rødt krydderi, som males af de tørrede frugter fra et lille træ, der især er udbredt i Sydeuropa og Nordafrika. Sumak har været brugt til både garvning og som lægeplante.

Krydderiet, der har en let syrlig smag, er ikke så kendt i Danmark, og har du det ikke i din krydderisamling, kan det sagtens undværes. Smag i stedet til med citron.

.

Jeg foreslår marinerede squash som tilbehør, og du kan yderligere servere nye asparges til eller en salat med nye danske kartofler og asparges, fx den nedenstående.

.

kartoffelsalat med asparges, ærter og mormordressing

Se opskriften på kartoffelsalaten her.

.

polentaroulade med artiskokfyld og marinerede squash

(4-5 personer)

100 g polentamel

100 g fuldkornsmajsmel

6 dl grøntsagsbouillon

2 spsk gærflager

50 g sesamfrø

salt, friskkværnet peber

olivenolie

persille, timian eller andre krydderurter

fyld:

50 g tørrede tomater

75 g frossen spinat eller 150 g frisk (kan erstattes af ramsløg i sæsonen)

1/2-1 dl planteyoghurt

1 glas artiskokhjerter i olie

sumak-dip:

2 dl planteyoghurt

50 g oliven

25 g valnødder

1-2 tsk sumak eller 1-2 spsk citronsaft

rørsukker

 

Lav først fyldet:

Hvis du ikke bruger tomater i olie så hæld kogende vand over tomaterne og lad dem udbløde en times tid.

Tø spinaten op. Hak optøet eller frisk spinat fint.

Blend tomater og spinat med yoghurten.

Hak artiskokkerne og rør dem i tomatblandingen. Smag til med salt og peber.

Bland de to slags mel. Bring bouillonen i kog og pisk langsomt melet i. Tilsæt gærflager og sesamfrø. Kog majsen for lav varme ca. 5 minutter. Pisk i den hele tiden, indtil den slipper gryden.

Tilsæt et drys salt og peber.

Konsistensen af majsgrøden skal være så tilpas, at den kan bredes ud i et lag som til en almindelig roulade.

Det er vigtigt, at du ruller rouladen sammen, mens majsgrøden er varm.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og smør det med lidt olie. Bred den varme majsgrød ud i hele pladens størrelse med en spatel. Lav dejen så ensartet som muligt.

.

Bred fyldet ud over det meste af dejen og rul rouladen stramt sammen ved hjælp af bagepapiret. Lad papiret sidde på rouladen.

Læg rouladen i køleskabet 3-4 timer eller gerne til næste dag.

Skær rouladen i skiver, når den skal serveres. Fjern papiret.

Du kan enten stege skiverne gyldne på begge sider i olie på en pande – eller du kan pensle skiverne med olie og grille dem gyldne på begge sider i ovnen.

.

dip

Hak oliven og valnødder. Rør dem i yoghurten og smag til med sumak eller citronsaft samt salt, peber og evt. et nip sukker.

Servér rouladeskiverne med dippet og drys med lidt krydderurter.

.

.

marinerede squash, oliven og ristede mandler

(4 personer)

1/2 dl olivenolie eller valnøddeolie

4 spsk citronsaft eller frugteddike

salt, friskkværnet peber, rørsukker eller ahornsirup

1 stor gul squash

1 stor grøn squash

50 g sorte oliven i strimler

50 g mandler

evt. tallerkensmækker

 

Rør olien med citronsaft. Smag godt til med salt, peber og sukker eller ahornsirup.

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Vend squashene i marinaden sammen med de sorte oliven.

Lad squashen marinere mindst 8 timer. Vend rundt engang imellem. Smag til igen.

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Drys dem på salaten ved serveringen. Pynt evt. med blade af tallerkensmækker.

.

.

Share

torsdag

14

maj 2020

4

KOMMENTARER

rispilaff med stegte rodfrugter og grøn cashew-creme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

skønne rodfrugter med forårsgrøn creme

Mens vi venter på åbne grænser, kan vi passende tage på rejser til eksotiske køkkener.

Her er en virkelig international ret. Pilaff er en risret, der er kendt over de meste af verden. Den stammer oprindeligt fra Syd- og Centralasien, Persien og omkringliggende lande, men den spises også i alle andre verdensdele i mange forskellige fortolkninger.

Ris er basis i retten, og ris er basismad for milliarder af mennesker verden rundt. Der bruges langkornede ris, men ellers er der plads til fri fortolkning med hensyn til grøntsager. Jeg har her valgt de lette og lækre rodfrugter: gulerødder og jordskokker, men du kan også bruge auberginer, peberfrugter, pastinakker, fennikel, ja, hvad som helst du har i grøntsagsskuffen.

.

der fyres op under pilaff-panden i Uzbekistan

.

brug dine favorit-krydderier

Da pilaff er udbredt til det meste af kloden, krydrer man med de lokale krydderier. Jeg har valgt spidskommen, korianderfrø og kardemomme. Det ville passe til en pilaff i Indien.

.

er ris ikke no go?

Ris er desværre ikke den mest artige dreng i klimaklassen!

Dyrkning af ris betyder udledning af en del CO2, men sammenlignet med  produktion af kød, er det småting. Og da ris i denne ret udgør proteinindslaget sammen med cashewkernerne, kan du spise den med god samvittighed. Men du kan også erstatte risene af hele, dansk dyrkede hvedekerner, bygkerner eller speltkerner.

Du kan også vælge kogte linser som bund i retten, så er det bare ikke mere en ægte pilaff.

Fotoet ovenfor er fra Borough Market i London. Mindre portioner kan heldigvis gøre det!

.

grøn creme

Den grønne cashew-creme tilfører pilaff’en et ekstra pift. Jeg har brugt små blade fra de sidste skud af vinterens grønkål (se det øverste foto).

Grønkålen er dog på retur her midt i maj, så du kan med fordel vælge ramsløgblade eller blade af andre vilde urter som skvalderkål og brændenælde i stedet.

Du kan også bruge spinat eller bladbede.

.

rispilaff med stegte rodfrugter og grøn cashew-creme

(4 personer)

pilaff og grøntsager:

300 g brune ris

8 dl grøntsagsbouillon

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

5-6 kardemommekapsler eller tilsvarende stødt kardemomme

200 g løg, gerne rødløg

6 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk reven ingefær

1 økologisk appelsin

75 g tranebær, rosiner eller finthakkede tørrede abrikoser

400 g gulerødder

300 g jordskokker eller andre rodfrugter

2 spsk ahornsirup

cashewcreme:

50 g cashewkerner

100 g grønkål, ramsløg/skvalderkål eller palmekål

1 fed hvidløg

saft + reven skal fra appelsinen ovenfor

salt, friskkværnet peber

.

Kog risen i bouillonen 35-40 minutter afhængig af typen. Hold øje med at risen ikke koger tør.

Stød spidskommen, koriander og kardemommefrø i en morter. Rist dem på en pande, til de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem på panden sammen med 2 spsk olie. Tilsæt ingefæren.

Svits løgene 5-6 minutter.

Kom de kogte ris på panden sammen med ½ spsk reven appelsinskal og den valgte tørrede frugt. Smag til med salt og peber.

Risene kan tilberedes i god tid og varmes i ovnen inden servering.

Skær gulerødderne i stave og jordsokkerne i kvarte. Rist dem i 2 spsk olie til de er gyldne men stadig faste. Tilsæt sirup og et drys salt og peber.

Ved serveringen arrangeres grøntsagerne oven på risen. Det hele kan evt. varmes i ovnen.

Cashew-cremen: hæld kogende vand på cashewkernerne, så det dækker. Lad dem udbløde nogle timer, gerne til dagen efter.

Pres saften ud af appelsinen og hæld det i en blender sammen med de udblødte cashewkerner og halvdelen af udblødningsvandet.

Blend til kernerne er purerede.

Riv de valgte grønne blade i små stykker og kom dem i blenderen sammen med lidt reven appelsinskal, hvidløg og et drys salt og peber.

Purér cremen, til du synes konsistensen er passende. Du kan purere den helt glat, eller du kan lave den grovere, som jeg har gjort.

Servér cashew-cremen separat til pilaff’en.

.

.

Share