Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

tirsdag

28

april 2020

7

KOMMENTARER

spansk paella på den kloge måde

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

drømmene har vi da lov at ha’ …

Intet er som det plejer! Sommerferien sydpå hænger i en tynd tråd. Hvis du havde planer om at sidde på en solrig strand i Spanien denne sommer og nyde en paella, så bliver det nok nødvendigt at revidere drømmene. Og drømme kan vi heldigvis – og det er ikke forbudt at lave en lækker paella derhjemme i køkkenet. Den smager i al fald af Spanien!

Retten er opkaldt efter panden, den laves i. Den hedder paella. Paellapander findes i mange størrelser, og det er vigtigt for paellaens konsistens, at man vælger den pande, der er beregnet til det antal personer, som skal spise retten.

Jeg har købt min paellapande på Mallorca, men du kan bruge en hvilken som helst slags pande.

.

spansk nationalret

Paella er Spaniens nationalret og laves traditionelt med fisk, skaldyr, kylling og pølser. Det er et sandt bombardement af klimaødelæggende proteiner, og heldigvis kan man lave en plantebaseret paella, der er velsmagende og lækker med mange smagsnuancer fra andet end dyr.

Paella kan nemlig laves med mange forskellige slags ingredienser. I en husholdning i Spanien tager man, hvad man har ved hånden. Derfor kan man altid lave en paella, hvis der skulle dukke gæster op.

De traditionelle krydderier i en paella er safran, cayennepeber og paprika.

Hvis du ikke har lyst til at investere i den dyre safran, kan du i stedet bruge gurkemeje. Smagen er ikke den samme, men begge dele farver retten gul.

Hvis du bruger safran, så knus de fine tråde i en morter sammen med lidt groft salt. Det er den bedste måde at findele safranen på. Opløs den derefter i en skefuld kogende vand.

.

ris eller ej?

Rygraden i en paella er risene. Og ris er desværre skidt for klimaet. Så vi må hver især se på, om vi har “overskud” på vores CO2 regnskab til at det er O.K. at bruge ris. Set i forhold til at spise de traditionelle animalske produkter i en paella, er ris dog CO2 udledning i den lille skala.

MEN: risdyrkning udleder meget metan – en af de kraftigste drivhusgasser. Ønsker du at spare på denne udledning, så byt risene ud med dansk dyrkede hele hvedekorn, hele speltkerner eller andre lokalt dyrkede korn.

.

spansk paella ­ – plantebaseret

(4 personer)

150 g kikærter

2-3 plantebaserede chorziopølser eller andre tilsvarende

olivenolie

250 g løg

4 fed hvidløg

250 g østershatte

2 røde peberfrugter

300 g paellaris, fx bomba eller arborio

1 nip safran eller 2 tsk gurkemeje

3 tsk røget paprika

et nip cayennepeber

salt, friskkværnet peber

1 karton eller glas hakkede tomater, ca. 400 g

grøntsagsbouillon efter behov

1 glas grillede artiskokhjerter i olie, ca. 125 g

100 g bælgede ærter, evt. frosne

50 g sorte oliven

persille

1 citron

.

Du skal bruge en stor pande med låg til paellaen.

Sæt kikærterne i blød ca. 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre i nyt vand, 15-20 minutter. Afdryp dem. Du kan også bruge kikærter fra dåse.

Skær pølserne i små stykker og steg dem gyldne i et par spsk olie. Sæt dem til side.

Skær løgene i både og hvidløgene i skiver. Steg dem gyldne i lidt mere olie.

Skær svampene i strimler og peberfrugterne i terninger. Tilsæt begge dele og svits endnu 4-5 minutter.

Skyl risene og bland dem i grøntsagerne sammen med safran eller gurkemeje, paprika, cayenne (pas på: det er meget stærkt!), samt et drys salt og peber.

Tilsæt tomaterne med væden og en smule bouillon. Læg låg på panden og lad paellaen simre ca. 15 minutter. Vend rundt i risene engang imellem og tilsæt om nødvendigt mere bouillon. Paellaen må ikke blive for tør. Risene skal gerne være al dente.

Skær artiskokhjerterne i kvarte og kom dem på panden sammen med ærterne, kikærterne og de stegte pølser. Lad paellaen simre, til det hele er gennemvarmt.

Smag godt til med salt, peber, krydderierne og citronsaft.

Servér paellaen med oliven, hakket persille og både af citron.

.

Share

fredag

24

april 2020

12

KOMMENTARER

skærefast postej til middag eller madpakke

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg

.

postej til middagen eller pålæg til madpakken

En postej er altid populær. Denne postej er skærefast, når den er afkølet og derfor meget velegnet som pålæg.

Men postejen kan også nydes som aftensmad med fx en bearnaisesovs og måske de første asparges. Det kan også være en aspargessalat.

Postejen er hurtig at tilberede, fordi det meste findeles i en food processor, og der skal ikke steges eller svitses.

.

proteinrig postej

Hovedingrediensen i postejen er tofu, og da sojabønner er meget proteinrige, får du et fint tilskud af de vigtige byggesten her. Tæller du kalorier, er postejen til gengæld kalorielet.

.

lækkert smørrebrød

Hvis du laver postejen for at have lækkert og praktisk pålæg, kan du fx pynte med flødestuvede svampe og ristede løg.

.

skærefast postej til middag eller pålæg

(4 personer)

½ dl chiafrø eller hørfrø

200 g tofu, gerne røget

100 g løg

150 g kartoffel

300 g blomkål

2 spsk loppefrøskaller

2 dl plantefløde

ca. 50 g havregryn

2 spsk citronsaft

tamari, friskkværnet peber

evt. ½-1 tsk flydende røg (se evt. om flydende røg her)

evt. laurbærblade og/eller timianstilke

olivenolie

.

Hæld kogende vand på frøene, så det dækker. Lad frøene udbløde ca. 8 timer.

Purér tofuen i en food processor.

Skær løg, kartoffel og blomkål i mindre stykker og findel dem ligeledes i food processoren.

Rør loppefrøskallerne grundigt i fløden.

Kom de udblødte frø, tofuen, de findelte grøntsager og fløden i en skål.

Rør farsen godt sammen.

Tilsæt havregrynene og citronsaften. Vurdér om farsen er fast nok.

Smag godt til med tamari, peber og citronsaft.

Hvis du har brugt tofu naturel, kan du tilsætte ca. 1 tsk flydende røg. Men pas på med mængden. Det bliver hurtigt for meget.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt om nødvendigt lidt flere havregryn.

Pres farsen godt sammen i en bageform. Læg evt. laurbærblade og timianstilke på toppen. Pensl med olivenolie.

Bag postejen i en 200 grader varm ovn 45-50 minutter. Sluk for varmen og lad postejen stå i ovnen endnu et kvarters tid.

Når postejen er afkølet, kan du skære skiver af den.

.

guf til madpakken eller frokostbordet

Et godt stykke rugbrød med en tyk skive postej og svampe på toppen, er en himmerigsmundfuld.

.

flere postejer – nu i tredje oplag

A propos postejer: min bog om plantefrikadeller, bøffer, pateer og postejer er netop udkommet i 3. oplag.

En del boghandlere har lukket i øjeblikket, men heldigvis fås bogen – hvis du ikke allerede har den – til markedets vistnok laveste pris hos internetboghandlen Saxo, hvor bogen koster kr. 249,95.

.

Share

fredag

27

marts 2020

6

KOMMENTARER

søde kartofler a la Hasselback m sprød tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

gør hverdag til fest

I denne udfordrende tid er det om at gribe alle de ting, der kan forsøde hverdagen. En af de skønneste er efter min mening lækker mad.

I øjeblikket er vi stærkt begrænsede i forhold til alle de ting, vi plejer at gøre. Vi kan hverken gå i biografen eller teatret, i motionscentret eller blive klogere til foredrag eller i skolen, så vi må kaste os over de hjemlige glæder.

Og når vi nu er tvunget til at være hjemme, er der al mulig grund til at spise sund og lækker mad, til at nyde og lade dagens måltider være hyggelige oaser i en helt ny slags hverdag. Her er en idé med søde kartofler, som er ret festlig, og både fest og nydelse kan vi jo godt trænge til i disse corona-tider.

Jeg ved godt, at kartoflen ligner et bæltedyr, men det er en helt almindelig A-, B- og C-vitaminrig grøntsag! Se om næringsindhold her.

Se flere ideer til mad med søde kartofler her.

.

en heldig kartoffel

Den søde kartoffel er godt nok slet ikke en kartoffel, men pyt! Jeg fandt på retten, da jeg så, at supermarkederne bugner med søde kartofler i øjeblikket. Jeg fik fat i en ordentlig moppedreng, som det ses på billederne. Kartoflen kunne nemt række til tre personer.

Du kan bruge både små og store søde kartofler. Du kan også vælge de almindelige hvide bagekartofler.

.

Som du måske kan se på fotoet, har jeg sat små skiver tofu mellem kartoffelskiverne. Hvis du tænder for grillen, når kartoflerne er næsten bagt og pensler med lidt mere olie, får tofuen en meget sprød kant.

Sovsen i bunden er en tasty miso/tahinsovs, der røres sammen på et øjeblik. Hvis du hverken har miso eller tahin på lager, så vælg en af dine egne yndlingssovse eller dips.

Der er yderligere pandestegt blomkål til den bagte kartoffel, men du kan vælge mange andre grøntsager. Fx vil den let bitre smag i rosenkål passe fint til den lidt søde kartoffel.

Du kan evt. bage halve rosenkål vendt godt i olivenolie sammen med kartoflerne i ovnen.

.

søde kartofler a la Hasselback med sprød tofu

(4 personer)

4 søde kartofler eller 1-2 store (ca. 3/4 kg)

olivenolie, salt

150 g tofu

½ blomkål, ca. 300 g

frisk koriander

1 citron

miso/tahinsovs:

1-2 spsk miso (fermenteret pasta af sojabønner og/eller korn)

4 spsk tahin (pasta af knuste sesamfrø)

ca. 2 dl planteyoghurt

friskkværnet peber, evt. tamari

evt. lidt chili

 

Skrub kartoflerne helt rene. Du behøver ikke at skrælle dem. Skær tynde skiver ned i kartoflerne, således at de stadig hænger sammen i bunden. Skiverne skal være 2-3 mm tykke.

Læg evt. kartoflerne mellem to skærebrætter.

Skiverne skal være to-tre mm tykke. Min ven Peter gav mig den gode idé at lægge kartoflerne mellem to skærebrætter – så er man sikker på ikke at skære helt igennem.

 

Læg kartoflerne på en bageplade og pensl dem grundigt med olie. Drys med lidt salt.

Sæt kartoflerne i en 200 grader varm ovn. Bagetiden afhænger af, om du bager store eller små kartofler. Jeg har bagt én stor kartoffel på ca. 600 gram.

Bag sådan en stor kold 25 minutter i første omgang.

Bag mindre kartofler 18-20 minutter. Kartoflerne skal være blevet så bløde, at man kan skille skiverne lidt ad og lægge tofuen ned mellem dem.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i tynde skiver.

Tag kartoflen/kartoflerne ud af ovnen og fordel skiverne af tofuen mellem skiverne i kartoflerne.

Pensl godt med olie igen og sæt kartoflerne i ovnen igen.

Bag kartoflerne færdige, 15-25 minutter afhængig af størrelsen. Du må stikke i kartoflerne for at tjekke om de er bløde. Men de skal helst ikke bliver FOR bløde.

Sæt gerne kartoflerne under grillen, når de er næsten færdige. Så får du en sprød kant på tofuen. Du kan også grille overskydende skiver af tofu og servere dem til separat.

Steg blomkålen, mens kartoflerne er i ovnen: skær kålen i temmelig tynde skiver. Steg dem gyldne på begge sider ved rask varme i olivenolie.

Sovsen: rør misoen ud i 2 spsk kogende vand (misoen må ikke koge). Rør tahinen og yoghurten i misoen. Måske skal der tilsættes lidt mere vand.

Smag godt til med citronsaft, peber og evt. også chili samt tamari. Men sovsen er muligvis salt nok, da miso har et højt saltindhold.

Servér den/de bagte kartofler med sovsen, den stegte blomkål og både af citron. Drys med frisk koriander eller anden krydderurt. Rosmarin eller salvie vil også være velegnede, hvis du ikke bryder dig om koriander.

.

.

rester som pålæg

Hvis du har en rest af de søde kartofler, fungerer skiverne fint som pålæg på rugbrød. Her har de fået en skefuld af sovsen på toppen samt tynde “stave” af den sprøde tofu.

.

Share