Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

31

juli 2020

8

KOMMENTARER

broccoli bagt med panade, serveret i karrysovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

paneret broccoli med masser af smag

Jeg elsker broccoli! Men dette skønne, grønne krølhoved møder desværre megen modstand på de danske middagsborde. Derfor er det nødvendigt at lokke lidt. De fleste danskere holder af karrysovs, så det er første lokkemiddel. Men jeg har også forsynet krøllerne med et overtræk af knasende velsmag. Hvis du ikke hører til broccoli-fans’ene, så prøv denne ret!

Nyd den bagte broccoli, fordi den smager dejligt. Men nyd den også fordi broccoli er en fest for hver eneste celle i din krop. Det er meget få andre grøntsager, der leverer så meget livseliksir!

Men det er muligt at bytte broccolien ud med blomkål. Skær i givet fald kålen i kvarte og giv den lidt længere tid i ovnen.

.

panade – guf for grøntsager

Panade er navnet på en tyk pasta af rasp, nødder, hvidløg og persille rørt med olie og citronsaft til en sammenhængende masse. Panade giver en masse smag og sprødhed. Massen bruges først og fremmest til panering eller som bindemiddel i en plantefars.

Her er panaden presset ind i broccolihovedet, og det løfter kålen til nye højder.

.

hvem elsker ikke sovs?

Den stærke karrysovs giver fint modspil til den milde kål og svampene.

.

svampe eller ej?

Svampesæsonen er i gang, og har du selv samlet kantareller, Karljohan eller andre rørhatte, kan de fint anvendes her.

Jeg har brugt østershatte, men alle slags svampe kan bruges. Du kan  også udelade svampene og servere en bønnesalat til broccolien. Da de grønne bønner også boomer nu, kan jeg anbefale en italiensk bønnesalat. Her får du også et tilskud af proteiner.

.

romersk bønnesalat

Denne salat er virkelig proteinrig med både hvide limabønner, kikærter og linser.

Se opskriften her.

.

broccoli bagt med panade og serveret i karrysovs

(4 personer)

panade:

3 spsk dukkah (evt. blendede mandler, nødder eller andre kerner + 1 spsk spidskommenfrø)

2 spsk rasp

1 bdt persille og/eller ramsløg

1 økologisk citron

4 fed hvidløg

2-4 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber

broccoli og sovs:
ca. 1 kg broccoli

200 g østershatte eller andre svampe

2-3 tsk karry efter smag og behag

1 spsk kokos- eller olivenolie

50 g skalotteløg

2 1/2  dl havre- eller sojafløde

4 tørrede abrikoser

citronsaft, tamari, rørsukker

 

Lav først panaden: kom alle ingredienserne i en food processor og findel dem.

Panaden skal være tilpas blød til at den kan smøres på broccolihovederne. Så justér med olie eller rasp til en passende konsistens.

Smag godt til med citronsaft, reven citronskal, salt og peber.

Skræl stokkene på broccolien og skær store stykker i halve på langs.

.

Pres panaden ned i broccolihovederne og læg dem i en smurt bageform.

Bag broccolien i en 190 grader varm ovn 15-20 minutter. Sæt evt. broccolien under grillen de sidste par minutter.

Tilbered imens svampene og sovsen.

Hvis du har valgt at bruge svampe, så steg dem gyldne i godt varm olie på en pande. Dryp med lidt citronsaft og drys med lidt salt og peber. Hold evt. svampene varme i ovnen.

”Brænd” karry efter smag af i olien. Hak løget og tilsæt det. Lad det simre 4-5 minutter.

Tilsæt fløden og to spsk citronsaft. Hak abrikoserne fint og tilsæt dem.

Lad sovsen tykne lidt og smag til med citronsaft og tamari, evt. også et nip sukker.

Servér broccolien i sovsen sammen med svampene.

.

 

.

Share

fredag

24

juli 2020

6

KOMMENTARER

tærte med broccoli”asparges”, karamelliserede skalotteløg og mandelcreme

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en slags fattigmandsasparges

Hvis du er lige så glad for asparges som jeg er, håber jeg, du har nydt forsommerens kongelige spise i rigelige mængder.

Nu har stilkene trukket sig tilbage til den mørke muld og stikker først hovederne frem igen til maj. Og så må man jo finde på noget andet!

Selv om det er skorzonerrod, der kaldes fattigmandsasparges, synes jeg godt, man kan omfatte stilkbroccolien af denne betegnelse.

Jeg synes i al fald, at de grønne stilke er en ganske god erstatning for grønne asparges, altså når aspargesene ikke er i sæson.

Hvis du ikke lige kan få fat i broccolistilkene, kan du sagtens bruge et helt broccolihoved i stedet. Så deler du blot broccolien i passende stykker, der passer til den valgte bageform.

Tærten er lidt atypisk, fordi bunden bages færdig, hvorefter fyldet lægges i. Det betyder, at den er nem at forberede i god tid. Det hele kan laves i forvejen og “samles” inden serveringen. Så skal tærten blot varmes op ovnen.

bananløg

De aflange bananløg passer fint til en smal aflang tærteform, men du kan bruge alle slags løg og alle slags tærteforme.

Når løg karamelliseres, trækkes endnu mere sødme frem i smagen, og den passer fint til den milde kålsmag og mandelcremen i bunden.

.

glutenfri tærtebund

Denne tærtebund er glutenfri, men du kan vælge en helt almindelig tærtebund med hvedemel, olie, vand og salt. Du kan fx bytte de glutenfri meltyper ud med ca. 200 g hvedemel og bruge olie, yoghurt og vand som i ingredienslisten nedenfor. Kom i givet fald væden i lidt ad gangen og tilsæt så meget, at dejen nemt kan samles.

den supersunde kål

Hvad er vigtigst: sundhed eller smag? Jeg synes, begge dele er lige vigtige. Hvad nytter det, at sund mad smager af ingenting? Så bliver den alligevel ikke spist.

I denne tærte går de to ting heldigvis hånd i hånd. Især broccoli er en slags naturens egen medicin og sprænger nærmest listen over powerfoods.

Broccoli indeholder masser af antioxidanter og anses som kræftforebyggende, ligesom hjerte, årer, knogler, øjne og meget mere styrkes af de mange gode stoffer i broccoli: vitaminer og mineraler, sekundære plantestoffer, Omega 3 fedtsyrer og masser af fibre, der gavner tarmfloraen. Listen er nærmest uendelig. Fantastisk at så meget godt kan være samlet i sådan et lille hoved!

.

tærte med broccoli”asparges”, karamelliserede skalotteløg og mandelcreme

(4 personer)

tærtebund:

100 g  havremel

50 g boghvedemel

50 g havregryn, evt. glutenfrie

1/2 dl olivenolie

1/2 dl planteyoghurt

salt, friskkværnet peber

ca. 1/2 dl vand

mandelcreme:

75 g mandler

2 dl mandelfløde, havrefløde eller anden fløde

1-2 spsk maizenamel

2 spsk citronsaft

3 spsk gærflager, se evt. om gærflager her 

tærtefyld:

300 g banan-skalotteløg

4 spsk olivenolie

4 spsk ahornsirup

250 g broccolistilke 

25 g valnødder

.

Lav først mandelcremen (eller ”oste”sovsen): findel mandlerne i en blender. Tilsæt fløde, citronsaft, gærflager og et drys salt og peber. Kog fløden op i en gryde.

Rør maizenamelet ud i lidt fløde og tilsæt det. Lad sovsen jævne. Måske skal der bruges lidt mere maizenamel. Sovsen skal være temmelig tyk. Smag godt til.

Lad mandelcremen stå, mens du laver bunden:

Ælt de to slags mel og havregrynene med olie og yoghurt. Tilsæt et lille drys salt og peber og så meget vand, at dejen bliver tilpas blød til at kunne rulles ud. Lad dejen hvile en halv times tid.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Pres dejen op ad siderne og prik bunden med en gaffel.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn og bag bunden helt færdig, til den er gylden og sprød, ca. 15 minutter.

Tilbered herefter fyldet: svits skalotteløgene i olie og sirup i en gryde. Lad løgene simre 15-20 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i løgene engang imellem, så de bliver gyldne på alle sider.

Læg broccolistilkene i kogende vand 1 minut. Afdryp dem.

Bred mandelcremen ud i den bagte bund og læg broccoli og løg på tærten i et pænt mønster.

Varm den ”samlede” tærte i en 190 grader varm ovn 8-10 minutter. Drys med hakkede valnødder.

.

.

Share

fredag

17

juli 2020

0

KOMMENTARER

orientalsk blomkålsret med rispasta/mangosalat

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

fremmed mad smager bedst

Sommeren er på vej tilbage, og mange af os holder ferie i Danmark. Men derfor kan man godt drømme sig til mere eksotiske egne af kloden med vajende palmer og kulørte parasoller i drinken.

Heldigvis koster det ikke meget at “rejse” på sin tallerken. Og i ferietiden skal maden være let og hurtig at lave. Det er denne orientalske anretning fra Det fjerne Østen. Den er med blomkål, som er en af mine yndlingskål. Krydringen er middel og pikant. Den tilhørende mangoslat tilfører mildhed og sødme.

.

koriander, jordnødder og tofu signalerer “pindemad”

Hvis du vil have din tofu rigtig sprødstegt, er det vigtigt, at alt vandet er presset ud. Det kan du gøre ved at lægge tofublokken i pres mellem to spækkebrætter et par timer og stille noget tungt ovenpå.

Du kan også købe et mere avanceret redskab, en ægte tofupresser (du kan se forskellige modeller her).

Tofu er stadig en omdiskuteret proteinkilde. Mange kan ikke lide tofu, men det er formentlig, fordi tofuen ikke har været behandlet rigtigt. Du kan læse mere om tofu her.

.

sødmefuld salat

Den milde mango passer perfekt sammen med stærke ting som chili og ingefær.

Jeg har her kombineret mangoen med rispasta, og hvis du vælger den løsning, kan du evt. udelade ris som tilbehør.

.

orientalsk blomkålsret med rispasta/mangosalat

(4 personer)

sovs:

1 dl sød chilisovs

1 dl tomatpuré

2-3 spsk tamari

2 spsk ristet sesamolie (evt. alm. sesamolie)

2 spsk citronsaft

frisk reven ingefær efter smag

2 tsk røget paprika

1 spsk agavesirup eller anden sirup

2 spsk maizenamel + 1 dl vand

 

1 blomkålshoved (ca. 700 g)

100 g løg

4 fed hvidløg

200 g tofu, gerne røget

50 g saltede jordnødder

frisk koriander

rispasta med mangofrugt:

125 g risnudler

1 stor mangofrugt

1 rød chili

1 kinesisk syltet agurk (fås i  orientalske butikker), evt. 4-5 cornichoner (kan udelades)

lidt fintsnittet rød spidskål (kan udelades)

5 spsk sesam- eller olivenolie

3 spsk riseddike eller anden eddike

frisk basilikum, gerne thailandsk, evt. mynte

 

Rør først alle ingredienserne til sovsen sammen. Smag godt til. Rør maizenamelet ud i vandet og rør jævningen i. Sæt sovsen til side.

Del blomkålen i små buketter. Skær stokken i terninger. Hak løg og hvidløg.

Varm 2 spsk olie op, fx i en wok, og tilsæt løgene. Svits et par minutter. Kom blomkålen i panden og svits grøntsagerne endnu et par minutter.

Hæld sovsen i wokken/på panden og bring den i kog. Lad retten simre endnu et par minutter. Smag godt til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i skiver eller terninger.

Steg tofuen gylden i et par spsk olie.

Servér retten portionsvis og læg tofuskiverne på toppen.

Drys med hakkede jordnødder og koriander.

Servér evt. løskogte ris til og/eller en mangosalat.

mangosalat:

Læg risnudlerne i kogende vand og kog dem efter anvisningen på pakken. Afdryp og afkøl dem.

Skær mangofrugten i terninger.

Hak chilien og brug så meget, at du finder styrken passende.

Skær agurken i skiver og bland alle ingredienserne til salaten sammen.

Rør en dressing af olie og eddike. Smag godt til med salt, peber og sirup eller rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med basilikum eller mynte.

..

.

Share