Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

søndag

22

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, låge nr. 22 – tærte med bagte rodfrugter på cremet tahinbund

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

..

farver lyser op i decembermørket

Hvad gør man, når der pludselig dukker uventede gæster op i julen? Ja, hvis man har butterdej i fryseren og rodfrugter i grøntsagsskuffen, så laver man lynhurtigt en farvestrålende tærte.

Når december åbenbarer samtlige nuancer af gråt dag efter dag, må der ekstra kulør på maden. Men nu har lyset vendt, og vi går atter mod lysere tider. Indtil da, er det en god idé at lade maden lyse op.

Og så er det værd at huske på, at mad med mange farver indeholder mange forskellige næringsstoffer.

.

lynhurtig tærte med butterdej

Alle holder af en tærte. Tærte er en gammel klassiker, og den kan varieres på uendelig mange måder.

Jeg har her valgt butterdej, fordi det gerne må gå lidt stærkt her i travle december. Men du kan vælge en hvilken som helst anden tærtedej. På bloggen ligger mange forskellige opskrifter på tærtebunde, både med og uden gluten. Søg efter “tærte” i søgefunktionen th.

Under “tærte” kan du også finde mange forslag til den “creme”, der ligger i tærtebunden eller dækker fyldet. Til denne tærte er foreslået en hurtig rørt creme af tahin og afdryppet yoghurt.

.

bag rødderne mens du har ovnen i gang

Tærten er lidt atypisk, fordi bunden og fyldet bages hver for sig. Jeg har valgt de gode gamle vinterrødder: rødbeder og gulerødder. Du kan evt. vælge flere forskellige farver gulerødder. Du kan også supplere med andre rodfrugter som selleri og jordskokker. Lidt dampede rosenkål kan udgøre små “julekugler” rundt om i tærten.

Bag gerne rødderne og evt. tærtebunden, hvis du alligevel har ovnen i gang med julebagning. Du kan fx sagtens bage både rødderne og tærtebunden dagen før, de skal bruges. Så kan du lave tærten færdig på 15 minutter.

.

tærte med bagte rodfrugter på cremet tahinbund

(4 personer)

400 g rødbeder

400 g gulerødder eller andre rodfrugter

1 økologisk citron

ahornsirup eller rørsukker

4 plader frossen butterdej eller hjemmebagt bund

25 g pistacienødder eller andre nødder

1 æble

tahincreme:

50 g rosiner

2 dl afdryppet plantebaseret yoghurt

4 spsk tahin, gerne den lyse

tamari, friskkværnet peber

1-2 spsk fintklippet estragon + ekstra til pynt

Du kan koge eller bage både rødbeder og gulerødder. Jeg vil dog anbefale at bage dem, da det giver en mere fortættet smag.

Bag store rødbeder 40-60 minutter i en 200 grader varm ovn (varmluft). Mindre rødbeder og gulerødder: 30-40 minutter.

Skær de bagte rodfrugter i passende stykker. Smag saft af ½ citron til med sirup eller sukker. Tilsæt 2 tsk reven citronskal. Hæld blandingen over rodfrugterne og lad dem trække en halv times tid.

Tø butterdejen op og rul den ud, så den passer til den valgte bageform.

Bred dejen godt ud i formen og prik den med en gaffel. Vær opmærksom på at butterdej ”krymper” lidt under bagningen.

Bag tærtebunden ved 200 grader til den er gylden, ca. 20 minutter.

Hæld kogende vand på rosinerne og lad dem udbløde et kvarters tid. Afdryp og hak dem.

Rør yoghurten godt med tahin, tamari, peber, estragon og rosiner. Smag godt til med tamari og peber, evt. også lidt sødt. Det er vigtigt, at der er meget smag i cremen, da rodfrugterne ikke har så meget smag i sig selv.

Pres den hævede bund på tærten ned og fordel cremen på bunden.

Gem evt. lidt af cremen og sæt “dutter” på fyldet, når tærten er bagt.

Læg rodfrugterne på cremen i et pænt mønster.

Skær æblet i tynde skiver, vend dem i citronsaft og læg dem på i en vifte.

Varm evt. tærten i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Du kan også servere den kold.

Pynt tærten med lidt mere creme og drys med pistacienødder og lidt mere estragon.

.

Share

lørdag

21

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 21 – tofusteak med marineret glaskål og valnøddesovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

den dovne koks julesteg

Den store aften nærmer sig, og de fleste har sikkert bestemt sig for menuen.

Er man lidt doven – eller har man bare susende travlt og ikke tid til at bage en postej – kommer her løsningen: en sprød tofu”steak” med marineret glaskål eller selleri.

.

tilbehør af valnøddesovs

 

Man kan sagtens spise en brun julesovs til tofu”steak”en, men en meget hurtigere løsning er en italiensk valnøddesovs.

.

marineret rodfrugt giver friskhed og syre

Et tilbehør, der giver dejlig syre til retten, er tyndt høvlede skiver af marineret glaskål eller selleri. Du kan tilsætte andre tyndt skårne grøntsager til glaskål eller selleri. Jeg har høvlet tynde skiver af blomkålsbuketter, som passer fint til kål eller selleri.

.

tofusteak med marineret glaskål og valnøddesovs

(4 personer)

300 g røget eller marineret tofu

400 g glaskål eller selleri

hyldeblomstmarinade:

saft af ½ citron

2 spsk ufortyndet hyldeblomstsaft

1 spsk balsamico

2 spsk tamari

italiensk valnøddesovs:

50 g tørt brød

50 g valnødder

2 dl plantebaseret yoghurt naturel

saft af ½ citron

2-3 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 fed hvidløg

2-3 tsk tørret merian eller organo

evt. plantefløde

salt, friskkværnet peber

persille

.

Marinér først glaskål eller selleri:

Skræl glaskålen eller sellerien og høvl den i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør ingredienserne til marinaden sammen i en gryde. Smag godt til.

Tilsæt glaskålen eller sellerien og lad marinaden koge op. Vend rundt i skiverne, sluk for varmen og lad skiverne afkøle i marinaden.

Blend brødet til sovsen fint og tilsæt valnødderne. Blend et øjeblik, men valnødderne skal ikke være helt knuste.

Tilsæt yoghurt, citronsaft, olie, knust hvidløg og krydderurten. Rør sovsen sammen, til den er ensartet. Tilsæt lidt plantefløde eller vand, hvis den er for tyk.

Smag godt til med salt og peber.

Skær tofuen i fire lige store dele. Du kan evt. ridse overfladen i tern med en kniv.

Hvis du bruger tofu naturel, kan du med fordel marinere stykkerne en timestid i en marinade af 2 spsk olie, 2 spsk tamari, 1 spsk tomatpuré og 1 spsk sirup, evt. også 1 tsk flydende røg.

Læg tofustykkerne på en pande med godt varm olie. Steg dem sprøde på alle sider ved rask varme.

Servér tofuen med glaskålen eller sellerien og valnøddesovsen. Drys med hakket persille.

Servér gerne bagte kartofler til, se nedenfor.

.

.

både af bagte kartofler 

Du kan servere kartofler i både til retten. Stykkerne vendes i olie og lægges i en ovnfast form.

Bag kartoflerne, til de er gyldne. Bagetiden afhænger af kartoflernes størrelse. Hold øje med dem.

Drys med lidt flagesalt inden serveringen.

.

Share

onsdag

18

december 2024

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 18 – fed og spicy aubergine

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

blød og bagt aubergine

Der er noget skønt, nærmest dekadent, over en bagt aubergine. Den er blød og cremet og fuld af smag fra en chilidressing, som nok skal ruske op i selv den mest decembertrætte!

.

bønnecreme kommer med proteinerne

Den bagte aubergine er god gæstemad i juletiden. Den tilhørende creme er lavet af proteinrige hestebønner. Hvis du ikke har tålmodighed til at udbløde og koge bønnerne, så brug frosne edamambønner i stedet.

Der er drysset med lidt tang, som er svitset i en smule tamari på panden. Det giver god umamismag til retten. I det hele taget er det værd at huske på, at tang ikke blot er supersundt, det er også en fremragende smagsgiver.

Lidt høvlet grønt giver knas og farve til retten.

.

her er en lille ildebrand

Denne chilidressing er meget stærk og fuld af smag. Den passer perfekt til den lidt neutrale aubergine. Men den kan bruges til at sætte kulør på en masse andre retter. Så lav en stor portion og sæt den i køleskabet. Den kan holde sig i lang tid.

En portion i et smukt glas vil også være en fin lille julegave.

.

bagte auberginer med spicy dressing og bønnecreme

(4 personer)

creme af hestebønner:

100 g tørrede hestebønner eller 150 g frosne edamamebønner

plantefløde

tamari, friskkværnet peber

persille, mynte eller koriander

et lille stykke søl eller kombutang (kan udelades)

auberginer:

2 store eller 4 små auberginer

olivenolie

evt. gulerods- og agurkestrimler, dild eller fennikel

chilidressing:

1 spsk sennepsfrø

1 spsk korianderfrø

1 spsk spidskommenfrø

2 fed hvidløg

4 spsk oliveneolie

1 chili eller tørrede chiliflager efter smag

1 tsk gurkemeje

1-2 spsk reven ingefær

2 spsk rørsukker

2-3 spsk riseddike eller anden eddike

1-2 spsk tamari

.

Sæt hestebønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 25-30 minutter. Tjek om de er bløde.

Afdryp bønnerne godt og blend dem med lidt fløde. Cremen må ikke blive for tynd.

Smag godt til med tamari og peber. Hak den valgte krydderurt og rør den i.

Skær auberginerne igennem på langs og rids dem med en kniv et stykke ned i kødet, se fotoene.

Lav chilidressingen og pensl den på. Vær opmærksom på at den også kommer ned i snittene.

Sæt auberginerne i en ovnfast form og bag dem gyldne, 20-25 minutter. Stik i dem. De skal være helt møre.

Til pynt kan du evt. lave tynde strimler af gulerod og agurk og lade dem marinere i lidt tamari og frugteddike.

Servér auberginerne med pynten og arrangér bønnecremen ved siden af. Drys evt. med lidt grønt og bittesmå stykker tang. Rist gerne tangen i lidt tamari på en pande. Det giver fin umamismag til retten.

.

Share