Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

fredag

9

juli 2021

2

KOMMENTARER

farserede løg med chunky tomatsovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

fyld de bamsebuttede løg

Nu er det ved at være sæson for store nye løg. Og løg kan bruges til meget mere end bund i en sovs eller suppe – eller statist i en salat eller på et stykke smørrebrød. Løg kan også udgøre en fin hovedret.

Løgene kan fx bruges i en tærte, men de er også lækre med fyld. Er du heldig at have en rest paté eller postej – eller plantefars i det hele taget, er den velegnet som fyld, men retten er også hurtig at lave med farsering som i opskriften.

..

Hvis du bruger de rigtig store, runde løg, som jeg har gjort her, så skær dem igennem i to halvdele og bag dem halvfærdige, inden du fylder dem med farsen.

Har du derimod mindre eksemplarer, så skær toppen af og kom fyldet ned i løget, når det er halvbagt og udhulet. Sæt toppen på og bag løgene færdige.

Du kan naturligvis bruge alt muligt andet fyld end det, jeg foreslår her. Hvis du i søgefunktionen th. leder efter “frikadeller” eller “bøffer”, kommer der mange opskrifter på plantefars.

I min bog “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer” er der også en lang række opskrifter på plantefars.

Men måske står du selv med en rest fars, som du kan bruge til dette formål. Du kan også lave dobbelt portion plantefars, hvis du alligevel laver fars til frikadeller eller bøffer. Gem i givet fald halvdelen og brug det til disse løg næste dag.

Hvis du er mere til linsefyld i løgene, så se opskriften her.

Disse former for fyld kan også bruges til farsering af tomater, squash, auberginer, kål etc.

.

Jeg bruger løg i stort set alle retter – måske lige med undtagelse af desserter! Løg er fantastiske til at give smagsmæssig rygrad i en ret, men de kan sandelig også klare sig helt fremme i geledderne. Løg kan med stor fornøjelse spises som hovedret. Det håber jeg, du vil give mig ret i, når du har smagt disse farserede løg.

.

romescosovs

En grofthakket spansk tomatsovs, romesco, med nødder og mandler passer fint til de fyldte løg. Og nye kartofler kan man jo altid spise!

.

farserede løg med tomatsovs

100 g perlespelt eller andre hele korn

4 store løg, ca. 600 g

olivenolie

50 g hel boghvede

1/2 dl plantefløde

3 spsk fintsnittet estragon (eller anden krydderurt efter smag)

50 g fuldkornsrismel, majsmel eller kikærtemel

1-2 spsk misopasta (se evt. om miso her)

tamari

citronsaft

salt, friskkværnet peber

.

Kog kornene møre i vand, der dækker, ca. 20 minutter. Afdryp kornene og blend dem let, fx med en stavblender.

Skær store løg igennem og læg dem i et smurt ovnfast fad med skærefladen nedad.

Hvis du bruger flere mindre løg, så bag dem hele og skær senere toppen af.

Pensl løgene med olivenolie og forbag dem i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Tag de inderste 3-4 lag ud af de halve løg (eller skær toppen af mindre løg og tag noget af ”indmaden” ud).

Hak det udtagne løg og rør det sammen med kernerne, det meste af boghveden (gem 3-4 spsk til pynt), plantefløde, estragon, mel og misopasta (rør evt. misoen ud i lidt plantefløde eller vand, hvis den er meget fast). Tilsæt også et par spsk olie.

Rør fyldet godt sammen og smag til med tamari, citronsaft, salt og peber. Fyldet skal virkelig smage af noget.

Top fyldet op i de halve løgskaller (eller udhulede løg) og pres de resterende boghvedekerner ned i farsen.

Hvis du har fyld til overs, så bag det i en form for sig. Det passer fint som pålæg.

Dryp med lidt olivenolie og bag løgene færdige endnu 15-20 minutter.

Drys med lidt mere estragon ved serveringen.

.

.

Share

fredag

2

juli 2021

10

KOMMENTARER

nye kartofler fortjener en mandelfrikadelle

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg

.

frikadeller, nye kartofler og salat på udsigtsbænken

I de lune sommeraftner er det en særlig glæde at nyde maden udendørs. Jeg har en gammel bænk, hvor blomsterne holder af at stikke hovederne op mellem brædderne. Så har naturen selv klaret bordpynten.

Her kan jeg nyde både maden og den smukke udsigt over fjorden. Mad smager nu engang ekstra dejligt ude i naturen. Ikke mindst på en lun sommeraften. Jeg er betaget af de lyse, magiske sommeraftner, hvor det kun er mørkt nogle timer, før lyset atter viser sig på himlen.

.

en rigtig luksus-frikadelle

Hvis man er lidt snobbet eller selvoptaget, er man en frikadelle. Disse mandelfrikadeller er faktisk lidt fine på den, synes jeg. Det kan virke som luksus at lave frikadeller af mandler. Men for at fejre de lyse nætter må der gerne ligge lidt ekstra lækkert på tallerknen.

.

frikadeller og nye kartofler

Nye kartofler kogt til perfektion fortjener en lækker frikadelle. De udgør sammen med salaten og frikadellerne en rigtig sommeraften-middag.

.

frikadeller med fornuft

Men mandeltræer kræver vand for at trives. Nogle steder meget vand. Så hvordan er det lige? Kan vi overhovedet tillade os at spise mandler? Fx har man i Californien problemer med mandeldyrkningen, fordi der falder for lidt regn. Det er et problem for vandforsyningen i staten. Andre steder er det langt mindre problematisk.

Skal vi så have dårlig samvittighed, når vi spiser mandler? Både ja og nej. Hvis du spiser animalsk baseret mad, er der måske ikke plads til mandler også. Spiser du derimod plantebaseret, kan du sagtens spise mandler med god samvittighed.

Af og til bebrejder kødspisere mig, at jeg spiser mandler. De mener, det er uforsvarligt på grund af det store vandforbrug. Men så kan jeg heldigvis fortælle dem, at 1/2 kg mandler kræver 3.650 liter vand, mens 1/2 kg oksekød kræver 7.750 liter (svarer til 10 minutters brusebad i 4 1/2 måned). På den baggrund kan man godt spise mandler i moderate mængder.

Hertil kommer, at avlerne ikke skal “fodre” mandeltræerne med protein for at kunne høste mandler. Der skal ikke afbrændes regnskov og dyrkes sojabønner eller korn for at producere mandler. Mandeltræerne skal bare have vand. De lever heller ikke deres liv indespærret i en kummerlig stald.

Oksekød kræver 10 kg planteprotein for at give 1 kg kød. Og i øvrigt: hvor mange mennesker spiser mandler i samme mængder som kød? Til disse mandelfrikadeller bruges fx 100 g mandler. Det vil nok være vanskeligt at lave 12 kødfrikadeller af 100 g kød.

.

salat med masser af urter 

Du kan spise mange slags salater til frikadellerne. Jeg har her valgt en salat af fintsnittet spidskål, strimlede tomater og letdampet broccoli. Desuden krydderurter som koriander, mynte og persille. Og så er der pyntet med spiselige blomster.

Hvis du vil have dyppelse til frikadellerne, så rør lidt mayo eller yoghurt sammen med plantefløde og smag til med sennep og tamari. Det er en lækker og lynhurtig sovs.

.

mandelfrikadeller

(10-12 frikadeller)

200 g røde linser

50 g solsikkekerner (kan erstattes af kogte hvedekerner, perlespelt etc.)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

100 g mandler

citronsaft

2 spsk friske timianblade eller fintsnittet salvie

50 g havregryn

1-1 ½ dl havrefløde

salt, friskkværet peber, evt. tamari

hvedemel, boghvedemel, majsmel eller andet mel

.

Kog linserne møre i vand, der dækker, ca. 15 minutter. Hæld evt. overskydende væde væk.

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande. Hvis du vælger korn i stedet, så kog 50 g af den valgte kornsort og kog kernerne ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i lidt olie, til de er gyldne.

Hak halvdelen af mandlerne fint. Hak den anden halvdel lidt grovere.

Kom linser, løg, 2 spsk citronsaft, krydderurter, havregryn og fløde i en food processor. Kør farsen til den er sammenhængende.

Rør mandlerne og solsikkekernerne  i farsen. Hvis du har valgt hele korn, så rør dem i farsen nu.

Smag godt til med salt, peber og evt. lidt tamari. Du kan også tilsætte flere krydderurter.

Lad farsen hvile et kvarters tid og vurdér konsistensen. Du skal kunne forme frikadeller med hænderne. Tilsæt om nødvendigt flere havregryn – eller mere fløde, hvis farsen er for fast.

Form 10-12 store flade frikadeller. Vend dem i mel.

Steg frikadellerne gyldne på begge sider i godt varm olie.

.

.

Share

fredag

28

maj 2021

2

KOMMENTARER

sprøde kikærtetærter med broccoli, oliven og tørrede tomater

Skrevet af , Posted in brød, frokostretter, hovedretter

.

tærte eller pizza?

Da jeg startede på disse bunde med fyld, var tanken, at de skulle blive til pizzaer. Men da dej af kikærtemel bliver sprød, når den er bagt, er det lidt af en tilsnigelse af kalde dem pizzaer. Så det blev til tærter i stedet.

Tærterne er en lækker frokostret med en salat til – og måske et glas kølig hvidvin, hvis sommeren skulle vise sig!

.

glutenfrie tærter

Til gengæld er tærterne glutenfrie.

Jeg har brugt kikærte- og rismel for at gøre tærterne glutenfrie. Men har du ikke det problem, så kan sagtens bruge “toppingen” til almindelige pizzabunde. Se fx de lækre kartoffelpizzaer her.

Du bager blot dejen uden fyldet og lægger det på efter bagningen som i opskriften nedenfor.

.

kartoffelpizzaer ad libitum

Se opskrift på kartoffelpizzaer her.

.

brug masser af krydderurter

Du kan med fordel selv langtidsbage tomaterne.

Tomaterne giver en skøn smag til tærten – og krydderurterne sætter prikken over i’et.

.

sprøde kikærtetærter med broccoli, oliven og tørrede tomater

(4 personer)

tærtebunde:

200 g kikærtemel

100 g rismel + ekstra til udrulning

1/2 tsk salt

2 dl plantemælk

2 spsk citronsaft

4 spsk olivenolie

4 fed hvidløg

fyld:

2-3 dl cashewcreme, havre cremefraiche eller plantebaseret smøreost

 200 g broccolibuketter

12 tørrede tomater i olie

50 g stenfrie (liguriske) oliven

masser af krydderurter: her er brugt kørvel, purløg og basilikum

.

Bland de to slags mel med saltet og tilsæt plantemælk, citronsaft, olie og knust hvidløg.

Ælt dejen sammen og sæt den i køleskabet en halv times tid.

Rul dejen ud til fire tærtebunde med en diameter på ca. 18 cm. Bøj kanterne lidt op og læg dejen på bagepapir på en bageplade.

Bag bundene gyldne i en 200 grader varm ovn, ca. 20 minutter. Bundene skal være sprøde.

.

Lav cashewcremen eller smag en af de to andre muligheder til med salt, peber og citronsaft.

Del broccolien i små buketter og læg dem i kogende vand 1 minut. Afdryp dem.

Skær tomaterne i tynde strimler.

Fordel den hvide creme på bundene.

Læg broccoli, tomater og oliven på cremen og drys rigeligt med krydderurter.

.

.

Share