Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

mandag

23

august 2021

0

KOMMENTARER

voksbønner, kulørte tomater, labneh og sprød salvie

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater

.

sensommer-servering med yndlingsbønnerne

Høsttiden er inde. I august og september er det som om Moder Jord barsler med alt, hvad hun har i sig af skønne frugter og grøntsager. Ja, det er en sådan overdådighed, at man næsten ikke kan følge med. Nogle af de grøntsager/frugter som giver størst udbytte er squash, bønner og tomater.

Her er en skøn sensommerservering med voksbønner, kulørte tomater, oliven og sprødstegte salvieblade.

.

tomaterne bugner

I år har tomaterne for en gangs skyld fået masser af solskin og varme. Det betyder søde frugter med masser af frugtkød.

I denne salat giver tomaterne både sødme og syrlighed til de lidt neutrale bønner, og sammen med de sprøde, let bitre salvieblade, de salte oliven og den kølige labneh, liver bønnerne gevaldigt op.

Tomater i flere farver giver kulør til salaten. Og der er nok at vælge imellem: der findes efter sigende 25.000 tomatsorter!

.

gule eller grønne bønner?

Der er rigtig mange gode næringsstoffer i friske bønner i forhold til deres lave kalorieindhold på kun 26 pr. 100 g.

Bønnerne indeholder proteiner og K-, C-, A- og B-vitaminer samt mineraler som jern, kalk, magnesium, kalium, fosfor, selen og zink.

Og så er der mange kostfibre i bønnerne. Det er godt for tarmfloraen og fordøjelsen – og  fibrene giver også lang mæthedsfølelse.

Og smagen? Ja, hverken grønne eller gule bønner gør meget væsen af sig selv rent smagsmæssigt. Derfor skal de følges med stærkt smagende ingredienser som skalotteløg, hvidløg, ingefær, kapers, oliven, tørrede tomater, citronsaft, salvie etc.

Jeg har udelukkende brugt voksbønner til salaten, men du kan også bruge grønne eller lilla bønner – eller blande de tre farver.

.

kender du labneh?

Hvis du har rejst i Mellemøsten ved du, at ingen restaurant med respekt for sig selv serverer mezze, de mange småretter, uden den friskost, der laves af yoghurt, og som hedder labneh.

Labneh serveres også som dip til fx grøntsagsstave, chips etc.

.

labneh

Labneh laves ganske enkelt af afdryppet yoghurt. Jeg har brugt den økologiske Alpro soja-yoghurt. Men du kan bruge alle typer yoghurt.

Som dip eller del af flere små retter kan labneh serveres med en koldpresset jomfruolivenolie på toppen – eller du kan drysse med det mellemøstlige, lidt syrlige krydderi, sumak – og/eller med krydderurter.

.

salat med voksbønner, labneh og sprød salvie

(4 personer)

labneh:

4 dl planteyoghurt

1/2 tsk salt

1 spsk citronsaft

salat:

350 g voksbønner (eller grønne eller lilla bønner)

300 g kulørte tomater

4 spsk hakket persille

4 spsk små basilikumblade

1 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 spsk god balsamico

salt, friskkværnet peber

en håndfuld salvieblade

50 g sorte oliven uden sten

Hvis du kun skal bruge labneh’en til denne salat, kan du nøjes med halv portion (2 dl yoghurt), men da fremstillingen af ”osten” tager nogen tid, kan det betale sig at lave en større portion. Labneh er lækker til mange andre retter, den kan smøres på brød, eller man kan bruge den som dip tilsat krydderier og/eller krydderurter.

Rør yoghurten med salt og citronsaft og hæld den i et osteklæde eller et kaffefilter. Sæt yoghurten til afdrypning 12-24 timer. Jo længere du lader yoghurten afdryppe, desto fastere bliver den.

Læg bønnerne i kogende vand og kog dem ca. 3 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Skær tomaterne i små terninger og bland dem med krydderurterne, presset hvidløg, olie, balsamico og et drys salt og peber. Smag til.

Steg salviebladene sprøde i lidt olie på en pande. Afkøl dem.

Arrangér bønnerne på et fad og læg tomatsalsaen ovenpå.

Sæt klatter af labneh på salaten og drys med oliven og de sprøde salvieblade.

.

Share

fredag

13

august 2021

0

KOMMENTARER

ferskner med marokkansk chermoulasovs – og ny banebrydende bog om gluten

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

forrygende forret/ frokostret med ferskner

En lækker forret eller frokostret er dejlig at have på repertoiret. Jeg tror, du vil kunne lide denne usædvanlige sammensætning med masser af smagsnuancer.

Når jeg spiser ude, får jeg altid masser af ny inspiration. Denne smagsmæssigt skønne lille forret har jeg netop “neglet” fra Restaurant Polly på Gl. Kongevej i København.

Jeg kan varmt anbefale restauranten, som serverer en meget lækker plantebaseret menu, hvis du bestiller i forvejen.

.

ferskner som forret?

En del søde frugter fungerer fint i det salte køkken. Ferskner er en af dem, og de er i sæson lige nu.

Til denne ret vil jeg anbefale, at du vælger hårde, ikke helt modne ferskner.

.

marokkansk mandelsovs giver karakter

På Polly blev retten serveret på en  bund af den italienske stracciatella, som er den cremede midte i en burrata.

Jeg har lavet opskriften helt plantebaseret og erstattet osten med silketofu. Men du kan også bruge afdryppet yoghurt.

“Sovsen” på toppen, den marokkanske chermoula, giver et skønt krydret og spicy modspil til den milde bund og de søde ferskner.

.

sødt, spicy og krydret

.

servering

Du kan servere den lille ret på et stort fad – eller du kan servere den portionsvis som på billedet ovenfor.

.

ferskner med marokkansk chermoulasovs

(4 personer)

250 g siketofu eller 2 ½ dl afdryppet planteyoghurt

citronsaft, salt, friskkværnet peber

4 hårde ferskner

mandelsovs:

50 g  mandler

2  fed hvidløg

lidt økologisk citronskal + saft

1/2 dl jomfruolivenolie

1 spsk ristede, stødte  spidskommenfrø

et nip chiliflager eller frisk, finthakket chili

4 spsk hakket koriander og/eller persille

 .

Pisk tofuen helt glat eller afdryp yoghurten.

Smag tofu eller yoghurt til med citronsaft, salt og peber.

Skær fersknerne i både eller firkanter.

Blend mandler og hvidløg med en spsk citronsaft og lidt reven skal.

Tilsæt olie, ca. ½ dl vand, spidskommen, chili efter smag og krydderurterne.

Du kan blende sovsen mere eller mindre. Du kan blende den lidt grov som på billederne – eller pureret som pesto.

Tilæt evt. mere olie og/eller vand.

Smag godt til med citronsaft og -skal, salt, peber og evt. chili. Men chilien må endelig ikke være for dominerende.

Læg tofu eller yoghurt på et fad og fordel ferskenstykkerne ovenpå.

Dryp med mandelsovsen og evt. lidt flere krydderurter.

.

.

ny fantastisk bog: gaven til vores anden hjerne

Vi styrer med hjernen, tror vi. Og så glemmer vi, at der foregår en hel masse i vores tarmsystem, som i høj grad har indflydelse på vores velbefindende. De to kg tarmbakterier, vi bærer rundt på, har langt større betydning for vores helbred, end vi troede indtil for blot nogle få år siden. Derfor er fordøjelsen blevet kaldt vores anden hjerne. Og som rigtig mange mennesker vil vide, er der ofte “kuk” i denne anden hjerne. Ufattelig mange døjer med mave/fordøjelsesproblemer uden at kunne få en diagnose.

En ny, banebrydende bog kan være hjælpen, du har ventet på.

.

Til alle dem, der går rundt med mere eller mindre store gener fra fordøjelse, tarm og mave, er der nu udkommet en bog med den ultimative hjælp.

Bogen hedder “Gaven til maven – spis dig til bedre fordøjelse med glutenfri mad” og er skrevet af en af vores førende ernæringsterapeuter, Anette Harbech Olesen, der har flere bestseller-bøger bag sig om kostens indflydelse på vores helbred (se mere på Anettes blog Mad for livet).

Glutenholdig mad som skurken ved utallige maveproblemer har i mange år været negligeret af lægerne. Masser af mennesker med problemer som fordøjelsesbesvær, forstoppelse, diarré, træthed, irritabel tarm, eksem, inflammation, autoimmune lidelser og meget, meget mere er gået fra lægen med uforrettet sag. “Gaven til maven” er en fantastisk hjælp til alle dem, der er parate til selv at handle på generne.

Heldigvis er der de senere år sket en ændring i synet på de ulykker, som glutenholdig mad kan medføre. Der foreligger i dag masser af international forskning, og det er denne nye og omfattende indsigt, Anette Harbech Olesen formidler i sin nye bog. Fra at være baseret på formodninger er der nu evidens for kornprodukters og glutens potentielt skadelige indvirkning på vores tarmsystem og fordøjelse. “Gaven til maven” baserer sig på SÅ meget ny viden og forskning, at alene kilderne fylder hele 11 sider i bogen!

Anette bakkes bl.a. op af den verdenskendte forsker i tarmbakterier, Oluf Borbye Pedersen og andre internationalt kendte videnskabsfolk.

“Gaven til maven” gennemgår de mangeartede symptomer, som gluten eller andre bestanddele i kornprodukter kan udløse. Du får i bogen en symptom- og diagnoseguide, så du selv kan handle. Og faktisk er det ikke så svært, for der er kun én kur mod glutenintolerance og cøliaki (glutenallergi) – og det er at udelade gluten fra kosten.

Første del af “Gaven til maven” behandler alle de spørgsmål, man kan stille omkring diagnose, gener og afhjælpning af dem. Anden del af bogen indeholder opskrifter på mad uden gluten. Her er masser af forslag til alle dagens måltider. Ikke mindst godt glutenfrit brød er efterspurgt af folk, der ikke tåler gluten. Den bekymring fjerner “Gaven til maven”. Her er masser af lækre opskrifter. Ikke mindst er der opskrifter på både glutenfrit “rug”brød og andre typer brød og boller. Og jeg lover: det er fantastisk brød. Jeg har netop afprøvet opskriften på “rug”brød fra det glutenfrie bageri H.U.G. i København. Det er helt suverænt!

 

Anette har i mange år arbejdet med madens betydning for vores helbred og har fulgt den nyeste internationale forskning. Al den viden er samlet i den nye bog. “Gaven til maven” er i sandhed en gave til alle, der bakser med problemer, der kan skyldes glutenintolerance eller cøliaki.

Anette siger, at det er hendes hidtil vigtigste bog (og det siger ikke så lidt!). Jeg er helt enig. Men den er ikke alene vigtig – den er også forrygende god at få forstand af – i begge hjerner!

Jeg har fået lov at tilbyde bloggens læsere bogen med rabat:

“Gaven til maven” udkommer 7. september 2021 på Politikens Forlag – køb den nu i forsalg

Kunne du tænke dig at vide mere om maveproblemer og gluten, læse forskernes præsentation af deres egne forskningsresultater samt en række danskeres erfaringer med glutenfri levevis, så finder du det hele og mere til på Gaven til maven’s 300 sider. Gaven til maven udkommer på Politikens forlag den 7. september 2021, men Saxo har nu åbnet for forudbestilling af Gaven til maven, og du får mulighed for at købe bogen med rabat. Koden giver ikke-medlemmer 22% rabat hos Saxo, men den gælder kun i kort tid. Til gengæld kan du købe lige så mange bøger du måtte ønske med koden – og du må også gerne dele den med venner og bekendte. Rabatkoden er GAVENTILMAVEN, og den indsætter du i feltet “rabatkode”, når du er ved betaling. Vejledende pris på bogen er kr. 300,-, og rabatten på 22% fratrækkes Saxo’s aktuelle introduktionspris. Du kan købe den nye bog med rabatkoden GAVENTILMAVEN HER

.

Share

fredag

6

august 2021

0

KOMMENTARER

mød madpakkesæsonen med lækre madder

Skrevet af , Posted in frokostretter, madpakke, smørrebrød

.

lad madpakken forgylde frokostpausen

Efter en dejlig varm sommer med masser af sol starter arbejds- og skolelivet igen. Jeg håber, alle har haft nogle skønne måneder og nydt, at sommeren i år har budt på mere samvær og frihed fra de snærende corona-bånd. Og måske har vi sat endnu mere pris på livet i frihed med tanke på sidste sommers nedlukning.

Mange glæder sig forhåbentlig også til det helt almindelige hverdagsliv, som atter indfinder sig her hen imod midten af august. Og i en helt almindelig hverdag spiller madpakken en stor rolle. Den lyser op midt på dagen og må gerne være både lækker, overraskende og sund.

.

magiske madpakker

Frokostpausen er et dejligt afbræk på dagen. Er man så heldig, at nogen smører ens madpakke, er det spændende at lukke op og se, hvad der gemmer sig af lækkerier i madkassen i dag. En madpakke kan være en skøn kærlighedserklæring.

Jeg har her ideer til flere slags smørepålæg, som er det, der er mest praktisk til smørrebrød, der skal transporteres i en madpakke.

Ovenfor er det en edamamecreme med nødder og spidskommen.

Se opskriften her.

,

gule ærter er andet end en suppe

De proteinrige, tørrede gule ærter kan også blive til lækkert smørepålæg.

Se opskriften her.

.

tre gode madder til madpakken

Her er tre madder, som er nemme at transportere: bagest et stykke med leve(r)postej, et stykke med edamamecreme og et stykke med spread af gule ærter.

.

den højtelskede klassiker

Ingen madpakke uden postej! Hos mig hedder det leve(r)postej, og den kan laves på utallige måder. Det kan være den klassiske “Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej”, eller det kan være en skive bagt “protein”postej som på billedet, se opskriften her.

.

“crab” cakes – en af mine yndlinge

Disse krabbefrie krabbekager, som de kaldes på engelsk, er en af mine absolutte favoritter – både som middagsmad og som pålæg i madpakken.

Se opskriften her.

.

den gode gamle leve(r)postej-mad

Plantepostej kan laves på mange måder. Her er en udgave pyntet med marinerede agurker.

Se opskriften her.

.

en klassisk kartoffelmad

Nye kartofler er lækre som pålæg. Og en kartoffelmad kan pyntes med næsten hvad som helst. Her har jeg smurt brødet med hummus og drysset kartoflerne med sorte sesamfrø, kogte, ristede kikærter og koriander.

.

hummus og avocado – to sikre vindere

Denne mad er smurt med rødbedehummus og toppet med skiver af avocado. Begge dele hører til plantespisernes absolutte smørrebrøds-favoritter.

På toppen er frisk salvie og et drys af den lækre avocado-topping fra True Greens.

.

husk frugtmadderne

En frugtmad i madpakken er en dejlig “dessert”. Især børn er glade for frugtmadderne.

Disse madder er smurt med cashewcreme og pyntet med skiver af nektariner, bananer og blåbær. Der er drysset med mynteblade og revet chokolade.

.

mange flere ideer til sunde og lækre madpakker

I denne bog finder du meget mere inspiration til madpakke-madder.

Se mere om bogen her.

.

smørrebrød – højt- og lavtbelagt

I bogen om pantebaseret smørrebrød er der både masser af ideer til højt belagt smørrebrød (som ikke egner sig til madpakken) og mange forslag til smørepålæg og andet, som vil vække glæde i enhver madpakke.

Se mere om bogen her.

.

Share