Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

mandag

4

juli 2022

4

KOMMENTARER

squashrose – en festlig sommerservering

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

lækker mad i sommervarmen

I denne måned får du en lille kavalkade af mine tidligere populære sommerretter. Vi starter med den nemme og billige squash, der nemt forvandles til lækker festmad.

I de kommende uger får du ideer til let sommermad, der kan nydes med gæster.

.

squash er også til fint brug

Squash-sæsonen står på spring – og det gør ideerne, der tikker ind i mit køkken til at anvende dem heldigvis også. Denne opskrift er ganske vist ikke sprit-ny, men den fortjener et gensyn eller rettere en gen-smag.

Disse små squash-“roser” kan serveres som en lækker forret, eller de kan være en del af flere småretter i en middag.

Squashen høvles i tynde skiver på langs og rulles sammen med skiver af svampe og sættes i en lille metalform. Mellem rillerne af squashen hældes et fyld af valnødder, som binder lagene sammen, når “rosen” er bagt.

.

spis bønner til

Som tilbehør foreslår jeg edamamebønner med trøffelolie. Hvis du ikke bryder dig om trøffelolie eller ikke lige kan skaffe den, så erstat trøffel-dressingen med en almindelig olie-eddikedressing, evt. smagt til med lidt sennep eller presset hvidløg.

.

 mættet med smag

Squash har ikke megen smag i sig selv. Det har til gengæld portobellosvampene, som giver en god umamismag sammen med tamari.

.

squash-“roser” med trøffel-bønner

(4 personer)

2 lange, lige squash

1-2 portobellosvampe

2 spsk tamari

2 spsk jomfruolivenolie

evt. lidt reven planteost

valnødde-“creme”:

4 spsk majsmel

4 spsk finthakkede valnødder

1/2-3/4 dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk snittet salvie (kan erstattes af løvstíkke eller timian)

friskkværnet peber

timian og/eller purløg

trøffelbønner:

2 spsk jomfruolivenolie

1-2 spsk citronsaft

1-2 tsk trøffelolie

50 g optøede edamamebønner

..

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Skær svampene i skiver, der er så tynde, at de kan rulles sammen med squashskiverne – men så tykke at de ikke brækker. Vend svampene i en blanding af tamari og olivenolie, før du ruller dem sammen med squashskiverne.

Læg skiverne af squash lag-på-lag med svampene imellem. Drys med lidt salt og peber mellem lagene. Rul skiverne forsigtigt sammen og sæt dem ned i en rund eller oval metalform. Læg evt. et lille stykke svamp ned i bunden i midten.

Du skal rulle skiverne så løst, at fyldet kan presses ned imellem dem.

.

Her er skiverne sat ned i en rund og en oval metalform, diam. ca. 7 cm.

.

Rør majsmel, valnødder og fløde sammen. Smag godt til med tamari, salvie og peber. Blandingen skal ikke være for tyk.

Fordel massen så godt som muligt ned mellem lagene i formene. Læg evt. en skive squash øverst.

For at ”forsegle” squashene i bunden, inden de kommer i ovnen, har jeg valgt at stege dem hurtigt på en varm pande.

Varm et par spsk olie godt op på en pande og sæt de fire forme med squashene på panden. Steg dem 4-5 minutter og flyt dem over på en bageplade beklædt med bagepapir. Fjern metalformene. Pas på at lagene stadig hænger sammen.

Pensl overfladerne med olie og drys evt. med lidt reven planteost.

Bag squashene færdige i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, til overfladen er gylden.

Lav imens bønnerne: rør olivenolie, citronsaft og trøffelolie sammen. Smag godt til med salt og peber.

Afdryp bønnerne og vend dem i dressingen.

Servér squash-“roserne” portionsvis med bønnerne udenom. Drys evt. med timian eller salvie.

.

.

Share

fredag

1

juli 2022

2

KOMMENTARER

kartoffelsalat med høvlet fennikel, oliven og saltsyltede citroner

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter, salater

.

højsommermad: kartoffelsalat og squashfrikadeller

En kold salat med nye kartofler, høvlet fennikel, radiser, saltsyltet citron og oliven er perfekt tilbehør til squashfrikadeller.

Let sommermad med masser af smag.

.

tag med på marked

Der er intet som at dyrke sine egne grøntsager. Vi er desværre ikke alle så heldige, men så findes der heldigvis markeder rundt omkring i landet, der sælger de skønneste, nyhøstede og sprøde grøntsager – og nyopgravede kartofler.

Jeg fandt kartoflerne til ugens kartoffelsalat på markedet i Torup på Sjælland, lige op ad Dyssekilde station på strækningen Hillerød-Hundested – og tæt på økosamfundet af samme navn.

Her holdes marked hveranden lørdag fra den 11. juni til den 15. oktober. Hver gang med skiftende emner som “Grill en grøn”, “Det syder og bobler”, “Rod i Torup” etc.

Og så kan du finde verdens bedste marmelader på markedet i Torup. Og det er ingen overdrivelse, se nedenfor.

.

salat med saltsyltede citroner

Det er min gode ven, Henrik, der sælger de gode marmelader i Torup. De er af en kvalitet, der ikke findes andre steder. Og så er de med frugt og smagssammensætninger, som man heller ikke lige finder rundt om hjørnet. Det er fx gulerodsmarmelade med kardemomme og blåbærmarmelade med Jamaicarom. Det er marmelader med mindre kendte frugter som yuzu og bergamotte – og mange flere, både klassiske og nye fortolkninger. Folk kommer faktisk langvejsfra for at sikre sig de lækre sager.

Råvarerne er økologiske og fremstillingen er med kærlighed og omhu.

Henrik sælger også saltsyltede citroner på markedet, og det var faktisk i den forbindelse, jeg snuppede opskriften på kartoffelsalaten. Jeg hørte nemlig, at Henrik forklarede nogle kunder, hvordan de bl.a. kunne anvende den syltede citronskal. Så det er den idé, jeg har ladet mig inspirere af.

Du kan også lave dine egne saltsyltede citroner. Se opskriften her.

.

kartofler med masser af smag fra citroner og oliven

De saltsyltede citroner stammer egentlig fra Nordafrika. Især i Marokko er de meget brugt i taginer, sammenkogte retter. Men citronerne er også lækre i mange former for salater.

.

Salaten er tænkt som tilbehør til en hovedret, men hvis du tilføjer en brik kidneybønner, andre bønner, linser eller kikærter, har du en mættende frokostret.

.

kartoffelsalat med høvlet fennikel, oliven og saltsyltede citroner

(4 personer)

½ kg kartofler, gerne nye

1 mellemstor fennikel

1 bdt radiser

50 g sorte oliven, gerne uden sten

2-3 spsk finthakket, syltet citron (eller lidt reven citronskal)

masser af fennikelgrønt eller dild

dressing:

5 spsk olivenolie

1 økologisk citron

1 fed hvidløg og/eller ½-1 spsk sennep

salt, friskkværnet peber

Kog kartoflerne netop møre og afkøl dem. Skær dem i skiver.

Høvl fennikel og radiser i tynde skiver på et mandolinjern.

Bland kartofler, fennikel, radiser, oliven og hakket citronskal med en masse fennikelgrønt eller dild.

Rør en dressing af olien og et par spsk citronsaft. Hvis du ikke bruger syltet citronskal, så tilsæt ca. 1 spsk reven citronskal.

Smag godt til med enten presset hvidløg og/eller sennep samt salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

.

snart bugner det med squash

Plantefars af squash kan steges som bøffer eller frikadeller – eller bages til en postej. Kolde er bøfferne fine i en burger, og frikadellerne er velegnede som pålæg på et stykke rugbrød.

Serveres bøfferne eller frikadellerne varme som middagsret, smager de dejligt med fx en spansk tomatsovs eller en gomasovs.

.

variér smagen med krydderurter

Du kan bruge alle slags krydderurter i plantefarsen. Jeg har valgt timian og salvie, men løvstikke eller mynte vil også være fint. Er du til noget mere eksotisk, kan du tilsætte spidskommen, chili og /eller karry.

Hvis du vil optimere bøfferne/frikadellerne med protein, kan du tilsætte et par dl kogt quinoa.

.

frikadeller eller bøffer af squash

(4 personer)

1/2 kg squash

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

4 spsk fintsnittet frisk salvie eller anden krydderurt

2 spsk frisk timian

1-2 spsk citronsaft

1 spsk loppefrøskaller (Husk)

ca. 1/2 dl havre-, kokos-, soja- eller anden plantefløde

100-150 g havregryn, evt. glutenfri

3-4 spsk kikærte- eller sojamel

.

Riv squashene groft og kom dem i en sigte. Drys ca. 1/2 spsk salt på, gnid det ind i squashene og lad dem trække ca. 1/2 time.

Skyl squashene og pres så meget væde som muligt ud af dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til de er let gyldne.

Tilsæt squash, krydderurter og lidt citronsaft. Svits et par minutter mere.

Pisk fløden ud i loppefrøskallerne. Pisk et minuts tid. Rør fløden i farsen sammen med havregryn og mel. Smag godt til med citronsaft og peber, evt. også salt, men farsen vil formentlig være salt nok fra saltningen af den revne squash.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér derefter konsistensen. Hvis farsen er for lind, så tilsæt flere havregryn og evt. mel. Hvis den er for fast, så rør mere fløde i. Farsen må ikke være for lind, så er den svær at håndtere.

Form med melede hænder 8-9 bøffer eller 12-13 frikadeller.

Du kan bage bøfferne/frikadellerne i ovnen eller på en pande. Hvis de skal bages, så sæt dem på bagepapir på en bageplade. Pensl overfladen med lidt olivenolie.

Bag bøfferne/frikadellerne i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Vend dem og bag dem endnu 10-15 minutter, til de er gyldne på overfladen.

Hvis du steger bøfferne/frikadellerne på en pande, så varm rigeligt olie godt op og sæt bøffer eller frikadeller på panden. Steg dem gyldne på begge sider.

.

Share

fredag

24

juni 2022

4

KOMMENTARER

små hapsere til terrassen – eller sejt smørrebrød til studentergildet

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, smørrebrød, Uncategorized

.

små hapsere til sommerfesten

Glædelig midsommer!

Der er mange ting at fejre, det kan være de nyudklækkede studenter, men det kan også være glæden over, at sommeren er kommet med mulighed for at nyde et glas bobler udendørs på altanen, i haven, på terrassen eller på stranden. Og så må der gerne være et par lækre hapsere at nyde til det gode glas.

Her er det tynde skiver af agurk rullet omkring en teskefuld cashewcreme (med eller uden røgsmag), se nedenfor, og pyntet med et par skiver radiser og en oliven uden sten.

.

indiske løgfritter

Indiske løgfritter er en anden og lidt mere eksotisk snack.

Se opskriften her.

.

små snacks med vandmelon og feta

Disse små snacks med vandmelon er læskende på en varm sommerdag.

Se opskriften her.

.

et glas mynte-lemonvand gør også godt i varmen

Se opskriften her.

.

hvad serverer man til studentergildet? smørrebrød selvfølgelig

Det er tid for studenterfester. Og så må der gerne være noget, der mætter lidt mere.

Der er meget at fejre for de unge, og de skal selvfølgelig beværtes med det lækreste af det lækre!

Plantebaseret smørrebrød er blevet hipt blandt unge. Efter at have været glemt i en del år, er smørrebrød nu igen blevet in. Selvfølgelig i en plantebaseret udgave. Derfor er det oplagt at servere nyt og opdateret smørrebrød til årets studenter.

Her er det den gode gamle klassiker, sommersalat, der får solen til at skinne, selv på en gråvejrsdag.

Smør et stykke rugbrød med cashewcreme, se opskrift nedenfor, smagt til med flydende røg (købes i specialbutikker eller på nettet). Vær forsigtig med den flydende røg. Start med at smage til dråbevis, da man nemt får for megen røgsmag, og så bliver cremen lidt bitter.

Du kan bruge købt plantebaseret smøre”ost” i stedet for cashewcremen.

Rør fint hakket agurk og radiser i cremen/”osten”. Pynt med mere agurk og flere radiser, og drys med klippet purløg.

.

cashewcreme

100 g cashewnødder

1-2 dl havrefløde

2 spsk kapers

salt, friskkværnet peber

 

Hæld kogende vand over cashewnødderne og lad dem stå en halv times tid.

Blend cashewnødder, fløde og kapers. Nødderne skal være helt findelte.

Vurdér konsistensen og smag til med salt og peber.

.

avocadomad med frugt, ærter og sprødt knas på toppen

Disse lækre madder er smurt med cashewcreme, se ovenfor, samt moset avocado.

På toppen er skiver af æble eller pære drysset med friske ærter og ristede boghvedekerner.

.

.

mere end 100 ideer til moderne smørrebrød

Hvis du også er hoppet med på den nye trend med grønt smørrebrød, finder du masser af ideer i min nye bog “Grønt smørrebrød”. Her er både forslag til et par flade og højtbelagt med masser af pynt og knas på toppen.

“Grønt smørrebrød” er også en oplagt studentergave.

Bogen fås hos den lokale boghandler eller hos Saxo.com.

.

Share