Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

onsdag

11

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 11

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

broccoli er powerfood i en travl måned

Disse skønne grønne stængler hedder broccolini. Broccolini er en krydsning mellem pak choi og broccoli, og kaldes også for bimi. Men egentlig ligner de jo bare en overvægtig broccoli, der har været på slankekur.

Tidligere kaldte man broccoli for aspargeskål på grund af den svage smag af asparges. Hvis man så oven i købet spiser broccoli i form af disse “stilke”, ja, så kan man næsten bilde sig selv ind, at det er rigtige asparges. Med mere end 4 måneder til de ægte sprøde stilke kan stikkes, kan man godt trøste sig med disse broccolini. De er lækre med sprøde kikærter og mayo.

Du kan selvfølgelig også lave salaten med den kendte, mere massive broccoli.

.

aspargeskål

Men faktisk er det slet ikke rimeligt at kalde broccolistilkene for “erstatning”, for de smager dejligt. Men asparges er de jo ikke.

Broccoli vokser vildt i middelhavsområdet, og her har man nydt den sunde kål i tusindvis af år. Måske synes du også, at vi har haft broccoli i Danmark altid. Men sådan er det ikke. Vi stiftede ikke bekendtskab med  broccoli før i 1950’erne, og på det tidspunkt kunne man kun købe kålen frossen. Først i 1980’erne begyndte vi at kunne få broccoli i frisk tilstand. Men nu har vi så også taget den til os. Og det er der god grund til. Man mener at broccoli er den mest kræfthæmmende af kålarterne.

Broccoli indeholder også mange vitaminer som beta-caroten (A-vitamin), C- og K-vitaminer og folinsyre – samt mineraler som kalk, magnesium og fosfor. Broccoli er også rig på fibre og antioxidanter, og så virker kålen afgiftende på leveren. Broccoli er powerfood!

.

fedtfattig tofunaise

Jeg har brugt den fedtfattige tofunaise som “dressing”, men du kan også vælge en helt almindelig olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg.

.

broccolistængler med tofunaise og ristede kikærter

ristede kikærter:

100 g tørrede kikærter (evt. 1 dåse eller brik)

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika) eller 2 spsk ristet sesamolie

2 fed presset hvidløg

evt. et nip tørret chili

1-2 spsk tamari

salat:

200 g broccolistilke

2 dl tofunaise

.

Hvis du ikke har kogte kikærter liggende i fryseren, så sæt de tørrede ærter i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande indtil de dufter. Tilsæt olien, varm den op og tilsæt paprika eller sesamolie, hvidløg, chili og kikærterne .

Rist kikærterne til de er gyldne. Tilsæt tamarien og rist kikærterne, til de er tørre.

Læg broccolistilkene i kogende vand. Kog dem 2 minutter og afdryp dem. Hæld koldt vand over, medmindre du vil servere salaten varm.

Lav tofunaisen.

Læg broccolistilkene på et fad, fordel tofunaisen ovenpå og drys med de ristede kikærter.

..

.

Share

mandag

9

december 2024

12

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 9

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

 

tarte tatin med løg – en lækker ret til julens frokostbord

Ingen jul uden en lækker tærte!

Mange står mere eller  mindre på hovedet her i december. Derfor har jeg bagt en tærte, der også – så at sige står på hovedet. Det er den franske “omvendte” tærte, tarte tatin, hvor tærten bages med dejen øverst. Ved serveringen vendes tærten, så fyldet kommer øverst.

Alle elsker en tærte, og en tærte kan man servere når som helst. Det kan være til en af decembers mange frokoster eller det kan være som del af en middag. Denne tærte har en størrelse, der vil passe som forret eller frokostret. Jeg har brugt en form, der måler godt 20 cm i diameter.

.

skalotteløg – kongen af løg

Det lille elegante skalotteløg har en helt speciel og fin smag. En kok har engang sagt, at skalotteløget er madens “korset”. Jeg er helt enig. Skalotteløg højner enhver ret, men her optræder det helt på egen hånd, dog sammen med rødløg og hvidløg.

Her er løgene bagt med agavesirup og er blevet cremede og bløde med en skøn sødlig smag. Ren slik faktisk – på den sunde måde!

.

Lidt syrlighed i form af yoghurt højner smagsoplevelsen. Så du kan sætte lidt yoghurt på tærten inden serveringen og  evt. drysse med ærter. Friske bælge er ikke i sæson lige nu, så du kan drysse med lidt frosne, optøede ærter. Eller helt udelade dem.

.

tarte tatin med skalotteløg

(4 personer – forret eller frokostret)

600 g rødløg og/eller skalotteløg

1 helt hvidløg

1/2 dl olivenolie

2 spsk balsamico

4 spsk rørsukker eller agavesirup

4 spsk timianblade

timianstængler

evt. 1-2 dl planteyoghurt

salt, friskkværnet peber, citronsaft

evt. friske ærter

dej:

100 g hvedemel

50 g fuldkornshvedemel

1 tsk salt

1/2 dl olivenolie

3-4 spsk vand

.

Skær løgene i både og læg dem i et pænt mønster i en smurt bageform. Læg hvidløgsfeddene imellem løgene. Jeg har brugt en form, der måler godt 20 cm i diameter.

Dryp med olivenolie og balsamico – og drys med sukker og timian.

Sæt formen i en 180 grader varm ovn, og bag løgene 15 minutter. Dæk formen, og bag løgene endnu 15 minutter.

Bland de to slags mel og saltet til dejen. Rør olien i og tilsæt så meget vand, at dejen kan æltes sammen. Lad dejen stå koldt en times tid. Du kan også lave den dagen i forvejen og lade den stå i køleskabet.

Rul dejen ud og bred den ud over løgene.

Skru ovnen op på 200 grader, og bag tærten til dejen er gylden, 25-30 minutter. Sluk for varmen og lad tærten stå i ovnen endnu ca. 10 minutter.

Lad tærten afkøle et kvarters tid og vend den forsigtigt om på en helt plan flade.

Pynt med timianstilke og evt. lidt friske ærter.

Hvis du også vælger yoghurt så smag den til med lidt citronsaft, salt og peber.

.

Share

fredag

29

november 2024

2

KOMMENTARER

mandelbagt tærte med rosenkål (glutenfri) – og et godt tilbud!

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

black friday tilbud – skynd dig: kun til kl. 24 i aften

Min spritnye bog, “Grøn gæstemad” kan du i dag købe hos Saxo til en speciel lav black friday-pris.

“Grøn gæstemad” med masser af ideer til julens og nytårets fester, kan du indtil kl. 24 i aften, den 29. november, købe til den lave pris af kr. 180,60.

Du finder bogen hos Saxo her.

.

tærte med mandler i bund og top

Jeg er i fuld gang med at nyde vinterens grøntsager. I dag er det rosenkålene, der optræder som fyld i en tærte med mandler både i bunden og på toppen. Rosenkål og mandler er et rigtig godt match. Og skulle du høre til de uheldige, der ikke kan lide rosenkål, så giv alligevel denne tærte en chance. Bunden er oven i købet glutenfri. Men den kan narturligvis bages med enhver slags tærtedej.

Du kan bytte rosenkålene ud med broccoli eller blomkål.

.

når kål kommer i god form

 

Du kan bage tærten i en hvilken som helst slags form: rund, oval, kvadratisk eller – som her – i en aflang form.

.

tærte til julefrokosten?

En af årets store højtider nærmer sig, og vi er mange, der glæder os til julefrokosten. Her er en tærte altid et godt valg. Det kan være denne her, eller du kan overveje en squashtærte eller en rødbede/græskartærte.

.

et godt underlag for rosenkålene

Hvad med mayonnaisen, når man er plantespiser? Jeg er lidt af en mayonnaise-freak, så jeg har eksperimenteret med gode alternativer til mayo uden æg. Her er en udgave, hvor grundsubstansen er silketofu. Der er meget lidt olie i, og det er derfor en virkelig god mayo, hvis man skal tælle kalorier. Det betyder, at den ikke har den fedme som en ægge-mayo har, men du kan selvfølgelig tilsætte mere olie efter smag.

Se opskrift på to plantemayoer her.

.

mandelbagt rosenkålstærte med løg (glutenfri)

(4 personer)

bund:

100 g jordnøddesmør (eller tahin)

100 g boghvedemel

100 g rismel

1 tsk salt

1/2-1 dl vand

fyld:

400 g rosenkål (evt. blomkål eller broccoli)

150 g løg

1 portion tofunaise (evt. mayo m sojamælk) +25 g mandelmel eller cashewcreme

olivenolie

50 g mandelflager

evt. friske krydderurter

.

Du kan evt. lave bunden dagen før, du vil bage tærten, rulle dejen ud og lægge den i formen. Så stiller du formen i køleskabet, og tærten er lige parat til at komme i ovnen (du kan også bage hele tærten i god tid, evt. dagen før den skal serveres).

Lav tofunaisen, mayo’en eller cashewcremen, før du sætter tærten i ovnen, se opskrift på tofunaise, mayo eller cashewcreme her.

Hvis du bruger tofunaise eller mayo så tilsæt 25 g mandelmel og evt. lidt mandel- eller sojamælk til passende konsistens.

Ælt jordnøddesmør, de to slags mel, salt og vand sammen til bunden. Tilsæt vandet lidt ad gangen. Dejen skal være tilpas blød til at kunne rulles ud.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og læg den i et tærtefad eller en bageform.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn og forbag bunden ca. 8 minutter.

Skær rosenkålene igennem. Skær løgene i tynde både.

Fordel den valgte creme på den forbagte bund og læg grøntsagerne ovenpå i et pænt mønster. Pensl med olie og sæt formen i ovnen 15 minutter.

Tag formen ud og drys mandelflagerne på. Dryp med lidt mere olie.

Bag tærten færdig, endnu ca. 20 minutter. Overfladen skal være gylden.

Servér en salat til, fx med radicchio, avocado og pomolo.

.

.

glæd dig til årets julekalender

I årets julekalender vil du hver dag i december indtil den 24. modtage ideer og opskrifter på grøn og lækker julemad.

Hvis du allerede abonnerer på bloggen, får du indtil jul en ny jule- eller nytårsopskrift i din indbakke. Hvis du ikke allerede abonnerer, kan du tegne gratis abonnement th. under teksten: “Abonnér på bloggen via email”.

Giv gerne adressen www.kirstenskaarup.dk videre til venner og bekendte, så vi i år kan få så meget grøn og lækker julemad på bordet som muligt.

.

Share