Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

7

juni 2022

4

KOMMENTARER

asparges i wok med ingefær og østerssovs

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

asparges passer perfekt til wok

Efter endnu en lille ferie med solskin og dejlig pinsemad, starter hverdagen igen. Og så skal maden helst ikke tage for lang tid. Det ordner wokken!

Hvis du, ligesom jeg, har nydt asparges i alle mulige kombinationer de seneste uger – eller bare letdampede med krydderurter og olivenolie – er det måske tid til lidt variation.

Jeg har for kort tid siden slået et slag for tilberedning i wok, så det fortsætter jeg med her. Tilberedning i wok er en genial arbejds- og energibesparende måde at lave mad på.

Denne opskrift passer som en frokostret sammen med en eller to andre små retter. Du kan også fordoble mængderne – eller du kan tilføje skiver af kogte, nye kartofler, hvis du vil servere den som hovedret.

.

spis retten med nudler, hele korn eller ris

Som tilbehør anbefaler jeg ris- eller boghvedenudler, evt. kogte korn som bulgur, perlebyg eller ris.

Hvis du er heldig stadig at finde ramsløg, passer de perfekt til retten.

.

med svampe og nødder

Retten stammer fra Kina, hvor man bruger mange tørrede svampe i maden. En del af dem anvendes også medicinsk.

Jeg har medtaget nogle tørrede kinesiske svampe her, men du kan sagtens udelade dem og i stedet bruge lettere tilgængelige tørrede eller friske shiitakesvampe, champignon eller østershatte.

I sovsen indgår østerssovs, som i denne opskrift er dén, der er lavet på østershatte.

.

madens folkemøde på Lolland

Jeg brugte lidt af pinsen på Madens Folkemøde på Engestofte Gods på Lolland. Det er glædeligt, at man kan afholde så stort et arrangement, der handler om madens grønne omstilling, og som det ses, var der masser af grøntsager på folkemødet. Der var også megen snak om grøn omstilling og grøn levevis. Masser af snak … men jeg ser en fare for ord uden handling, for hvem vil opgive kødet, når det kommer til stykket. Det er en supertanker, der skal vendes. Vi er 3% plantespisere i dette land. Det betyder, at 97% skal overtales til at gå om bord i plantemadens velsignelser. Men landbruget er bogstavelig talt en hellig ko i dette land, så hjælpen kommer ikke fra politisk side. Vi må hver især gøre en indsats. Indkøbsvognen et stadig den mest effektive kampvogn.

Meget sigende for manglen på forståelse for den grønne tallerken kunne man iagttage ved middagen fredag aften for 350 gæster. Stegte rådyrkroppe spændt ud mellem stænger blev i triumf båret rundt blandt de mange gæster. Det havde klædt arrangørerne, hvis det havde været store kurve med struttende lækre, bæredygtige og sunde grøntsager, der havde fået en sådan æresrunde. Der blev på mødet snakket meget om at tale grøntsagerne op og ikke ned. Denne middag havde været en unik mulighed for at vise, hvad en helt plantebaseret menu kan indeholde af store smagsoplevelser.

Vil man den grønne omstilling? eller er det hele bare ord? Det kunne man ikke helt aflæse på folkemødet.

 

asparges i wok med ingefær og østerssovs 

(4 personer)

sovs:

2 dl væde (vand fra svampene + grøntsagsbouillon)

2 spsk tamari

2 spsk plantebaseret østerssovs (købes i butikker med orientalske varer)

2 spsk mirin, (sød japansk risvin, købes i butikker med orientalske varer) – kan udelades

2 tsk sukker

salt, friskkværnet peber

2 spsk maizena eller kuzo

grøntsager:

10 g tørrede skyøre- eller skovøresvampe (kan erstattes af shiitakesvampe, købes i butikker med orientalske varer)

4 tynde forårsløg eller 2 tykke

4 fed hvidløg

2 spsk kokosolie

2-3 spsk reven ingefær

250 g bambusskud eller jordskokker

1 rød peberfrugt

250 g grønne og/eller hvide asparges

et par håndfulde spinat eller ramsløg

50 g pecan- eller valnødder

.

Hæld kogende vand på de tørrede svampe, så det dækker. Lad svampene udbløde mindst en halv time.

Rør sovsen sammen med 1 dl grøntsagsbouillon (tilsæt svampevæden senere). Smag sovsen godt til. Sæt den til side.

Snit forårsløgene, hvidløgene og de udblødte svampe (kom ca. 1 dl af udblødningsvandet i sovsen).

Varm olien godt op i en wok og svits de tre ting, til løgene er bløde, 2-3 minutter.

Skær babusskuddene i skiver. Hvis du bruger jordskokker, så høvl dem til tynde skiver på et mandolinjern.

Fjern kerner og frøstol fra peberfrugten og skær den i små terninger.

Skræl evt. det nederste på grønne asparges. Skræl hvide asparges hele vejen fra hovedet og ned. Skær aspargesene i 2-3 cm lange stykker.

Kom ingefær, bambusskud eller jordskokker, peberfrugt og asparges i wokken.

Svits et par minutter.

Smag sovsen til igen og kom den i wokken. Lad den koge op et minuts tid, til den tykner.

Vend de grønne blade i retten og drys med hakkede pecan- eller valnødder.

.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

4 Kommentarer

  1. Lene Sjørup
  2. Sara Holt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.