Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: september 2025

fredag

26

september 2025

0

KOMMENTARER

bagte rødbeder med grillet pære, limecreme og linser

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

når rødderne bruger pæren …

Vi nærmer os så småt den tid på året, hvor det er de tungere grøntsager, der lokker, ikke mindst rødbeden, der bogstavelig talt strutter af næringsstoffer. Rødbeden er rig på vitaminer og mineraler, bl.a. letoptageligt jern. Den er stærkt antioxidant og indeholder mange fibre – og få kalorier.

Sammen med en let frugt som pære, og proteiner fra linser, udgør den et lækkert aftensmåltid, som er bæredygtigt og skånsomt for naturen. Det er gode danske, økologiske råvarer. Og nu fås også linser dyrket i Danmark.

Den syrlige limecreme giver godt modspil til den lidt “jordede” rødbede og den søde pære.

.

husk proteinerne 

Jeg har valgt linser som proteinkilde, men du kan også vælge alle slags bønner eller kikærter. Tilbehøret kan også være hummus eller en salat af edamamebønner eller andre bønner.

.

freden begynder omkring spisebordet

Det synes som om, verden gynger lidt rigeligt i øjeblikket, oppe og nede, ude og hjemme.

Det kan se ud, som om vi som enkeltindivider ikke kan gøre så meget. Og dog! Vi kan sørge for fred, ro og tryghed i den lille afdeling af verden, som jeg beskæftiger mig med, nemlig valg af mad og samværet omkring spisebordet.

Måske det ydre pres kan få os til at samles om det på alle måder opbyggelige det er at nyde det gode måltid sammen med familie eller venner. Måske det ydre tryk man få os til at insistere på nærhed, få os til at slukke for de elektroniske medier, når maden spises. Få os til at snakke sammen om, hvad der er vigtigt for OS i VORES lille stykke af verden. Hvad har vi valgt at lægge på vores tallerken? Det har langt større betydning, end vi måske umiddelbart forestiller os.

Vi kan diskutere, om vi har valgt mad, der opbygger både vores krop og vores klode. Har vi udelukket kødet i medfølelse med de mange mishandlede produktionsdyr, der samtidig er med til at nedbryde klimaet? Lad os insistere på snakken om, hvordan hver eneste af os kan tage ansvar ved at vælge sunde, bæredygtige og økologiske råvarer. Det flytter langt mere end diskussionen om prisen på oksekød. Det flytter faktisk bjerge.

Forfatteren Anton Tjekhov sagde: “Hvis der ikke fandtes slagtehaller, ville der ikke findes krige”. Jeg er enig: Når vi som menneske ikke mere er i stand til at slå dyr ihjel, kan vi heller ikke slå mennesker ihjel.

Små skridt kan flytte store bjerge: Lad freden og det kærlige måltid indtage pladsen på spisebordet. Her bestemmer vi nemlig selv.

.

bagte rødbeder med grillet pære, limecreme og linser

(4 personer)

4 store rødbeder eller 8 små

200 g linser

1 lille skalotteløg

olivenolie, frugteddike

2 ½ dl planteyoghurt

1 økologisk limefrugt

salt, peber, rørsukker

evt. plantefløde

2 pærer

50 g pistacienødder eller andre nødder

krydderurt

 .

Kog eller bag rødbederne møre. Tilberedningstiden afhænger af rødbedernes størrelse, 30-50  minutter, så hold øje, mens du bager eller koger rødderne.

Kog linserne møre i rigeligt vand, ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Hak løget fint og bland det med 3 spsk olie og 2 spsk frugteddike. Smag godt til med salt, peber og sukker.

Vend dressingen i linserne.

Lad yoghurten afdryppe i et kaffefilter og smag cremen godt til med limesaft og reven limeskal samt salt og peber, evt lidt sukker. Hvis du ønsker cremen tyndere, så tilsæt lidt plantefløde.

Skær pærerne igennem og fjern kernehusene. Skær skiver ned i frugten uden at skære helt igennem.

Pensl pærerne med olie og sæt dem under grillen, til de er gyldne.

Servér rødbederne med linserne, pærerne og limecremen. Drys med hakkede nødder og pynt evt. med lidt grønt. På fotoene er det ramsløg, men udenfor sæsonen kan du vælge kørvel, basilikum eller koriander.

.

.

Share

fredag

19

september 2025

5

KOMMENTARER

squash- og tomattærte med sprød jordnøddebund

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

min yndlingstærte – squash og tomater med cashewcreme

squash-tomattærte.2

Hvis du er så heldig selv at dyrke squash og tomater, kan det knibe med at få ideer nok til anvendelse af de leveringsglade frugter. Skal du ud og købe dem, er de også billige lige nu her i september. Faktisk kan man få en stor squash for en flad femmer.

 

en produktiv plante

squash 2

Squash gror lystigt nærmest hvor som helst. På et tidspunkt dyrkede jeg dem i store potter. Det gik fint, og så kunne jeg bære dem væk fra dræbersneglene. Squash er nemlig også sneglenes livret.

 

nyd også blomsterne

I Italien har man mange lækre retter med både selve squashen og med blomsterne. Blomsterne spiser man enten fritteret eller med forskelligt fyld.

Fyldte squashblomster er en lækker forret, og det er synd at lade de smukke blomster gå til spilde. Se fx squashblomster med kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.

squashblomster

squashblomst

tærtebund med jordnøddesmør

Her er en af mine yndlingstærter. Jeg har til tærten valgt en bund med jordnøddesmør, fordi jeg ville lave en helt plantebaseret tærte. Jeg har brugt hvedemel, men glutenallergikere kan bytte det ud med glutenfri havremel og kikærtemel eller fuldkornsrismel.

Låget på tærten er en cashewcreme med gærflager, hvilket giver en slags “oste”sovs. Selv om du måske plejer at bruge æg, fløde og ost til en tærte, så prøv alligevel denne her. Jeg synes den smager skønt!

Vil du hellere have en “gammeldags” tærte, så prøv ternet squashtærte med oliven.

squash-tomattærte

squash- og tomattærte med jordnøddebund og cashewcreme

tærtebund:

100 fuldkornshvedemel

100 g hvedemel

100 g jordnøddesmør

1 dl vand

cashewcreme:

50 g cashewnødder

2 dl mandel-, kokos-, sojafløde eller anden fløde

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

2 spsk gærflager (kan evt. udelades)

olivenolie

tærtefyld:

400 g squash

200 g løg

250 g små tomater, fx blommetomater

1/2 dl sesamfrø eller chiafrø

en håndfuld timianstilke

 

squash-tomattærte-stykke

Lav først cashewcremen (eller ”oste”sovsen): findel cashewkernerne. Brug gerne en stavblender. Tilsæt fløde, HUSK, et drys salt og peber samt gærflager. Blend blandingen et minuts tid.

Lad ”sovsen” stå, mens du laver bunden:

Ælt de to slags mel med jordnøddesmørret. Tilsæt et lille drys salt og så meget vand, at dejen bliver tilpas blød til at kunne rulles ud.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform eller andet ovnfast fad. Pres dejen op ad siderne med en gaffel og prik bunden.

 

tærtebund-jordnødde

Sæt formen i en 200 grader varm ovn og forbag bunden ca. 8 minutter.

Tilsæt så meget vand til ”sovsen”, at den bliver som en bechamelsovs. Tilsæt 2 spsk olie. Smag til med salt og peber.

Skær squash, løg og tomater i skiver. Bevar så vidt muligt løgene i hele skiver.

Læg grøntsagerne taglagt i rækker på den forbagte bund. Dryp med lidt olivenolie og sæt fadet i ovnen 15 minutter.

Tag fadet ud og fordel ”sovsen” over grøntsagerne. Pres nogle timianstilke ned i overfladen og drys med sesamfrø eller chiafrø.

Bag tærten færdig, til den er gylden på overfladen, 15-20 minutter.

Drys med lidt frisk timian på tærten. Servér gerne en enkel icebergsalat til med fx et par håndfulde kogte kikærter eller bønner, snittet løvstikke og hvidløgsdressing.

 

squash-tomattærte.3

.

Share

fredag

12

september 2025

0

KOMMENTARER

tomater i mængder: tre sikre vindere

Skrevet af , Posted in forretter, tilbehør

.

tomatguf for gourmeter

Det er højsæson for tomater. Og i år har jeg virkelig held med mine tre planter, som står på altanen og suger sol og varme. De skønne frugter hænger lige nu tunge og solmodne på planterne og nærmest tigger om at blive nydt på andre måder end i en blandet salat.

Tomater indeholder masser af umami og byder på store smagsoplevelser, når de kombineres med de rette elementer. Det er guf for gourmeter.

Min korianderplante har smagstætte grønne frø lige nu, så dem har jeg drysset med i denne ret med tomater i hyldeblomstdressing. Har du ramsløgfrø i fryseren, er de også velegnede. Ellers drysser du blot med din foretrukne krydderurt.

.

I de to første opskrifter serveres tomaterne rå, men varmebehandles de, frigives flere næringsstoffer, bl.a. antioxidanten lycopen, der giver tomaten dens røde farve. Lycopen har kræfthæmmende egenskaber, især mod prostatakræft, men er også gavnlig for hud og øjne, og forebygger hjerte-karsygdomme.

For at lycopen kan udnyttes optimalt, bør tomaterne koges eller på anden måde varmebehandles, for eksempel som en tomatsovs, bagte/tørrede tomater, tomatsuppe eller de provencalske tomater nedenfor etc.

For eksempel er lycopenindholdet i tomatsovs 10,9 mg pr. 100 g – mod 3,0 g i rå tomater.

Desværre nedbrydes andre gavnlige stoffer ved opvarmning: Så veksl mellem rå og tilberedte tomater.

Af vitaminer indeholder tomater især A, B, C, E og K.

.

umami i tomater

Vælg gerne store kødfulde tomater til disse retter. Den mest umami-rige smag sidder i midten af tomaten.

.

tomater i hyldeblomst-dressing

(4 personer – forret)

hyldeblomst-dressing:

1 ½ dl hyldeblomstsaft

3 spsk olivenolie

citronsaft, salt, friskkværnet peber

grøntsager:

3-4 store tomater

½ salatagurk

50 g oliven uden sten (gerne taggiasche)

krydderurter efter smag (fx koriander, basilikum, dild eller oregano)

evt. korianderfrø eller ramsløgfrø

.

Rør hyldeblomstsaften med olien og smag godt til med citronsaft, salt og peber. Dressingen må ikke være for sød.

Skær to af tomaterne igennem på midten. Skær kødet af den (de) sidste tomat(er) i små terninger, og fjern kernerne.

Skær også agurken i små terninger. Hak den valgte krydderurt.

Rør hakkede tomater, agurk, krydderurt og oliven i hyldeblomstvæden.

Fordel blandingen i fire, lidt dybe tallerkener, og sæt en halv tomat i hver portion. Drys med lidt salt og peber, og evt. lidt mere krydderurt eller korianderfrø.

.

dyrekærlig og bæredygtig tatar 

Tidligere var tatar ensbetydende med råt kød. Sådan er det ikke mere: En tatar af solmodne, søde tomater og avocado er en dejlig lille lækkerbid af en forret – eller en frokostret.

Tataren fungerer fint som gæstemad, og kan tilberedes et par timer før serveringen.

Jeg har pyntet med små blommetomater på toppen, men du kan også vælge lidt høvlet peberrod.

Der er dryppet med lidt urteolie, men du kan også bruge en god koldpresset økologisk olivenolie.

.

tomat- og avocadotatar

(4 personer – forret)

4 store, faste tomater

1 stor, fast avocado

1 økologisk citron

1 spsk hakket skalotteløg

2 spsk hakkede kapers

2 spsk hakkede cornichoner

en stor håndfuld basilikumblade

salt, friskkværnet peber

4 metalforme med en diameter på ca. 6 cm

evt. 4 små blommetomater eller høvlet peberrod

evt. urteolie

.

Skær tomaterne  og avocadoen i små terninger. Vend straks avocadoen i citronsaft. Fjern kernerne fra tomaterne.

Bland tomat og avocado med skalotteløg, kapers, agurker og basilikumblade.

Smag blandingen godt til med lidt reven citronskal, salt og peber, og fordel den i fire små metalforme. Pres blandingen godt sammen.

Hvis du laver tatarerne i god tid inden serveringen, så sæt dem på et fad, da de afgiver lidt væde.

Sæt tatarerne på fire tallerkener ved serveringen. Du kan evt. lægge en lille blommetomat skåret i fire stykker øverst.

Drys evt. med lidt flere kapers og dryp evt. med urteolie rundt om tatarerne.

.

.

provencalske tomater

skøn tomatret fra Sydfrankrig

I Provence har enhver restaurant med respekt for sig selv altid en bradepande fyldt med disse bagte tomater.

Tomaterne er lækre som tilbehør eller som en lille forret eller frokostret med godt brød til.

Lav rigeligt. Tomaterne får altid hurtigt ben at gå på!

.

(4 personer – tilbehør)

10-12 store tomater

2 spsk rørsukker

salt, peber

en håndfuld frisk oregano eller merian

olivenolie

6 fed hvidløg

1 bdt persille

50 g rasp

1 spsk tørret timian

½ spsk tørret salvie

frisk timian

.

Skær tomaterne over midt på ”maven”. Sæt de halve tomater i et oliesmurt, ovnfast fad.

Drys med sukker, lidt salt og peber og oregano eller merian. Dryp med lidt olie.

.

tomater i fad

tomater i fad 1

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Hak hvidløg og persille fint og bland det i raspen sammen med timian og salvie.

Fordel blandingen på de forbagte tomater. Dryp med lidt olie og sæt fadet i ovnen endnu ca. 20 minutter.

Drys med frisk timian.

Tomaterne kan nydes varme eller kolde.

 

provencalske tomtaer.1

.

Share