Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

25

maj 2021

4

KOMMENTARER

ugens nemme: chilibønner bagt med låg af søde kartofler

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

når hjemmekontoret lukker, er der brug for hurtig mad

For mange er det i disse uger slut med hjemmearbejde. Det betyder, at tiden er mindre fleksibel.

Hvis man kommer hjem kl. 17, ungerne er utålmodige, og maven knurrer, kan det knibe med overskud til de store gastronomiske udfoldelser.

Til alle jer, nu igen udearbejdende (og alle andre) har jeg lavet denne hurtige ret, der bager i ovnen, mens risen koges og salaten snittes.

.

røde (søde) eller hvide kartofler?

Retten kan laves med enten søde kartofler eller de almindelige hvide. Jeg har valgt de søde, fordi de er så sunde, og så har de en smuk farve.

.

proteiner med låg på

Under det smukke kartoffel-dække gemmer sig enten chilibønner fra dåse eller tørrede, udblødte og kogte bønner, evt. halvdelen kikærter.

Hvis retten skal være rigtig hurtig at tilberede, er du nødt til at bruge chilibønner fra dåse.

.

med ramsløg eller løgkarse på toppen

Da både ramsløg og løgkarse blomstrer i øjeblikket, er det oplagt at drysse med de vilde planter.

.

servér med ris og salat

Kogte ris (eller perlespelt, perlerug, quinoa etc.) passer fint som tilbehør.

Også en salat hører til. Jeg er selv vild med en helt enkel, snittet icebergsalat, blot med en olie/eddike/hvidløgs/sennepsdressing. Men du kan vælge en hvilken som helst salat.

 

chilibønner bagt med låg af søde kartofler

(4 personer)

150 g bønner, evt. halvt kidneybønner/halvt kikærter (alternativt: 1-1 ½ dåse chilibønner)

1-2 chili efter smag og styrke

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 dåse hakkede tomater med væde

25 g mørk chokolade

salt, friskkværnet peber, rørsukker

100 g grønne blade: spinat, bladbede eller ramsløg

300 g søde kartofler, evt. alm. kartofler

.

Læg tørrede bønner og/eller kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 20-30 minutter. Afdryp dem.

Hak chili, løg og hvidløg. Svits dem i olien et par minutter.

Tilsæt de hakkede tomater med væden. Kom chokoladen i og lad den smelte.

Smag godt til med chili, salt, peber og sukker. Det er vigtigt, at sovsen har en markant chilismag (men pas på med styrken, hvis du bruger chilibønner fra dåse).

Snit de grønne blade og rør dem i sovsen sammen med de kogte og afdryppede bønner/kikærter.

Hvis du vælger at bruge bønner fra dåse, så rør chilibønnerne i sovsen. Smag godt til som ovenfor.

Læg bønner og sovs i en ovnfast form.

Du behøver ikke at skrælle kartoflerne, hvis du skrubber dem helt rene.

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Læg skiverne taglagt ovenpå bønnerne. Dryp med olivenolie.

.

Bag retten i en 200 grader varm ovn, indtil overfladen er gylden, ca. 30 minutter.

Servér gerne en salat og løskogte ris til chilibønnerne.

Jeg har yderligere pyntet med blomster af ramsløg og løgkarse.

.

så er der serveret

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

4 Kommentarer

  1. Karina
  2. Anni Bertelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.