.
nu er det agurketid
Denne suppe er førstehjælp til afkøling i sommervarmen.
Suppen er en helt almindelig yoghurtsuppe med agurk, som er klassisk i lande som Tyrkiet og Grækenland.
Suppen er supernem og lynhurtig at tilberede.
.
samme suppe med forskellige tilsætninger
Jeg har lavet suppen med tynde strimler grillet agurk samt tyndt høvlede radiser og ramsløgolie som “topping”.
Hvis du ikke har en grøn urteolie, kan olien udelades, eller du kan sætte en skefuld god olivenolie på suppen. En skefuld olie runder smagen af på en lækker måde.
Du kan også springe de grillede agurker over og blot bruge rå agurk.
Hvis du vil have en mere polsk version af suppen, så tilsæt finthakket surkål. Det vil dine tarmbakterier sætte pris på! Du kan også drysse med hakkede valnødder. Det vil hjernecellerne elske!
Mynte er den klassiske krydderurt til suppen, men kan du bedre lide dild, koriander eller basilikum, er det også muligheder.
.
suppen er økologisk – naturligvis!
Når jeg skriver ingredienslisterne til mine opskrifter, skriver jeg ikke ved hver enkelt ingrediens, at den skal være økologisk. Det tager jeg som en selvfølge. Det er på alle måder belastende at spise mad med gift. Selvfølgelig findes der tidspunkter, hvor en enkelt ting ikke kan opdrives økologisk, og her er det så en god idé at vælge dansk – med undtagelse af netop agurker som i denne suppe.
Jeg har ud fra nye rapporter kigget lidt på mængden af rester af sprøjtegifte i vores mad, dels i danske produkter og dels i udenlandske. Det er en gyser! Se bare på tallene nedenfor. Der er igen undskyldning for ikke at vælge økologisk, hvis det overhovedet er muligt.
Men giften er ikke blot i vores fødevarer, den ender også i grundvandet.
..
hvem har tilladt gift i vores mad?
Gad vide, hvem der fandt på at komme gift i den mad, vi spiser og i det vand, vi drikker? Vi ved alle, at giften findes, og hver eneste dag udsættes vi for en lille men mangfoldig mængde forskellige giftstoffer. Stofferne kan ikke ses, de kan ikke lugtes og de kan ikke smages (i al fald kun lidt). Vi er magtesløse. Vi har kun ét våben, og det er at vælge økologisk.
Vi kan nemlig undgå meget gift, hvis vi spiser økologiske produkter, men vi kan ikke købe giftfrit vand. I al fald ikke de i mængder, vi har brug for at indtage hver eneste dag.
Et af de nyere gift-fund i grundvandet er det potentielt kræftfremkaldende pesticid med et navn, der er lige så uhyggeligt som dets virkning: chlorothalonil-amidsulfonsyre. Produktet kan give skader på cellernes DNA.
For et par år siden gjorde Miljøstyrelsen opmærksom på dette pesticid i vores drikkevand, og der er indtil nu fundet chlorothalonil-amidsulfonsyre over grænseværdien i ni boringer rundt om i landet. Og det er bare et enkelt eksempel. Hertil kommer mange andre pesticider – plus alle dem, der slet ikke er målt for endnu. Men sprøjtegifte trænger ikke ned i grundvandet, siger landmændene. Hmmm …
Chlorothalonil-amidsulfonsyre er især blevet brugt som svampebekæmpelse i produkter som kartofler, løg, porrer, forskellige bærtyper, hvede m.fl. Læs evt. mere hos DR.
I øjeblikket er der fundet sprøjtegifte i mere end halvdelen af vandværkernes drikkevandsboringer, læs mere her.
Mens det er svært at undgå forgiftet vand, er der til gengæld store muligheder for at købe giftfri grøntsager.
Fødevareinstituttet fortæller, at vi næsten kan halvere vores indtag af sprøjtegifte i grøntsager ved at vælge fem produkter i økologisk udgave: kartofler, korn, æbler, tomater og bladgrønt. Det er en lille indsats med en stor virkning.
.
.
tal at tænke over:
0% giftrester i økologisk frugt og grønt
42% af ikke-økologiske grøntsager indeholder giftrester (salat 9%, tomater 8%, hvedemel 7%, kartofler 7%)
71% af ikke-økologisk frugt indeholder giftrester (æbler fører med 15%)
.
dansk contra udenlandsk
grøntsager:
72% af danske ikke-økologiske agurker indeholder giftrester
53% af udenlandske ikke-økologiske agurker indeholder giftrester
50% af ikke-økologisk dansk salat indeholder giftrester
83% af udenlandsk ikke-økologisk salat indeholder giftrester
13% af danske ikke-økologiske tomater indeholder giftrester
62% af udenlandske tomater indeholder giftrester
24% af danske ikke-økologiske kartofler indeholder giftrester
64% af udenlandske ikke-økologiske kartofler indeholder giftrester
frugt:
30% af danske ikke-økologiske æbler indeholder giftrester
83% af ikke-økologiske udenlandske æbler indeholder giftrester
23% af danske ikke-økologiske pærer indeholder giftrester
88% af ikke-økologiske udenlandske pærer indeholder giftrester
83% af ikke-økologiske vindruer indeholder giftrester (23 forskellige)
værd at vide i jordbærsæsonen:
0% sprøjtegifte i økologiske jordbær
70% af danske ikke-økologiske jordbær indeholder giftrester
76% af udenlandske ikke-økologiske jordbær indeholder giftrester
Hos Økologisk Landsforening kan du læse meget mereom pesticider, bl.a. i vores grundvand..
.
en kæmpe nyhed
Det er i høj grad bekymrende med forgiftningen af vores grundvand, men produktionsdyrenes liv er et andet, stort og tragisk kapitel.
I alle de mere end 50 år jeg har talt for dyrenes velfærd og givet ideer til mad uden dyr, har jeg aldrig oplevet noget så glædeligt, som at det nu i hele EU ser ud til at blive forbudt af holde dyr i bure og bokse! Jamen, jeg er euforisk. Jeg var ved at synke hen i mismod, fordi jeg ikke synes hensynet til dyrenes liv har rokket sig i en menneskealder.
NU sker det!!! Jeg kan ikke udtrykke, hvor lykkelig jeg er.
Der er naturligvis langt igen. Og det vides ikke helt bestemt, hvor meget der rent faktisk bliver vedtaget, men det tyder på at blive et skridt i den rigtige retning og er et bevis på, at vores kollektive etik i Europa er ved at vågne.
I The Guardian skrev professor Yuval Noah Harai for at par år siden, at vores behandling af dyr muligvis er historiens største forbrydelse. Professoren fortsætter:
“Dyr er historiens største ofre, og behandlingen af husdyr i industrielt landbrug er muligvis den største forbrydelse i historien. Menneskets fremmarch er bestrøet med døde dyr.”
.
kold agurkesuppe med grillet agurk og radiser
(4 personer)
1 stor salatagurk
ca. 3 dl planteyoghurt
2 dl plantefløde
2 dl afkølet grøntsagsbouillon
2-3 fed hvidløg
en lille håndfuld mynteblade
evt. 4 spsk finthakket surkål (kan udelades)
salt, friskkværnet peber
evt. et nip chiliflager
4 radiser
olivenolie eller urteolie (fx ramsløgolie)
Skær ca. 5 cm af agurken og skær dem i små stave. Grill dem gyldne på en grillpande. Du kan udelade denne pynt, hvis du vil spare tid.
Riv resten af agurken groft og pres hvidløgene.
Pisk yoghurt, fløde, mynte og bouillon sammen. Vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes lidt mere yoghurt og/eller fløde.
Hak myntebladene og rør dem i suppen.
Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. også et nip chiliflager.
Sæt suppen i køleskabet, til den skal serveres. Smag til igen.
Høvl radiserne til meget tynde skiver på langs.
Sérver agurkesuppen portionsvis med de grillede agurker, radiserne og et par mynteblade på toppen.
Dryp suppen med lidt urteolie eller olivenolie.
Giv et stykke godt brød til.
.
mange flere supper
Hvis du er blevet sulten efter flere supper, har Saxo i øjeblikket tilbud på min suppebog. Den koster lige nu kr. 109,95. Normalprisen er 249,95.
Bogen indeholder masser af opskrifter på varme og kolde supper, supper som morgenmad, som frokost, som forret, som hovedret – og som dessert. Kort sagt: supper til ethvert måltid – med inspiration fra hele verden – og med forslag til tilbehør.
.