Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk julemiddagArkiv

lørdag

8

december 2018

27

KOMMENTARER

valnøddepaté – årets julepaté 2018

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

en lækker paté til julemiddagen

Ingen dage på året løber så hurtigt af sted som dagene i december, og selv om der endnu er et par små uger til den 24., vil mange gerne planlægge julemiddagen allerede nu.

Derfor får du i dag opskriften på mit bud på julemiddagens paté. Jeg bestræber mig på at lave en ny version hvert år. I år er pateen med valnødder og østershatte. Men er du til noget mere eksotisk, har jeg netop i dag udviklet en paté med “styrke”, dvs med chili, kardemomme og andre varme krydderier.

I de følgende uger kommer der opskrifter på forretter, på en skøn brun julesovs – og for første gang i mit liv har jeg vovet mig ud i en risalamande. Og den blev faktisk god, hvis jeg selv må sige det. Jeg er jo slet ikke til det søde, og det er desserter jo af natur. Men min version er både let og ikke for sød. Glæd dig!

Jeg skal heldigvis ikke ud og købe en masse julegaver, så jeg hygger mig med at udvikle nye juleretter, som jeg vil præsentere frem til jul. Min juletravlhed har mest bestået i at lægge allersidste hånd på min nye bog “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer”, som netop er blevet sendt til trykkeriet. Så er det bare at vente med spænding. Bliver den nu trykt så smukt, som jeg håber? vil den blive godt modtaget? Jeg krydser fingre! Hvis alt går vel, udkommer bogen den 14. februar – og den er spækket med over hundrede retter med plantefars samt tilbehør som salater, sovse etc.

.

julemiddag med omtanke og kærlighed

December er tiden, hvor der slagtes flere dyr end på noget andet tidspunkt af året. Aldrig tidligere i historien har der været brug for, at vi skærer ned på det enorme kødindtag  – eller helt dropper det.

Igen ligger mennesker på hospitalet, dødssyge af salmonella fra svinekød. Jeg synes, det er en høj pris at betale for et stykke kød. Men det er svært at skifte madvaner, ikke mindst i julen, der om noget er traditionernes tid. Men en mulighed er at starte i det små. Man kan fx skære ned på det sædvanlige kødorgie og supplere med en plantebaseret paté. Faktisk den smukkeste julegave, jeg kan komme i tanker om.

Plantebaseret mad er kærlighed til julegæsterne, til dyrene og til naturen og klimaet. Her kan gaverne ikke blive store nok!

.

.

sidste års paté med mandler og rosmarin

Hvis du vil have endnu en valgmulighed, så kig på sidste års julepaté. Den er med mandler og skøn smag af rosmarin.

Se opskriften her.

.

valnøddepaté

(4 personer)

150 g valnødder (1/2 evt. solsikkekerner eller mandler)

200 g porre

150 g løg

4 fed hvidløg

3 spsk olivenolie + 1/2 dl

250 g østershatte

2 spsk tørret salvie eller 4 spsk frisk hakket

2 spsk citronsaft

250 g rå kartofler (evt. halvdelen selleri)

ca. 1/2 dl tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

3 spsk loppefrøskaller

1 dl sojafløde eller anden fløde

75 g havregryn

.

Findel valnødder og evt. solsikkekerner og/eller mandler i food processoren. De skal ikke være for finthakkede. Rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Snit porren og hak løg og hvidløg. Svits de tre ting i olien, til løgene er let gyldne.

Hak svampene og tilsæt dem sammen med salvien og citronsaften. Svits endnu nogle minutter.

Findel kartoflerne og evt. selleri i food processoren. Begge dele findeles i rå tilstand.

Rør grøntsager og valnødder sammen i en skål og tilsæt sojaen. Smag farsen godt til med salt, peber, citronsaft og salvie. Det er vigtigt, at farsen har markant smag.

Pisk loppefrøskallerne ud i fløden og rør det i farsen sammen med havregrynene. Smag til igen.

Pres farsen godt sammen i en skål og lad den hvile 1/2-1 time.

Vurdér konsistensen igen. Skal der lidt mere væde i farsen – eller lidt flere havregryn.

Læg farsen i en smurt paté- eller postejform – eller i flere mindre. Pres farsen godt sammen i formen. Pensl overfladen med olie og pres evt. nogle valnøddekerner ned i farsen.

Sæt pateen(erne) i en 190 grader varm ovn.

Bag små forme 35-40 minutter, en stor form 45-50 minutter.

Pateen kan fryses og varmes i ovnen inden serveringen.

.

pateen er også fin på frokostbordet

Skulle underet ske, at der er paté til overs, er den fin på frokostbordet på et stykke rugbrød.

.

Share

fredag

8

december 2017

14

KOMMENTARER

julepaté anno 2017 med brun sovs og rødkålssalat

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

her er mit bud på årets julepaté 2017

Hvert år laver jeg en ny plantebaseret paté eller postej til julemiddagen. I år er det blevet en porre-, mandel- og svampeudgave med rosmarin.

Måske synes du, det er lidt tidligt at tænke på julemiddagen, men jeg ved af erfaring, at mange gerne vil planlægge denne — man kan vel godt sige årets middag – i god tid. Måske vil du også lige nå at bage den inden jul for at tjekke, om det nu er lige denne ret, du drømmer om.

Har du brug for andre forslag til julemiddagen så kig i højre spalte under “Kategorier”. Hvis du klikker på “julemad” får du mange flere ideer.

.

sovs må der til!

Jeg har ikke nået at lave den ultimative julesovs endnu, men den er på vej. Her er i mellemtiden en anden lækker idé til en hurtig, ukompliceret og velsmagende sovs:

Hak og svits et skalotteløg (+ evt. en håndfuld hakkede svampe) i lidt olivenolie. Tilsæt 2-3 dl havrefløde og 1-2 spsk citronsaft. Bring det i kog, lad det tykne lidt og smag til med tamari (soja) og friskkværnet peber. Evt. også et nip sukker.

.

rødkålssalat hører sig også til

Hvis du har lyst til denne rødkålssalat med bladselleri og kerner af granatæble, så kig her.

 .

julepaté med rosmarin

(4 personer)

150 g champignon eller andre svampe

150 g løg

6 fed hvidløg

½ kg porrer

4 spsk olivenolie

150 g mandler og/eller solsikkekerner (du kan også bruge græskarkerner)

150 g trekornsflager eller andre kornflager, fx havregryn

evt. 100 g tør ost (vegansk) eller 3-4 spsk gærflager

4-5 spsk tamari (soja)

friskkværnet peber

3-4 spsk fintklippet rosmarin

2 spsk citronsaft

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

1 dl havre-, soja- eller anden fløde 

evt. rasp

.

.

Hak svampene fint. Hak løg og hvidløg – og snit porrerne.

Svits løg, hvidløg, porrer og svampe i olien, til løgene er bløde og let brune. Hæld blandingen i en stor skål.

Hak mandler og/eller solsikkekerner og rør dem i grøntsagerne.

Riv osten og tilsæt den sammen med kornflagerne.

Smag godt til med tamari og peber. Tilsæt rosmarin og smag til igen.

Pisk 3-4 spsk HUSK grundigt i fløden og rør det godt ud i farsen.

Lad blandingen stå et kvarters tid og vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes lidt rasp, hvis farsen er for lind – eller lidt fløde hvis den er for fast.

Kom farsen i et smurt ovnfast fad eller postejform

Sæt pateen i en 200 grader varm ovn og bag den 40-50 minutter.

Servér brunede kartofler, en brun sovs samt en rødkålssalat til pateen.

.

 

 

Share

fredag

9

december 2016

15

KOMMENTARER

nøddepaté med rødvinssovs og rødkål – julemiddagen 2016

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

julemiddagen er klar

noeddepostej-jul

Nissen er stolt over at kunne præsentere årets julemiddag. Mon ikke det er ved at være på den tid i december, hvor de fleste begynder at overveje, hvad julemiddagen skal bestå af i år?

Jeg laver en ny opskrift på en festlig postej eller paté hvert år, og i år er det blevet til en paté med hasselnødder og porrer. Nødderne kan skiftes ud med mandler.

Til pateen serveres rødvinssovs, rødkål og kartofler, evt. også brunede kartofler.

 

så er det jul igen …

jul-med-engel

Nissen er stolt over at kunne præsentere årets julemiddag. Mon ikke det er ved at være på den tid i december, hvor de fleste begynder at overveje, hvad julemiddagen skal bestå af i år?

Jeg laver en ny opskrift på en festlig postej eller paté hvert år, og i år er det blevet til en paté med hasselnødder og porrer. Nødderne kan skiftes ud med mandler.

Til pateen serveres rødvinssovs, rødkål og kartofler, evt. også brunede kartofler.

 

sovsen er med rødvin

I år er sovsen en smule mere rød end brun. Hvis du foretrækker sovs uden rødvin, kan du sagtens udelade vinen.

.

og så selvfølgelig rødkål …

Ingen jul uden rødkål! Her er en rå rødkålssalat. Se opskriften her.

.

julens “steg”

Nøddepateen kan laves med eller uden æg. Så kan alle spise med, både vegetarer, veganere og kødspisere.

Du kan sagtens bage pateen i forvejen og varme den i ovnen, inden den skal serveres. Så undgås stress juleaften!

 .

nøddepaté

10 g tørrede svampe (kan udelades)

200 g hasselnødder (evt. mandler)

1 spsk hasselnødde- eller rapsolie

400 g porrer (renset vægt)

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g søde kartofler eller almindelige kartofler

3 spsk frisk, snittet salvie eller timian – eller 2 spsk tørret

1 dl havre- eller sojafløde eller anden fløde

100 g havregryn

2-3 spsk citronsaft

3 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

4 æg (kan erstattes af 4 spsk loppefrøskaller (HUSK) pisket ud i 1 dl fløde)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sæt svampene i blød en halv times tid i varmt vand.

Rist hasselnødderne til de er gyldne. Hak dem mellemfint og sæt dem til side.

Snit porrerne og hak hvidløgene. Snit de udblødte svampe (gem væden til sovsen).

Svits porrer, hvidløg og svampe i et par spsk olie. Svits 5-6 minutter eller til porrerne er bløde.

Riv kartoflerne groft og kom dem i gryden sammen med den valgte krydderurt. Svits endnu 3-4 minutter.

Tag gryden af varmen og afkøl blandingen lidt.

Rør nødder, fløde, havregryn, citronsaft og tamari i farsen. Smag godt til med salt, peber, citronsaft og evt. også mere tamari. Det er vigtigt, at smagen er markant.

Rør æggene i farsen et ad gangen. Eller pisk loppefrøskaller med fløde 2-3 minutter og rør det i farsen.

Kom farsen i et smurt ovnfast fad eller postejform. Pres farsen godt sammen med en spatel.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn ca. 40 minuttter.

Servér sovs, rødkål og kartofler til,  evt. både brunede og kogte eller bagte kartofler.

 

til frokostbordet eller madpakken

Har du paté til overs, smager den dejligt som pålæg.

.

rødvinssovs

5 g tørrede svampe (kan udelades)

50 g skalotteløg

1 spsk olivenolie

1 dl rødvin

1/2 dl udblødningsvand fra svampene

2 dl havre- eller sojafløde eller anden fløde

1 spsk citronsaft

tamari

friskkværnet peber

 

Sæt svampene i blød i varmt vand en halv times tid. Afdryp og hak dem.

Hak løgene fint. Svits løg og svampe i olien til løgene er bløde.

Hæld rødvinen i gryden og kog den ind til halvdelen.

Tilsæt ca. 1 dl svampevand (evt. også fra pateen) og fløde. Bring sovsen i kog og kom citronsaften i.

Lad sovsen simre, til den tykner lidt. Smag godt til med tamari og peber.

 

Share