aspargessuppe med ramsløg – ugens suppe til en festlig bededag
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
gourmetsuppe på vores allersidste bededag

Denne aspargessuppe med ramsløg er en rigtig forårsservering, men først en servicemeddelelse:
.
verdens første bog om plantebaseret smørrebrød nomineret til årets grønne kogebog
Den første bog nogensinde om plantebaseret smørrebrød, “Grønt smørrebrød”, er nomineret til årets veganske udgivelse. Jeg er meget stolt og beæret!
Hvis du kender bogen og forhåbentlig synes om den, vil det glæde mig rigtig meget, hvis du har lyst til at stemme på bogen som årets grønne udgivelse.
Hvis du ikke allerede kender “Grønt smørrebrød”, kan du læse mere om bogen her.
.
det er – næsten – aspargestid

Endelig, endelig … efter en lang vinter, er de danske grønne og lilla asparges nu parate til at blive nydt. Vi må vente en uge eller to på de fede og sprøde hvide.
.
grønne eller lilla?

De smukke lilla asparges er forholdsvis nye i Danmark. Og hvad byder de så på? Ja, forskellen til de grønne er ikke voldsom stor. De lilla er smukke at se på og har en lidt mere aromatisk smag end de grønne, men når de er kogt, er de også grønne.
.
asparges møder ramsløg

Hvis der er to ting, der signalerer forår, er det ramsløg og asparges. De to grønne fyrtårne har fundet sammen i denne suppe, og det er ret lækkert.
Jeg holder specielt meget af asparges, ramsløg og nye kartofler, fordi de kun er fremme i en begrænset tid. Vi kan ganske vist købe de fleste grøntsager året rundt fra andre dele af planeten, men jeg synes, glæden er enormt meget større, når man vinteren igennem kan gå og glæde sig til netop disse tre grøntsager, der kun kan nydes i omkring tre måneder. Så kommer der andre ting – og man har god tid til at glæde sig til aspargesene og ramsløgene og kartoflerne til næste forår.
.
farvel til Store Bededag

Denne suppe er passende til at sige et endegyldigt farvel til Store Bededag med – en særlig dansk helligdag, som vi har holdt mere eller mindre hellig siden 1686.
Dagen falder den fjerde fredag efter påske. Det var biskop Hans Bagger i Roskilde, der i 1686 indførte tre faste- og bededage. Nu fejrer vi så den sidste rest for sidste gang.
På bededagene fastede man (det er her hvederne kommer ind i billedet), og præsterne bad for fred, mens man aftenen forinden ringede med stormklokken, kirkens største klokke – og altså spiste varme hveder.
Når det gælder bønner for fred, må man sige, at afskaffelsen af Store Bededag er dårlig timing!
Næste år må vi nøjes med at varme os med Store Hvededag.
Har du hveder til overs fra torsdag aften, kan de sagtens nydes til aspargessuppen.
.

aspargessuppe med ramsløg
(4 personer – forret)
3 forårsløg
2 spsk olivenolie
200 g kartofler
400 g asparges
6-7 dl grøntsagsbouillon
et par håndfulde ramsløg
ca. 2 dl plantefløde
2-3 spsk citronsaft
salt, friskkværnet peber
.

Snit forårsløgene og svits dem i olien.
Hæld bouillonen i gryden og bring den i kog.
Skær kartoflerne i små terninger.
Skræl det nederste stykke af aspargesene. Skær dem i mindre stykker. Tag alle ”hovederne” fra og sæt dem til side.
Kom kartofler og aspargesstilke i gryden.
Kog suppen 7-8 minutter og tilsæt snittede ramsløg.
Kog suppen endnu et par minutter og sluk for varmen.
Purér suppen og hæld den tilbage i gryden.
Tilsæt aspargeshovederne (gem evt. lidt til pynt) og fløde efter smag.
Varm suppen igennem.
Smag godt til med citronsaft, salt og peber.
Servér suppen portionsvis med lidt fløde på toppen, og pynt evt. med et par aspargeshoveder, et ramsløgblad og måske en lille blomst.
.






















