Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

valnøddesovsArkiv

lørdag

21

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 21 – tofusteak med marineret glaskål og valnøddesovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

den dovne koks julesteg

Den store aften nærmer sig, og de fleste har sikkert bestemt sig for menuen.

Er man lidt doven – eller har man bare susende travlt og ikke tid til at bage en postej – kommer her løsningen: en sprød tofu”steak” med marineret glaskål eller selleri.

.

tilbehør af valnøddesovs

 

Man kan sagtens spise en brun julesovs til tofu”steak”en, men en meget hurtigere løsning er en italiensk valnøddesovs.

.

marineret rodfrugt giver friskhed og syre

Et tilbehør, der giver dejlig syre til retten, er tyndt høvlede skiver af marineret glaskål eller selleri. Du kan tilsætte andre tyndt skårne grøntsager til glaskål eller selleri. Jeg har høvlet tynde skiver af blomkålsbuketter, som passer fint til kål eller selleri.

.

tofusteak med marineret glaskål og valnøddesovs

(4 personer)

300 g røget eller marineret tofu

400 g glaskål eller selleri

hyldeblomstmarinade:

saft af ½ citron

2 spsk ufortyndet hyldeblomstsaft

1 spsk balsamico

2 spsk tamari

italiensk valnøddesovs:

50 g tørt brød

50 g valnødder

2 dl plantebaseret yoghurt naturel

saft af ½ citron

2-3 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 fed hvidløg

2-3 tsk tørret merian eller organo

evt. plantefløde

salt, friskkværnet peber

persille

.

Marinér først glaskål eller selleri:

Skræl glaskålen eller sellerien og høvl den i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør ingredienserne til marinaden sammen i en gryde. Smag godt til.

Tilsæt glaskålen eller sellerien og lad marinaden koge op. Vend rundt i skiverne, sluk for varmen og lad skiverne afkøle i marinaden.

Blend brødet til sovsen fint og tilsæt valnødderne. Blend et øjeblik, men valnødderne skal ikke være helt knuste.

Tilsæt yoghurt, citronsaft, olie, knust hvidløg og krydderurten. Rør sovsen sammen, til den er ensartet. Tilsæt lidt plantefløde eller vand, hvis den er for tyk.

Smag godt til med salt og peber.

Skær tofuen i fire lige store dele. Du kan evt. ridse overfladen i tern med en kniv.

Hvis du bruger tofu naturel, kan du med fordel marinere stykkerne en timestid i en marinade af 2 spsk olie, 2 spsk tamari, 1 spsk tomatpuré og 1 spsk sirup, evt. også 1 tsk flydende røg.

Læg tofustykkerne på en pande med godt varm olie. Steg dem sprøde på alle sider ved rask varme.

Servér tofuen med glaskålen eller sellerien og valnøddesovsen. Drys med hakket persille.

Servér gerne bagte kartofler til, se nedenfor.

.

.

både af bagte kartofler 

Du kan servere kartofler i både til retten. Stykkerne vendes i olie og lægges i en ovnfast form.

Bag kartoflerne, til de er gyldne. Bagetiden afhænger af kartoflernes størrelse. Hold øje med dem.

Drys med lidt flagesalt inden serveringen.

.

Share

mandag

4

oktober 2021

2

KOMMENTARER

valnødde- og peberfrugtsovs (muhammara) – nyd årets første valnødder

Skrevet af , Posted in Uncategorized

. 

lækker sovs med masser af velsmag og power

valnødde-peberdip.1

Valnødder er ren hjernemad. Og de skønne nødder falder direkte ned fra himlen i øjeblikket.

De helt nye og friske valnødder bør faktisk spises som de er. Det er ren meditation at knække nødderne, flå de let bitre hinder af og nyde det friske hvide nøddekød i små lyksalige bidder. Så snart nødderne er lidt tørre, mister de den rene og jomfruelige velsmag. De smager stadig dejligt, men på en anden måde.

At noget så nydelsesfyldt som valnødder også er den rene sundhedseliksir er en ekstra bonus: nødderne er nemlig noget af det bedste, man kan fodre sin hjerne med.

.

guf for hjernen

Før i tiden troede man, at valnødder var gode for hjernen, fordi nødden ligner en lille hjerne.

Og den er god nok: nødderne har et højt indhold af antioxidanter, og de flerumættede fedtsyrer 3 og 9, er kendt for at forebygge degenerative forandringer i hjernen.

Men valnødderne er også en gave til resten af kroppen. De regulerer bl.a. kolesterol og forebygger hjerte-karsygdomme, og så har de et godt indhold af E-vitaminer og mineraler som kalk og magnesium, der styrker knoglerne, samt fosfor, kalium, selen m.fl.

.

valnødder er en fest for både sundhed og smag

Når skønne smagsoplevelser går hånd i hånd med optimale næringsstoffer, er der fest for både smagsløgene og resten af kroppen.

Nyd nødderne helt friske eller brug dem i denne valnødde/peberfrugtsovs, -puré eller -dip.

Det er lidt uklart, hvor den usædvanlige sovs med peberfrugt, granatæble og valnødder stammer fra. Nogle mener, den kommer fra Aleppo i Syrien. Men man støder også på sovsen i Tyrkiet og i Nordafrika.

Hvis du vælger at bruge rå peberfrugt, er sovsen lavet på få minutter. Men du kan også grille og flå peberfrugten, inden den blendes. Det giver den bedste smag, synes jeg.

Sovsen er ren superfood. De tre hovedingredienser: peberfrugt, granatæble og valnødder indeholder alle masser af antioxidanter. Antioxidanter kan forhindre eller svække ødelæggende iltning af sunde kemiske stoffer eller organer i vores krop.

Granatæble indeholder mange af de antioxidanter, der hedder polyfenoler. Polyfenoler beskytter kroppens celler og virker betændelseshæmmende.

Peberfrugten leverer masser af C-vitamin, og valnødderne indeholder som nævnt de eftertragtede, essentielle Omega 3 og 9 fedtsyrer. Nødderne er desuden fiberrige.

Du kan bruge sovsen som pastasovs – eller til andre former for pasta – eller som tilbehør til frikadeller eller bøffer. Den kan også nydes som dip til f.eks. grøntsagsstave.

.

velkommen i kampen for bedre dyrevelfærd, Venstre

I Politiken den 27. september kan man læse, at to fremtrædende venstrefolk, Søren Gade og Jacob Jensen, udtaler sig om dyrevelfærd under overskriften: “Staten skal ikke stå bag dyremishandling”. Det er århundredets gode udmelding!

Læser man indlægget, viser det sig, at velfærden gælder vilde dyr i de nye naturparker. De to politikere spørger: “Er det virkelig rimeligt, at dyrevelfærdsloven ikke skal overholdes, blot fordi vi skal leve op til nogle fine tanker om rewilding? … Og hvor langt er vi villige til at gå for vild natur – som tilsyneladende skal placeres bag høje hegn?”

Dyrlæger citeres for at kalde de vilde dyr i naturen for vanrøgt, mishandling og ulovligt. Det er glædeligt, at så mange bakker op om et godt dyreliv.

Næste skridt for dyrevelfærden må derfor gælde de indeburede produktionsdyr, hvoraf mange aldrig ser dagslys eller indånder frisk luft.

Jeg glæder mig til, at de to venstrefolk går i brechen for de 125 millioner slagtekyllinger, der årligt går i stalde med 40.000 individer, vinge mod vinge, og som i deres sidste tid lever med brækkede ben, fordi de skal gøres slagtemodne på 35 dage. Der vil sikkert også blive skredet ind overfor de millioner af æglæggende høner, der lever med brækkede brystben, fordi racen er avlet frem til at kunne lægge 320 æg om året.

Der er desuden en del at rette op på i svinestaldene. Her opdrættes op mod 30 millioner grise årligt under forhold, der intet har at gøre med de intelligente dyrs naturlige instinkter. Halekupering af 30 millioner smågrise uden bedøvelse har længe været ulovligt. Får vi nu sat en endelig stopper for det? Det vil også være rart at få kigget på de forhold, der resulterer i 9 millioner smågrises årlige død.

Og kig også lige på den million morgrise, de levende fødemaskiner, der er fikseret op mod 40% af deres voksentid. Der er også malkekvæget, der aldrig kommer ud af stalden. Må empatien også række til kalvene, der tages fra moderen straks efter fødslen – for slet ikke at tale om de bestialske dyretransporter. Det får vi helt sikkert sat en stopper for nu.

Det er en stor dag for dyrevelfærden i Danmark. Hjertelig velkommen i kampen for bedre dyrevelfærd, Søren Gade og Jacob Jensen. Venstre er bøndernes parti. Ingen er mere selvskrevne end jer til at kæmpe for dyrevelfærden. For som I siger: “I Venstre vil vi fortsætte med at kæmpe dyrenes sag. Vi kan helt ærligt ikke være andet bekendt.”

I ved selvfølgelig også, at færre dyr i staldene vil betyde bedre dyrevelfærd – og færre dyr betyder mindre CO2 udslip. Så jeres kamp for dyrevelfærden er samtidig en kamp for klimaet. Jeres indsats for dyrevelfærden bliver en kæmpegave til alle to- og firbenede.

.

valnødde-peberdip

valnødde- og peberfrugtsovs (muhammara)

1 stor rød peberfrugt eller 2 mindre (evt. grillet og flået)

1/2 spsk spidskommenfrø

2 fed hvidløg

kerner fra 1/2 granatæble

1/2 dl olivenolie

50 g valnødder

frisk chili eller harissa (stærk chilisovs)

evt. 25 g rasp

citronsaft

1/2 dl hakket mynte

granatæble

Du kan bruge peberfrugten rå – eller du kan grille og flå den.

Fjern kerner og frøstol fra peberfrugten.

Hak den grillede eller rå frugt og blend den med spidskommenfrø, hvidløg, kerner af granatæble og olivenolie.

Hak valnødderne fint med en kniv (du kan også blende dem med, men så bliver de meget findelte) og rør dem i sovsen sammen med chili eller harissa efter smag.

I den originale opskrift tilsættes rasp, se billedet nedenfor. Jeg foretrækker sovsen uden rasp, men det er en smagssag.

Smag til med citronsaft, salt og peber. Rør myntebladene i og smag til igen.

 

valnødde-granatdip

Her er, som i den originale syriske opskrift, rasp i sovsen/dippet.

Det betyder, at sovsen bliver mere som en “pasta”. Det er en smagssag, hvad man synes bedst om.

.

Share

fredag

22

maj 2015

4

KOMMENTARER

små aspargespateer

Skrevet af , Posted in frokostretter

25. maj 2015

 

god pinse – med asparges

aspargessalat-i-grc3b8n-skc3a5l

Det kølige majvejr frister til indendørs glæder. Heldigvis står vi i asparges og ramsløg til op over knæene, så der er trods alt meget at glæde sig over! Hvis du benyttede solskinnet i går til at høste ramsløg, kan de passende bruges i denne salat.

Her er grønne og hvide asparges havnet i en salat med ramsløg og pistacienødder. Men du kan skifte de grønne blade ud med vårsalat eller andre små grønne blade, gerne vilde som skvalderkål eller løgkarse. Pistacierne kan byttes ud med ristede cashewkerner eller hasselnødder.

Se opskriften her.

Rigtig god 2. pinsedag!

 


 

 

24. maj 2015

 

aspargesene boomer

aspargessuppe-i-rosa-t-2

Det er nu, aspargesene skal nydes. Der er nøjagtig en måned tilbage. Så er det slut med at stikke asparges.

Her er en aspargessuppe med estragon, der kan serveres enten varm eller kold.

Se opskriften her.

 


 

 

små pateer til pinsens frokostbord

aspargestærter.3

Asparges kan nydes på mange måder. De kan koges 3 minutter og spises med forskellige slags dip eller hollandaisesovs. De kan også grilles, steges eller koges til en lækker suppe. Her er aspargesene fyld i små pateer, der passer fint som frokostret. Da det endnu er ramsløg-tid, er pateerne “pakket” ind i ramsløgblade.

Asparges er ikke blot en gudespise, de er også sunde. De kalorielette stængler indeholder store mængder antioxidanter, og ifølge folkemedicinen er de rensende for nyrerne. Se mere om de gode stoffer i asparges her.

 

aspargestærte.1

små aspargespateer

1/2 kg asparges, hvide og/eller grønne

olivenolie

en god håndfuld ramsløg, blade af skvalderkål eller spinat

3 æg (kan erstattes af 2 spsk loppefrøskaller, HUSK, rørt ud i fløden)

3/4 dl plantefløde eller anden fløde

50 g havregryn, evt. glutenfri

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

1 bdt purløg

evt. en portion valnødde-pebersovs

 

aspargestærter.2

Du kan bruge hvide eller grønne asparges – eller halvt af hver. Skræl de hvide asparges og evt. de grønne nederst på stilkene. Skær stilkenderne af.

Skær aspargesene i længder, der passer til små ovnfaste forme med en diameter på 8-10 cm.

Smør formene med lidt olie og beklæd dem med de valgte grønne blade.

Pisk æggene sammen med fløde og havregryn. Tilsæt et drys salt og peber.

Hak løg og hvidløg. Klip purløgene og rør de tre ting i æggemassen.

Læg halvdelen af aspargesene i de fire forme. Hæld halvdelen af æggemassen over. Læg endnu et lag asparges og fordel resten af æggemassen i formene.

Bag pateerne i en 190 grader varm ovn 20-25 minutter.

Servér evt. den mellemøstlige sovs, muhammara til.

 

aspargestærter

 

servér en valnødde/peberfrugtsovs  til

aspargestærter.4

Servér fx små kogte aspargeskartofler til samt valnødde- og pebersovsen, muhammara.

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

 

 

Share