Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tallerkensmækkerArkiv

fredag

3

juni 2016

6

KOMMENTARER

peberfrugt og vandmelon – en “cool” frokostret

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter

en forfriskende stabel velsmag

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.3

Den dejlige sommersol kalder på vand, masser af vand – og vandholdige frugter og grøntsager. Her kommer vandmelonen ind som en klar nummer ét. Og så kan den oven i købet både nydes i salater, som en forret eller frokostret som dette forslag, som en kold, spicy gazpacho – eller som dessert. Og det er heldigt, at den har så mange anvendelsesmuligheder, for vandmelonen er en ordentlig basse med masser af lækkert frugtkød. Prøv den fx også i en salat med rødbeder.

 

vandmeloner-a

Denne lille lag-på-lag “napoleonskage” kan spises som forret eller som frokostret.

Hvis du ikke kender grillede og flåede peberfrugter, skal du prøve dem. De får en helt anderledes delikat smag end de lidt skarpt smagende rå frugter. Den pikante smag af peberfrugt passer fint sammen med den friske og let sødlige vandmelon.

Imellem lagene kan du bruge enten smørbar vegansk ost smagt til med citronsaft eller moset og rørt fetaost, evt. blød gedeost. Silketofu rørt glat med plantefløde er også en mulighed. Tofuen skal smages godt til med citronsaft, blåbærsirup, salt, peber og klippet karse, evt. også finthakkede kapers.

Jeg har lagt blade af tallerkensmækker mellem lagene. Den lette smag af karse passer godt til de øvrige smagsnuancer, men du kan sagtens bruge andre krydderurter som basilikum eller mynte. Men husk, at tallerkensmækker er rigtig godt for synet.

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.2

frisk frokostret med peberfrugt og vandmelon

4 peberfrugter i forskellige farver

ca. 1/4 lille vandmelon

100 g fetaost, gedeost eller vegansk ost

ca. 1 dl sojafløde eller anden fløde

en håndfuld blade af tallerkensmækker

evt. valnødder

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.1

Skær peberfrugterne igennem på langs. Fjern kerner og frøstole.

Læg peberfrugterne med skærefladen nedad på et stykke bagepapir på en bageplade.

Sæt pladen under grillen og grill peberfrugterne, til skindet er boblet op og er mørkt.

Læg peberfrugterne i en plasticpose og luk den til. Lad dem afkøle og flå forsigtigt skindet af.

Skær peberfrugterne i kvadratiske eller aflange stykker.

Skær 12 tynde skiver af vandmelonen i samme størrelse.

Mos osten med en gaffel og rør den lind med fløden.

Smør lidt ostecreme på hver af skiverne og læg dem sammen med blade af tallerkensmækker.

Det øverste lag skal være vandmelon.

Drys evt. med lidt hakkede valnødder og pynt med flere blade af tallerkensmækker.

Servér evt. overskydende ostecreme til separat.

 

tip

Hvis du ikke har tallerkensmækker så brug karse i stedet. Du kan også vælge andre krydderurter som basilikum, timian eller mynte.

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokostret

Share

fredag

20

maj 2016

20

KOMMENTARER

salat med nye kartofler og asparges

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

så kom de – de nye kartofler …

kartofler-nye

Forleden løb jeg ind i de første nye kartofler fra Samsø. De kostede en mindre herregård, men jeg måtte have dem! Jeg synes, nye kartofler er en af Moder Jords mest fantastiske gaver.

Min første lille portion nye kartofler blev nydt med stor andægtighed og næsten naturel, blot med lidt god olivenolie og et drys salt. Det øjeblik er et af årets kulinariske højdepunkter for mig. Det bliver ikke bedre! Det skulle da lige være også at sætte tænderne i årets første hvide asparges.

Derfor fik resten af de små guldklumper lov til at brillere i en salat sammen med nye danske asparges. Jeg foretrækker de hvide, men du kan sagtens bruge de grønne i stedet, evt. halvt hvide/halvt grønne.

Husk at smagen i både nye kartofler og asparges bedst fremhæves, hvis de koges i vand tilsat et drys sukker i stedet for salt. Og så skal aspargesene kun koges nogle få minuter. De nye kartofler skal man også våge over. Sluk for varmen, inden kartoflerne er møre og lad dem stå i vandet indtil de er lige præcis bløde nok, men stadig faste. Det er nemt at overkoge både de nye kartofler og aspargesene. Og sker det, er fornøjelsen forduftet!

 

… og de første danske asparges

asparges på bræt

de to lækkerbidder kræver en “buket” blomster

aspargessalat-m-blomster.4

For at fejre forårets kuliariske højdepunkt har jeg smykket salaten med forårets blomster. Men hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke vild med at spise blomster, men de er smukke at se på.

Hvis du pynter med blomster så vær helt sikker på, at de er spiselige. På den sikre side er blomster af f.eks. purløg, timian, tallerkensmækker, morgenfrue og hjulkrone. Og de “vilde”: løgkarse eller blomster af ramsløg, der står i fuldt flor i øjeblikket.

Aspargessalat-m-blomster.1

Smag kapersdressingen til med forsigtighed. Den skal ikke tage magten fra de fine og lette smagsnuancer i kartofler og asparges.

salat med asparges og nye kartofler

1/2 kg nye kartofler

400 g asparges

1 hjertesalat

spiselige blomster

purløg

blade af tallerkensmækker

dressing:

1 dl sojafløde eller anden fløde

1-2 spsk citronsaft

1 spsk hakkede kapers

lidt sennep efter smag

 

aspargessalat-m-blomster

Gnid skrællen af kartoflerne og kog dem lige netop møre i vand tilsat 1 tsk rørsukker. Afkøl dem og skær dem i skiver.

Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk rørsukker. Kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl dem.

Skær salaten i strimler.

Arrangér grøntsagerne på et fad.

Rør en dressing af fløde, citronsaft og kapers. Smag til med salt og peber og evt. lidt sennep. Dressingen skal ikke være så dominerende, at den overdøver smagen af aspargesene og de nye kartofler.

Dryp dressingen på salaten og pynt med blade af tallerkensmækker, klippet purløg og spiselige blomster. Brug kun de blomster du er helt sikker på er spiselige!

Salaten kan spises som en forret eller en frokostret.

 

aspargessalat-m-blomster.2

 

Share

tirsdag

17

maj 2016

0

KOMMENTARER

broccoli-couscous med stegte svampe og solsikkesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

18. maj 2016

.

mangler du ideer til pålæg?

kornhummus-2

Hummus laves traditionelt med kikærter eller bønner. Men man kan også bruge korn som perlerug, perlespelt, perlebyg, hel boghvede etc.

Kornene giver en fantastisk mæthedsfølelse. Men man kan sige, at det er sært at smøre “korn på korn”, altså smøre kornhummus på rugbrød. Hvis du synes det, kan du bruge hummus’en som selvstændig frokostret eller som tilbehør til grøntsager i en hovedret.

Hummus’en kan også bruges som fyld i kåldolmere.

Se opskriften her.

 


 

 

17. maj 2016

.’

opgraderet couscous med tilbehør

broccolicouscous-m-svampe.4

En af mine venner plejer at sige, hvis folk ikke opfører sig ordenligt, at de skal til en holdningsforbedrende samtale. Jeg har her taget en holdningsforbedrende samtale med den ikke voldsomt næringsrige couscous.

Couscous er bittesmå “kugler”, trillet af hvede. Couscous er et populært tilbehør i nordafrikanske lande som Tunesien og Marokko – men couscous kan også være en hovedret med masser af grøntsager og harissa.

For at få lidt mere “krudt” i “kuglerne” har jeg tilsat de supersunde gojibær (eller tranebær) og bittesmå stykker broccoli – og stokken har jeg høvlet til lange bånd. Alt for mange ved ikke, at man kan spise alt af de fleste grøntsager, ikke mindst stokken på broccoli og blomkål.

 

opgraderet couscous

broccolicouscous.1

Jeg er en hund efter dild, og endelig fandt jeg noget, der rent faktisk smager af dild. Derfor har jeg kommet masser af dild i couscous’en, men du kan vælge andre krydderurter som basilikum eller mynte.

For ekstra smag kan du også tilsætte oliven til couscous’en.

Hvis du ikke tåler gluten så erstat couscous-grynene med quinoa.

Drys gerne blade af tallerkensmækker på med rund hånd. Tallerkensmækker er stærkt antioxidant og indeholder bl.a stofferne lutein og zeaxanthin, der virker forebyggende på aldersrelaterede øjensygdomme og ældning af huden.

 

broccolicouscous-m-svampe.3

Jeg foreslår stegte skiver af kejserhatte til couscous’en som en hurtig løsning. Men du kan også servere frikadeller eller “bøffer” til. Det kan være nøddefrikadeller, linsefrikadeller eller burgerbøffer.

 

kejserhatte stegtenøddefrikadeller

linsefrikadellerburgerbc3b8ffer-1

solsikkesovs

solsikkesovs

En sovs af ristede og blendede solsikkefrø passer godt til couscous-retten.

 .

broccoli-couscous med stegte svampe og solsikkesovs 

couscous:

400 g broccoli

1 forårsløg

25 g goji- eller tranebær

200 g couscous (eller quinoa)

1 dl klippet dild (eller anden krydderurt)

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

svampe:

8 tykke kejserhatte eller andre svampe

3 spsk kokosolie

2 spsk citronsaft

solsikkesovs:

50 g solsikkefrø

1/2 dl vand

4 spsk solsikke- eller olivenolie

2 spsk citronsaft

1 spsk reven skal af en økologisk citron

1/2-1 dl sojafløde eller anden fløde

evt. 1 fed hvidløg og/eller sennep

2 spsk fintklippet purløg

 

broccolicouscous.solsikkesovs

 

Skær stokkene af broccolien og skær hovederne i bittesmå stykker. Skræl stokkene og skær dem i tynde skiver på langs med en tyndskræller eller et mandolinjern. Snit forårsløget fint.

Kom broccoli, løg og gojibær i en skål. Hæld kogende vand over og lad det stå 2 minutter. Hæld grøntsagerne i en sigte og lad dem afdryppe.

Bring 3 1/2 dl vand med et drys salt i kog. Hæld couscous-grynene i og sluk for varmen. Lad couscous’en stå 10 minutter. Løsn kornene med en gaffel og bland broccolien i couscous’en.

Rør olien med citronsaft og tilsæt et drys salt og friskkværnet peber. Hæld dressingen over couscous’en og vend godt rundt. Smag til med salt og peber.

Skær svampene i skiver på langs. Steg dem gyldne på begge sider. Dryp med lidt citronsaft og salt.

Sovsen: rist solsikkefrøene gyldne på en tør pande. Hæld dem i en skål og tilsæt vand og olie. Blend kernerne til de er findelte.

Rør citronsaft og reven -skal i samt fløde. Smag til med salt og peber.

Du kan også smage til med lidt presset hvidløg og/eller sennep.

Servér couscous’en med de stegte svampe (eller frikadeller) og solsikkesovsen.

 

broccolicouscous-m-svampe.1

Share