Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

squash i plantefarsArkiv

mandag

31

august 2020

17

KOMMENTARER

squashfars til postej og frikadeller

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

godt nyt til plantefarsen

Jeg fortsætter med temaet “squash”, for jeg ved, at mange har det luksusproblem, at planterne leverer flere squash, end man kan nå at anvende.

Så gode råd er dyre, men man kan fx producere til fryseren, sådan at man har lækkert pålæg til lang tid frem – eller færdig mad til en hurtig hovedret, hvor der så blot skal laves en salat og måske kartofler eller andet tilbehør.

 

frikadeller eller …

Jeg har lavet både frikadeller og en postej af portionen nedenfor.

Der bliver ca. 8 frikadeller og en lille postej ud af portionen. Men vil du fryse noget ned, er det praktisk at lave en portion, der er to-tre gange større. Så får du brugt en pæn portion squash!

.

… postej

Du kan evt. til farsen tilsætte finthakkede, svitsede svampe og/eller hakkede hasselnødder. Det giver ekstra “bid” til frikadellerne eller postejen.

.

squashfars til postej og frikadeller

(4 personer)

75 g rød eller sort quinoa

50 g solsikkefrø

½ kg squash

100 g løg

4 fed hvidløg

1-2 spsk tørret oregano eller anden krydderurt

ca. 150 g havregryn

2 spsk loppefrøskaller

1 dl havrefløde eller anden fløde

2 spsk citronsaft

2-3 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

mel: hvedemel, havremel, boghvedemel eller andet mel

olie til stegning af frikadellerne

Hæld kogende vand på quinoaen og afdryp den. Kog frøene i dobbelt mængde nyt vand ca. 20 minutter. Hold øje med at quinoaen ikke koger tør. Hvis der er mere vand til overs så afdryp quinoaen.

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande.

Riv squashen og læg den i en sigte. Gnid 2 tsk salt ind i squashen og lad den trække en halv times tid.

Riv løg og hvidløg.

Skyl squashen i koldt vand og pres så megen væden ud af den som muligt.

Findel quinoa og solsikkekerner let med en stavblender. Massen skal ikke være helt pureret.

Tilsæt squash, løg, krydderurt og 100 g havregryn. Rør det godt sammen.

Rør planteæg eller loppefrøskaller ud i fløden og rør det i farsen. Måske skal der tilsættes flere havregryn.

Tilsæt citronsaft, tamari samt et drys salt og peber. Smag godt til.

Pres farsen sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid. Vurdér konsistensen og tilsæt om nødvendigt lidt flere havregryn. Farsen skal dog ikke være for fast.

Du kan enten bage farsen i en postejform og/eller stege frikadeller af den.

Hvis du vælger at bage en postej, skal denne portion bages i en 200 grader varm ovn ca. 45 minutter.

Hvis du vælger at dele portionen og bage en mindre postej, bages den ca. 35 minutter.

Hvis du vil stege frikadeller, så form dem med en ske og vend dem i mel.

Sæt frikadellerne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider, ca. 8 minutter på hver side.

.

mange ideer til frikadeller, bøffer etc.

Har du lyst til mange flere ideer til mad med plantefars, så kig i min bog om Klimakærlige frikadeller etc. Her er ideer til masser af hovedretter og pålæg til madpakken.

Se mere om bogen her.

.

Share