Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

spis mindre kødArkiv

fredag

30

december 2016

14

KOMMENTARER

godt nytår 2017 – hop med på den grønne bølge

Skrevet af , Posted in frokostretter, nytår

..

 

RIGTIG GODT NYTÅR!

Jeg ønsker et dejligt og grønt 2017  til alle bloggens læsere og siger hjertelig tak for jeres trofasthed i 2016. Tak for de mange positive tilbagemeldinger. Det er dejligt at høre, hvordan maden opleves hjemme i jeres egne køkkener. Også tak for gode råd og tip. De kommer alle bloggens læsere til gode. Både ris og ros er meget velkomne, også i 2017.

Heldigvis kan vi se tilbage på et år, hvor den grønne bølge for alvor har fået kraft. Det er især glædeligt, at der nu dukker mange vegetariske/veganske restauranter op og at mange, især unge, bliver veganere. Det er dem, der skal rydde op efter os andre. Og der er mildest talt nok at tage fat på. At tage gaflen i den anden hånd er et godt sted at begynde.

I 2016 er min bagebog Det æltefri grydebrød udkommet i Norge, Sverige og Tyskland. I Tyskland kom bogen oven i købet i 2. oplag efter kun en måneds tid. I Tyskland udkommer også min seneste bog Powerfood revolutionen den 5. januar med titlen “Super food”. Den har allerede fået en forrygende omtale. Se bare her.

Midt i februar udkommer mine nye bog, Supper & Co., med spændende supper fra hele verden plus tilbehør i form af brød og andre lækre ting.

 

 

nytårsforsættet – pak klimakufferten

Det er tid for nytårsforsætter. I år håber jeg på, at rigtig mange flere vil give et ekstra skub til den grønne bølge og gøre en aktiv indsats for klimaet og for de forpinte produktionsdyr. Begge dele kan heldigvis gøres i ét hug. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen. Men det kræver, at man er parat til omstilling.

Og faktisk findes der ikke noget mere stimulerende end at flytte på sig. At mærke at bevidstheden udvider sig. Pludselig indse et eller andet, man ikke har fået øje på før. Verden og mulighederne åbner sig på en ny måde. Og nye indsigter betyder ændret adfærd.

Vi “spiser” bogstavelig talt af kloden, selve vores livsgrundlag, hver eneste dag. Faktisk forbruger danskerne, som om vi havde fire jordkloder. Men vi har kun én, og den kan ikke erstattes, når vi har “ædt” den op.

Aldrig tidligere i historien har vi haft så enormt brug for, at vi smider skyklapperne og tænder for den alternative pære i øverste etage (eller er det i hjertet?), og ser, hvordan vi er tæt forbundet med hele kloden, med naturen, med dyrene, med hinanden. Og hvadenten vi har lyst eller ej, bliver vi tvunget til at ændre på vores adfærd. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Så pak klimakufferten. Der er mange veje til kærlighed til kloden, men hvis rejsen går mod klima- og dyrevenlige spisevaner, er der gevinst på alle hylder og store oplevelser forude: lækker, smuk, sund og sensuel mad!

 

mærk verden …

Det er ganske vist mest bekvemt at gøre, som man plejer, og det man ikke kan mærke på sin egen krop, gør jo ikke direkte ondt. Vi er blevet følelsesløse.

Somme tider skal der let forståelige eksempler til, før vi indser, at vi har mistet forbindelsen med naturen. Da Olafur Eliasson for et par år siden satte isblokke op i København, kunne vi med egen krop mærke, hvordan alene vores kropsvarme fik isen til at smelte.

På samme måde ville det være en god idé at have en fikseret so liggende i sit jerngreb ved siden af kølemontren i supermarkedet. Det er mit håb, at mange i det nye år, når de står med en pakke kød i butikken, sender nogle tanker til den regnskov, der er blevet ryddet for at dyrke foder til dyr, tanker til de bønder, der af samme årsag er blevet fordrevet fra landsbyer i Sydamerika og Sydøstasien fordi vores dyr har ødelagt deres livsgrundlag, tanker til forureningen ved at fragte de millioner af tons soja til Danmark for at putte dem i vores produktionsdyr, sender tanker til de lidende dyr i vores stalde, der uden at kunne gøre modstand henlever deres korte liv under store lidelser og med en masse forurening til følge – blot for at vi kan få kød på tallerknen.

Kort sagt: det er mit håb, at folk med en pakke kød i hånden tænker på, at hver eneste bid har store konsekvenser – også på den anden side af kloden. Det er mit største ønske for 2017.

Det fører over til noget helt håndgribeligt: en burger. Den er vel lavet af kød fra dyr?

En burger er tæt forbundet med oksekød. Men sådan bliver det ikke i fremtiden. Selv er jeg i fuld gang med at udvikle lækre burgerbøffer af mange forskellige slags vegetabilske råvarer. Nedenfor er en burger med nøddebøf.

For de uheldige, der har moret sig lidt for voldsomt nytårsaften, er der tradition for at komme på benene ved hjælp af en burger. Her foreslår jeg den lækre og bæredygtige burger. Ganske vist er landbrugsministeren i Tyskland, Christian Schmidt, ude og sige, at han vil lave forbud mod at kalde en pølse for en pølse og en frikadelle for en frikadelle, hvis de ikke indeholder kød. Det er jo et virkeligt godt tegn, for det betyder, at den magtfulde kødindustri føler sig truet. En skøn melding her på årets sidste dage. Læs om ministerens forslag her.

 

en reparationsburger

Det kan ske for den bedste, at man vågner den 1. januar med en let hovedpine. Men det er der råd for! Det gamle middel hedder en burger med alt godt: salt, surt, kradsende og stærkt ovenpå bøffen.

Jeg foreslår en nødde- eller squashbøf. Nøddebøffen ovenfor er med rødkålmangosalsa (udelad linserne), hvidløgsmayo og frisk koriander. Hertil fritter af ovnbagte kartofler eller søde kartofler. Se kartofler her. Se fritter af søde kartofler og selleri her.

Se opskriften på nøddebøffen her. Det er samme opskrift som til julens nøddepaté. Lav evt. halv portion og steg farsen som bøffer.

 

squashburger

Squashburgeren er med ristede svampe og løg. Se opskriften her.

 

vær’så’god: nyd en bæredygtig  burger i det nye år

Og apropos kødfri burgere, så er der kommet hele to veganske burgerrestauranter i København, Green Burger, med en restaurant på Frederiksborggade og en på Vesterbrogade.

 

 

Share

fredag

23

august 2013

0

KOMMENTARER

tag med til kapersøen

Skrevet af , Posted in ugens menu

 

t a g  m e d  t i l  k a p e r s – ø e n

 –   h i l s e n  f r a  s a l i n a 

de lipariske øer

Nord for Sicilien ligger en lille gruppe øer: De lipariske (eller Æoliske) Øer. Øerne er på UNESCOs verdensarvliste, og det forstår man sandelig godt!

De lipariske Øer er ikke særlig kendt i Danmark, men de er bestemt et besøg værd. Her er vand, vulkaner – og skønne råvarer.

 

Guds eget spisekammer

kalder man Sicilien, men det må helt sikkert indbefatte Salina.

Da jeg for en del pr siden var på Sicilien, tilbragte jeg også nogle dage på den lille skønne ø, som især er kendt for sin kapers- og saltproduktion – for ikke at tale om de tørrede tomater!

Man har udvundet salt siden oldtiden, og øen har også sit navn efter denne produktion.

 .

blåt vand, klipper og vulkansk aske

Salina er kun 27 kvadratkilometer stor, og den bebos af 2.300 sjæle.

Øen består af to udslukte vulkaner, der rager hhv. 860 og 962 m op over havets overflade. Det betyder masser af hårnålesving, når man vil fra den ene ende af øen til den anden.

Her betvinger mine rejsekammereter, Mette og Hans, et af de skarpe, stejle sving. Gad vide, om der ikke er udsigt til en gooood frokost lige om hjørnet?

 .

på vulkaner

Fra Salina er der i al fald udsigt til øen Stromboli, der gør opmærksom på sin uafladelige aktivitet med en lille røgsøjle.

Faktisk er Stromboli Europas mest aktive vulkan. I øvrigt er øen især kendt for filmen af samme navn med Ingrid Bergman. Der var her hun forelskede sig i instruktøren Roberto Rossellini. Hvor romantisk!

.

il postino – Postbudet

En anden smuk og rørende film er delvis optaget på Salina: “Il Postino” eller på dansk “Postbudet”. Det var her på Salina postbudet trak sin cykel op til Pablo Nerudas hus.

.

 

ej blåt til lyst …

fristes man til at sige.

Ligesom i Grækenland går havets azurblå farve igen på døre og vinduer.

.

I en skyggefuld gård kan man finde lidt kølighed. Det værdsættes, når temperaturen er tæt på 40 grader.

.

tomater i overvældende mængde

Rigtig mange af de tørrede tomater, vi køber i Danmark, er avlet og tørret på Sicilien – og altså også på øen Salina.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tomaterne hænger til tørre i store klaser. En avler på øen fortæller, at tomaterne skal hænge til tørre i et helt år.

Jeg undrer mig over, at de ikke rådner, men luften på øen er simpelt hen så varm og tør, at tomaterne får den helt rigtige langsomme tørring uden at rådne.

 

Tomaterne hænger til tørre i store klaser alle vegne. Det kan være i træerne, eller det kan være under et tagudhæng. Her har tomaterne fået selskab af chili.

.

Her er to andre uundværlige ingredienser i maden på Salina til tørre sammen med tomaterne: løg og hvidløg.

.

.

kapers, kapers, kapers …

Kapers er et af hovedprodukterne på den lille ø. Kapersbusken, som ses ovenfor, trives godt på den vulkanske ø.

 

… og hvilke kapers! Jeg holder meget af den lille frugt, men før jeg smagte kapers på Salina, anede jeg ikke, hvordan de i virkeligheden skal smage.

På øen får man store og “fede” kapers, man får småbitte, og man får lange og slanke.

De forskellige slags kapers pakkes i poser med en god portion af øens eget salt.

.

en lille appetizer

En af øens specialiteter er denne lille snack, som indgår i denne

Denne lille sag passer fint som en appetizer. Servér den fx inden middagen sammen med ristet brød og et glas vin.

Kapers og tørrede tomater er nærmest synomym med den lipariske ø, Salina.

 

100 g lange kapers m. stilk

100 g mellemstore kapers

ca. 10 tørrede tomater

2-3 tynde stilke bladselleri

½ dl let, frugtig olivenolie

 

Udvand kapersene, hvis de er saltede. Skær stilkene af de lange kapers og del dem i kvarte.

Skær tomaterne i strimler og snit bladsellerien fint.

Bland kapers, tomater og selleri med olien og lad gerne den lille forret stå natten over.

Skær godt brød i tynde skiver og rist det lidt hårdt. Servér brødet til.

.

tomatsalat som på Salina

Selvfølgelig spiser man også tomaterne friske på Salina. En anden ret i denne uge er denne tomatsalat med små, friskbagte brød, se nedenfor,

 

… og kan du finde rigtig store “flæskede” bøftomater fra Sicilien er det ekstra godt.

.

peberfrugter og citroner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peberfrugter og citroner er andre frugter, som det bugner med på Salina.

.

 l i p a r i s k e  r e t t e r

 

kaperssnack fra Salina

Denne lille sag passer fint som en appetizer. Servér den fx inden middagen sammen med ristet brød og et glas vin.

Kapers og tørrede tomater er nærmest synomym med den lipariske ø, Salina.

 

100 g lange kapers m. stilk

100 g mellemstore kapers

ca. 10 tørrede tomater

2-3 tynde stilke bladselleri

½ dl let, frugtig olivenolie

 

Udvand kapersene, hvis de er saltede. Skær stilkene af de lange kapers og del dem i kvarte.

Skær tomaterne i strimler og snit bladsellerien fint.

Bland kapers, tomater og selleri med olien og lad gerne den lille forret stå natten over.

Skær godt brød i tynde skiver og rist det lidt hårdt. Servér brødet til.

.

tomatsalat med små brød fra Salina

Brød er almindelig brugt i italienske salater.

Her er det bittersmå friskbagte “kugle”brød, der drøjer på tomaterne, og gør salaten til en mættende forret.

Klik på billedet, så får du opskriften.

.

grillet peberfrugt med kapers og timian

Så bliver det ikke enklere: en lille forret med grillede peberfrugter og – selvfølgelig – kapers.

Klik på billedet, så får du opskriften.

.

voksbønner a la Salina

Indrømmet: det her er fri fantasi. Jeg tror ikke, man dyrker voksbønner på Salina, og disse stammer fra mine venner Inge-Lise og Vagn i Gilleleje, som dyrker verdens bedste voksbønner.

Og da voksbønner hører til mine favoritter, blev de straks udsat for lidt “opmuntring” fra Salina, da jeg fik en ordentlig portion direkte fra køkkenhaven i Gilleleje.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 .

Share

onsdag

14

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu – uge 52

Skrevet af , Posted in ugens menu

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.

OBS: vær opmærksom på, hvis du vil printe en opskrift ud, ikke at trykke på “print”! Bed din egen computer om at udskrive side 1-2. Eller kopiér opskriften over i word og print den ud dér.

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________

5. januar 2011

_________________________________________________________________________________________________________________________

b l i v  k l i m a v e n l i g


spis mindre kød

På sitet videnskab.dk skriver Jonas Salomonsen en meget interessant artikel om, hvor nemt vi hver især kan blive mere klimavenlige ved at skære ned på bl.a. kødindtaget. Vi er stadig verdens største kødspisere! Der er plads til forbedring.

Se her:

videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/din_mad_kan_blive_tre_gange_sa_klimavenlig

 

Lotte Holm

Bl.a. siger professor Lotte Holm: »For nogle år siden var det jo dødsmart at køre rundt i en stor, benzinslugende Hummer, og lige pludselig blev det vulgært, underlødigt og i manges øjne tegn på moralsk laverestående karakter.«

»På samme måde kan det blive pinligt at servere oksekød for gæster. Og sker der sådan nogle kulturelle forandringer, så bliver det jo nemmere at komme igennem med forskellige reguleringer,« forklarer Lotte Holm.


Lykke Friis er også med

Jeg har tidligere anbefalet Dansk Vegetarforenings nyhedsbrev. Nu er der igen et nyt “nummer” i luften:

www.vegetarforening.dk/nyhedsbrev

Her kan man bl.a. læse, at også miljøminister Lykke Friis nu er med på beatet og anbefaler højere priser på kød for at regulere forbruget.


det helbredende køkken

Men vaner er svære at knække. Du kan finde hjælp i den nye bog, “Det helbredende køkken”, der udkommer den 18. januar. Her finder du mere end 100 lækre opskrifter på mad til alle dagens måltider.


 

– og her betyder “helbredende” virkelig helbredende i bred forstand: det handler om mad, der er optimal for din egen krop, for naturen, for klimaet – og for dyrene.

Jeg advarer: den mad er stærkt vanedannende!

 

_________________________________________________________________________________________________________________________________

4. januar 2011

_________________________________________________________________________________________________________________________________________

v i n t e r s a l a t

 

en hurtig salat

Hvad gør man, når man står med aftensmaden og lige mangler en hurtig salat? Man kigger i grøntsagsskuffen og tar´, hvad man har- og tilføjer lidt supersund tang.


tang – et eldorado af næringsstoffer

Vinterens grøntsager taber i næringsværdi i løbet af vinteren. Derfor er det en god idé at komme en håndfuld tang i salater, kogte ris, korn, supper etc.

Du kan vælge hijiki-, arame- eller kombutang. Udblød tangen i koldt vand en halv times tid – eller hæld kogende vand på og lad den stå 5-10 minutter.

Tang er en ren nærings”fabrik”. Tang indeholder mange vitaminer, mineraler, sporstoffer og vigtige enzymer. Det er faktisk en af de sundeste ting, man overhovedet kan spise.

Tang købes tørret i helsekostbutikker eller i butikker med japanske varer.

Læs mere om tang her.

 

hvidkålssalat med tang

Snit 3-4 dl hvidkål fint. Skær et par gulerødder i skiver. Udblød en håndfuld tang og bland de tre ting.

Rør en dressing af 4 spsk olie, 2 spsk citronsaft, 2 spsk tamari, 1 fed presset hvidløg og et par spsk reven ingefær. Smag til med peber, tamari og måske et nip sukker. Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys gerne med hakkede mandler, hasselnødder, græskarkerner eller andre kerner/frø.

Så har du en salat, der virkelig giver liv og energi her i den mørke tid.

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

3. januar 2011

_________________________________________________________________________________________________________________________________

 

i n v e s t é r  i  l i v e t

 

Danmarks naturfredningsforening

Som jeg skrev i går er naturen sorteper i dagens politik.

Derfor glædede det mig meget at læse formanden for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsens kronik i Politiken i går.

Bisschop-Larsen skriver bl.a.

“Danmarks Naturfredningsforening ser naturen som et redskab, der på den lange bane skaber værdi for samfundet – ikke kun ud fra et æstetisk synspunkt, men i lige så høj grad som en central brik i velfærdsdebatten. At standse tabet af biologisk mangfoldighed og genskabe ødelagte økosystemer er ikke en udgift for samfundet. Det er en investering i livet.”

Om støtten til landbruget hedder det: “Hvis landbrugsstøtten omlægges, så den støtter de mange landmænd, der gerne vil gøre en indsats for natur og miljø, vil det være et uvurderligt incitament.”

Læs hele kronikken her:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1156563/landbruget-boer-ikke-ha-frie-toejler/

 

 

 

Gennem vores valg af mad,

har vi en enorm magt.

Grib den!


 

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

2. januar 2011

__________________________________________________________________________________________________________________________________________

n y t  å r  –  h e l t  r å t ?


raw food

Så har vi taget hul på et helt friskt nyt år. Måske er nogle gået ind i det nye år tynget af lidt ekstra julesul. Så er der godt nyt: den nye madtrend hedder RAW FOOD.

Raw food er svaret, hvis man vil tabe sig. I gamle dage hed det råkost, men det lyder lidt klidmosteragtigt – så er de engelske ord meget mere trendy. Men virkningen er den samme: masser af levende enzymer og god energi til din krop.

Om man vil leve helt eller delvist af den rå føde er en smagssag. Personligt ville jeg inkludere nogle varmende grøntsagssupper her i den kolde tid.


udrensning

Efter december måneds udskejelser kan der være god grund til at give kroppen en pause. Simpelt hen spise alt det, der er godt for kroppen: masser af friske grøntsager, fuldkornsprodukter – og hvad med at inkludere tang i maden? Det er et super næringsmiddel,som jeg vil skrive mere om i den kommende tid.

En råkostkur på en uge kan absolut anbefales. Gerne suppleret med gode supper, drik fx en kop misosuppe hver dag. Det er enormt opkvikkende og sprængfyldt med gode enzymer.


misosuppe

Du hælder kogende vand i et krus og rører 1-2 tsks misopasta ud i vandet (suppen må ikke koges). Kom evt. små tern af  tofu og snittet forårsløg i misoen.

En lækker hvidkålssalat kan også anbefales:


hvidkålssalat med hasselnødder

Klik på billedet, så får du opskriften.


nytårstale

Jeg bliver nødt til at nævne statsministerens nytårstale. Manden har måske ret i at efterlønnen skal til serviceeftersyn, men der kom ikke ET ord om klima og vores mishandling af naturen.

Hvad nytter det, vi får styr på finanserne, hvis vi samtidig slår den jord ihjel, vi skal leve på? Politikere med mod og visioner efterlyses!


________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

__________________________________________________________________________________________________________________________________

31. december 2010

___________________________________________________________________________________________________________________________________

kransekagekonfekt


Du kan lige nå at bage din egen lækre kransekagekonfekt, hvis du har lidt af julens marcipan til overs.

Det er pærenemt!

 

200 g marcipan

4 spsk finthakkede mandler eller hasselnødder

1 æggehvide

2 spsk flormelis

hasselnødder og/eller syltede kirsebær

evt. små papirsforme


Ælt marcipanen sammen med mandler eller nødder, æggehvide og flormelis.

Form massen til små kager og sæt dem på bagepapir eller i små papirsforme. Brug evt. en teske.

Sæt hasselnødder og/eller kirsebær på toppen af kagerne.


r i g t i g  g o d t  n y t å r !



__________________________________________________________________________________________________________________________________________

30. december 2010

________________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

v e l k o m m e n  t i l

g r ø n t  n y t å r s t a f f e l


Så nærmer vi os årets sidste dag, og det skal selvfølgelig fejres med lækker mad, god vin, masser af serpentiner, bordbomber etc.

Men nytår er ikke kun lækker mad og festligt lag. Det nye år maner også til eftertanke. Opnåede vi det, vi ville, i året der gik – eller skal vi bringe nogle af de  gamle forsætter med ind i det nye år?


nytårsforsætter

Vi har sikkert hver især ting, vi gerne vil ændre på eller udrette i det helt splinternye år. Et nytårsforsæt kunne være at arbejde for mindre madspild.

Forslaget er faktisk kommet fra Kirsten Eskildsen, en af bloggens læsere, som for nogen tid siden skrev om madspild:

“Det drejer sig om mad for 1,3 mia kr pr. måned, vi smider ud, sv.t. 15,9 mia kr pr år eller 20% – i Danmark. Puha, det er meget. Alt for meget. Lad os lære at planlægge vores indkøb bedre, at beregne størrelsen af vores måltider bedre og desuden at finde god anvendelse for vores madrester. Det kunne jo være et forsæt for det nye år.”

Tak for ideen og rigtig godt nytår til Kirsten og alle andre læsere af bloggen.




på gensyn i 2011

Jeg glæder mig til at mødes med jer her på siden igen i 2011. SKAL vi ikke gøre 2011 lidt grønnere?

Det er MIT nytårsønske, at rigtig mange danskere vil indføre en kødfri dag om ugen – gerne flere. Men allermest ønsker jeg på vegne af alle produktionsdyr i hele verden – og ikke mindst i Danmark – at de omsider vil blive behandlet anstændigt, dvs som levende væsener.

Godt nytår!


___________________________________________________________________________________________________________________________

n y t å r s m e n u

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

svampe”capuccino”


Her er en rigtig festsuppe. De tørrede shiitakesvampe giver den en meget intens smag – man kunne næsten kalde den en bisque.

Klik på billedet, så får du opskriften.


___________________________________________________________________________________________________________________________

spidskommen”oblater”


De små tynde kiks har en sød/syrlig smag, der passer godt sammen med spidskommen. De kan bruges som tilbehør til mange supper og salater.

Klik på billedet, så får du opskriften.


_____________________________________________________________________________________________________________________________

cannelloni af selleri med spinat


Cannelloni er en festlig ret. Her er de lavet med selleri i stedet for den traditionelle pasta.

Klik på billedet, så får du opskriften.


_____________________________________________________________________________________________________________________________________

marokkansk appelsindessert


En frisk og hurtig dessert laves af appelsiner, som med appelsinblomstvand og kanel giver mindelser om varmere himmelstrøg.

Klik på billedet, så får du opskriften.



Share