Jeg ønsker alle bloggens læsere en glædelig jul. Jeg håber, I har fået ideer til en lækker julemiddag fra udvalget her på siden, og at I vil nyde juleaften rigtig meget.
Og så har jeg her en ekstra idé til julens frokostbord:
Kog en mellemstor rødbede og purér den med, når du blender kikærterne eller bønnerne. Så får du en dejlig julerød hummus til frokostbordet.
23. december 2012
h ø j t f r a t r æ e t s g r ø n n e t o p
jul på Nørrebro
Hos Anna Sofie, Ida, Anette og Peter på Nørrebro synges julen ind.
Hos den musikalske familie fejres gammeldags jul med risengrød, saftevand og æbleskiver.
Tak til hele familien for en dejlig for-juleaften med de gode gamle julesalmer og lystig dans om træet.
juletræet med sin glans …
22. december 2012
d e t l u g t e r b r u n t o g b r æ n d t
en hurtig ret i den travle juletid
Mens vi har travlt med at købe de sidste julegaver, finde det smukkeste papir og pakke de fineste pakker, mens vi har travlt med forberedelserne af julemaden, er der brug for lidt hurtig mad, måske også mad, der giver maven lidt hvile, inden den helt store middag juleaften.
Hvad er mere oplagt end en pastaret?
Klik på billedet, så får du opskriften.
hurtig decemberpasta
21. december 2012
“kaviar” af tang
cavi-art på tilbud
Jeg har lige fået oplyst, at de små tang”kugler”, Cavi-art®, som bruges til nytårets forret, er på tilbud i Føtex og Netto i denne og næste uge.
Cavi-art® er på spot i Netto (sort og rød – den røde er dog ikke vegansk) til kr. 12,- pr. glas i denne og næste uge.
I Føtex/Bilka koster to glas kr. 28,- indtil nytår.
Det kan anbefales at købe et lille lager. “Kaviaren” har lang holdbarhed, selv efter at glasset er åbnet.
20. december 2012
m e n u t i l å r e t s s i d s t e a f t e n
god jul …
Den søde juletegning har jeg fået af min meget gode og nære ven, kunstneren Annika Winther. Tak til Annika.
Jeg har kendt Annika i rigtig mange år. Faktisk lavede Annika tegninger til min allerførste kogebog: Vegetariske festmiddage, som jeg hører at mange mennesker stadig bruger, skønt den har været udsolgt i mange år og er lidt gammeldags.
… og godt nytår
Selv om vi endnu har julen at glæde os til, er der sikkert mange, der allerede nu tænker på menuen til nytårsaften.
Den har jeg bud på i denne uge. Og i øvrigt kan den også bruges som julemenu.
årets nytårsmenu
består af en forret med småbitte æg og småbitte endnu mindre æg, nemlig det gode “kaviar”-produkt af tang: cavi-art.
Hovedretten er (næsten) danmarkspremiere på en aubergineret fra Rom.
Desserten er genbrug fra sidste år, tiramisu. Jeg er ikke god til desserter, og du kan nemt finde opskrifter på desserter i masser af kogebøger, så jeg holder mig mest til den “rigtige” mad.
forretten
er en lille “pranger-pung” af pandekage med fyld af vagtelæg og tang”kaviar”.
cavi-art – et lækkert tangprodukt
Du finder nemmest cavi-art – og også vagtelæg – i Føtex. Cavi-art fås med smag som kaviar fra fisk, med smag af wasabi, chili, ingefær mv.
alternative forretter
Her er forslag til et par ande forretter. Blinis er fx. en klassisk forret til nytårsmenuen.
Avocado med cavi-art er også et godt forslag, eller du kan vælge rødbede lagt sammen med gedeost.
hovedretten er fra Rom
Jeg har smagt den lækre aubergineret hos mine gode venner Mette og Hans, som har hjembragt ideen fra Rom.
Det er en rigtig festlig ret, der passer fint til nytårsaften.
Ingredienserne er aubergine, squash, peberfrugt og mozzarellaost. Rullen kræver en smule håndarbejde, men retten kan tilberedes dagen før, den skal serveres.
aubeginerullen
er både smuk at se på – og så smager den dejligt!
.
.
.
kransekage til dessert
Klik på billedet og få opskrift på kransekagekonfekt til nytårsaften.
n y t å r s m e n u
pandekager m. fyld af vagtelæg og “kaviar”
De små “pranger-punge” rummer en glædelig overraskelse!
Klik på billedet, så får du opskriften.
auberginerulle fra Rom
Auberginerullen er lidt arbejdskrævende. Men det betaler sig!
Klik på billedet, så får du opskriften.
romescosovs
Den spanske tomatsovs med nødder passer fint til auberginerullen.
Klik på billedet, så får du opskriften.
haroseth – lidt sødt til osten
.
Hvis du skal have en bid ost inden desserten, kan jeg anbefale et tilbehør af purerede tørrede frugter, mandler/nødder og krydderier. Pureen er en lækker følgesvend til oste, især tørre oste.
Pureen hedder haroseth og stammer fra Mellemøsten.
Klik på billedet, så finder du opskriften.
tiramisu
Tiramisu er en klassisk italiensk dessert, der altid vækker glæde. Og så kan den laves dagen før, den skal serveres.
Denne ret har jeg fået hos mine gode venner Mette og Hans. De havde smagt retten i Rom og var blevet begejstrede for den. Det tror jeg! Det er en superlækker ret med masser af smag og fylde. Hans, der i dén grad har sans for god gastronomi, havde afluret alle detaljer, så tak til Hans for denne dejlige ret.
Bloggens læsere efterlyser somme tider grøn gæstemad. Dét er denne ”rulle”.
Men … det kræver lidt tid og tålmodighed at få ingredienserne rullet ordentligt sammen, og det er alfa og omega, for rullen skal hænge sammen, så man kan skære skiver af den.
Superkokken Hans havde naturligvis lavet retten til perfektion, men min udgave, som du ser på fotoene, vakte også begejstring hos prøvespiserne.
Jeg anbefaler, at du forbereder rullen dagen før, den skal serveres, og lægger den i køleskabet.
aubergine-squashrulle med tomatsovs
2 store, lange auberginer
2 store, lange squash
1 stor rød peberfrugt
200 g mozzarellaost
1 håndfuld frisk oregano (eller 1 spsk tørret)
1 håndfuld frisk basilikum (eller 1 spsk tørret)
3 spsk tørrede svampe
4 spsk rasp
tomatsovs:
100 g løg
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1 glas hakkede tomater (ca. 3 dl)
½ spsk bouillonpulver (fx herbamare)
citronsaft
sukker
(du kan også vælge enromescosovs– spansk tomat-nøddesovs)
aubergine-squashrullen
Skær auberginer og squash i skiver på langs. Skiverne skal være 2-3 millimeter tykke. Brug evt. et mandolinjern.
Begge grøntsager skal grilles. Jeg foreslår det gøres sådan: læg aubergineskiverne på bagepapir på en bageplade og pensl dem med lidt olie. Sæt peberfrugten på samme plade.
Grill auberginerne, til de er gyldne på begge sider. Grill peberfrugten, til skindet er mørkt og bobler op.
Grill imens squashskiverne på en grillpande. Når man har både ovn og pande i gang samtidig, er retten hurtigt færdig.
Læg peberfrugten i en plasticpose. Lad den afkøle og fjern derefter skind og kerner. Skær frugten i fileter.
Skær osten i tynde skiver.
Så skal ingredienserne samles til en rulle. Læg først en række aubergineskiver lidt overlappende på et stykke bagepapir. Læg dem i en rektangel.
Læg lidt osteskiver på og drys med krydderurter, salt og peber.
Læg squashskiverne ovenpå, men den modsatte vej. Læg fileterne af peberfrugt på og fordel ost og krydderurter ovenpå. Drys igen med salt og peber. Fortsæt til alle ingredienser er brugt.
Rul nu grøntsagerne sammen så stramt som muligt ved hjælp af bagepapiret.
Pak rullen stramt ind i papiret og lad den hvile et par timer i køleskabet – eller gerne til næste dag.
Kom tørrede svampe og rasp i blenderen og pulverisér dem.
Tril rullen i svampe- og raspblandingen og læg rullen på bagepapir på en bageplade.
Bag rullen i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.
tomatsovsen
Sovsen kan også tilberedes dagen før, den skal serveres: hak de to slags løg og svits dem i olien. Tilsæt tomaterne, bouillonkoncentratet samt 1 spsk sukker. Eller vælg enromescosovs.
Læg låg på gryden og lad sovsen simre 10-15 minutter.
Smag til med salt, peber, sukker og citronsaft.
Servér retten portionsvis med et par skiver auberginerulle på en lille bund af tomatsovs.
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se et stykke nede i spalten th. Så får du besked, når der er nye lækker-bidder.
Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk
Kagebagning og jul hører sammen. Duften af vaniljekranse og brune kager breder sig i huset, og det er rigtig hyggeligt at gå og glæde sig til selve julen.
Jeg har bagt en gulerodskage der er rigtig juleagtig, fordi den indeholder krydderier som nelliker og kanel. Og så er den sukkerfri. Det kan jo være en god ting her i december! Det søde kommer fra tørrede frugter.
.
julet gulerodskage
.
100 g dadler uden sten
1 dl sojafløde eller piskefløde
150 g gulerødder
50 g hasselnødder
2 spsk citronsaft
50 g rosiner
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødte nelliker
150 g hvedemel
2 tsk bagepulver
3 æg
Blend dadlerne med fløden. Det er nemmest at bruge en stavblender.
Riv gulerødderne fint. Hak nødderne.
Bland de purerede dadler, gulerødderne, nødderne, citronsaften og rosinerne.
Bland kanel, nelliker, mel og bagepulver godt i en anden skål.
Pisk æggene grundigt sammen og tilsæt gulerodsblandingen.
Rør melblandingen i lidt ad gangen og kom dejen i en bageform.
Sæt formen i en 180 grader varm ovn og bag kagen ca. 50 minutter.
.
tip
• gulerødderne kan erstattes af squash.
• du kan evt. røre lidt silketofu eller Philadelphiaost med flormelis og smøre det på kagen. Drys med hakkede nødder.
Julesalaten har et passende navn. Denne dejlige vintersalat er på toppen lige nu i julemåneden.
Længere nede på siden har jeg foreslået julesalaten braisseret som forret til julemiddagen, men salaten er næsten allerbedst rå som i denne salat med pærer, æbler og valnødder – og en blå ost-dressing.
Om 6 dage vender mørket. Så går vi igen mod lysere tider, og dagene bliver længere.
Men stadigvæk er der god grund til at tænde en masse stearinlys og hygge sig med nisser, engle og clementiner indendørs.
.
men lys er ikke bare lys …
… derfor er det vigtigt, at du vælger lys, der er lavet af stearin, helst de svanemærkede.
Og så tænker du måske: “skal jeg nu OGSÅ til at være opmærksom på lys?”. Ja, det skal du! Alt, hvad vi foretager os, har konsekvens for vores jord, og den er allerede hårdt medtaget af vores svinen.
Lys fremstillet af paraffin producerer CO2 til atmosfæren, og det er med til at forværre klimaproblemerne.
Hvis alle i Norden valgte de svanemærkede lys, ville det svare til, at 30.000 benzinbiler blev fjernet fra vores veje. Samtidig bliver indeklimaet bedre, fordi de svanemærkede lys soder mindre.
Se på www.ecolabel.dk, hvilke klimakrav, der stilles til svanemærkede produkter.
Alene i december måned smider danskerne mad ud for 1,5 milliarder kroner. Det sker samtidig med, at 1 milliard mennesker sulter rundt om i verden – eller lever på sultegrænsen.
Det kan vi ikke være bekendt! Det er produkter og dyr, der har lidt, belastet naturen og klimaet, som blot havner i skraldespanden.
Husk at rigtig meget mad kan holde længe. Rodfrugter som rødbeder, kartofler, selleri mv. kan holde sig mange uger i køleskabet eller i et køligt rum.
Husk at mange fødevarer kan fryses, det gælder fx mælk. Alle postejerne og pateerne på denne side kan også fryses. Men de er desuden lækre som pålæg eller på julens frokostbord.
Husk også at mange toppe kan spises, fx rødbedetoppe. Også stokke fra blomkål og broccoli er dejlig mad.
Maden juleaften er noget, der kan få sindene i kog i mange familier! Skal det være det traditionelle – eller skal det være noget helt nyt og eksotisk? måske endog sushi eller noget andet sundt?
Mit bud på julemiddagen er en traditionel paté eller postej. Men det er jo ikke hugget i runer, at det skal være noget med steg eller postej eller paté.
Jeg finder det dog praktisk netop denne aften at spise noget, der ligner dét eventuelt kødspisende gæster spiser. Nogle kan blive provokeret af anderledes madvaner, og netop denne aften skal vi jo gerne holde fred! En postej er også en god løsning, fordi man kan spise alt tilbehøret: de hvide og brune kartofler og rødkålen.
Men der ligger hundredvis af alternativer til grøn og festlig julemad her på bloggen, hvis du har lyst til noget andet.
Klik rundt og kig på alternative muligheder. Jeg kan fx foreslå:
Tv.: cannelloni af selleri m. spinat. I midten: porrepateer m. romescosovs. Th.: fyldte auberginer (imamen der besvimede).
. klimabevidstheden starter i madkassen I dag er ferien slut, og det nye skoleår starter for mange børn. Det betyder tusindvis af madpakker til små […]
. rødderne er klar til fest Dette lille tårn vil gøre sig godt som gæstemad. Det er skiver af den lille glaskål og pære, lagt […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy