Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

orientalsk sovsArkiv

fredag

30

december 2022

10

KOMMENTARER

sellerischnitzler i orientalsk sovs – inspiration fra Japan

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

glædeligt, godt og grønt nytår!

Mens vi har fejret julen, er lyset så sagte ved at vende tilbage. Endnu kan vi ikke rigtig fornemme dagens tiltagende længde. Der er stadig mere mørke end lys.

På samme måde er det med vores omsorg for kloden og for dyrene. Vores empati er tiltagende, fornemmer jeg, men det går langsomt, alt for langsomt. Til gengæld er vi her ikke underlagt naturens orden. Når det handler om dyrevelfærd, klimakrise, forurening, valg af fødevarer etc., er det os selv, der bestemmer, om der skal være lys eller mørke.

På vej ud af 2022 vil jeg derfor vælge at fokusere på de fremskridt, vi selv som forbrugere har valgt skulle ske, og som jeg håber, kommer endnu mere i skred i 2023.

For kun få år siden var det umuligt at finde plantebaserede alternativer til animalske produkter. Nu bugner det på hylderne. Det må betyde, at der er kunder til varerne. Ellers ville de ikke være der. Det kan vi desværre ikke takke politikerne for, men flere og flere mennesker vælger at bidrage til den store grønne omstilling. Jeg håber, at alle vil arbejde for, at det bliver mange, mange flere i det nye år.

Fra mit lille grønne hjørne glæder jeg mig også over, at det er meget nemmere at få plantebaseret mad på restauranter. I et par år var det blomkålen, der blev tryllet med i alle mulige lækre udgaver. Nu har sellerien indtaget førstepladsen. Og ikke uden grund, for det er da nogenlunde den mest anvendlige grøntsag, der findes.

Derfor er mit forslag til den første nye ret i det nye år netop med selleri. Jeg har kigget mod Japan, der om nogen frembringer raffinerede, smukke og lette retter med stor smagskompleksitet. For vi skal huske smagen og skønheden i maden. Her er Japan også mester. Det er værd at erindre, at mad bør være kunst, både smagsmæssigt og visuelt – kunsten i maden er helt gratis, og vi kan nyde den hver eneste dag.

Jeg håber at levere masser af nye lækre mad-ideer i det nye år – og jeg ønsker alle et rigtig glædeligt grønt og givende 2023. Hjertelig tak for mange, mange positive hilsener i årets løb. Det har været umådeligt inspirerende og motiverende.

Et nyt år giver nyt håb. Håb er bare ikke nok. Der skal også handling til. Lad os handle grønt og ansvarligt i 2023. Når vi er mange nok, sker forvandlingen.

.

japansk når det er nemmest og bedst

Sellerischnitzlerne får smag af bl.a. ristet sesamolie og chilisovs.

Jeg har serveret sort quinoa til schnitzlerne, men det kunne også være ristede terninger af tofu eller tempeh, løskogte hele korn eller en linsesalat.

.

smag på solens rige, mens vi venter på lyset

Mens julepynten pakkes væk og den sidste skive nøddesteg er nydt, er det klogt at vende blikket mod øst. Her er der helt andre smagsnuancer på palletten. Æstetik og smag går hånd i hånd i solens rige.

.

 januar kalder på sparemad …

… eller man kan vel sige, at især januar kalder på sparemad. Denne lækre ret falder i høj grad ind under begrebet sparemad. Så tro endelig ikke at billig mad er kedelig mad – måske snarere tværtimod.

.

japansk inspirerede sellerischnitzler i orientalsk sovs

(4 personer)

25 g sesamfrø

8-10 fed hvidløg

150 g rødløg

olivenolie

¾ kg selleri

purløg og/eller tallerkensmækker

150 g quinoa eller andre korn

sovs:

1½ dl sød chilisovs

4 spsk tamari

2 spsk riseddike eller anden eddike

4 spsk mirin (japansk risvin) kan erstattes af hyldeblomstsaft

2 spsk ristet sesamolie

salt, ahornsirup eller anden sirup

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær hvidløgene i skiver og hak løgene.

Svits de to ting i to spsk olie, til løgene er bløde. Sæt dem til side.

Skær sellerien igennem i to dele. Skær 8-10 skiver med en bredde på ca. 1½ cm.

Steg skiverne gyldne i olie på en pande. Steg dem 8-10 minutter på hver side afhængig af tykkelsen. Schnitzlerne må gerne bevare en smule ”bid”.

Kog quinoaen i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Hold øje med at vandet ikke koger væk, og tilsæt om nødvendigt mere.

Lav imens sovsen: rør alle ingredienserne sammen og smag godt til. Sovsen skal være tilpas sød/syrlig/stærk.

Lad sovsen simre 3-4 minutter.

Hæld sovsen i et fad og læg selleriskiverne ovenpå.

Læg løgblandingen på skiverne og drys med sesamfrø, klippet purløg og/eller tallerkensmækker.

Servér quinoa til schnitzlerne – eller hele korn.

.

.

Share

mandag

12

november 2018

12

KOMMENTARER

bagte auberginer med japansk dressing

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

eksotisk på under 1/2 time!

Jeg er så umådelig heldig, at rigtig mange kan lide min mad. Jeg får utallige søde tilbagemeldinger, og dem er jeg dybt taknemmelig for. Tak til alle jer, der tager jer tid til at skrive om stort og småt, gode ideer, erfaringer etc.

Men jeg får også ofte tre klager: “det tager for lang tid at lave din bæredygtige mad”, “der er alt for mange ingredienser i dine opskrifter” og “det er alt for dyrt”.

Hvis man vil lave mad af økologiske råvarer, der tager hensyn til dyrene og naturen, og som smager skønt, er det simpelt hen nødvendigt at prioritere og investere både tid og penge i madlavningen – der lige nu går ud på at sætte alle kræfter ind på at redde vores skrantende klode. Der er ingen tid at spilde. Så jeg kan kun svare: “har vi tid og råd til at lade være?

.

begynd i det små

Er det økonomien, det handler om, er der måske mindre vigtige produkter, der kan skæres væk. Sodavand og slik er dyrt og usundt. Eller måske har du andre usunde og klimabelastende laster, du kan skære ned på.

For at spare penge er det klogt at kigge på supermarkedernes “sidste-dag”-hylder. Her kan man købe mange ting til halv pris. Handler det om grøntsager, som vitterligt skal bruges hurtigt, så lav store portioner af supper eller sovse og frys dem ned. Eller lav postejer eller pateer til pålæg etc. De kan også fryses. Så er der mad på en travl dag. Det sparer tid.

Er det mængden af ingredienser, der holder dig tilbage, så udelad det, du ikke har på lager eller er for dyrt at købe. Hvis det handler om krydderier, så byg langsomt en samling op. Hvis du ikke har spidskommen eller kanel, så brug et andet krydderi. Det gælder om at slippe fantasien løs. Meget kan lade sig gøre i en opskrift, uden at det går galt. Måske får du i tilgift en ny og mere spændende opskrift ud af det?

.

i dag går de hurtigt 

Da jeg selvfølgelig gerne vil gøre alle glade, har jeg lavet denne supernemme og hurtige ret.

Men indrømmet: der skal bruges en del ingredienser i dressingen. Selvfølgelig kan du bage auberginerne blot penslet med olivenolie. Men hvor sjovt er det? Her får du skønne japanske smagsnuancer, der løfter den lidt smagsneutrale aubergine til en lille delikatesse.

.

tilbehør

Du kan servere en salat med quinoa og edamamebønner til auberginerne – og evt. en jordnøddesovs.

Men så tager det altså lidt længere tid. Til gengæld får du pragtfulde proteiner fra salaten og skønne smagsnuancer fra sovsen.

.

jordnøddesovs

Du behøver ikke en sovs, hvis du har lavet så meget af teriyakidressingen, at der er lidt til dip til de bagte auberginer.

.

bagte auberginer med japansk dressing

(4 personer)

4 auberginer (knap 1 kg)

evt. 1 portion dukkah

friske krydderurter efter smag

teriyakidressing:

1 dl tamari (soja)

1 dl mirin eller sake (japansk sød risvin), evt. sherry – kan udelades

2 spsk riseddike eller anden mild eddike

4 spsk vand

2 spsk rørsukker

2 spsk sesam- eller olivenolie

2-3 spsk reven ingefær

4 fed presset hvidløg

evt. 2 tsk maizenamel

friskkværnet peber

Skær auberginerne igennem på langs og skær derefter ”terninger” ned i kødet. Snittene skal gå 2-3 cm ned i frugtkødet.

Sæt de halve auberginer på en bageplade.

Rør dressingen sammen. Smag den godt til med sødt og surt, ingefær og hvidløg. Sovsen skal have markant smag.

Pensl auberginerne med sovsen og bag dem møre i en 190 grader varm ovn ca. 25 minutter.

Pensl evt. auberginerne igen, når de har været i ovnen 15 minutter.

Du kan evt. bringe resten af sovsen i kog og jævne den med lidt maizinamel rørt ud i vand.

Servér sovsen separat til auberginerne.

Drys evt. auberginerne med nøddeblandingen, dukkah og drys med dine foretrukne krydderurter.

.

.

velkommen til ny blogger

En mangeårig følger her på bloggen, Merete Djurhuus, har lige sendt en ny side i luften. Den handler om fibromyalgi.

Merete lider selv af fibromyalgi og nu deler hun ud af sine mange erfaringer med den belastende sygdom på den nye blog. Der er mange tiltag, man selv kan tage – både fysisk og psykisk – for at leve med denne lidelse, og Merete fortæller på bloggen om sine mange erfaringer. Ernæring er en af de redskaber, Merete tager i brug for at lindre, men der er mange andre ting man kan gøre for at lette hverdagen med den plagsomme sygdom.

Lider du selv af fibromyalgi eller kender andre, der gør det, kan jeg varmt anbefale at klikke ind på bloggen. Her er mange gode og varme råd.

Merete gør opmærksom på, at siden er under opbygning, og der kommer løbende nye indsigter og gode råd. Så følg med på siden!

Adressen er https://www.trohåbogfib.dk/

Du kan også finde Merete på Facebook: https://www.facebook.com/trohaabogfib.dk/

.

 

Share