Kirstenskaarup.dk

majstærteArkiv

mandag

8

april 2019

2

KOMMENTARER

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en bund der stråler som forårssolen

Her er en solgylden ret, der matcher foråret udenfor. Den gyldne bund er af majsmel, men det er ikke den sædvanlige polentadej. Her har jeg rørt majsmel med silketofu og havremælk til en slags tyk pandekagedej. Meningen er, at majsbunden, nødderne og limabønnerne (butter beans) på toppen leverer proteinerne, mens de flerfarvede blomkål indeholder både vitaminer, mineraler og sekundære plantestoffer.

Du kan dog godt servere “tærten” uden bønnerne. I en snæver vending kan du bruge bønner fra dåse. Ellers sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter. Se evt. om kogning af bønner her.

.

kulørt blomkål

Her er lilla og gul blomkål sammen med grøn romanescokål. Grønsagernes farve indeholder vigtige plantestoffer, og dem kan man ikke købe på apotektet. Derfor er det vigtigt at vælge grøntsager med mange forskellige farver.

Du skal dog ikke løbe byen rundt, hvis du ikke kan finde kulørt blomkål. Den gode gammeldags, hvide kan også bruges. Jeg har anvendt lilla, grøn og hvid blomkål i retten.

.

Hvis du ikke har en støbejernspande eller anden ovnfast pande, kan du bage bunden i et almindeligt tærtefad eller en bageform. Du kan med fordel brede dejen ud i et tyndere lag, end jeg har gjort. Min bund blev nemlig lige lovlig bastant!

Hvis du er til det stærke, så tilsæt lidt frisk hakket eller smuldret, tørret chili til majsdejen.

.

Du kan bruge meget andet forskelligt “topping” til tærten, fx er stegte løg og svampe i flødesovs også en fin løsning (udelad i så fald jordnøddesovsen).

.

jordnøddesovs (sataysovs)

En stærk indonesisk sataysovs passer fint til “tærten”. Især hvis du ikke har kommet chili i dejen.

.

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

(4 personer)

250 g silketofu (kan erstattes af havre creme fraiche)

4 dl havremælk eller anden mælk

200 g fuldkornsmajsmel (eller polenta)

1-2 tsk sort salt, friskkværnet peber

2 spsk gærflager

1 spsk gule chlorella-alger (kan udelades)

1 tsk gurkemeje

2 spsk citronsaft

topping:

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

600 g blomkål, gerne i forskellige farver

evt. 1 dåse store hvide bønner (butter beans), eller tørrede kogte, se ovenfor

25 g hasselnødder

frisk krydderurt

evt. jordnøddesovs (sataysovs)

 .

.

Pisk tofu, havremælk, majsmel, salt, gærflager, evt. alger samt gurkemeje grundigt sammen.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hæld dejen i en smurt ovnfast form eller pande. Jeg har brugt en støbejernspande.

Bag majsbunden i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, til den er gennembagt (afhængigt af tykkelsen på både formen og dejen).

Rist imens løg og kål: skær løgene i både og hvidløgene i skiver.

Del blomkålen i små buketter.

Rist løgene til de er let gyldne. Tilsæt blomkålen og svits den nogle minutter. Den må gerne forblive sprød.

Hvis du ønsker yderligere proteiner så svits en dåse afdryppede butter beans eller andre bønner med på panden. Du kan også udbløde og koge tørrede bønner.

Læg grøntsagerne på majsbunden, når den er bagt.

Skær nødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande. Drys dem på retten.

Drys også med friske krydderurter efter valg. Jeg har brugt timian.

Lav evt. jordnøddesovsen.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

9

juli 2018

10

KOMMENTARER

polentatærte med tomater, artiskokker og tahinfløde

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, småretter

.

enkel og hurtig solskinsmad

En solgylden majsbund danner basis i denne sommertærte. Nu er de små søde tomater fremme, og vi kan omsider nyde danske tomater, som solen har fyldt med smag. Tomtater som ikke er fragtet tusindvis af kilometer til os fra Sydeuropa og plukket, før de er modne. Men betaler vi en høj pris for al den sol og varme? se nederst på siden!

Tærten er fin som frokostmad, til picnic eller bare med et glas vin under en skærmende parasol.

.

lille godbid – en slags majspizza

Man kan godt kalde denne lille ret for en majspizza. Bunden af majsmel er nem og hurtig at lave. Fyldet er pesto (lav den fx af de solmodne danske tomater), små danske søde tomater, oliven og artiskokhjerter fra dåse. Nemmere bliver det ikke. Og så er tærten glutenfri.

Som ekstra smagsgiver er tærten dryppet med en “fløde” rørt af plantemælk og tahin (sesampasta). Hvis du ikke har tahin i huset (du bruger det formentlig mest, når du laver hummus), så brug i stedet 1-2 spsk misopasta (miso er en pasta med udpræget umamismag, som spises meget i Øsen, især i Japan (fås i supermarkeder eller helsekostbutikker).

.

smukt indikerer som regel sundt

Har du tænkt over, at smuk mad næsten altid er sund mad? Grå, brun og farveløs mad er som regel usund. Jo flere farver din mad har, desto flere forskellige næringsstoffer er der i den (måske lige med undtagelse af lakridskonfekt!).

En klump kød er fx ikke særlig smuk at se på. Derfor er den som regel i annoncer fotograferet med farverige grøntsager som staffage.

.

majstærte med små tomater, artiskokker og tahin”fløde”

(4 personer)

tærtebund:

300 g polentamel

2-3 dl plantemælk

2 spsk tørret oregano

1/2 dl gærflager

1/2 dl jomfruolivenolie

2 tsk bagepulver

2 tsk salt + friskkværnet peber

fyld:

2 dl pesto (rød eller grøn)

400 g små tomater

2 dåser artiskokhjerter

50 g sorte oliven u. sten

4 spsk tahin

1 1/2 dl plantemælk eller anden mælk/fløde

2-3 spsk tamari

små blade af rød syre, spinat eller lign.

 

Rør melet ud i væden. Tilsæt oregano, gærflager, olie, bagepulver, salt og peber. Dejen skal være sammenhængende men ikke flydende. Den må ikke smuldre. Tilsæt evt. lidt mere væde. Pres dejen sammen i skålen med en spatel. Lad den hvile et kvarters tid. Tilsæt om nødvendigt lidt mere væde.

Hvis du er vant til at bage knækbrød, hvor dejen smøres ud på en plade, skal konsistensen af majsdejen være den samme, den smøres blot tykkere ud.

Fordel dejen på bagepapir. Tykkelsen skal være 2-3 mm. Bred dejen helt jævnt ud. Brug en spatel, som dyppes i koldt vand. Lav evt. en kant hele vejen rundt på tærtebunden.

.

Lav pestoen eller brug færdigkøbt pesto på glas. Smør pestoen på tærtebunden.

Skær tomater og artiskokhjerter i halve og læg dem på tærten i et pænt mønster.

Hak de sorte oliven og drys dem på. Pensl hele overfladen godt med olie og sæt pladen i en 190 grader varm ovn.

Bag tærten til den er gylden, 30-35 minutter. Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte tærten under grillen et øjeblik.

Rør tahinen i mælken og smag til med tamari og peber.

Servér tærten rygende varm med et drys af grønne blade. Dryp tærten med tahin eller servér dippet til separat.

.

jorden kalder, en kovending er helt nødvendig – opmuntring til alle plantespisere

Tænker du mon somme tider: ” nytter det noget, at jeg tager hensyn til dyrene og klimaet”? eller “hvorfor  gør jeg ikke som hovedparten af jordens befolkning: lukker øjnene og guffer ufortrødent videre af kød og mælkeprodukter”?

Hvis du har det sådan, kommer her rigtig gode nyheder. Det nytter!!!

Du vidste det måske allerede, men nu er der videnskabelige tal at holde sig til. Tidsskriftet Science har netop udgivet et studie med data fra næsten 39.000 landbrug i 119 lande.

.

kødforbruget er en kæmpe-trussel mod jordens dyr og planter 

Forskernes konklusion er, at kødproduktion er så ineffektiv og pladskrævende, at vi, hvis vi dropper kødproduktionen og erstatter den med plantedyrkning, kan reducere landbrugets areal med 75% og stadig brødføde verdens befolkning.

At erstatte animalsk føde med vegansk mad ville formentlig være det enkeltstående tiltag, der ville have størst positiv betydning for klimaet, skriver The Guardian på grundlag af undersøgelsen.

Og det er jo til at forstå, når man hører, at 83% af jordens landbrugsareal bruges til kød- og mælkeproduktion. Og samtidig leverer den produktion kun 18% af de kalorier, som hele fødevareproduktionen står for. Hvor vanvittigt kan vi mennesker opføre os?

.

alting nytter

Inden du nu går helt ned med dårlig samvittighed, vil jeg nævne, at studiets hovedforfatter, Joseph Poore, påpeger, at det ikke er nødvendigt at gøre hele verden vegansk. Hvis vi erstatter halvdelen af de mest miljø- og klimabelastende kød- og mejeriproduktioner med vegetabilske produkter, vil vi stadig kunne opnå 2/3 af de fordele, der er ved at afskaffe kødproduktionen helt. Det burde ikke være svært – og hvis man har i baghovedet, at 100 g kød i gennemsnit udleder op mod 105 kg drivhusgasser, mens 100 g tofu udleder under 3,5 kg burde sagen være, så at sige BØF! – plantebøf forstås.

.

hvor sætter man ind?

Jeg er helt med på, at det er svært at ændre indgroede vaner, men da vi nu står på en brændende platform, bliver vi NØDT til at gøre noget. Man kan jo starte med små tiltag (selv om det haster!). Hvis jeg står med et animalsk produkt tænker, jeg: “er det her nødvendigt?” Det er det som regel ikke, og slet ikke når det handler om at erstatte kød- og mælkeprodukter. Plantemælk og -fløde er fremagende i madlavningen, og er du ikke allerede i gang med dem, kan de varmt anbefales. Det er ikke engang et fravalg – det er et på alle måder positivt tilvalg.

.

plantebøfferne er også rigtig gode

Jeg er jo i fuld gang med en bog om plantebaserede frikadeller, bøffer, pateer og postejer, så jeg har ikke haft tid til at smage på den nye færdige plantefars. Men nu har jeg sat tænderne i de to bøffer på billedet (fra Irma). Og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket.

Jeg forsynede bøfferne med bløde, stegte løg og tyndthøvlet, marineret fennikel. Det smagte rigtig godt. Eneste anke for mig er, at bøfferne minder alt for meget om kød. Det er selvfølgelig meningen fra producentens side, men jeg foretrækker mad, der ikke får mig til at tro, at det kunne være kød! Men jeg siger alligevel tak til de forskellige producenter af planteats, for de nye produkter kan være en smagfuld vej ind i den grønne verden for mange traditionelt spisende.

Velbekomme!

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

25

september 2017

8

KOMMENTARER

polentatærte med søde tomater og grillet blomkål (glutenfri)

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

den solgyldne majs er moden

Jeg elsker de friske, saftspændte majskolber, som er i sæson lige nu. Kolberne kræver ikke megen tilberedning. Efter et par minutter i kogende vand er de parat til at blive nydt med en god jomfruolivenolie og friske krydderurter. Jeg synes, det er en af de enkleste og mest tilfredsstillende retter, der findes. Og så synes jeg, der er rigtig megen glæde ved at følge årstidens produkter, når de er i sæson. Det er lige fra de første asparges og nye kartofler i forsommeren over de friske ærter til majsene – og snart de tunge rodfrugter, der varsler vinter.

Majskernerne kan også skæres af kolberne og nydes rå i en salat.

.

når majs bliver til polentamel

Men mon ikke de fleste af os mest nyder majs i form af majsmel? Her er dén majsmel, der hedder polenta, blevet til bund i en tærte med blomkål og tomater.

I Europa er det især norditalienerne, der spiser meget polenta. Her er majs og ris lige så vigtige som pastaretterne er længere sydpå. Man siger også, at polenta er Poslettens svar på kartofler.

Og ligesom med kartoflen kan vi takke Columbus for både majs, tomater, auberginer etc. Før Sydamerika blev opdaget, kendte vi ikke disse nu uundværlige produkter.

Da sæsonen for friske majs er kort, er her idé til en tærte med polenta, som kan nydes året rundt. Jeg har dækket tærten med tynde skiver af grillet blomkål og masser af de små, søde kulørte tomater, som også topper lige nu.

.

små søde tomater

De små søde tomater, sherrytomater eller blommetomater, smager dejligt på den grillede polentabund. Sammen med den bagte blomkål og sovsen af yoghurt/tahin giver de fin smag til den lidt neutrale tærtebund.

.

friske krydderurter er prikken over i’et

Drys gerne med masser af krydderurter. Jeg har valgt purløg, mynte, timian, portulak, salvie og tallerkensmækker. Men du kan bruge dine egne yndlinge, få eller mange.

.

polentatærte med grillet blomkål, kulørte tomater og tahinsovs 

(4 personer)

tærtebund:

6 dl grøntsagsbouillon

175 g majsgryn (polenta)

2 spsk gærflager (kan udelades)

olivenolie

salt, friskkværnet peber

fyld:

1 lille blomkålshoved

250 g små kulørte tomater

4 spsk olivenolie

2 spsk kryddereddike

1 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

agavesirup

masser af krydderurter

yoghurt/tahinsovs:

2 dl sojayoghurt naturel eller anden yoghurt

2 spsk tahin (sesampasta)

2-3 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

.

Bring bouillonen i kog og drys majsgrynene i under piskning. Lad grynene koge for svag varme 6-8 minutter, mens du pisker i grøden det meste af tiden.

Tilsæt olie, salt og peber og evt. gærflager. Smag polentaen godt til og bred den ud på bagepapir på en bageplade. Form en kant på tærten hele vejen rundt. Du kan også lægge polentaen i et stort tærtefad eller anden ovnfast form.

Skær blomkålen i skiver og lad dem hænge sammen så godt som muligt. Læg skiverne på en bageplade og pensl dem med olivenolie. Drys med lidt salt og peber.

Sæt pladen under grillen og grill til blomkålen er gylden. Hold blomkålen varm.

Sæt derefter tærtebunden under grillen, til den er let gylden.

Skær tomaterne i kvarte.

Rør olien med eddike. Pres hvidløget og hak chilien fint. Brug så meget chili, som du har lyst til. Rør begge dele i marinaden og smag til med salt, peber og sirup. Vend tomaterne i marinaden.

Rør yoghurten med tahin og smag godt til med citronsaft, tamari og peber. Måske skal der også lidt salt til.

Læg blomkålsskiverne på tærtebunden og fordel tomaterne øverst. Drys med så mange krydderurter, du har, og dryp med lidt sovs.

Servér resten af sovsen til separat.

.

 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share