Disse wraps er nogenlunde uundværlige for de picnic-elskende iranere.
Der findes utallige slags brød i Iran, og disse fladbrød er, hvad jeg vil kalde madpakke-brød. Hvis en dansker ser en skive rugbrød, vil han straks begynde at stable forskellige ingredienser op på brødet. Når en iraner ser et fladt brød, vil han omgående mose fetaost ud på brødet, drysse med krydderurter, radiser og andre grønne sager, rulle brødet sammen og spise det som en slags sund hotdog.
Det er denne type “madpakke-brød” der er opskrift på her.
.
Disse wrap, “omslag” eller tortillaer laves med gær og steges gyldne på en pande. Hvis man synes, det er for besværligt, kan hvedetortillas købes færdige.
på bageri i Iran
På min rejse i Iran var jeg heldig at få mulighed for at besøge adskillige bagerier. Det er her det basale brød bages, nærmest i døgndrift.
Som det ses, trilles dejen først til kugler, før de rulles tyndt ud og bages. Her foregår det i ovn.
Brødene er så efterspurgte, at de kan købes på ethvert fortov.
iranske picnicwraps
½ tsk gær
2 dl lunkent vand
1 tsk salt
½ tsk sukker
50 g fuldkornshvedemel
ca. 225 g hvedemel
olie til stegning
Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt, sukker og fuldkornshvedemel. Lad blandingen stå 10-15 minutter, til det begynder at boble.
Rør hvedemelet i og ælt dejen godt igennem. Den skal være smidig og blank.
Kom lidt olie i en skål og lad dejen hæve heri til dobbelt størrelse, 1-2 timer.
Tril en lang pølse af dejen og del den i 8 lige store stykker. Tril dem til kugler og lad dem hæve endnu ca. ½ time.
Rul kuglerne ud med en kagerulle til helt tynde cirkler med en diameter på 18-20 cm.
Steg dejen på en godt varm pande. Vend dem når overfladen bobler op.
Steg brødene, til de har mørke pletter på begge sider.
Opbevar brødene under et fugtigt klæde, indtil du skal rulle dem sammen om et fyld.
hjemmebagte wraps
De hjemmebagte “pandekager” er langt mere lækre, end dem du kan købe i supermarkedet. Og så er de oven i købet nemme at bage.
iranernes yndlingswrap
Her er en typisk iransk snack: tynde fladbrød smøres med fetaost og rulles sammen om krydderurter og radiser. Ofte vil der også være skiver af agurk og tomat i wrappen. Jeg har suppleret med ramsløg.
forslag til fyld i wraps
Smuldret feta, krydderurter, radiser, skiver af tomat og agurk, salatblade eller ramsløg
Moset avocado med sorte bønner (eller kidneybønner) og strimlede, tørrede tomater, salatblade
Grøn hummus med skiver af artiskokker i olie, kerner af granatæble, radicchiosalat
Kogte linser og gulerødder i tændstikstore stykker vendes i sød chilisovs sammen med rosiner og smuldret feta- eller gedeost
Jordnøddesmør og salatblade, edamamebønner (eller andre bønner) og finthakket peberfrugt og chili vendes i tartarsmør
Guacamole, grillet peberfrugt og sorte bønner
hvis wrappene trilles ind i pergamentpapir, er de nemme at transportere
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se et stykke nede i spalten th. Så får du besked, når der er nye lækker-bidder.
Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk
I dag er det arbejdernes internationale kampdag. Det kan der være god brug for mange steder i verden.
Men der er i den grad også brug for, at vi kæmper for dyrenes rettigheder. Der er igen debat om de stakkels burhøns – og deres æg.
Det er desværre sådan, at det stadig er 6 ud af 10 solgte æg, der stammer fra burhøns. Det er at støtte ren og skær dyremishandling, og det går over min fatteevne, at man overhovedet kan forestille sig at spise et æg fra en tortureret høne.
Burhønsene har et råderum, der svarer til et A4 ark, de lever i evigt kunstigt lys – og de ser aldrig dagslyset.
Dyrene er ikke på nogen måde blot i nærheden af at kunne leve efter deres naturlige behov. Jeg måtte helt til Sicilien for at tage billedet ovenfor, hvor hønsene har et skønt liv med masser af mulighed for at rode i jorden og støvbade.
Er du æggespiser, så anvend økologiske æg til denne italienske frittata:
quinoa – det lille frø fra Sydamerika er genial mad
I Andesbjergene, nærmere betegnet i Bolivia, ser man over store områder den hårdføre plante quinoa med de rødlilla blomster stå og nikke i blæsten.
De supersunde frø har gennem årtusinder hørt til indianeres traditionelle føde, men nu er frøet i gang med at erobre hele verden. Det er ikke blot godt for de fattige bolivianere, det er også godt for alle os andre, for quinoa er et af de sundeste næringsmidler, der findes.
FAO (FN´s Fødevareorganisation) har udråbt 2013 til quinoaår, fordi man anser quinoa som et genialt våben til at bekæmpe verdens sultproblemer.
I Bolivia boomer dyrkningen, og det allermeste quinoa er heldigvis økologisk dyrket. Eksportindtægterne for quinoa er tidoblet på syv år i Bolivia. Det er simpelt hen en solskinshistorie fra Sydamerika, hvor jeg ellers mest græmmer mig over Danmarks enorme import af soja til dyrefoder fra Argentina og andre sydamerikanske lande. Til stor skade for regnskoven og de fattige bønder.
.
quinoa i spidskålspakker
spidskålspakker med quinoafyld og spicy kokossovs
Nu er der dejlige spidskål, så prøv disse små kåldolmere med det sunde quinoafyld. Her møder Sydamerikas “guldkorn” Thailands chilistyrke og dansk blid kål.
Lige nu gælder det om at guffe så meget ramsløg i sig som muligt. Og ramsløg passer også fint i en hummus.
Da jeg for nogle år siden fik et sommerhus, var jeg så klog at plante ramsløg på skråningen nedenfor huset. Det har jeg stor glæde af nu, hvor de grønne lancetformede blade villigt vælter op af jorden.
Så da jeg i går lavede hummus, tog jeg en håndfuld ramsløgblade og snittede dem fint – og rørte dem i humussen.
Der er jo i forvejen hvidløg i hummus, så de svagt hvidløgssmagende ramsløg passer fint ind, og så giver de den gulbrune hummus et farvemæssigt løft.
Ramsløg indeholder 10 gange mere C-vitamin end citroner, og det styrker i det hele taget immunforsvaret, så det er nu man skal tage chancen for at blive tanket op med de grønne vitaminer.
Som sædvanlig har jeg ikke kunnet vente på de nye danske asparges. Det var for stor en fristelse, da jeg forleden så et bundt hvide asparges fra Grækenland.
Jeg vil kun spise asparges, jordbær og andre sæson-råvarer i sæsonen, men, men … fristelsen er altså for stor, når det drejer sig om en af mine livretter, asparges. Og da det selv i sæsonen i Danmark er svært at skaffe danske asparges, har jeg altså kastet mig over de udenlandske. Lige om lidt kommer de tyske, og de er faktisk rigtig gode.
Aspargesene kan nydes naturel, kogt et par minutter og blot med god olivenolie og krydderurter, men de kan også bruges i en lækker forårssalat med en anden af forårsbebuderne, ramsløg.
En af verdens mest kendte supper, den italienske grøntsagssuppe, minestrone, er en dejig suppe i en snæver vending.
Enhver italiensk mamma har sin egen opskrift på minestrone. Derfor er det tilladt at bruge alle slags grøntsager, pasta og bønner. Så har man en form for pasta og bønner på lager og forskellig grøntsager, er suppen lynhurtigt lavet.
Jeg har valgt blandede bønner fra dåse og bittesmå pasta”blomster”.
Hvis du har et drivhus, kan du sikkert allerede nu høste årets første spinat.
Ethvert barn ved, at spinat er godt for armmusklerne (og for resten af kroppen for den sags skyld). Når dertil kommer, at børn elsker lasagne, burde denne uges hovedret med spinat være en sikker vinder.
Spinat indeholder meget A-vitamin samt B-og E-vitaminer og mange mineraler, bl.a. jern, magnesium og kalk.
Minestrone er en fyldig suppe, der sagtens kan spises som en hovedret, især hvis den indeholder mange slags grøntsager og bønner og pasta. Spis et godt stykke groft brød til.
. supernem spicy curryret fra Indien Når foråret lader vente på sig, kan vi varme os med krydderier, der fyrer op under den indre varme […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy