Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

glutenfri tærtebundArkiv

mandag

2

august 2021

2

KOMMENTARER

blomme- eller nektarintærte med havrebund (glutenfri)

Skrevet af , Posted in desserter

.

i dag gir´jeg kage!

Det er alt for sjældent, at jeg forkæler mine læsere med kage. Men i dag skal det være!

Blommerne kommer snart, og denne tærte er perfekt med blommer. Da jeg lavede den, var der imidlertid kun nektariner, og de er også fine i kagen.

Mange kan høste både ferskner og figner i egen have, og de to frugter kan også sagtens bruges i stedet for nektariner eller blommer.

Grunden til at jeg så sjældent diverterer med kager eller desserter, er den simple, at jeg ikke er god til det søde køkken. Og det spiller sikkert også en rolle, at jeg ikke selv er nogen stor kagespiser.

.

vælg evt. en anden tærtebund

Jeg bestemte mig for at lave en glutenfri tærtebund, kun med havre. Men skal jeg være helt ærlig, blev den lige lovlig klidmoster-agtig. Det vil sige, at den er mere bastant end sprød.

Vil du vælge en anden bund til tærten, kan jeg foreslå filodej. Du kan se her, hvordan du bruger filodejen.

Du kan også vælge en sprød tærtebund som du finder her.

I øvrigt ligger der utallige opskrifter på variationer af tærtedej på bloggen. Søg i spalten th. under “Søg efter opskrift her”. Søg på “tærte” eller “glutenfri tærte”.

.

med flødeskum og blomster

Pynt gerne tærten med spiselige blomster. Jeg har brugt hyldeblomster, men de er afblomstret nu. Finder du ingen blomster, så drys med flormelis.

Pisket havrefløde eller anden fløde sætter prikken over i’et.

.

med kirsebær på toppen

Da jeg bagte tærten, var mine vilde kirsebær netop plukkemodne, så der kom et par håndfulde af dem på tærten også, efter at den var bagt.

.

blomme- eller nektarintærte med havrebund

(4-5 personer)

bund:

50 g havregryn, evt. glutenfrie

50 g havremel, evt. glutenfrit

2 spsk nøddesmør, plantesmør eller lign.

plantefløde

fyld:

600 g blommer, nektariner eller ferskner

5 spsk ahornsirup eller lign.

1-2 spsk reven ingefær

1 økologisk citron

2 spsk maizena

2 spsk olivenolie

rørsukker

 

Bland havregryn og mel med det valgte fedtstof og kom så meget fløde i, at du kan samle dejen med fingrene.

Rul dejen ud så godt som muligt. Du kan ikke rulle den tyndt ud, så læg dejen i en bageform foret med bagepapir og pres dejen ud i formen og lidt op ad síderne. Brug fingrene og sørg for at dejen bliver helt jævnt fordelt.

Forbag dejen i en 200 grader varm ovn 8 minutter.

Del den valgte frugt og fjern stenene.

Tag knap halvdelen fra og hak resten.

Kom den hakkede frugt i en gryde med sirup, reven ingefær efter smag, ca. 1 spsk reven citronskal og 1 spsk citronsaft.

Lad frugten simre nogle minutter og jævn den med maizenamelet rørt ud i lidt vand.

Smag til med sirup, ingefær og citron.

Skær resten af frugten i skiver.

Fordel frugtmosen på den forbagte bund og læg skiverne ovenpå i et taglagt mønster.

.

Dryp med olien og drys med rørsukker efter behag.

Bag tærten færdig, 25-30 minutter i en 190 grader varm ovn.

Servér gerne pisket havre- eller sojafløde til.

.

.

Share

fredag

16

juli 2021

0

KOMMENTARER

majstærte med søde tomater, grillet blomkål og tahinsovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

– eller grill et par majskolber

Jeg elsker de friske, saftspændte majskolber, som er i sæson nu. Kolberne kræver ikke megen tilberedning. Efter et par minutter i kogende vand er de parat til at blive nydt med en god økologisk jomfruolivenolie og friske krydderurter. Jeg synes, det er en af de enkleste og mest tilfredsstillende retter, der findes.

Og så kan kolberne selvfølgelig grilles. Det giver rigtig megen smag til de gyldne kerner.

Det er en stor glæde at nyde årstidens grøntsager, når de er i sæson. Det er lige fra de første asparges og nye kartofler over de friske ærter og bønner til majsene – og senere de tunge rodfrugter, der varsler vinter.

Men foreløbig er det højsommer, så vi skal have let sommermad som fx denne majstærte. Majskornene er nemlig også lækre, når de males til mel.

.

når majs bliver til polentamel

Selv om de hele majskolber er lækre, nyder de fleste af os sikkert mest majs i form af majsmel. Her er dén majsmel, der hedder polenta, blevet til bund i en tærte med grillet blomkål og tomater.

I Europa er det især norditalienerne, der spiser meget polenta. Der er majs og ris lige så vigtige som pastaretterne er længere sydpå. Man siger også, at polenta er Poslettens svar på kartofler.

Og ligesom med kartoflen kan vi takke Columbus for både majs, tomater, auberginer, chili etc. Før Sydamerika blev opdaget, kendte vi ikke disse nu uundværlige produkter.

Da sæsonen for friske majs er kort, er her idé til en tærte med polenta, som kan nydes året rundt. Jeg har dækket tærten med tynde skiver af grillet blomkål og masser af de små, søde kulørte tomater, som også har højsæson lige nu.

.

små søde tomater

De små søde sherrytomater eller blommetomater smager dejligt på den grillede polentabund. Sammen med den grillede blomkål og sovsen af yoghurt/tahin giver de fin smag til den lidt neutrale tærtebund.

.

friske krydderurter er prikken over i’et

Drys gerne med masser af krydderurter. Jeg har valgt purløg, mynte, timian, portulak, salvie og tallerkensmækker. Men du kan bruge dine egne yndlinge, få eller mange.

.

polentatærte med grillet blomkål, kulørte tomater og tahinsovs 

(4 personer)

tærtebund:

6 dl grøntsagsbouillon

175 g majsgryn (polenta)

2 spsk gærflager (kan udelades)

1/2 dl olivenolie

salt, friskkværnet peber

fyld:

1 lille blomkålshoved

250 g små kulørte tomater

4 spsk olivenolie

2 spsk kryddereddike

1 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

agavesirup

masser af krydderurter

yoghurt/tahinsovs:

2 dl sojayoghurt naturel eller anden yoghurt

2 spsk tahin (sesampasta)

2-3 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

.

Bring bouillonen i kog og drys majsgrynene i under piskning. Lad grynene koge for svag varme 6-8 minutter, mens du pisker i grøden det meste af tiden.

Tilsæt olie, salt og peber og evt. gærflager. Smag polentaen godt til og bred den ud på bagepapir på en bageplade. Form en kant på tærten hele vejen rundt. Du kan også lægge polentaen i et stort tærtefad eller anden ovnfast form.

Skær blomkålen i skiver og lad dem hænge sammen så godt som muligt. Læg skiverne på en bageplade og pensl dem med olivenolie. Drys med lidt salt og peber.

Sæt pladen under grillen og grill til blomkålen er gylden. Hold blomkålen varm.

Sæt derefter tærtebunden under grillen, til den er let gylden.

Skær tomaterne i kvarte.

Rør olien med eddike. Pres hvidløget og hak chilien fint. Brug så meget chili, som du har lyst til. Rør begge dele i marinaden og smag til med salt, peber og sirup. Vend tomaterne i marinaden.

Rør yoghurten med tahin og smag godt til med citronsaft, tamari og peber. Måske skal der også lidt salt til.

Læg blomkålsskiverne på tærtebunden og fordel tomaterne øverst. Drys med så mange krydderurter, du har, og dryp med lidt sovs.

Servér resten af sovsen til separat.

.

 

 

Share

fredag

23

april 2021

2

KOMMENTARER

aspargestærte m ærter og vilde urter (glutenfri)

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

så er de her – de guddommelige stilke!

Anemonerne blomstrer, og bøgen er sprunget ud. Det er forår! Og snart står alle de lækre nye grøntsager i kø for at blive nydt.

Allerede nu er de første grønne, økologiske asparges fremme. Og de hvide er lige i hælene på dem. Det betyder, at sæsonen for smovseri er skudt i gang. Nu venter jeg kun utålmodigt på de første nye, danske kartofler. Så er min madlykke fuldkommen!

Jeg har til tærten her brugt både lilla og grønne asparges. Desværre forsvinder den fine lilla farve, når aspargesene bliver kogt eller bagt. Det er lidt ærgerligt, for de lilla er rigtig smukke, se fotoet længere nede af den ubagte tærte.

.

kom og stik mig …

Dette fuldkomne eksemplar af en asparges stak hovedet op af jorden på Samsø for et par år siden, da jeg kiggede forbi en aspargesavler. Det er altid en fest at besøge grøntsagsøen Samsø, når de første asparges og nye kartofler kommer.

.

skrælle eller ej?

Det er vigtigt at behandle aspargesene rigtigt og kærligt. Hvide asparges skal ubetinget skrælles. Det fjerner noget af fornøjelsen, hvis man skal bide i stykker af den seje skræl.

Aspargesene skrælles bedst med en tyndskræller – fra hovedet og nedad.

Traditionelt siger man, at grønne og lilla asparges ikke behøver at skrælles. Det er jeg ikke helt enig i. Ofte er skrællen tyk nederst på stænglen, så jeg anbefaler, at de kulørte asparges skrælles på den nederste fjerdedel af stænglerne.

.

asparges og venner

I tærten får aspargesene selskab af blade af ramsløg og skvalderkål samt ærter og en håndfuld små enokisvampe.

Men du kan sagtens lave tærten kun med asparges. Når de første nye danske kartofler er fremme, kan der med fordel tilsættes skiver af de små guldklumper.

Du kan også lave en helt almindelig tærtedej i stedet for den glutenfri. Brug i så fald halvt hvedemel/halvt grahamsmel.

.

friske urter

Da det er sæson for ramsløg og vilde urter, har jeg tilsat et par håndfulde af dem. Det giver et godt skud ekstra vitaminer.

På denne servering har jeg yderligere drysset med frisk kørvel og lilla basilikum.

.

aspargestærte m ærter og vilde urter (glutenfri)

(4 personer)

tærtebund:

100 g boghvedemel

50 g fuldkornsrismel

50 g sorghummel (kan erstattes af rismelet ovenfor)

30 g glutenfri havregryn

½ dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk tamari (soja)

ca. 1 ½ dl vand

tærtefyld:

1 dl havrefløde eller anden fløde

2 dl havre cremefraiche

(fløde og cremefraiche kan erstattes af 1 brik silketofu) 

2 spsk kikærtemel

2 spsk gærflager (kan udelades)

1 god håndfuld snittede ramsløg (eller top af forårsløg + 2 fed hvidløg)

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

1/2 kg asparges

50 g bælgede ærter

evt. et bdt. enokisvampe (kan udelades)

evt. ekstra ramsløg og skvalderkål

evt. krydderurter som basilikum og/eller kørvel

 

Bland de tørre ingredienser til tærtebunden godt sammen med et lille drys salt. Tilsæt fløde og tamari. Rør vandet i lidt ad gangen og ælt dejen sammen med så meget vand, den kan tage. Dejen skal være så fast, at den kan rulles ud.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Pisk eller blend fløde og cremefraiche (eller silketofu) sammen med kikærtemel, gærflager og ramsløg eller løg og hvidløg.

.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Skræl hvide asparges. Skræl grønne eller lilla asparges nederst på stilkene.

Rul tærtedejen ud og læg den i en smurt tærteform. Prik dejen med en gaffel og forbag den i en 200 grader varm ovn ca. 8 minutter.

Jeg har brugt en form, der måler 20×30 cm.

.

Bred cremen ud i tærten og læg asparges, ærter, ramsløg og/eller skvalderkål på i et pænt mønster.

Bag tærten færdig, ca. 20 minutter.

Pynt evt. med friske krydderurter.

.

.

Share