spidskålsslaw med quinoa, cashewkerner & kokossovs a la thai
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
spidskål spicet up a la Thailand
Jeg elsker både spidskål og blomkål for deres milde, delikate smag! Der er næsten ingen ende på alle de muligheder, der findes for retter med spidskål og blomkål. Kålen kan først og fremmest nydes fintsnittet og rå i en salat, men den er også lækker grillet eller stegt. Spidskålen kan desuden bruges som wraps eller til kålruller – eller som her sprød og let svitset.
.
de nye sprøde hoveder er fremme nu
At spise efter årstiden er en af måderne at hjælpe klimaet på. At spise lokalt er en anden. Ganske vist fås de fleste grøntsager året rundt, men der ER en særlig glæde ved at nyde den første danske høst, hvad enten det er kål, gulerødder, ærter eller kartofler.
Der har sneget sig et par blomkålshoveder med på billedet, så det endte med, at der også kom små buketter af blomkål i retten. Kål er supersunde med mange antiinflammatoriske og antioxidante stoffer.
.
Spidskål og blomkål er velegnede til krydrede retter, fordi de ikke selv er dominerende i smagen. Jeg har her lavet en thai inspireret hurtig og nem sommerret med de to slags kål. Bunden er de proteinrige quinoafrø.
Citrongræs, chili og kokosmælk giver en fin orientalsk smag. Men du kan også nøjes med et par spsk reven ingefær alene. En anden mulighed er at købe en thailandsk chilipasta – eller lave den selv. Du kan se opskriften her.
Retten må gerne være “hot” – især i denne uge, hvor termometret når nye højder. Chili hjælper kroppen med at svede og sætter gang i cirkulationen. Så det er en ekstra lettelse for kroppen at spise stærk mad på varme dage.
.
spidskålsslaw med quinoa, cashewkerner & kokossovs a la thai
(4 personer)
50 g cashewkerner
kokos- eller olivenolie
150 g sort quinoa
10 g tørrede svampe eller 200 g friske
4 forårsløg
4 fed hvidløg
1 stilk citrongræs (kan udelades)
1 frisk chili eller efter smag (eller 1-2 tsk karrypasta)
200 g blomkål
200 g gulerod
1 lille spidskålshoved
2 spsk tamari, evt. salt
en håndfuld frisk koriander
2-3 dl tyk kokosmælk
reven ingefær efter smag
Rist cashewkernerne gyldne i lidt olie. Sæt dem til side.
Kog quinoaen i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter.
Udblød tørrede svampe en halv times tid i kogende vand. Skær friske svampe i kvarte eller i skiver.
Snit forårsløgene og hvidløgene. Fjern de tykke yderste blade af citrongræsset og skær resten i meget tynde skiver. Hak chilien (fjern kernerne).
Svits de fire ting i 2 spsk olie.
Skær blomkålen i små buketter. Skær guleroden i tynde strimler.
Kom de to ting på panden og svits et par minutter. Tilsæt evt. lidt mere olie.
Snit spidskålen meget fint og vend den på panden sammen med de øvrige ingredienser. Kålen skal blot blive gennemvarm.
Smag til med tamari og måske lidt salt.
Smag kokosmælken til med salt og reven ingefær.
Servér retten med quinoa i bunden og grøntsagerne ovenpå. Drys med de ristede kerner og koriander.
Servér sovsen til separat.
..
Dejlig og smagfuld ret. Den ryger i gemmerne.
Det er skønt at høre. Tusind TAK!
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Har først lige læst dette indlæg i dag, og det ser lige så skønt ud som alle dine andre opskrifter. Vil blot lige høre, om du serverer kokosmælken kold, eller om man først skal varme den lidt?
Mange hilsener
Bodil
Hi Bodil,
Det er dejligt, at du har lyst til at prøve spidskålsretten. Jeg har serveret kokossovsen kold. Men du kan sagtens varme den op. Det er en smagssag. Du kan også vende kokosmælken i selve retten og varme den op på den måde.
God fornøjelse!
Kh Kirsten