Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

20

december 2022

4

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 20: nytårsmenuen kalder!

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, nytårsmenu

.

forretten til nytårsaften er klar

Juuuhuuu, hvor det går … December er en travl måned. Ikke blot skal julemiddagen og julefrokosten tilrettelægges, vennerne besøges, gaverne købes, gløggen drikkes, og alle de andre hyggelige gøremål i julemåneden skal klares. Og lige om lidt skal vi også have planlagt nytårsmenuen.

Jeg har igen i år forslag til både forret, hovedret og dessert. Opskriften på hovedretten gemmer sig bag låge nr. 21 i morgen.

.

en delikat stabel

Nytårsaften er noget helt specielt. Mens julemiddagen som regel ligger fast i hver eneste familie, er der straks mere løssluppethed over nytårsmiddagen. Her er frit valg på alle hylder.

Jeg byder på en rå og frisk forret.

Denne lille stabel lyder måske lidt uhomogen. Selleri og kål? pære og appelsin? Ja, men det bliver faktisk til en lækker godbid med sellerismagen, der smelter sammen med den søde pære, citrusfrugterne og den lidt fede mayo-kål. Man kan godt kalde det en stablet salat.

Jeg har nævnt citrusfrugten bergamotte i ingredienslisten. Denne frugt fås kun i vintermånederne, og er i øvrigt ikke nem at få fat i. Bergamotte giver en helt speciel citrussmag, som er fin til retten her, men du kan sagtens undvære den.

Læs evt. mere om bergamotten her.

.

en lille blomst må man ha’ …

… som H.C. Andersen sagde. Du kan pynte den lille forret på forskellige måder. Det er ikke sæson for spiselige blomster, men kan du finde en, så brug den som pynt.

Du kan bruge caviart (tangkaviar som bl.a. fås i Dansk Supermarkeds butikker) som pynt på toppen sammen med en citrusskive. Men du kan også nøjes med blot at dække selleriskiven med lidt peberrodscreme og gerne en krydderurt som timian eller basilikum.

.

peberrod pifter op

Peberrodscremen giver et godt modspil til alle de andre smagsnuancer.

Du kan lave cremen som nævnt nedenfor med havrecremefraiche. Men du kan også blot bruge mayo rørt med lidt fløde og smagt til med citrussaft og reven peberrod. Hvis du ikke bryder dig om peberrod, så brug sennep i stedet.

.

.

selleri-pæretårn med peberrodscreme

(4 personer)

ca. 2 dl fintsnittet rød spidskål eller rødkål

½ dl mayo

salt, friskkværnet peber

½ lille selleri

2 faste pærer

1 stor appelsin eller 2-3 clementiner

evt. 1 bergamotte

1 limefrugt

evt. caviart

evt. lidt persille eller spiselige blomster

4 runde metalforme

peberrodscreme:

1 ½ dl havrecremefraiche

½ dl havrefløde

reven peberrod efter smag

Snit kålen meget fint.

Smag mayoen til med salt og peber og måske lidt citrussaft. Vend kålen i mayoen.

Skær meget tynde skiver af selleri og pærer på et mandolinjern. De skal være virkelig tynde!

Vend skiverne i lidt citrussaft, så de ikke misfarves.

Skær skiverne til, så de passer til de valgte metalforme.

Skær den eller de valgte citrusfrugter i skiver.

Læg alle skiverne sammen lagvis i metalformene. Veksl mellem skiver og spidskål. Det øverste lag skal være selleri. Pres ingredienserne lidt sammen.

Du kan evt. lægge et tyndt lag caviart på halvdelen af den øverste selleriskive og en tynd skive limefrugt på den anden halvdel. Du kan også pynte med spiselige blomster.

Men du kan også gøre det mere enkelt og smøre lidt af peberrodscremen på toppen af serveringerne og lægge et par timianstilke eller anden krydderurt på.

Rør cremefraichen med fløden til konsistensen er tilpas.

Smag godt til med reven peberrod, salt, peber og citrussaft.

Servér selleritårnene portionsvis med lidt peberrodscreme i bunden eller rundt om serveringere.

Du kan lave både forretten og cremen om formiddagen, hvis retten skal serveres om aftenen. Sæt formene på et fad, da grøntsagerne afgiver lidt væde, og løft dem forsigtigt over på en tallerken, når de skal serveres.

.

.

Share

mandag

19

december 2022

2

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 19: noget rødt og hvidt der varmer

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad, supper

.

julesuppen er landet

Julesuppen er cremet og fløjlsblød – og får smag af sødlige æbler og stærk peberrod.

Det er igen sellerien, der leverer. Denne enormt anvendelige knold er genial til både supper, hovedretter, tilbehør og pålæg.

.

få, enkle og billige ingredienser

Hvis julebudgettet er ved at være overskredet, er denne suppe svaret. Her er selleri, jordskokker, æble og peberrod. Det er mad til en pris, de fleste kan klare.

.

selleri, æble og peberrod – go’e gamle venner

Selleri, æble og peberrod er ingredienser, vi har spist i Danmark i århundreder. De voksede i klosterhaverne, i herregårdshaverne, i bøndernes haver – og i de fattiges små jordlodder.

Jeg synes, der er noget hyggeligt ved at spise mad, der har groet i dansk jord i århundreder – ikke  mindst her i juletiden. Her er en suppe i øvrigt en dejlig  afveksling til al den tunge julemad.

.

rødt og hvidt

Og så er suppen oven i købet rød og hvid som julemandens dragt. Den skal koge omkring 10 minutter, så elmåleren når ikke at løbe amok.

Den lille bolle på tallerknen er en glutenfri kernebolle.

.

sellerisuppe med æbler og peberrod

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 laurbærblade

4 spsk olivenolie

300 g renset selleri

2 stængler bladselleri (kan erstattes af mere selleriknold)

200 g jordskokker eller kartofler

2 æbler

ca. 1 l grøntsagsbouillon

reven peberrod efter smag

salt, peber, citronsaft

timian og/eller persille

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med laurbærbladene, til løgene er bløde. Skær selleriknolden i små terninger. Skær bladsellerien i skiver.

Skær jordskokker eller kartofler samt et af æblerne i små terninger.

Kom alle grøntsagerne i gryden og tilsæt ¾ l grøntsagsbouillon.

Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 10 minutter.

Afkøl suppen lidt og fjern laurbærbladene.

Purér suppen.

Smag godt til med reven peberrod, salt, peber og citronsaft.

Varm suppen igennem og servér den portionsvis med terninger af det sidste æble samt et drys persille og/eller timian.

Du kan også sætte en smule olivenolie på suppen.

 .

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

.

Share

søndag

18

december 2022

0

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 18, den søde finale

Skrevet af , Posted in desserter, julemad

.

glædelig hvid dessertjul

Hvis traditionerne skal følges, kommer man ikke uden om risalamande juleaften. Om det er den lidt tunge dessert, der lokker, eller det er håbet om at finde mandlen og dermed få den eftertragtede mandelgave, er uvist.

Jeg har aldrig været vild med denne risdessert. Ikke før jeg for første gang selv lavede denne udgave kogt på vand og med pisket plantefløde. Jeg synes desserten får en anden lethed. Nu kan du selv efterprøve det!

 

hvad med mandlen – og risen?

I Centralasien, fx i Uzbekistan hvor fotoet er taget, bugner det med mandler, nødder og kerner. Men mandler er en omdiskuteret fødevare her langt mod nord, fordi den i nogle områder af verden kræver meget vand. Det er dog dråber i havet i forhold til kødproduktion.

Og der er slet ingen grund til at have dårlig samvittighed over mandlen i risalamanden, men det er muligt, at vi i fremtiden bliver nødt til at opfinde en anden tradition for juledessert. Risalamanden laves som bekendt med ris, og det er et andet, stærkt klimabelastende produkt.

.

hvorfor spiser danskere ris i en dessert?

Men hvordan i alverden fandt vi i Danmark på at servere en tung risdessert som afslutning på en af årets mest voluminøse middage? Oven i købet med et fransk navn.

I gamle dage var ris og kanel (og mandler) dyre og eksotiske ingredienser, som kom langvejsfra, fra dér hvor peberet gror. Så det var fint at spise denne luksusgrød juleaften. Og også nissen, som man skulle holde sig gode venner med, har langt tilbage i historien fået risengrød til jul.

Men så skulle det være ekstra fint! Sidst i 1800-tallet begyndte risengrøden at blive serveret med kirsebærsovs og mandler. Måske fik den derfor et fransk navn: risalamande (ris med mandel), men i Frankrig har de aldrig hørt om desserten.

Det var først under anden verdenskrig, hvor der var mangel på ris, at man fandt på at strække grøden med flødeskum. Voila: en ægte klassiker var født.

Til gengæld er mandelgaven en gammel tradition. Den stammer fra 1500-tallets Frankrig. Dengang i Frankrig puttede man en bønne i kagen til helligtrekonger, og den heldige finder fik tildelt visse privilegier.

Det er ironisk, at risen nu igen er blevet eksotisk og noget, vi skal spare på. På vore breddegrader bør vi atter se på ris som en luksusvare. Risdyrkning er enormt vandkrævende, og ofte transporteres ris over lange afstande. Det er ikke godt for klimaet. Men det er jo som bekendt kun jul én gang om året! Det er det, vi spiser alle de andre dage på året, der virkelig belaster kloden. Så nyd risalamanden – trods alt!

…

risalamande med blåbærsovs

(4 personer)

100 g grødris

3 dl vand

1 tsk salt

1 kanelstang eller 1 tsk stødt kanel

2 dl piskbar soja- eller havrefløde

2-3 spsk flormelis

1 stang vanilje (kan udelades, brug evt. vaniljepulver)

25 g mandelflager + 1 hel smuttet mandel

blåbærsovs:

150 g blåbær

1/2 dl blåbærsirup

1/2 dl hvidvin (kan erstattes af appelsinsaft)

evt. 2-3 spsk portvin

ca. 1 spsk maizenamel

1 spsk små friske timianblade (kan udelades)

 ..

Kog risene i vandet med salt og kanel.

Lad risene simre for meget svag varme ca. 30 minutter. Hold øje med dem og smag efter 25 minutter, om risene er ved at være møre. Alt vandet skal være kogt væk.

Afkøl risen og fjern en evt. kanelstang.

Du kan koge risen dagen før, den skal serveres.

Lav sovsen: kom blåbærrene i en gryde med blåbærsirup og hvidvin eller appelsinsaft.

Lad det koge op. Tilsæt evt. portvin og rør ca. 1 spsk maizenamel ud i 2-3 spsk vand og jævn sovsen. Tilsæt timianbladene og fjern gryden fra varmen.

Hvis du vil have sovsen mere sød, så tilsæt lidt flormelis.

Du kan lave sovsen dagen før, den skal serveres og varme den op ved serveringen (eller servere den kold).

Kort før du skal servere risalamanden: pisk fløden stiv sammen med flormelis.

Skrab kornene ud af vaniljestangen og rør dem i piskefløden. Smag til med flormelis.

Løsn risene lidt, hvis de klistrer sammen, og vend dem forsigtigt i flødeskummet sammen med mandelflager og den hele mandel.

Servér risalamanden med sovsen separat – eller lav portionsanretninger som på billederne.

.

.

Share