.

glædelig hvid dessertjul

Hvis traditionerne skal følges, kommer man ikke uden om risalamande juleaften. Om det er den lidt tunge dessert, der lokker, eller det er håbet om at finde mandlen og dermed få den eftertragtede mandelgave, er uvist.

Jeg har aldrig været vild med denne risdessert. Ikke før jeg for første gang selv lavede denne udgave kogt på vand og med pisket plantefløde. Jeg synes desserten får en anden lethed. Nu kan du selv efterprøve det!

hvad med mandlen – og risen?

I Centralasien, fx i Uzbekistan hvor fotoet er taget, bugner det med mandler, nødder og kerner. Men mandler er en omdiskuteret fødevare her langt mod nord, fordi den i nogle områder af verden kræver meget vand. Det er dog dråber i havet i forhold til kødproduktion.

Og der er slet ingen grund til at have dårlig samvittighed over mandlen i risalamanden, men det er muligt, at vi i fremtiden bliver nødt til at opfinde en anden tradition for juledessert. Risalamanden laves som bekendt med ris, og det er et andet, stærkt klimabelastende produkt.

.

hvorfor spiser danskere ris i en dessert?

Men hvordan i alverden fandt vi i Danmark på at servere en tung risdessert som afslutning på en af årets mest voluminøse middage? Oven i købet med et fransk navn.

I gamle dage var ris og kanel (og mandler) dyre og eksotiske ingredienser, som kom langvejsfra, fra dér hvor peberet gror. Så det var fint at spise denne luksusgrød juleaften. Og også nissen, som man skulle holde sig gode venner med, har langt tilbage i historien fået risengrød til jul.

Men så skulle det være ekstra fint! Sidst i 1800-tallet begyndte risengrøden at blive serveret med kirsebærsovs og mandler. Måske fik den derfor et fransk navn: risalamande (ris med mandel), men i Frankrig har de aldrig hørt om desserten.

Det var først under anden verdenskrig, hvor der var mangel på ris, at man fandt på at strække grøden med flødeskum. Voila: en ægte klassiker var født.

Til gengæld er mandelgaven en gammel tradition. Den stammer fra 1500-tallets Frankrig. Dengang i Frankrig puttede man en bønne i kagen til helligtrekonger, og den heldige finder fik tildelt visse privilegier.

Det er ironisk, at risen nu igen er blevet eksotisk og noget, vi skal spare på. På vore breddegrader bør vi atter se på ris som en luksusvare. Risdyrkning er enormt vandkrævende, og ofte transporteres ris over lange afstande. Det er ikke godt for klimaet. Men det er jo som bekendt kun jul én gang om året! Det er det, vi spiser alle de andre dage på året, der virkelig belaster kloden. Så nyd risalamanden – trods alt!

…

risalamande med blåbærsovs

(4 personer)

100 g grødris

3 dl vand

1 tsk salt

1 kanelstang eller 1 tsk stødt kanel

2 dl piskbar soja- eller havrefløde

2-3 spsk flormelis

1 stang vanilje (kan udelades, brug evt. vaniljepulver)

25 g mandelflager + 1 hel smuttet mandel

blåbærsovs:

150 g blåbær

1/2 dl blåbærsirup

1/2 dl hvidvin (kan erstattes af appelsinsaft)

evt. 2-3 spsk portvin

ca. 1 spsk maizenamel

1 spsk små friske timianblade (kan udelades)

 ..

Kog risene i vandet med salt og kanel.

Lad risene simre for meget svag varme ca. 30 minutter. Hold øje med dem og smag efter 25 minutter, om risene er ved at være møre. Alt vandet skal være kogt væk.

Afkøl risen og fjern en evt. kanelstang.

Du kan koge risen dagen før, den skal serveres.

Lav sovsen: kom blåbærrene i en gryde med blåbærsirup og hvidvin eller appelsinsaft.

Lad det koge op. Tilsæt evt. portvin og rør ca. 1 spsk maizenamel ud i 2-3 spsk vand og jævn sovsen. Tilsæt timianbladene og fjern gryden fra varmen.

Hvis du vil have sovsen mere sød, så tilsæt lidt flormelis.

Du kan lave sovsen dagen før, den skal serveres og varme den op ved serveringen (eller servere den kold).

Kort før du skal servere risalamanden: pisk fløden stiv sammen med flormelis.

Skrab kornene ud af vaniljestangen og rør dem i piskefløden. Smag til med flormelis.

Løsn risene lidt, hvis de klistrer sammen, og vend dem forsigtigt i flødeskummet sammen med mandelflager og den hele mandel.

Servér risalamanden med sovsen separat – eller lav portionsanretninger som på billederne.

.

.