ovnbagte rodfrugter
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
beder og andre rødder i fint mønster
Jeg foreslår en forholdsvis stor portion af de bagte rodfrugter, for de får ufattelig hurtigt ben at gå på. Alle holder af bagte rodfrugter.
Servér en form for postej, paté, frikadeller eller kornbøffer til de bagte grøntsager.
bolsjebeder
Der er tre slags beder i panden med de bagte rodfrugter: bolsjebeder, gule beder og almindelige rødbeder. Desuden har jeg brugt kartofler. Men du kan bruge de rodfrugter, du har.
ovnbagte rodfrugter
1,5-2 kg rodfrugter (jeg har brugt kartofler, stribede og gule beder samt rødbeder)
evt. 10 fed hvidløg eller flere efter smag
1 dl olivenolie
krydderurter: fx timian, rosmarin, oregano etc.
Gør grøntsagerne i stand. Skær rodfrugterne i tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.
Læg skiverne i et pænt mønster i en bradepande eller i et stort ovnfast fad. Læg evt. halve fed hvidløg ned mellem skiverne. Dryp ca. 1 dl olie over. Drys med salt og peber efter smag.
Drys også med den valgte krydderurt og sæt pladen eller fadet i en 200 grader varm ovn.
Bag rodfrugterne ca.25 minutter. Hold øje med at de ikke bliver for mørke.
tip
Du kan vælge de rodfrugter, du har på “lager”, eller som du holder af. Foruden de ovennævnte kan det være selleri, jordskokker, persillerødder, pastinakker etc.
Hvis du spiser en kornsalat til de bagte rodfrugter, får du mange gode proteiner. Det kan også være kornbøffer eller mandelfrikadeller.
det må gerne være smukt
Da jeg stod med de smukke rodfrugter, fik jeg lyst til at lave et flot mønster, men du kan selvfølgelig skære grøntsagerne i mundrette stykker og blot vende dem i olivenolie og bage dem i en form i ovnen.
Se en anden opskrift på ovnbagte rodfrugter her.
værsågod: så har rødderne været i ovnen
Wauw hvor er det smukt:-) … du har helt ret! Jeg går egentlig ikke så højt op i om maden er smuk. Mere i om den smager godt. Men tror måske liiige jeg skal prøve at gøre en smule mere ud af præsentationen…. Tak for inspirationen.
Dejligt at du kan lide fremstillingen af bederne. Og jeg vil bestemt anbefale dig lidt kunstnerisk udformning af maden. Alene et drys grønt kan gøre underværker.
Da jeg for nogle dage siden besøgte min veninde Sonia på 93 på et plejehjem i Hillerød, var jeg ved at græde, da jeg så hendes mad. På tallerkenen lå et stykke hudfarvet kylling, dertil hvide kartofler og hvid sovs. Sjældent har jeg set noget så åndsforladt. Sonia var da heller ikke i stand til at spise det. To spsk hakket persille havde gjort en verden til forskel.
Jeg ville også have grædt over Sonias mad…. Trist!
Jeg elsker farver på/i maden og bruger mange krydderurter. Min køkkenvindueskarm bugner:-) …. men det der med at skære ud i kunstfærdige former og lægge det sirligt på rad og række, kunne jeg lære lidt af;-)
Hi igen Rosa, Ja, hvor er det rist med maden til ældre. Man skal vist oven i købet være glad, hvis den i det mindste ikke er en uge gammel!
Det er nu ikke så vigtigt, hvordan maden skæres ud. Den kan sagtens serveres smuk ved hjælp af de mange krydderurter, du har i vindueskarmen. Det med at snitte, hakke og udskære har jo også noget at gøre med, hvor megen tid man har til den slags. Jeg synes bare det er sjovt engang imellem. Men alle andre udformninger er bestemt O.K.
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Tillykke med din nye side.
Jeg ville bare høre, om du stadig har tænkt dig at lave ugens menu? Den kunne jeg godt lide… 🙂
– Ja, det har ikke så meget med opskriften at gøre, men jeg kunne ikke finde andre steder at spørge.
Kære Anne-Dorthe, Mange tak for din hilsen. Det er ikke så vigtigt, hvor du skriver. Jeg ser under alle omstændigheder kommentarerne.
Faktisk har jeg besluttet at holde en pause med ugens menu. I stedet vil jeg udsende to-tre opskrifter om ugen, og de kan i nogle tilfælde sagtens udgøre en menu. Men jeg har bemærket, at læserne er meget lidt interesseret i den suppe eller salat, der som regel indgik i menuen. Så nu prøver jeg noget andet, men hvis mange savner menuen, går jeg selvfølgelig tilbage til den.
Kh kirsten