Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rodfrugterArkiv

torsdag

3

marts 2016

6

KOMMENTARER

bagte karamelliserede rodfrugter med bulgur og misodip

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

gi’ rødderne en sidste chance

rodfrugter-karamelliserede-rå

Mon ikke vi alle længes efter at sætte tænderne i en nyopgravet kartoffel, at nyde de første sprøde asparges og slikke nybælgede søde ærter i os?

Vi har lige taget hul på den første forårsmåned, og det betyder, at de allerførste grønne blade er indenfor en lille måneds rækkevidde, nemlig ramsløgene og de vilde planter. Men ellers må vi utålmodigt vente på de rigtige grøntsager. Heldigvis er rodfrugterne stadig gode og giver næring og velsmag til en virkelig tilfredsstillende middag. Giv rødderne en af sæsonens sidste chancer med denne nemme ret.

Du kan vælge mange eller få rodfrugter. Det kan være kartofler, gulerødder i flere farver, jordsokker, rødbeder, persillerødder, pastinakker, søde kartofler, selleri etc. Løg og hvidløg giver et ekstra pift til rødderne.

Jeg har valgt at karamellisere rodfrugterne, men vil du undgå sukker, kan du blot udelade det søde. Du kan evt. drysse grøntsagerne med tørrede krydderurter som oregano, merian eller rosmarin.

Som tilbehør foreslår jeg bulgur med edamamebønner og et dip lavet af miso. Alle tre ting leverer gode proteiner.

Hvis du ikke tåler gluten, kan bulguren erstattes af quinoa, hel boghvede eller ris.

Den mælkesyregærede miso (god for tarmfloraen) kan erstattes af jordnøddesmør eller tahin.

 

misopasta

hvad er miso?

Miso er en “pasta”, som stammer fra Japan, hvor den har været spist i århundreder på grund af sine ernærings- og smagsmæssige egenskaber. Miso er mælkesyregærede bønner, korn eller boghvede, som tarmfloraen holder rigtig meget af. Og mere og mere forskning fortæller, at netop tarmfloraen er meget vigtig for vores immunsystem. Miso fås lys eller brun. Misoen til dippet i denne opskrift er den brune, men du kan sagtens bruge den hvide i stedet.

Miso bruges i den klassiske japanske misosuppe, som smagsgiver i mange retter, som dressing – eller som her til et dip.

Miso rækker langt (og kan holde sig flere måneder i køleskabet). Har du købt en pose, så drik gerne i den kolde tid en kop styrkende misosuppe hver dag.

Miso må aldrig koge. Så ødelægges vigtige enzymer.

 

grøntsagerne er parate til ovnen

rodfrugter-rå-karamelliserede

.

bagte karamelliserede rodfrugter med valnøddebulgur og misodip

1 kg rodfrugter, fx gulerødder i forskellige farver, persillerødder, pastinakker, rødbeder, jordskokker, søde kartofler, kartofler etc.

2 hele hvidløg

3-4 spsk olivenolie

2-3 spsk rørsukker (evt. ahornsirup)

bulgur med edamamebønner:

3 dl fuldkornsbulgur (kan erstattes af quinoa, hel boghvede eller ris)

1/2 l vand

8 abrikoser

150 g edamamebønner

25 g valnødder

evt. frisk mynte

misodip:

6 spsk lys miso (kan erstattes af jordnøddesmør eller tahin)

6 spsk varmt vand

1 dl sojafløde eller anden fløde

4 spsk olivenolie

ca. 1 spsk tamari

1-2 spsk limesaft

evt. 1 fed hvidløg

evt. chili efter smag

4 spsk sesamfrø

 

Skrab eller skræl grøntsagerne så lidt som muligt. Skær dem evt. igennem. Skær hvidløgene over på det bredeste sted. Læg grøntsagerne på en bageplade.

Pensl grøntsagerne med olie og drys med halvdelen af sukkeret og lidt salt.

Bag grøntsagerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter. Vend grøntsagerne. Pensl med lidt olie og drys med resten af sukkeret. Bag grøntsagerne, til de er gyldne, endnu ca. 20 minutter.

 

rodfrugter-bagte

.

bulgur med edamamebønner og valnødder

bulgur-m-edamame

Kog imens bulguren: kom kornene i en gryde med vandet. Skær abrikoserne i små terninger og bland dem i bulguren sammen med et drys salt. Lad bulguren simre under låg.

Se efter at kornene ikke koger tør. Tilsæt evt. mere vand.

Sluk for gryden efter 10 minutter og bland edamamebønnerne i bulguren. Lad bulguren stå endnu 10 minutter.

 

misodip

misodip

Rør misodippet sammen. Smag godt til med tamari og limesaft. Tilsæt evt. presset hvidløg og et nip chiliflager.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Rør halvdelen i dippet og drys resten på grøntsagerne.

Servér de bagte grøntsager med den kogte bulgur og sovsen separat.

 

 

Share

onsdag

21

oktober 2015

0

KOMMENTARER

rødbedebøffer m ristede svampe og peberrodssovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

23. oktober 2015

.

mere godt fra rødbedefronten

rc3b8dbedecurry

Hvis du har fået rødbeder tilovers fra bøfferne nedenfor, vil jeg varmt anbefale denne curryret med rødbeder i spicy kokosmælk.  Den ser måske ikke ud af så meget, men den smager vidunderligt. En varmende ret på en blæsende efterårsdag!

Se opskriften her.

 


 

 

21. oktober 2015

rødderne er retur

rødbeder til bblog.1 kopi

Efteråret er over os. Træerne skifter farve fra smuk til smukkere. De lettere grøntsager viger pladsen for de tungere og mere mættende rødder. Det er ved at være tid for efterårsmad, og her er rødbeden helt i front. De røde rødder er parate til mange dejlige retter og ligger og frister og er nærmest bristefærdige af sundhed. Og så kan den anvendes på utallige måder. Her er et par eksempler.

 

højdespringer

Rødbeder er sundhedsmæssigt en af højdespringerne blandt rødderne, fordi de indeholder så mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folinsyre, som er vigtigt for blod og celledeling. Meget tyder på, at K2-vitaminet støtter knogledannelsen og ser ud til at være aktiv i forbyggelsen af Alzheimers.

Rødbeder indeholder også A- og C-vitaminer og mineraler som kalk, magnesium (som mange af os er i underskud med) og zink og har desuden et godt indhold af kalium, der er essentielt for hjerte, muskler og nerver.

Jernet i rødbeder er letoptageligt. Jern er en vigtig del af blodets røde farvestof, hæmoglobin, der er ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen. Og så har rødbeder en rensende effekt i kroppen og styrker leveren.

Rødbeder er fiberrige og indeholder kun 55 kalorier pr. 100 g.

 

rødbedebøffer med svampe og peberrodssovs

rødbedebøffer

 

Rødbeder og svampe er et par af efterårets lækkerbidder. Med lidt held kan man endnu samle vilde svampe, men er du for sent ude, går det fint at bruge dyrkede champignon, østershatte eller kejserhatte.

Se opskriften her.

 

rødbedesalat med æble, bladselleri og pistacienødder

rødbedesalat m pistacie

Måske har du rødbeder til overs fra bøfferne? Selv om rødbeder kan holde sig i månedsvis på et køligt sted, har du måske alligevel fået blod (eller rødbedesaft!) på tanden og fået lyst til en salat til madpakken. Rodfrugter er dejlig mættende, og en rødbedesalat er ikke skrøbelig og kan derfor nemt transporteres med til arbejde eller i skole uden at miste sin friskhed.

Se opskriften her.

 

Share

fredag

19

juni 2015

14

KOMMENTARER

linsefrikadeller med bagt fennikel

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

22. juni 2015

 

denne lille fætter ved det ikke
bi

… men vi er ved at udrydde den

Se, det summer af sol … Den lille slider på billedet er i gang med at bestøve de vilde hindbær, som jeg glæder mig til at spise senere på sommeren.

Bierne og andre brummere er på overarbejde i øjeblikket, men vi på to ben, der ikke engang kan flyve, giver dem ikke de bedste betingelser. Vi er i fuld gang med at udrydde dem via landmændenes giftsprøjtning,  der påvirker bierne direkte men også slår det ukrudt ihjel, som bierne og andre insekter skal leve af.

Faktisk yder bierne arbejde for os i Danmark på op mod 1 milliard kroner om året. Uden deres bestøvning var der mange frugter og grøntsager, der ikke ville se dagens lys. Uden biernes bestøvning ingen frugt og grønt. Men også vilde planter er afhængige af biernes bestøvning.

Det er altså virkelig flittige og loyale arbejdere, vi er ved at udrydde. Hvis vi alle vælger økologisk frugt og grønt kan vi vende den negative udvikling – og håbe at bierne overlever indtil alle er med på den grønne vogn.

 


 

 

linsefrikadeller.3

fremtidens mad er grøn – det kan et sort valg ikke ændre på

I dag – dagen efter valget – kigger jeg ud over Roskilde Fjord, som er indhyllet i kaskader af regn og en dis af grå skyer. Naturen græder. Naturen er fortvivlet.

Det er der god grund til. Natur og klima, bæredygtighed og grøn omstilling tabte ved valget i går. I fire år mere må de små grise leve med at få klippet halerne af, grundvandet må opsuge stadig større mængder gift og gylle fra landbruget, og luften bliver stadig tungere at indånde. På flere måder.

Jeg har rejst over hele verden og oplevet, hvilken berigelse det er at møde mennesker, der tænker andre tanker og lever på andre måder end vi gør i Danmark. Jeg har oplevet åbne grænser og åbne døre. Jeg har oplevet åbne hjerter. Nu smækker vi i Danmark døren i.

Fedt valgflæsk og traditionel tænkning giver tomme kalorier, som er skidt for både krop, klode og empati. Men når valgflæsket bliver til håndgribelig hverdagsmad, bliver jeg rigtig bange. Vi har i vores lille og overskuelige land alle muligheder for at gå forrest i den økologiske omlægning, der er tvingende nødvendig. Heldigvis har vi Alternativet, som ufattelig glædeligt fik så mange mandater, men de er oppe mod en grå mur af bevidstløshed. De alene kan ikke vende skuden. Vi må alle hver især på vores egen lille plet i universet kæmpe for at udviklingen trods alt går i den rigtige retning. Når vi er mange nok, KAN vi vende bevidstheden.

Ligegyldigt hvad, så er fremtidens mad grøn og bæredygtig. Den udvikling kan selv de mørke kræfter ikke standse. Og ligegyldigt hvor meget nogle mennesker tager afstand fra Alternativets forslag om en kødfri dag på offentlige institutioner, bliver vi tvunget til at skære ned på vores kødspisning.

Så længe de fleste af os ikke er henvist til at spise institutionsmad, kan vi heldigvis selv bestemme. Jeg stemmer som bekendt for 7 kødfrie dage om ugen. Men proteiner skal vi have, og det får vi bl.a. fra disse plantefrikadeller med linser og flækkede gule ærter bagt i ovnen. Og da ovnen alligevel er i gang, anbefaler jeg bagte fennikel som tilbehør. Og lige nu selvfølgelig kogte nye kartofler.

Trøstemad på en grå dag!

Se om min nye bog med plantebaserede frikadeller, bøffer etc. nederst på siden.

 

spis fennikel til

fennikelknoldlinsefrikadeller-bagt-fennikel

Hvis du også hører til dem, der er begejstret for lakridssmag i maden, er fennikel naturens egen leverandør af lakridssmag.

Fennikel indeholder primært A- og B-vitaminer og mineralerne kalk og magnesium samt en masse gode kostfibre, der er gode for mikrofloraen i fordøjelsesystemet.

 

frikadellerne bages i ovnen

linsefrikadeller.1

linsefrikadeller med bagt fennikel 

frikadeller:

100 g linser

100 g gule flækærter

75 g skalotteløg

4 fed hvidløg

200 g rodfrugter: gulerod, pastinak og/eller rødbede etc.

50 g rasp

1 dl grøntsagsbouillon eller sojafløde

4 spsk loppefrøskaller (HUSK), kan erstattes af 2 æg

3-4 spsk tamari (soja)

1/2 spsk tørret oregano, timian eller anden kryddderurt

bagt fennikel:

2 store fennikel

olivenolie

1-2 dl grøntsagsbouillon

dip:

evt. sojayoghurt

hvidløg

ingefær

 

linsefrikadeller

 

Kog linser og ærter møre i rigeligt vand, ca. 20 minutter. Lad dem afkøle i vandet og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg. Riv rodfrugterne. Rør begge dele i linser og ærter og tilsæt rasp, væde, loppefrøskaller, tamari og den valgte krydderurt.

Rør farsen grundigt sammen og smag til med salt og peber.

Lad farsen hvile et kvarters tid og vurdér om der skal tilsættes mere rasp eller mere væde. Farsen skal nemt kunne formes til frikadeller.

fennikel-bagt

 

Skær imens de to fennikelknolde i kvarte og læg dem i et ovnfast fad. Pensl overfladen med olie og hæld kogende bouillon i fadet.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn.

Form 18-20 frikadeller af farsen og sæt dem på bagepapir på en bageplade. Pensl overfladen med olivenolie.

Sæt pladen i ovnen, når fennikelknoldene har bagt 15 minutter.

Bag begge dele yderligere ca. 20 minutter. Vend frikadellerne efter 10 minutter og pensl dem med olie igen.

Fennikel og frikadeller skal være gyldne. Sæt evt. pladen under grillen et øjeblik.

Servér evt. en sovs eller dip til af yoghurt smagt til med presset hvidløg, reven ingefær og hakket grønt fra fennikelknoldene.

Du kan også vælge en tomatsovs.

 

dip med hvidløg passer til retten

linsefrikadeller.2

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

.

en gave der gavner kroppen, kloden og klimaer

Hvis du står og mangler en meningsfuld julegave, kan min nye bog om mad med plantefars måske være en idé?

Bogen udkommer ganske vist først den 14. februar, men hvis du printer denne forside ud, kan du pakke den fint ind og give den som gave med lovning på levering i februar.

Bogen er på 256 sider og koster kr. 225,00 (vejledende). Bogen kan bestilles allerede nu hos din lokale boghandler eller hos Saxo.

.

Share