Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

26

februar 2021

5

KOMMENTARER

mungbønnesuppe fra Uzbekistan – ugens suppe

Skrevet af , Posted in supper

.

enkelt men eksotisk 

Denne bønnesuppe holder jeg specielt meget af. Jeg smagte den sammen med 600 vildfremmede mennesker til et bryllup i en landsby langt ude på landet i Uzbekistan for nogle år siden. Her var maden i så rigelige mængder, at den kun blev overgået af gæstfriheden.

Traditionen i Uzbekistan kræver, at mindst én af retterne til et bryllup er en suppe. Herude langt fra alfarvej er midlerne små, så suppen laves med de grøntsager, man har ved hånden. Her er det glaskål eller kålrabi, og ”tyngden” kommer fra bønner og ris.

Når suppen er serveret, drøner musikken løs, vodka og sød sodavand flyder i rigelige mængder – og brudeparret modtager gaverne, der ofte består af klingende mønt.

.

så er der fri dans 

Når de mange retter er nydt, spiller musikken op, og jeg er et eksotisk indslag i en landsbykultur, hvor man sjældent møder en udlænding.

.

en ægte krammer

Udtrykket: “en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”, gælder så rigeligt i Uzbekistan.

Midlerne er små, men den menneskelige varme er gigantisk. Jeg er næsten ked af at minde om, at en ægte krammer er en vidunderlig gave. Jeg glæder mig til, at det igen bliver muligt. Indtil da sender jeg al kærligheden fra de uzbekiske kvinder videre til jer derude.

.

mungbønner er nemme og billige proteiner

Mungbønner og andre bønner udgør ofte proteinerne i kosten i Centralasien. Og det er sund fornuft. De små grønne bønner er både billige og sunde. Og så har de den fordel, at de ikke behøver at udblødes. Bønnerne er kogt på 20-25 minutter.

.

brød fra Uzbekistan

Hvis du vil have ægte uzbekisk brød til suppen, så se opskriften her. Jeg var heldig at få lov til at bage sammen med to skønne lokale kvinder.

.

mungbønnesuppe fra Uzbekistan

(4 personer)

200 g løg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

100 g mungbønner

8-10 dl grøntsagsbouillon

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

1/2 kg glaskål eller kålrabi (kan erstattes af gulerødder)

50 g ris

1/2 dl klippet dild

1/2 dl klippet purløg eller top af forårsløg

1/2 dl snittet koriander

2-3 spsk riseddike eller citronsaft

salt

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Tilsæt bønnerne og det meste af bouillonen. Kog suppen under låg 10 minutter.

Tilsæt gurkemeje og peber.

Skær den valgte grøntsag i små terninger og kom dem i suppen sammen med risene. Kog suppen yderligere ca. 10 minutter. Bønner og ris skal være helt møre. Hvis du bruger brune ris, skal suppen koge ca. 20 minutter længere.

Tilsæt krydderurterne (gem lidt til pynt) og lad suppen koge op. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt, inden du purerer den. Tilsæt eddike eller citronsaft – og mere bouillon hvis suppen er for tyk.

Smag suppen til med salt, peber, eddike, et nip sukker og evt. flere krydderurter.

Servér suppen portionsvis drysset med krydderurter.

.

om at printe opskrifter uden fotos

Da jeg ofte bliver spurgt, hvordan man printer opskrifterne ud uden at få alle fotoene med, kommer her en lille brugsanvisning:

Klik på ikonet print friendly nedenfor. Her kan du klikke fotoene væk, så du kun printer den sorte tekst ud.

.
.
Print Friendly, PDF & Email
Share

5 Kommentarer

  1. Elke Borchardt
  2. Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.