luksuspasta med svampe og trøffelolie – på 20 minutter
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
gourmetmad på 20 minutter
Lækker, bæredygtig gourmetmad på 20 minutter lyder næsten for godt til at være sandt.
Når en hovedret kan tilberedes så hurtigt, hænger det sammen med, at der indgår pasta i retten. Det er ikke ofte, jeg spiser pasta eller laver opskrifter med det italienske yndlingsprodukt, men da jeg er begyndt at spiste mere glutenfrit og var heldig at finde en rigtig god glutenfri linguine lavet af brune ris og majs, blev det til denne ret.
Du kan dog bruge alle typer pasta, med eller uden hvedemel.
.
velsmag med få produkter
Foruden pastaen er de vigtigste ingredienser løg, broccoli, kejserhatte, en hjemmelavet “creme” af plantebaseret feta samt trøffelolie.
Du kan bruge andre svampe end kejserhatte, fx østershatte eller champignon.
I stedet for broccoli kan du bruge blomkål, helst en af de farvede varianter, ellers bliver retten meget bleg. Og vi spiser jo også med øjnene!
Hvis du bruger trøffelolie så pas på med doseringen. Der kan ske to ting: måske har du været uheldig at købe en trøffelolie, der smager af absolut intet. Eller du har fået en med masser af trøffelsmag, og så skal du passe på med doseringen. Trøffelsmagen kan nemlig nemt blive for meget.
Her min min yndlingsolie:
Olien burde kunne findes i velassorterede supermarkeder. Jeg køber selv min hos Fru Hurup i Lyngby. Butikken har også en online butik. Olien er dog ikke at finde dér p.t.
.
ost eller ej?
I Danmark har vi tendens til at drukne vores pastaretter i fløde og ost. Det synes italienerne ikke om. Væden i en pastaret bør primært komme fra lidt kogevand fra pastaen.
Jeg har dog her alligevel dristet mig til at foreslå en slags feta-creme på toppen af pastaen. Du kan bruge andre former for blød “ost”, måske lavet af udblødte og blendede cashewnødder rørt med havre creme fraiche. Du kan naturligvis også helt udelade “oste-cremen”.
I så fald kan du lave dit eget “parmesan”-drys: blend cashewnødder med lidt gærflager og salt – og drys med det i stedet.
.
hvor kommer pastaen fra?
Dagbladet Politiken har for nylig startet et nyt magasin med navnet MAD. Her behandles forskellige aspekter af madens og råvarernes verden, og man møder kokke og andre madnørder. Opskrifterne er primært plantebaserede.
I det seneste nummer kigger magasinet bl.a. på pasta og pastaens historie. Nogle mener, at det var italienerne, der opfandt pastaen, andre at det var Marco Polo, der bragte melspisen med hjem fra en af sine ekspeditioner til Kina. Det kan man bl.a. læse om på opslaget, der danner baggrund for tallerknen ovenfor.
.
undskyld – der er kød på billedet!
Det er ikke ofte, der optræder kød på disse sider, men da jeg i dag så denne tilbudsavis fra et supermarked, blev jeg igen både fortvivlet og indigneret.
HVORNÅR SKAL VI TIL AT BETALE DEN PRIS, KØD KOSTER???
Vi ved, at kødspisning er årsag til omkring 1/3 af klimakrisen – nogenlunde det samme som hele transportsektoren. Mens det er urealistisk, at vi kan droppe al transport, kan vi uden videre fjerne kødet fra vores kost uden at lide nogen former for afsavn. Det er ikke hugget i sten, at vi skal spise vore medskabninger. Der er intet godt at sige om kødproduktion. Kødproduktion er en sekssporet motorvej af død og ødelæggelse.
Så jeg kan ikke begribe, hvorfor forbrugerne ikke skal betale, hvad kødet koster. Produktion af kød betyder ekstrem udplyndring af naturen, forgiftning af grundvandet og ødelæggelse af klimaet.
Annoncen ovenfor fik mig igen til at tænke på, hvor nemt vi kunne ændre en meget stor del af klimabelastningen ved at skære ned på kødforbruget. Som det ses i annoncen ovenfor, koster 300 g plantebaserede pølser 65 kr. (uden rabat 70 kr.). Det er 26 kr. dyrere end 300 g hakket kød. Det hænger jo ikke sammen!
Der er absolut ingen grund til at lægge ekstra skat på kød, som nogen politikere har foreslået. Forbrugerne skal bare betale, hvad det koster at producere kød. Sådan er det jo også med andre varer. Jeg ved ikke, hvad prisen ville blive. Men måske ville fx 1000 kr. for 1/2 kg kød få nogle til at nedsætte forbruget?
Jeg savner svar fra politkerne på, hvorfor kødproduktion fortsat skal ødelægge vores jord, grundvand og klima – oven i købet med en årlig støtte fra EU på over 6,5 milliarder kroner. Jeg vil gerne høre de gode argumenter.
Hallo, Dan Jørgensen, er du et sted derude?
.
luksuspasta med kejserhatte, broccoli og trøffelolie
(4 personer)
150 g løg
6 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
150 g kejserhatte
400 g broccoli
25 g hasselnødder
evt. små stykker grønkål, flowet sprouts eller andre grønne blade, fx basilikum
100 g plantebaseret ”fetaost”
ca. ½ dl plantefløde
salt, friskkværnet peber
citronsaft
400 g spaghetti, linguine, fettuccine eller anden pasta
trøffelolie (kan evt. udelades)
.
Lav først grøntsagerne og ”osten” klar.
Tænd derefter for vandet til pastaen.
Bring vandet i kog med et godt drys salt og tilsæt pastaen. Min glutenfrie linguine skulle koge 10 minutter – men kig på pakken.
Riv osten og rør den så glat som muligt med fløden. Det skal blive til en temmelig tyk creme. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Skær løgene i tynde både. Hak hvidløgene.
Svits begge dele i olien, indtil løgene er let gyldne.
Skær svampene i skiver eller kvarte og tilsæt dem. Svits indtil de også er let gyldne.
Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små terninger. Skær nødderne i flager.
Kom broccolien og nødderne på panden og svits endnu et par minutter. Drys med lidt salt og peber og kom en spsk citronsaft ved.
Smag godt til.
Hæld lidt kogevand fra pastaen på panden og vend godt rundt.
Afdryp pastaen og vend den i grøntsagerne på panden.
Servér pastaen portionsvis og sæt en spsk ”ost” på toppen. Dryp evt. med lidt trøffelolie. Pas på doseringen. God trøffelolie har en kraftig smag.
.
.
Dejligt med din holdning til kød og at du også bruger nogle linjer på det.
Kære Win,
Tusind tak. Det glæder mig. Jeg ved ikke hvor længe, du har fulgt med på bloggen, men jeg skriver jævnligt om dyrenes elendige liv, klimaet og sundhed.
Kh Kirsten
Helt enig med Wins kommentar!
Kære Kerstin,
Hjertelig tak!
Kh Kirsten
Jeg er også enig i dine holdninger, Kirsten.
De fleste jeg kender på arbejde og privat, bekymrer sig ikke om klima og dyrevelfærd, ihvertfald hvis de selv skal gøre en indsats.
Det handler mest om egne behov og at få kørt en masse animalske proteiner ind for bla. at slanke sig.
Til gengæld er mange meget bekymret for corona virus… Tjah
Kære Dorte,
Det er dejligt at høre. Tusind tak.
Du har ret i, at det for mange mennesker er abstrakt, at vi er ved at ødelægge vores livsgrundlag. Det er nemmere at forholde sig til de helt nære ting.
Forståeligt – men stærkt beklageligt! Og det med proteinslanknigen er virkelig helt “ude i skoven”.
Kh Kirsten
Ja, lad os få et svar, og en undersøgelse af, hvad det koster at producere et kg kød uden tilskud fra EU og staten, altså fra os borgere i EU og Danmark.
Kære Karen,
Jeg er desværre bange for, at vi kommer til at vente længe på et svar. Men jeg forsøger!
Kh Kirsten
Kære Kirsten.
Det er efterhånden mange år siden, jeg købte min første vegetariske kogebog (39 år!) af Grethe Schmidt. Jeg har også nogle af dine kogebøger, og Cranks, Årstidernes m.fl. og jeg bruger dem alle til inspiration.
For mig er det naturligt at spise både vegetarisk og at spise kød. Det veksler vi med, og det nyder vi.
Vi er stort set selvforsynede med både egen vandboring, husstandsvindmølle (varme og el), en stor køkkenhave, vi har høns og får, til eget forbrug. Fårene går 1/2 år på vores egen mark, og 1/2 år på en ø, således undgår vi sygdom og medicin. Vi slagter selv vores dyr, og det foregår uden at stresse dem.
Det er desværre efterhånden blevet således, at fordi vi slår vores dyr ihjel, til eget forbrug, så bliver vi betragtet som nogle forfærdelig mennesker.
Vi tager afstand fra den behandling dyr får i stordrift, og for pengenes skyld, det er på alle måder ikke i orden.
Jeg er nysgerrig på at høre din mening. Er det alle kødspisere du tager afstand fra, eller kan vi acceptere at vi er forskellige, og ikke nødvendigvis skære alle over én kam?
Kære Myrna,
Rigtig mange tak for din fine beretning. Hvis alle mennesker levede så smukt, som du og din familie gør, havde vi slet ingen problemer med ødelæggelse af naturen, overforbrug, dyremishandling etc.
Jeg vil meget gerne stærkt understrege, at jeg IKKE har licens til at fordømme nogen, kødspisere eller ej. Det kunne jeg ikke drømme om. Mit ærinde er dyrevelfærd og bevarelse af naturen og klimaet. Og her spiller den konventionelle produktion af dyr desværre en stor rolle. At gøre opmærksom på dét, opfattes af nogle som militaristisk. Fra min side er det ment kærligt. Mit projekt er at levere forslag til lækker mad uden kød. Det er mit håb, at dét kan få nogle – også kødspisere – til at spise mere plantebaseret, hvis den nye mad er virkelig lækker.
Det er jo fantastisk, når mennesker lever, som du og din familie, i pagt med naturen og dyrene. Smukkere kan det ikke blive. Og måske kan det åbne øjnene hos nogle at gøre opmærksom på, at der er det alternativ, som I har valgt.
Kh Kirsten
Kære Kirsten.
Tak for dit svar og din mening. Det er netop vores intention, at leve i pagt med naturen og bæredygtigt. Det falder os mest naturligt. Jeg ved godt, at ikke alle mennesker har de samme muligheder, men som du også skriver, så er der alternative løsninger.
Kh Myrna
Kære Myrna,
Selv tak. Ja, du er blandt de heldige med de gode muligheder for at lave bæredygtígt, men det KAN altså også lade sige gøre i en lejlighedpå 4.sal. Den omstilling vi så småt er i gang med, kræver ufattelig meget af os alle sammen. Det er dejligt, at der er frontløbere som dig!
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Jeg vil gerne finde en god trøffelolie, men indtil videre, så er dem jeg har forsøgt mig med ikke smagt af noget 😉
Kan du anbefale een?
Kh
Lise
Kære Lise,
Jeg har skrevet til dig direkte men vil lige sige, at jeg nu har lagt et foto af min egen yndlingsolie på siden med opskriften.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy