Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

13

marts 2018

6

KOMMENTARER

grønkålscurry med kartofler, kikærter og sprøde løg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

måske skal du slet ikke spise hjemme i denne uge?

I denne uge lancerer Dansk Vegetar Forening begrebet “vegansk uge”.  Det betyder, at mere end 40 restauranter rundt om i landet tilbyder veganske menuer til rimelige priser. Formålet er at få flere restauranter og flere forbrugere til at få øjnene op for, at plantebaseret mad (som regel) er en stor spiseoplevelse. Man skal sikre sig billetter hos Dansk Vegetar Forening. Der kan du også se, hvilke restauranter, der er med i ordningen, og hvor i landet, de ligger.

Billedet ovenfor er fra Restaurant Vækst i København. Her er dog allerede udsolgt, men hvis du en anden gang har lyst til at besøge restauranten, kan jeg anbefale den. De serverer altid på bestilling lækker vegetarisk/vegansk mad.

Initiativet afspejler den medvind bæredygtig mad har fået. Hver eneste dag kommer der nye glade beretninger fra – især yngre – der har valgt at leve vegansk‚ endnu mange flere indfører en eller to kødfri dage om ugen. Supermarkederne tilbyder flere og flere plantebaserede produkter og spår det grønne liv en stor fremtid. Og mange mennesker kan ikke mere lukke øjnene for dyrenes lidelser. Jeg klapper med klove og hove og hænder og hvad der ellers kan klappes med. Mon ikke det er dét, der hedder medvind for medfølelsen..

.

forkæl din vintertrætte krop

Hvis du ikke har lyst til at gå ud og spise, eller har en rest grønkål, der bare SKAL spises nu, så kommer her en idé til en meget enkel, men virkelig livgivende ret.

Sæsonen for grønkål synger på sidste vers. Selv om vi kan købe frossen grønkål hele året, synes jeg, man skal spise grønkål, når den er i sæson. Jeg er også ved at længes efter noget lettere grønt. Ikke mindst længes jeg efter ramsløgene. Fra pålidelig kilde tæt på tæpperne af ramsløg i Riisskov ved Aarhus ved jeg, at de supersunde blade allerede er fremme derovre. Man skal bare lige grave dem frem af sneen. Mine lokale ramsløg stikker tidligst deres spidse blade op over jorden om en måned.

Så i dag står menuen altså på grønkål. Oven i købet i en lidt usædvanlig alliance med hede orientalske krydderier. Sammen med de antiinflammatoriske produkter, gurkemeje og ingefær, udgør grønkålen en fantastisk servering af powerfood. Retten er spækket med vitaminer, mineraler, antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer. Det er lige det, vi har brug for nu, hvor vinteren ikke vil slippe, og så mange trækkes med forkølelser, hoste og influenza.

.

tank op med grøn energi

 

Jeg har lovprist grønkål utallige gange. Kålen er stort set noget af det sundeste og mest kaloriefattige, du kan spise. Hvis du vil læse mere om næringsstofferne i grønkål, så kig her.

.

 

undgå madspild

Jeg bliver af og til rystet, når jeg ser, hvor mange spiselige fødevarer folk smider ud. Ofte er det næsten helt friske ting. Mange ved ikke, at de fleste grøntsager kan holde sig i ugevis i køleskabets grøntsagsskuffe. Men også alt for mange stilke, ribber, dækblade, midten af blomkålshovedet etc. bliver alt for tit ofret til skraldespanden. Det er spild af mad!

Stokken på broccolien er fx lige så lækker som det krøllede hoved. Næsten alt på blomkålshovedet kan spises, incl. “rygraden” og de pæneste blade. I denne ret har jeg anvendt midterribberne i grønkålsbladene. Jeg har snittet dem fint med en tyndskræller (du kan også bruge et mandolinjern) og lagt dem på den færdige ret.

.

Jeg har drysset retten med de snittede grønkålsribber og sprødstegte løg. Du kan stege løgnene selv, men hvis du vil have dem knasende sprøde, er du nok nødt til at købe dem færdigstegte. Du kan finde de ristede løg i ethvert supermarked. Her vil du sikkert også kunne købe currypastaen. Hvis ikke, så kig i en butik med orientalske varer.

grønkålscurry med kartofler og kikærter

(4 personer)

150 g kikærter, kan erstattes af bønner eller linser

50 g skalotteløg, evt. købte ristede løg

oliven- eller kokosolie

400 g søde kartofler, evt. alm. hvide kartofler

300 g grønkål

100 g løg

4 fed hvidløg

1-2 tsk rød, grøn eller gul currypasta, se om hjemmelavet currypasta her

2 tsk korianderfrø

1/2 spsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

3-4 dl kokosmælk

evt. lidt grøntsagsbouillon

salt, rørsukker, citronsaft

høvlede grønkålsribber og/eller koriander

.

Sæt kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 15 minutter. Afdryp dem.

Skær skalotteløget i ringe og rist dem gyldne i 1 spsk olie. Hvis du ikke kan få dem sprøde, så er det også fint med bløde løg. Sæt dem til side.

Skær kartoflerne i små firkanter.

Riv kålen af midterribberne (gem dem) og hak kålen.

Skær løgene i både og hak hvidløgene.

Svits løg, hvidløg og karrypasta i 2 spsk olie i en gryde. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt korianderfrø, gurkemeje, peber, kartoflerne og grønkålen.

Hæld kokosmælken ved og læg låg på gryden. Tilsæt kikærterne.

Lad curryen simre ca. 10 minutter. Tjek om kartoflerne er møre.

Smag til med salt, sukker og citronsaft. Hvis du vil have lidt mere væde i curryen så tilsæt lidt bouillon.

Servér curryen med tynde strimler af ribberne og/eller koriander, og drys med løgene.

Giv fx kogte brune ris til curryretten. Du kan også vælge det klassiske indiske brød, chapati.

.

 

Share

6 Kommentarer

  1. Marianne Borg Tieima
  2. Grith
  3. Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.