Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

supperArkiv

mandag

4

september 2023

4

KOMMENTARER

tomat/abrikossuppe med kardemomme, lime og ristede mandler – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

sommeren kommer retur i denne uge

Netop som vi er kommet ind i den første efterårsmåned, bliver der lovet varme sommerdage. Det er skønt, så kan vi nemlig lige nå endnu en kold suppe, måske årets sidste.

Tomatplanterne er stadig tunge af frugter, så det er oplagt med en kold tomatsuppe. Men du kan også vælge en karton hakkede tomater, hvis du ikke selv er tomatavler.

Suppen minder om den spanske, rå suppe, gazpacho, men denne er med udelukkende tomater og abrikoser, og er smagt til med den eksotiske kardemomme.

.

supersuppe på få minutter

Suppen er som skabt til en travl dag. Den er lavet på få minutter. Det hele foregår i blenderen.

Har du mange tomater, som det kniber med at få brugt, kan jeg anbefale at lave en stor portion suppe og fryse den ned i mindre portioner. Den er også lækker varm senere på sæsonen.

.

alle slags tomater kan bruges

Tomater findes i utallige farver, faconer og sorter – ja, faktisk omkring 15.000! De varierer i smag og kødfuldhed, men til denne suppe kan du bruge alle slags tomater. De gyldne abrikoser, der er i sæson samtidig med tomaterne, giver suppen lidt sødme.

Tomaten er en frugt, og ikke en grøntsag. Ligesom kartoflen kan man nemt tro, at de to altid har vokset i Danmark. Men faktisk kom de begge først til Europa, da Spanien havde erobret Sydamerika midt i 1500-tallet. Den gang – og i et par århundreder efter – troede man, at både tomaten og kartoflen var giftige. Og der er faktisk noget om det, for begge – og peberfrugten – hører til natskyggefamilien, som indeholder giftstoffet solanin.

Men mon ikke vi er blevet immune? Tomater og kartofler nydes i al fald i dag i enorme mængder over hele verden.

.

sunde er de også 

Tomater indeholder A-, C-, og E-vitaminer og er stærkt antioxidante. Vigtigst er nok stoffet lycopen (der er det stof, som giver tomaten dens røde farve). Lycopen menes at have en kræfthæmmende virkning og forebygger hjerte-karsygdomme, grå stær, aldring af huden og andre degenerative sygdomme.

For at få det bedste udbytte af lycopen skal tomaterne dog varmebehandles.

.

tomat/abrikossuppe med kardemomme, lime og ristede mandler

(4 personer)

4-5 kardemommekapsler

25 g mandler

200 g abrikoser

400 g tomater, evt. fra karton

grøntsagsbouillon

½ dl olivenolie

1-2 skiver lyst brød

2 fed hvidløg

1 tsk røget paprika

½ limefrugt

tamari, friskkværnet peber, rørsukker

evt. lidt plantefløde

frisk koriander, mynte eller basilikum

Denne suppe er i udgangspunktet rå, og kan nydes kold. Men på kølige dage er den også fin at servere varm.

Smut mandlerne og del dem i to. Rist dem gyldne i lidt olie. Sæt dem til side.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter.

Kom frøene i en blender sammen med abrikoser og tomater. Hvis du bruger tomater fra karton, så tilsæt ca. 1 ½ dl bouillon. Hvis du bruger friske tomater så tilsæt lidt mere samt evt. lidt tomatpuré.

Kom også olie, brød, hvidløg og paprika i blenderen samt saft af ca. en halv limefrugt.

Blend suppen, til den er helt ensartet. Tilsæt om nødvendigt mere bouillon.

Smag godt til med tamari og peber samt evt. mere paprika og limesaft, evt. også en smule sukker.

Servér suppen portionsvis med tre små skiver friske tomater på toppen samt dryp af olivenolie og evt. fløde – og den valgte krydderurt.

.

.

Share

fredag

25

august 2023

0

KOMMENTARER

kardemommekrydret ærtesuppe med dukkah og urteolie – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

små grønne kloder

Varm eller kold suppe? Denne delikate ærtesuppe kan nydes både kold og varm – og det er praktisk med sensommerens skiftende temperaturer.

Suppe er noget af den nemmeste mad, man kan tilberede. Og så kan suppe sammensættes af utallige ingredienser. Det er supernemt at servere en suppe som hovedret, hvis der tilsættes bønner, kikærter, linser, ærter eller andre former for protein. Med en suppe er undskyldningen for ikke at leve sundt, billigt – og med mad lavet på et kvarter – definitivt forsvundet.

.

sensommeren fejres bedst med en ærtesuppe

Mine yndlinge blandt de kolde supper er gazpacho, ærtesuppe eller en agurke/yoghurtsuppe. Der ligger adskillige opskrifter på forskellige udgaver af gazpacho og ærtesuppe her på bloggen (brug evt. søgefunktionen th. på siden).

Her er så endnu en ærtesuppe, for det er med at nyde de friske ærter, mens de er her. Og suppen kan varieres i det uendelige. Denne adskiller sig ved, at jeg har tilsat en urteolie  og nøddedrysset, dukkah.

For at jævne suppen kan du bruge kartofler eller persillerod, som foreslået i opskriften. Du kan også jævne med en moden avocado, der tilsættes, når den afkølede suppe blendes. Det er den aller-nemmeste måde.

.

ærtesuppe med dukkah og urteolie

(4 personer – forret)

100 g løg

4 fed hvidløg

frø af 4-5 kardemommekapsler (kan erstattes af chili)

2 spsk olivenolie

150 g persillerod eller kartofler – evt. 1 avocado

6 dl grøntsagsbouillon

200 g bælgede ærter

3-4 spsk citronsaft

2 dl kokosfløde eller anden plantefløde

reven ingefær

salt, friskkværnet peber

4 spsk dukkah

3 spsk urteolie (kan udelades)

frisk koriander, evt. ærteskud

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien. Knus kardemommefrøene i en morter og tilsæt dem. Svits indtil løgene er klare.

Skær persillerod eller kartofler i små terninger og kom dem i gryden. Hæld bouillonen ved og lad suppen simre under låg 8-10 minutter – eller tilsæt 1-2 avocado senere, så skal du blot koge ærterne.

Tilsæt ærterne og kog suppen endnu et par minutter. Lad den afkøle.

Purér suppen i blenderen og tilsæt citronsaft og fløde (gem lidt til pynt). Hvis suppen er for tyk, så tilsæt lidt mere bouillon og/eller fløde.

Smag godt til med reven ingefær, salt og peber, evt. også mere citronsaft.

Suppen kan laves dagen før, den skal serveres. Den kan også fryses.

Lav dukkahen.

Servér suppen i fire tallerkner eller skåle. Drys med dukkah og sæt en ring af fløde og olie på suppen. Drys med frisk koriander og evt. ærteskud.

.

 

Share

mandag

14

august 2023

0

KOMMENTARER

squashsuppe med sprød grønkål – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

sommersuppe på få minutter – squashene fortsætter!

Sommeren fortsætter – nogle vil nok mene, lidt for lunefuld. Her kommer så en suppe, der kan nydes enten varm eller kold.

Suppen er stort set rå, så du får fuldt udbytte af vitaminer og mineraler. Jeg har dog valgt at svitse løg og hvidløg, men har du ikke noget imod rå løg og hvidløg, så blend blot alle ingredienserne. Så er suppen ekstra hurtig at tilberede. Jeg synes dog, at det giver mere dybde og velsmag med de svitsede løg.

Denne sommersuppe kan passende nydes med et glas mousserende vin på en af de gode sommerdage, som vi forhåbentlig endnu har i vente, på terrassen, på altanen eller i haven.

Er det køligt, koges suppen blot op, og serveres varm.

.

to gode venner: dild holder af squash

Der er squash i suppen, og dild passer rigtig godt til den milde frugt.

Nu er de første nye grønkålsblade også klar. Vi spiser mest grønkål om vinteren, men der er ikke nogen grund til ikke at nyde denne vitaminbooster året rundt, også om sommeren.

Er du ikke til grønkål, så erstat den med et par håndfulde blandede krydderurter: løvstikke, persille, merian, salvie, purløg, mynte etc.

På fotoene har jeg brugt rå grønkål, men det giver et ekstra pift til suppen, hvis du laver sprøde grønkålschips.

Chipsene laves sådan: pensl grønkålsblade med olie og drys med lidt salt. Læg grønkålen på en bageplade og sæt den i en 150 grader varm ovn. Lad bladene tørre 5-8 minutter. Hold godt øje med dem. De bliver hurtigt for mørke.

Læg de sprøde blade på suppen, lige inden serveringen, da de lynhurtigt bliver bløde i suppen.

.

squashblomsterne er også lækre

Det ærgrer mig altid, at de skønne squashblomster ofte går til spilde. De er lækre, og kan med stor fornøjelse spises, se fx squashblomster med fyld af kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.

....

sommersuppe med squash og grønkål

(4 personer – forret)

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

3-4 kardemommekapsler eller 1/2-1 tsk stødt kardemomme (kan erstattes af chili)

400 g squash

4 dl grøntsagsbouillon

2 dl plantemælk

2 dl havrefløde eller tyk kokosmælk (kan erstattes af planteyoghurt)

1 økologisk limefrugt

salt, peber, rørsukker

4 grønkålsblade (kan erstattes af krydderurter)

dild

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter – eller hak chili efter smag.

Skær squashen i terninger (den skal ikke skrælles).

Kom løg, kardemomme, squash, bouillon, mælk og fløde i blenderen. Blend til suppen er helt pureret.

Tilsæt 2 spsk limesaft, 1 spsk reven -skal og et drys salt og peber.

Smag suppen godt til, også med et nip sukker.

Riv det meste af grønkålen i bittesmå stykker eller hak kålen og rør den i suppen. Gem evt. nogle lidt større stykker.

Eller lav grønkålschips, se ovenfor.

Servér suppen portionsvis og drys med den resterende kål og klippet dild. Dryp med lidt olivenolie.

.

 

Share