Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

30

august 2019

8

KOMMENTARER

mad-pandekager med squash

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

squash i små klatkage-agtige pandekager

Jeg fremturer lidt med squash, for denne græskarfrugt er en fantastisk anvendelig grøntsag. Der er næppe nogen grænser for, hvad den kan trylles om til: frikadeller, bøffer, bagt som lasagne eller gratin, rå eller kogt i supper, bagt i brød – og her er revet squash så endt i nogle små buttede pandekager, der minder om klatkager.

Pandekagedejen er lavet af kikærtemel og majsmel – og dermed glutenfri. Men du kan også vælge den pandekagedej, du plejer at bruge, og så blot tilsætte de revne squash.

.

spis brombær til

Da det er brombær-sæson samtidig med overdådigheden af squash, har jeg lavet en brombær-creme til pandekagerne. Så kunne man tro, at pandekagerne er til dessert, men det er de ikke. De er mad-pandekager, der kan nydes enten til frokost eller som aftensmad. De er også fine at have med som madpakke sammen med en salat.

Når jeg har valgt brombær som smagsgiver i cremen, er det fordi, det er sjovt at sætte sæsonens grøntsager og frugter sammen, og man kan sagtens nyde de lidt syrlige brombær i en creme smagt til med salt og peber. Men der er mange andre former for sovs eller dip, der vil passe til pandekagerne, fx den “chunky” tomatsovs nedenfor.

.

proteinrig salat

.

For at pandekagerne kan udgøre et mættende aftensmåltid, er det nødvendigt at servere en fyldig salat som tilbehør. Da tomater og grønne bønner også bugner lige nu, er det oplagt med en salat med tomater og haricot verts. Jeg har desuden her tilføjet både linser, bønner og kikærter. Det giver en masse grønne og klimakærlige proteiner, men du kan sagtens nøjes med enten linser, bønner eller kikærter.

Se opskrift på salaten her.

.

tomatsovs er også en mulighed

Denne tomatsovs passer fint til pandekagerne, se opskriften her (i bunden af indlægget).

 

små squashpandekager med brombærcreme

(4 personer)

50 g kikærtemel

25 g majsmel

2 dl vand

dild eller anden krydderurt

salt, friskkværnet peber

300 g squash

50 g løg

4 fed hvidløg

olie til stegning

brombærcreme:

2 dl plante creme fraiche eller yoghurt

salt, peber, citronsaft, agavesirup

50 g brombær (kan erstattes af blåbær)

.

Pisk de to slags mel ud i vandet. Tilsæt et par spsk hakket krydderurt, salt og peber. Smag dejen til.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Riv squashene groft, læg dem i en skål og drys med 1 tsk salt. Bland saltet godt ind i squashene. Lad dem trække en halv times tid.

Skyl squashene og pres al væden ud.

Hak løg og hvidløg fint.

Rør squash og løg i dejen. Konsistensen skal være som en almindelig pandekagedej, så måske skal der tilsættes mere vand – det afhænger af, hvor meget væde der er tilbage i squashene.

Steg ca. 10 små pandekager i godt varm olie.

Smag creme fraiche eller yoghurt til med salt, peber, citronsaft og sirup.

Vend brombærrene i cremen og servér den separat til pandekagerne sammen med en salat.

.

 

Share

mandag

19

august 2019

10

KOMMENTARER

sprød tærte med grillet peberfrugt og squash

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

efterårets høst på sprød tærtebund med cashewcreme

Her er en rigtig august-tærte, sprød og glutenfri. Tærtebunden har fået fyld af to af månedens mest givtige frugter: squash og peberfrugter. Begge dele er grillede.

Jeg bryder mig ikke så meget om friske peberfrugter. Jeg synes, de ofte er lidt bitre, men når de grilles og flås, genopstår de med en nærmest fedmet sødme, som er meget lækker.

Squashskiverne er grillet på en grillpande for at få de pæne mørke grill-striber.

.

røde peberfrugter er modne

De røde peberfrugter er modne og har mere smag og sødme end de grønne, som er umodne. De gule er midt imellem.

.

sådan griller og flår du peberfrugter

Peberfrugterne lægges under grillen og vendes, indtil de har mørke blærer på alle sider. Du kan evt. skære peberfrugterne igennem og fjerne frøstole og kerner, inden du lægger frugterne under grillen.

Læg peberfrugterne i en lufttæt beholder. Luk den og lad peberfrugterne afkøle. Flå forsigtigt skindet af.

Tidligere brugte jeg en plasticpose, men nu hvor vi er ved at drukne i plastic, tæller hver eneste IKKE-brugte plasticpose.

.

en sprød, glutenfri og oval bund

Jeg bliver tit spurgt, hvor mine mad-ideer kommer fra. Til det kan jeg svare, at inspirationerne er utallige. I tilfældet med denne tærte, så blev den oval, fordi jeg havde fået dette smukke portugisiske fad foræret af bror Hans. Han er lidt af en genbrugs-haj og havde fundet det i en genbrugsbutik.

Så hvorfor ikke bage en oval tærte! Som tænkt så gjort, og da der endnu er sommer i luften, endte det med en kold tærte. Det betyder, at du kan bage tærten i god tid inden, den skal serveres, evt. dagen i forvejen. Også frugterne kan grilles i god tid, og cashewcremen kan holde sig flere dage i køleskabet.

.

sprød tærte med grillede squash og peberfrugter

(4 personer)

sprød tærtebund:

100 g boghvedemel

100 g fint majsmel

2 spsk loppefrøskaller

1 tsk salt

4 spsk olivenolie

1 1/2-2 dl vand

fyld:

4 store røde peberfrugter

2 squash

1 portion cashewcreme, se opskrift nedenfor, eller 2-3 dl havre creme fraiche

en håndfuld friske krydderurter som basilikum, oregano, mynte etc.

evt. 25 g rosiner

evt. 2 spsk hakkede kapers

 . 

Bland de to slags mel til tærtebunden med loppefrøskaller og salt.

Tilsæt olien og så meget vand, at dejen kan æltes til en sammenhængende klump.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Rul dejen ud på et stykke bagepapir og form den rund, kvadratisk eller oval. Buk en kant hele vejen rundt. Du kan også blot lægge dejen i en smurt tærteform.

Prik dejen med en gaffel og bag tærtebunden i en 200 grader varm ovn til den er gylden, ca. 15 minutter.

Afkøl tærtebunden.

Skær peberfrugterne igennem og fjern frøstole og kerner.

Læg peberfrugterne under grillen og grill dem, til de er mørke og skindet bobler op.

Læg peberfrugterne i en plasticpose og lad dem afkøle.

Flå skindet af peberfrugterne og skær dem i brede strimler.

Skær squashene i tynde skiver og grill dem på en grillpande. Afkøl dem.

Lav cashewcremen, se nedenfor, eller vælg færdigkøbt creme fraiche. Smag til med citronsaft, salt og peber, evt. et nip chili.

Smør cremen på den bagte, afkølede bund og arrangér peberfrugter og squash i et pænt mønster på tærten. Du kan lægge frugterne på som små ruller.

Drys med friske krydderurter – og dryp med lidt olivenolie. Du kan evt. også drysse med rosiner og kapers. Det giver et lidt andet smagsindtryk.

.

cashewcreme

150 g cashewnødder

25 g afskallede mandler

2 spsk gærflager (kan udelades)

2 spsk lime- eller citronsaft

ca. 2 dl plantefløde

4 fed hvidløg

1/2 spsk tørret oregano eller basilikum

salt, friskkværnet peber

.

Udblød cashewnødder og mandler i vand, der dækker, 8-10 timer.

Afdryp nødder og mandler og kom dem i en food processor sammen med gærflager, citrussaft og lidt plantefløde.

Blend til massen er ensartet. Tilsæt mere fløde, men ”cremen” skal ikke være flydende.

Smag til med citrussaft, salt og peber.

Cashewcremen kan opbevares i et glas med tætsluttende låg i køleskabet mindst en uge.

 

.

Share

fredag

16

august 2019

8

KOMMENTARER

squashruller med svampe/valnøddefyld og tahinsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

rul squash om lækkert fyld

Man kunne godt kalde august måned for squashmåneden. Det bugner med dette medlem af græskar-familien. Så jeg fortsætter med nye squash-opskrifter de næste uger. Squash er jo så fantastisk taknemmelige at arbejde med. De er utrolig gode til at spille hovedrollen i mange retter.

Her har jeg skåret squash i tynde skiver på langs og fyldt dem med en svampe/valnøddefars.

.

sesamdip og små spirer

Jeg har lavet en nem sesamsovs af tahin og plantemælk til rullerne. Og så har jeg drysset med løvstikke og småbitte spirer af pink kål. Jo flere forskellige farver i maden, desto bedre. Plantenæringsstoffer kan vi nemlig ikke få nok af. Som jeg skrev i sidste uge, kan du finde mange slags spændende spirer hos firmaet Friske Spirer.

.

mange farver forebygger

Et nyt studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications peger på, at de såkaldte flavonoider i frugter og grøntsager virker forebyggende på kræft og hjerte-karsygdomme. Så selv om squash ikke er verdens mest næringsrige frugt, indeholder den grønne eller gule skal masser af flavonoider.

Der findes mere end 4000 forskellige flavonoider, som er plantenæringsstoffer, der sidder i planternes farve-, smags- og duftstoffer. Flavonoider virker stærkt antiinflammatoriske og antioxidante. Du kan læse mere om flavonoider i min bog “Powerfood-revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi” (bogen er udsolgt men kan lånes på biblioteket).

.

spis både blomster og frugter

Ikke nok med at squash leverer så afsindigt mange frugter, blomsterne er også lækre at spise. Og i disse tider, hvor vi er ved at indse, at det er nødvendigt at undgå enhver form for unødig spild og at udnytte alt, hvad råvarerne har at tilbyde, er det oplagt også at nyde blomsterne. Og det er jo ikke blot velsmag men også masser af helsebringende stoffer.

Se opskrift med fyldte squashblomster her. Du kan også bruge fyldet nedenfor til squashblomsterne.

.

…

squashruller med svampe/valnøddefyld og tahinsovs

(4 personer)

100 g brune eller sorte linser

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g champignon

raps- eller olivenolie

lidt hakket chili efter smag

1 spsk citronsaft

25 g valnøddekerner

2 spsk hakket løvstikke eller anden krydderurt

ca. 3 spsk havregryn

salt, friskkværnet peber

1/2 kg squash

tahinsovs:

3-4 spsk tahin

ca. 1  1/2 dl havrefløde, kokosmælk, planteyoghurt, evt. vand 

1 fed presset hvidløg

2 spsk tamari

evt. reven ingefær

.

Kog linserne i rigeligt vand 20 minutter. Adryp og afkøl dem. Mos dem lidt med en gaffel.

Hak løg, hvidløg og svampe. Svits først løg og hvidløg i et par spsk olie. Lad dem simre 4-5 minutter.

Tilsæt svampe og chili. Svits ved rask varme, til svampene afgiver væde. Tilsæt citronsaften.

Hak valnødderne og bland dem med linser, løg og svampe.

Tilsæt den valgte krydderurt samt havregrynene.

Smag godt til med tamari og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Skær squashen i tynde skiver på langs. Skiverne skal være så tynde, at de kan rulles uden at knække. Brug gerne et mandolinjern.

Sæt 1 spsk valnøddefars på enden af hver squashskive og rul skiverne sammen. Sæt dem tæt i et ovnfast fad. Dryp med lidt olivenolie.

Bag squashrullerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Rør tahinen sammen med det valgte “mælke”produkt eller vand, til den er lind. Tilsæt væden lidt ad gangen, da sovsen ellers pludselig kan blive for tynd.

Tilsæt hvidløget og smag til med tamari – og evt. også reven ingefær.

Hvis sovsen er for fast, så tilsæt lidt mere kokosmælk eller vand.

Spis gerne en salat eller to til squashrullerne.

.

en salat med brombær

Det er brombærtid, og de kan passende nydes i denne salat med lilla spidskål, rødbeder, pistacienødder og blåbær.

Se opskriften her.

.

… eller en kartoffelsalat

Denne mættende kartoffelsalat med tang og flødedressing er også en god idé til rullerne.

Se opskriften her.

.

Share