Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

frokostretterArkiv

onsdag

26

december 2018

2

KOMMENTARER

selleri-cannelloni med trøffelsvampe, fritterede salvieblade og ristede mandler

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad, nytår

.

små festlige ruller til årets sidste aften

De små selleriruller er lækker og supernem festmad. Selleriskiverne kan skæres og koges dagen før, de skal serveres – og trøffelsvampene kan også laves dagen i forvejen. Så skal rullerne blot samles før serveringen.

.

selleri-cannelloni med trøffelsvampe, fritterede salvieblade og ristede mandler

(4 personer)

1 mellemstor selleri

2 spsk citronsaft

1 potte med lange purløg eller 3 lag porre-”blade”

1 portion svampe som til plantebaseret foie gras – her skal bruges 350 g svampe

1/2-1 dl sojafløde eller anden fløde

2-3 tsk trøffelolie

en håndfuld salvieblade

2 spsk olivenolie

25 g afskallede mandler

evt. rød syre eller anden krydderurt

 

Skær 16-20 meget tynde skiver af sellerien og skær skallen bort.

Hvis du serverer retten til nytår sammen med porrepateen og skalotte-tarteletterne, foreslår jeg, at du regner med tre-fire ruller pr. person.

Det er lettest at skære skiverne med en pålægsmaskine, da de skal være meget tynde. Om nødvndigt må du dele sellerien igennem og skære dobbelt så mange halve skiver på et mandolinjern.

Læg skiverne i kogende vand tilsat citonsaft. Lad dem simre ca. 2 minutter og afdryp dem.

Hvis du ikke bruger purløg som ”bånd”, så læg de tre lag porre i vandet et par minutter, til de er bløde. Afdryp dem og skær samme antal tynde strimler, som du har selleriskiver.

Lav svampefyldet minus vegansk smør og brød. Rør fløden i. Smag til med trøffelolie. Pas på med doseringen, smagen kan nemt blive for dominerende.

Fordel fyldet på selleriskiverne, rul dem sammen og bind en sløjfe om af enten purløg eller porrestrimler.

Svits salviebladene i olien, til de er sprøde. Læg dem på fedtsugende papir.

Rist mandlerne gyldne i resten af olien og læg dem ligeledes på fedtsugende papir.

Anret rullerne på et fad – eller portionsvis – og drys med salvieblade, ristede mandler og en krydderurt.

.

 

 .

Print Friendly, PDF & Email
Share

tirsdag

11

december 2018

12

KOMMENTARER

“sild” med appelsindressing og “sild” med sennepsdressing

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad

 

med plantesild er julefrokosten (næsten) på plads!

Med kun et par uger til påske, kan det være rart at have frokostretterne på plads. Her er et par velsmagende bud på plantebaserede sild.

Men for at være ærlig: hver gang jeg laver plantemad, der er 100% omsat fra det animalske ophav, kommer jeg lidt i tvivl, om det nu også er O.K. Men kan man lide animalske sild – og har de altid været en del af juletraditionerne – er der jo ingen grund til at gå glip af den smag, bare fordi man ikke mere spiser dyr.

Så jeg fejede al tvivl til side, fordi jeg gerne vil udvide mit jule- og påske-frokost repertoire. Og da jeg fandt inspiration fra Sverige til at bruge østershatte som sild, måtte jeg prøve det. Og da jeg havde lavet “sildene” og smagt på dem, kunne jeg ikke nænne ikke at dele opskrifterne med jer. Østershatte-sildene smager simpelt hen dejligt.

.

“sild” i sennepsdressing

Jeg besluttede mig for at lave to slags “sild”. Det passer med, at man bruger 250 g østershatte i alt og marinerer dem sammen, inden portionen deles og lægges i to slags lage.

Her er den første variation af de to slags “sild”, som jeg har kastet mig ud i.

“Sildene” ligger i en sennepsdressing med forskellige krydderurter. Jeg har brugt purløg, dild og timian. Du kan også nøjes med én urt.

.

“sild” der sætter smag på frokostbordet

Sildene af østershatte kan også laves med en karrydressing som nedenfor.

Fordelen ved disse svampe-“sild” er, at de er hurtige at lave. De kan holde sig 2-3 dage i køleskabet.

.

karrysild

Måske kender du allerede mine karrysild af aubergine?

Hvis ikke og hvis du er mere til karrysild, så prøv denne opskrift. Og så kan du i øvrigt sagtens bytte auberginerne ud med østershatte. Du forbereder blot svampene i eddikelagen som forklaret i opskriften nedenfor.

.

“sild” med appelsindressing

Det er en fordel af tilberede “sildene”, dagen før de skal serveres – eller endnu tidligere.

.

appelsin, kapers og rosenpeber

Denne type “sild” er helt anderledes end senneps”sildene”. Her kommer smagen fra appelsinsaft, fintreven appelsinskal, kapers og rosenpeber. Hvis du ikke lige har rosenpeber på hylden, så brug sort peber i stedet for, evt. grøn madagascarpeber.

.

.

to slags ”sild” af østershatte

(4 personer)

250 g østershatte

1 lille skalotteløg

1 dl vand

2-3 spsk riseddike eller anden mild eddike

2 tsk salt, friskkværnet peber

2-3 spsk sukker

evt. ahornsirup

sennepssild:

1 dl havre creme fraiche eller planteyoghurt

2-3 spsk eddikelage

1 spsk dijonsennep

dild, purløg, timian

appelsinsild:

1 økologisk appelsin

3/4 dl eddikelage

1 spsk rosenpeber

2 spsk kapers

dild

Skær svampene i brede strimler. Skær løget i ringe.

Bring vandet i kog med eddike, salt, lidt peber samt sukker. Smag til. Lagen skal være tilpas sur/sød/salt. Du kan evt. justere den søde smag med lidt ahornsirup.

Tilsæt svampene og løgene og lad lagen koge op. Vend rundt i svampene og løgene og fjern gryden fra varmen. Lad svampene afkøle i lagen.

Senneps”sildene”:

Smag creme fraiche eller yoghurt til med eddikelage, sennep, salt og peber.

Tilsæt en eller flere krydderurter efter smag og vend halvdelen af de afdryppede svampe i dressingen.

Appelsin”sildene”:

Riv ca. 1 spsk fine strimler af appelsinskallen. Pres ca. 1/2 dl saft af appelsinen.

Rør begge dele i eddikelagen.

Knus peberkornene og kom dem i dressingen sammen med kapers og klippet dild.

Vend resten af østershattene i dressingen og pynt evt. med mere dild og rosenpeber.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

onsdag

5

december 2018

8

KOMMENTARER

tarte tatin med løg – fransk løgtærte

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

løg på mange måder

De små bagte løg er oprindelig skabt som Sct. Hans-ret, men med deres smag af sol og sommer er jeg sikker på, at de også vil gøre lykke på julens festlige borde Dels fordi de minder os om, at der kun er 1/2 år til solen igen står højt på himlen, dels fordi de smager skønt.

Se opskriften her.

 


I denne travle juletid har vi brug for masser af energi. Det får du nemmest og lækrest gennem det lille frø quinoa.

Quinoa var i mange år en hemmelighed blandt indianerne i Sydamerika, men så fik verden øjnene op for det næringsrige frø. Quinoa gik sin sejrsgang gennem verden – SÅ meget at de lokale folk ikke mere selv havde råd til at købe den.

Det er der heldigvis rådet bod på. Nu dyrkes der nemlig quinoa i Danmark, så du kan med god samvittighed nyde denne næringsrige, lækre og mættende salat.

Se opskriften her.

 


 

.

Ingen jul uden en lækker tærte!

Her lige i starten af december har jeg bagt en tærte – så at sige på hovedet. Det er den franske “omvendte” tærte, tarte tatin, hvor tærten bages med dejen øverst. Ved serveringen vendes tærten, sådan at fyldet kommer øverst.

Alle elsker en tærte, og en tærte kan man servere når som helst. Det kan være til en af decembers mange frokoster eller det kan være som del af en middag. Denne tærte har en størrelse, der vil passe som forret. Jeg har brugt en form, der måler godt 20 cm i diameter.

.

skalotteløg – kongen af løg

Det lille elegante skalotteløg har en helt speciel og fin smag. En kok har engang sagt, at skalotteløget er madens “korset”. Jeg er helt enig. Skalotteløg højner enhver ret, men her optræder det helt på egen hånd, dog sammen med rødløg og hvidløg.

Her er løgene bagt med agavesirup og er blevet cremede og bløde med en skøn sødlig smag. Ren slik faktisk – på den sunde måde!

.

Lidt syrlighed i form af yoghurt højner smagsoplevelsen. Så du kan evt. sætte lidt yoghurt på tærten inden serveringen og  evt. drysse med ærter. Friske bælge er ikke i sæson lige nu, så du kan evt. drysse med lidt frosne, optøede ærter. Eller helt udelade dem.

.

tarte tatin med skalotteløg

(4 personer – forret eller frokostret)

600 g rødløg og/eller skalotteløg

1 helt hvidløg

1/2 dl olivenolie

2 spsk balsamico

4 spsk rørsukker eller agavesirup

4 spsk timianblade

timianstængler

evt. 1-2 dl planteyoghurt

salt, friskkværnet peber, citronsaft

evt. friske ærter

dej:

100 g hvedemel

50 g fuldkornshvedemel

1 tsk salt

1/2 dl olivenolie

3-4 spsk vand

.

Skær løgene i både og læg dem i et pænt mønster i en smurt bageform. Læg hvidløgsfeddene imellem løgene.

Dryp med olivenolie og balsamico – og drys med sukker og timian.

Sæt formen i en 190 grader varm ovn og bag løgene 15 minutter. Læg folie over formen og bag løgene endnu 15 minutter ved 170 grader.

Bland de to slags mel og saltet til dejen. Rør olien i og tilsæt så meget vand, at dejen kan æltes sammen. Lad dejen stå koldt en times tid. Du kan også lave den dagen i forvejen og lade den stå i køleskabet.

Rul dejen ud og bred den ud over løgene. Jeg har brugt en form, der måler godt 20 cm i diameter.

Varm ovnen op til 190 grader og sæt tærten i ovnen igen.

Bag tærten til dejen er gylden, 25-30 minutter. Sluk for varmen og lad tærten stå i ovnen endnu ca. 10 minutter.

Lad tærten afkøle et kvarters tid og vend den forsigtigt om på en helt plan flade.

Pynt med timianstilke og evt. lidt friske ærter.

Hvis du også vælger yoghurt så smag den til med lidt citronsaft, salt og peber.

.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
Share