Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

19

februar 2020

0

KOMMENTARER

brændende kærlighed med ristet tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brændende kærlighed der virkelig brænder

Brændende kærlighed er en af vores enkleste og billigste retter. Den er fin at servere, hvis madbudgettet er lidt slunkent eller man gerne vil have nem, enkel og velsmagende mad.

Jeg har altid holdt meget af brændende kærlighed, men jeg har også altid undret mig over, hvorfor retten bliver kaldt brændende, for den er jo ganske mild. Men det er der heldigvis råd for.

.

sæt “ild” til retten

Vi har i Danmark spist brændende kærlighed længe før, vi vidste at der var noget, der hed chili. Eller vi brugte i al fald ikke de brændende bæster i mad. Jeg har tilsat chilisovs til løgene for at fyre op under retten. Det betyder, at den ikke bliver superstærk, men du kan sagtens supplere med friske eller tørrede chili for ekstra styrke.

.

rugbrød og rødbeder som tilbehør

Retten her ville man nok i gamle dage have kaldt fattigmandskost. Her er kartofler og rugbrød. To ting, som var basismad for mange mindre bemidlede før i tiden. Det var heldigt for dem, for de to produkter er supersunde næringsmidler, og så supplerer proteinerne i kartofler og kornprodukter hinanden. Det er mad med sund fornuft.

Jeg har ydermere tilsat tofu som ekstra proteinkilde. Hvis du ikke spiser tofu, så brug i stedet kogte bønner, kikærter eller linser. Du kan også tilsætte hele, stegte champignon.

Syltede rødbeder hører med til brændende kærlighed. Hvis du ikke har et glas almindelige syltede rødbeder stående, kan du hurtigt marinere tynde skiver af rødbede, se nedenfor.

 

brændende kærlighed med ristet tofu

(4 personer)

kartoffelmos:

1 kg kartofler

½-1 dl plantemælk

evt. en håndfuld finthakket grønkål

ca. ½ dl god olivenolie

salt, friskkværnet peber

topping:

400 g løg

6 fed hvidløg

250 g røget eller neutral tofu

evt. ca. 1 tsk flydende røg

evt. 2 spsk tamari

2 dl sød chilisovs

1 bdt persille og/eller purløg

.

Lav først kartoffelmosen: skær kartoflerne i terninger og kog dem møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og ”damp” kartoflerne helt møre.

Purér kartoflerne og tilsæt så meget mælk og olie, at konsistensen er passende.

Hvis du har lidt grønkål liggende, kan du optimere kartoffelmosen med et par håndfulde finthakket kål.

Smag godt til med salt og peber.

Skær løgene i både og tofuen i terninger.

Hvis du bruger neutral tofu, så lad terningerne marinere i en blanding af flydende røg og tamari (evt. kun tamari) plus lidt olie. Lad gerne tofuen marinere mindst 8 timer.

Steg løg og hvidløg ved rask varme, til de er let gyldne. Tilsæt tofuen og steg endnu nogle minutter, til tofuen også er gylden.

Tilsæt chilisovsen og smag til med salt og peber, evt. også lidt tamari.

Servér den brændende kærlighed med kartoffelmosen i en tallerken og fordel tofublandingen ovenpå. Drys med hakket persille eller klippet purløg.

Servér gerne ristet rugbrød og rødbeder til den brændende kærlighed.

.

lynmarinerede rødbeder

 200 g rødbeder

1/2 dl mild eddike

2-3 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

Skær rødbeden i meget tynde skiver. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern.

Rør eddiken med sukker og smag til med salt, peber og evt. mere sukker.

Læg rødbedeskiverne i eddiken og bring den i kog. Lad eddiken simre 3-4 minutter.

Sluk for varmen og lad rødbederne afkøle i lagen.

Du kan også vælge at marinere skiverne rå.

De marinerede rødbeder kan holde sig i et glas i køleskabet i mindst en uge.

.

.

 

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.