Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kartoffelmosArkiv

onsdag

19

februar 2020

0

KOMMENTARER

brændende kærlighed med ristet tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brændende kærlighed der virkelig brænder

Brændende kærlighed er en af vores enkleste og billigste retter. Den er fin at servere, hvis madbudgettet er lidt slunkent eller man gerne vil have nem, enkel og velsmagende mad.

Jeg har altid holdt meget af brændende kærlighed, men jeg har også altid undret mig over, hvorfor retten bliver kaldt brændende, for den er jo ganske mild. Men det er der heldigvis råd for.

.

sæt “ild” til retten

Vi har i Danmark spist brændende kærlighed længe før, vi vidste at der var noget, der hed chili. Eller vi brugte i al fald ikke de brændende bæster i mad. Jeg har tilsat chilisovs til løgene for at fyre op under retten. Det betyder, at den ikke bliver superstærk, men du kan sagtens supplere med friske eller tørrede chili for ekstra styrke.

.

rugbrød og rødbeder som tilbehør

Retten her ville man nok i gamle dage have kaldt fattigmandskost. Her er kartofler og rugbrød. To ting, som var basismad for mange mindre bemidlede før i tiden. Det var heldigt for dem, for de to produkter er supersunde næringsmidler, og så supplerer proteinerne i kartofler og kornprodukter hinanden. Det er mad med sund fornuft.

Jeg har ydermere tilsat tofu som ekstra proteinkilde. Hvis du ikke spiser tofu, så brug i stedet kogte bønner, kikærter eller linser. Du kan også tilsætte hele, stegte champignon.

Syltede rødbeder hører med til brændende kærlighed. Hvis du ikke har et glas almindelige syltede rødbeder stående, kan du hurtigt marinere tynde skiver af rødbede, se nedenfor.

 

brændende kærlighed med ristet tofu

(4 personer)

kartoffelmos:

1 kg kartofler

½-1 dl plantemælk

evt. en håndfuld finthakket grønkål

ca. ½ dl god olivenolie

salt, friskkværnet peber

topping:

400 g løg

6 fed hvidløg

250 g røget eller neutral tofu

evt. ca. 1 tsk flydende røg

evt. 2 spsk tamari

2 dl sød chilisovs

1 bdt persille og/eller purløg

.

Lav først kartoffelmosen: skær kartoflerne i terninger og kog dem møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og ”damp” kartoflerne helt møre.

Purér kartoflerne og tilsæt så meget mælk og olie, at konsistensen er passende.

Hvis du har lidt grønkål liggende, kan du optimere kartoffelmosen med et par håndfulde finthakket kål.

Smag godt til med salt og peber.

Skær løgene i både og tofuen i terninger.

Hvis du bruger neutral tofu, så lad terningerne marinere i en blanding af flydende røg og tamari (evt. kun tamari) plus lidt olie. Lad gerne tofuen marinere mindst 8 timer.

Steg løg og hvidløg ved rask varme, til de er let gyldne. Tilsæt tofuen og steg endnu nogle minutter, til tofuen også er gylden.

Tilsæt chilisovsen og smag til med salt og peber, evt. også lidt tamari.

Servér den brændende kærlighed med kartoffelmosen i en tallerken og fordel tofublandingen ovenpå. Drys med hakket persille eller klippet purløg.

Servér gerne ristet rugbrød og rødbeder til den brændende kærlighed.

.

lynmarinerede rødbeder

 200 g rødbeder

1/2 dl mild eddike

2-3 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

Skær rødbeden i meget tynde skiver. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern.

Rør eddiken med sukker og smag til med salt, peber og evt. mere sukker.

Læg rødbedeskiverne i eddiken og bring den i kog. Lad eddiken simre 3-4 minutter.

Sluk for varmen og lad rødbederne afkøle i lagen.

Du kan også vælge at marinere skiverne rå.

De marinerede rødbeder kan holde sig i et glas i køleskabet i mindst en uge.

.

.

 

Share

tirsdag

26

maj 2015

5

KOMMENTARER

shepherds pie – med et twist

Skrevet af , Posted in hovedretter

29. maj 2015

 

marinerede oliven

marinerede-oliven

Hvad gør man, når man skal have gæster i sommerhuset og står med to glas lidt upersonlige  oliven? Jeg har langt til den nærmeste butik, og jeg har ingen bil. Gode råd er dyre!

Heldigvis havde jeg økologiske citroner, hvidløg og krydderurter. Så nu har jeg lavet en god portion lækkert marinerede oliven. Jeg har skåret 5 fed hvidløg i skiver og høvlet strimler af en økologisk citron. Det har jeg blandet i de sorte og grønne oliven sammen med tørrede krydderurter (du kan også bruge friske og tilsætte chili). Så hældte jeg et par spsk citronsaft over frugterne sammen med en god frugtig olivenolie.

Nu står de smukke oliven og venter på gæsterne, som kommer i morgen.

 

marinerede-oliven.1

 

 


 

27. maj 2015

 

superblog med nyt design

Madforlivet-forside-1-800x480

 

Du kender sikkert allerede den højt respekterede og vidende ernæringsekspert – og min gode veninde – Anette Harbech Olesen.

Anette har bloggen Mad for livet med store mængder information om mad og sundhed, om krop og kost. Anette har skrevet en lang række bøger, bl.a. om mad mod kræft, overvægt, bagning uden gluten m.m.

Kig selv ind på Anettes nydesignede side. Den er flot og levende. Men først og fremmest er der stort set ikke det ernæringsmæssige spørgsmål, du ikke kan få svar på. Jeg kan også anbefale, at du tilmelder dig nyhedsbrevet fra Mad for livet, som altid bugner af ny og nyttig information om det, vi putter i munden, og hvad det gør ved vores krop.

 .


.

 

sidste chance til de gamle kartofler

shepherds-pie.3

en engelsk klassiker

Så blev det hverdag igen. I de dejlige pinsedage blev det især de første nye kartofler og masser af friske asparges, der spredte glæde og nydelse i maven. Jeg har hygget mig med at udvikle opskrifter med både nye kartofler og asparges i helligdagene. De kommer i løbet af ugen.

De første nye kartofler er et af årets højdepunkter for mig. Men så står man dér med en rest af de gamle. Og så er gode råd dyre. Så må der lidt alkymi til, og jeg fandt den gamle klassiker, shepherds pie, frem. Gamle kartofler er som skabt til den mos, der dækker fyldet af bønner, grøntsager og svampe. Selv om jeg ikke går ind for begrebet hverdagsmad, så ER hyrdepien altså dejlig hverdagsmad. Og en skøn ret, hvor de sidste gamle kartofler ikke behøver at skamme sig.

 

bondemad

Den klassiske engelske hyrdepie er rigtig “bondemad”. Min udgave af shepherds pie består af helt enkle ingredienser som kartofler, gulerødder, svampe og bønner. Her er både proteiner, vitaminer og mineraler i mængde.

Da retten så dagens lys i det nordlige England, muligvis Skotland, sidst i 1700-tallet, blev den kaldt cottage pie. Der var en ret, hvor hyrdefamilierne i de små fattige hytter brugte de sidste rester af det sparsomme kød. Den nye knold, kartoflen, var kommet til Europa og var så billig, at den kunne lande på de fattiges tallerkener. Først 100 år senere blev det mere bredt accepteret at spise kartofler.

Jeg har opdateret klassikeren en smule: jeg har tilføjet selleri til mosen, men den kan sagtens laves af kartofler alene. Jeg har byttet kødet ud med bønner og svampe, og jeg har pyntet mosen med cirkler af rødløg.

 

madspild forbudt!

De nye kartofler frister selvfølgelig. De små guldklumper ligger nu i butikkerne og lokker til nogenlunde overkommelig pris. MEN: madspild er forbudt, og derfor er det oplagt at bruge de sidste gamle kartofler (og evt. en rest selleri) til mosen, der dækker fyldet.

 

shepherds-pie.2

shepherds pie med et twist

kartoffelmos:

700 g kartofler

300 g selleri (kan erstattes af kartofler)

ca. 1/2 dl sojafløde

ca. 1/2 dl kogevand fra kartofler/selleri

olivenolie

rasp

1 stort rødløg

fyld:

150 g kidneybønner, sorte bønner, brune bønner eller kikærter, evt. linser

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie eller kokosolie

300 g portobellosvampe eller andre svampe

2 spsk citronsaft

350 g gulerødder

3 stilke bladselleri

2 spsk fintsnittet rosmarin eller 1 spsk tørret

1 spsk frisk timian eller 1/2 spsk tørret

3 dl mosede tomater, evt. fra glas

2 spsk tamari (soja)

1-shepherds-pie.tekst

Lav først kartoffelmosen: skræl kartofler og selleri og kog dem møre. Afdryp dem (drik endelig vandet eller brug det i en suppe).

Mos kartofler og selleri og rør mosen tilpas lind med sojafløde og kogevand. Smag til med salt og peber.

Fyldet: udblød bønnerne 8-10 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter afhængig af sorten. Linser koges ca. 20 minutter og skal ikke sættes i blød først.

Hak løg og hvidløg og svits dem i fedtstoffet, til løgene er klare.

Skær svampene i små terninger og kom dem på panden sammen med citronsaften.

Skær gulerødderne i terninger og snit bladsellerien. Tilsæt begge dele sammen med krydderurterne og svits det hele 3-4 minutter.

Kom de mosede tomater på panden sammen emd tamari. Kog fyldet igennem og smag til med tamari, citronsaft og råsukker.

Læg fyldet i et lavt ovnfast fad og fordel kartoffelmosen øverst. Dryp med lidt olie og drys med rasp.

Skær rødløget i tykke skiver og pres dem lidt ned i mosen.

Bag pien i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter. Hvis du vil have overfladen mere gylden, så sæt formen under grillen et øjeblik.

Servér gerne en salat til, fx en æblesalat.

 

æblesalat med cashewkerner

æblesalat til blog

 

tag hul på en dejlig hverdagsret

shepherds-pie

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 


 

Share

tirsdag

4

november 2014

0

KOMMENTARER

sæson for rodfrugter

Skrevet af , Posted in Ugens tema

6. november

 

når rodfrugter bliver til mos

ovnbagt kartoffel- og sellerimos1

Rodfrugter kan nydes på utallige måder. Her er det en mos af kartofler og selleri, som bages i ovnen.

Jeg foreslår at servere baked beans til den bagte mos, da ovnen alligevel er tændt. Baked beans er en nærmest amerikansk nationalret, hvor bønner bages i ovnen med sirup og sennep. Meget delikat!

Du finder opskriften her.

 


 

5. november 2014

 

a propos regnbuemad

økologisk plakat

smør farve på tallerkenen

Jeg skrev i går om, hvor vigtigt det er, at maden er smuk og farvestrålende. Rigtig mange essentielle stoffer gemmer sig i grøntsagernes skal og overflade, og så er de mange kulører så smukke at se på.

Økologisk Landsforening har udgivet denne plakat, der dels viser den sunde, farvestrålende mad, dels viser hvornår grøntsagerne er i sæson. Plakaten fra Økologisk Landsforening er oven i købet støttet af EU.

I mit svar til Rosa under ovnbagte beder fortæller jeg om mit besøg hos min 93årige veninde Sonia på et plejehjem i Hillerød. Jeg var ved at græde, da jeg så hendes mad. Blot et simpelt drys persille ville have gjort en verden til forskel.

 


 

4. november 2014

ugens tema

 

spis med rødderne

rødbeder og gulerødder

Man kan næsten se det: rodfrugterne strutter af sundhed. Den sundhed får vi del i, når vi dinerer med rødderne.

stribede beder

Da jeg stod med de lækre rødder i hånden, fik jeg lyst til at lave noget smukt. Smuk mad er faktisk sundere end grim mad. Fordøjelsen begynder nemlig allerede, når vores tænder “løber i vand”, inden vi overhovedet begynder at smage på maden. Så hvorfor ikke servere smuk mad? Det koster ikke ekstra.

Desuden er vi sikret mange forskellige vitaminer og sporstoffer, sekundære stoffer etc., hvis vi fylder tallerkenen med mad i mange farver, såkaldt regnbuemad. Jo flere forskellige farver, desto bedre. Som bekendt er grønt godt for øjnene, men det er alle de andre farver også.

 

rc3b8dbeder-gule

Skriv gerne en kommentar, hvis du har et særlig ønske til en ret med rodfrugter. Så vil jeg forsøge at opfylde dit ønske. Eller måske har du en god idé til os andre?

 

skab en smuk pande og stik den i ovnen

ovnbagte rodfrugter.3

Klik på billedet, så får du opskriften.

 

Share