Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2022

torsdag

1

december 2022

14

KOMMENTARER

den grønne julekalender – luk op for låge nr. 1 – en lækker forret

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

1. december – luk op for låge nr. 1 i julekalenderen

Så er den søde juletid skudt i gang, og hver dag indtil juleaften kan du åbne en ny “låge” i årets grønne julekalender.

Bag lågerne vil der gemme sig ideer til forretter, supper, hovedretter, tilbehør – og selvfølgelig forslag til julens frokostborde med højtbelagt smørrebrød.

Også selve julemiddagen har jeg et bud på ingen i år. Nu en helt ny “model”, så følg med og luk dagens låge op til noget grønt og lækkert.

Jeg foreslår ikke en decideret sparejul, men når man spiser grønt er madbudgettet under alle omstændigheder på et rimeligt plan.

Du vil finde ældre opskrifter, som du måske allerede kender. Og der vil være mange nye ideer til en forhåbentlig glædelig julemåned.

.

nu må alle overgive sig til rosenkålen

Rosenkål som festmad, som julemad??? Hmmm …. Rosenkål er så sandelig en stærkt omdiskuteret kål.

Der er stærkt delte meninger om de små grønne vitamin”piller”. Hvis du hører til dem, der ikke kan lide den lidt skarpe kål, eller du kender nogen, der har det sådan, så prøv denne lille forret eller frokostret. Jeg vil vædde på, at den kan omvende de fleste rosenkåls-hadere.

Er du slet ikke til at overbevise, så brug den smukke blomsterkål i stedet.

.

blomsterkål

Denne lille farvestrålende kål kaldes blomsterkål eller flower sprout. Den er en mellemting mellem rosenkål og grønkål, og den er lidt mildere i smagen end rosenkål.

.

celleguf og powerfood

Hvis jeg skal være helt ærlig, spiser jeg ikke kun mad, fordi det er sundt. For mig er det enormt vigtigt, at mad også er en oplevelse, at mad smager SKØNT. Kan de to ting forenes, er det rigtig dejligt. Her synes jeg, de formæles på smukkeste vis.

Men selv om smag er vigtig, vil jeg ikke undlade at nævne, at rosenkål indeholder en masse gavnlige stoffer, der er med til at forebygge en række velfærdssygdomme. Ligesom broccoli og grønkål indeholder de små “roser” mange antioxidanter og flavonoider. Stoffet sulforaphan styrker immunsystemet og aktiverer kroppens egne afgiftende enzymer.

De mange plantefibre gavner fordøjelsen – og så indeholder rosenkål også den vigtige Omega 3-fedtsyre. En fedtsyre som mange af os nemt får for lidt af.

.

når kål kommer i form

Når jeg bruger denne ret som gæstemad, presser jeg kålen sammen i en lille form og serverer retten portionsvis med en cremet dildsovs.

Du kan bruge alle slags forme, også runde eller firkantede. Eller du kan helt udelade formen, hvis du ikke lige har sådan én i køkkenberedskabet.

Den røde skål i baggrunden er en smuk skabning fra Centralasien. Den forhandles hos Mutte Storm i Helsingør. Mutte sælger de skønneste kelimtæpper, man kan forestille sig – og også disse små unikke skåle.

Jeg kommer tilbage til Muttes skønne skåle senere, fordi de er en smuk og overkommelig julegave.

.

servér evt. rosenkålen som tilbehør

Har du ikke en lille metalform som på billederne, så servér rosenkålen i en skål som salat eller tilbehør.

Men da vi som bekendt også spiser med øjnene, er det værd at lade sund og lækker mad også tale til synet. En smuk servering indikerer også, at maden er lavet med omhu og serveret med kærlighed. Og så er det helt gratis at servere smuk mad.

Og julemad må gerne være ekstra smuk og velsmagende.

.u

rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g rosenkål

25 g tørrede tranebær

2 spsk hakkede kapers

2 spsk mayonnaise

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ahornsirup

50 g hasselnødder

sovs:

1 1/2 dl havre cremefraiche eller anden creme fraiche

1 spsk citronsaft

1 bdt dild

.

Hak løgene og svits dem et øjeblik i olien.

Skær rosenkålene i kvarte, hvis de er små, evt. i ottendedele hvis de er store.

Steg rosenkålen sammen med løgene på panden ved rask varme, indtil rosenkålen er mør og let ”brændt”.

Hak tranebærrene og tilsæt dem de sidste par minutter af stegetiden.

Afkøl kålene.

Tilsæt kapers, mayonnaise og citronsaft.

Smag godt til med salt og peber, evt. også en smule sirup.

Skær hasselnødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Del kålblandingen i fire portioner og pres dem sammen i en lille metalform.

Smag creme fraichen til med citronsaft, salt og pber, evt. også en smule sirup.

Klip dilden og rør den i sovsen.

Servér rosenkålene portionsvis med et par skefulde sovs på toppen. Drys med de ristede nødder.

Giv evt. et godt stykke brød til.

.

.

spis brød til

Det er en god idé med et stykke flute eller en bolle til rosenkålen. Her er det ciabattaboller bagt af æltefri dej.

Se opskriften her.

 

Share

mandag

28

november 2022

6

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: bryllupssuppe fra Uzbekistan

Skrevet af , Posted in forretter, rejser, Skaarups skønne sparekøkken, supper

.

ugens suppe: enkel men eksotisk 

Denne bønnesuppe holder jeg specielt meget af. Jeg smagte den sammen med 600 vildt fremmede mennesker til et bryllup i en landsby langt ude på landet i Uzbekistan for nogle år siden. Her var maden i så rigelige mængder, at den kun blev overgået af gæstfriheden.

Traditionen i Uzbekistan kræver, at mindst én af retterne til et bryllup er en suppe. Herude langt fra alfarvej er midlerne små, så suppen laves med de grøntsager, man har ved hånden. Her er det glaskål eller kålrabi, og ”tyngden” kommer fra bønner og ris.

Når suppen er serveret, drøner musikken løs, vodka og sød sodavand flyder i rigelige mængder – og brudeparret modtager gaverne, der ofte består af klingende mønt.

.

så er der fri dans 

Når de mange retter er nydt, spiller dansemusikken op, og jeg er et eksotisk indslag i en landsbykultur, hvor man sjældent møder en udlænding.

.

en ægte krammer

Udtrykket: “en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”, gælder så rigeligt i Uzbekistan.

Her er en fattigdom, vi ikke kender i Danmark, men den menneskelige varme er gigantisk. En ægte krammer er en vidunderlig gave. Jeg sender lidt af kærligheden fra de uzbekiske kvinder videre til alle jer derude. Juletiden er begyndt, og har vi ikke så meget at give af, luner det gevaldigt med et varmt kram. Det er en gave, vi alle råd til at give.

.

mungbønner er nemme og billige proteiner

Mungbønner og andre bønner udgør ofte proteinerne i kosten i Centralasien. Og det er sund fornuft. De små grønne bønner er både billige og sunde. Og så har de den fordel, at de ikke behøver at udblødes. Bønnerne er kogt på 20-25 minutter.

.

brød fra Uzbekistan

Hvis du vil have ægte uzbekisk brød til suppen, så se opskriften her. Jeg var heldig at få lov til at bage sammen med to skønne lokale kvinder. Brødene blev bagt i den store lerklinede tandoor-ovn tv. Brødene klaskes op på ovnens sider, og er bagt når de falder af.

Du kan læse meget mere om uzbekisk brød her.

.

ho, ho, ho … den søde juletid starter på torsdag

Så er den søde juletid lige om hjørnet. På torsdag er det den 1. december, og jeg har en masse lækre ideer klar til den sædvanlige julekalender med forslag til al slags grøn julemad frem til juleaften.

Der vil komme både nye og kendte opskrifter, så følg med. Der er en ny låge at åbne hver dag – med masser af forslag til lækker julemad. Så følg med fra på torsdag den 1. december.

..

mungbønnesuppe fra Uzbekistan

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

100 g mungbønner

8-10 dl grøntsagsbouillon

2 tsk gurkemeje

1/2-1 tsk friskkværnet peber

1/2 kg glaskål eller kålrabi (kan erstattes af gulerødder)

50 g ris

1/2 dl klippet dild

1/2 dl klippet purløg eller top af forårsløg

1/2 dl snittet koriander

2-3 spsk riseddike eller citronsaft

salt

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Tilsæt bønnerne og det meste af bouillonen. Kog suppen under låg 10 minutter.

Tilsæt gurkemeje og peber.

Skær den valgte grøntsag i små terninger og kom dem i suppen sammen med risene. Kog suppen yderligere ca. 10 minutter. Bønner og ris skal være helt møre. Hvis du bruger brune ris, skal suppen koge ca. 20 minutter længere.

Tilsæt krydderurterne (gem lidt til pynt) og lad suppen koge op. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt, inden du purerer den. Tilsæt eddike eller citronsaft – og mere bouillon hvis suppen er for tyk.

Smag suppen til med salt, peber, eddike, et nip sukker og evt. flere krydderurter.

Servér suppen portionsvis drysset med krydderurter.

..
.
Share

fredag

25

november 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: thailandsk jordnøddecurry med søde kartofler og spinat

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

en varmende curry på en kold dag

Hvem er ikke vild med thailandsk mad? Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke slikker sig om munden, når snakken falder på netop dette asiatiske køkken.

Her er en klassisk curryret med stærk currypasta, søde kartofler, spinat, jordnødder – og mild kokosmælk.

.

spis korn til

Vi har vænnet os til, at vi altid spiser ris til orientalsk mad. Det gør de jo selv derude. Men dér gror risen også lige uden for døren.

Vil man undgå transporten, så spis danske korn i stedet. Man kan altid bytte ris ud med speltkorn, hele hvedekerner, bygkerner etc. – eller rugkerner. Jeg er vild med hele kogte rugkerner, fordi der er meget at tygge i, og fordi de giver en fantastisk mæthedsfølelse.

.

forskellige typer korn udstillet i Kornets Hus

Du har sikkert hørt om det fantastiske Kornets Hus i Hjørring. Huset er kronen på bageren Jørn Ussing Larsen og hans kone, Inger’s, livsværk. Det er også de to, der skabte det biodynamiske bageri, Aurion, længe før nogle tænkte på, hvad økologi og biodynamik var for noget.

Kornets Hus er et enestående oplevelseshus, en slags arbejdende museum for korn og kornprodukter. Her fortælles alt om vores daglige brød, dets historie og dets betydning – og her holdes bagekurser for børn og voksne.

Kommer du i huset ved brunch- eller frokosttid, kan du nyde udsøgte serveringer, og selvfølgelig spiser man brød til. Men husk at bestille bord!

Beholderne ovenfor er en del af udstillingen i Kornets Hus, og de rummer alle dansk dyrkede korn, der kan erstatte ris som tilbehør.

.

det er stadig sparetid

Den thailandske curryret er virkelig enkel og hurtig at tilberede. Råvarerne er billige, og energiforbruget er minimalt.

Hvis du er udgået for søde kartofler, så brug de almindelige hvide i stedet. Og du kan erstatte spinat med grønkål eller palmekål. Jordnødderne kan byttes ud med ristede cashewkerner.

Det “plantehakkede” (planteproteiner af ærter og hestebønner) kan erstattes af tofu eller seitan.

Velbekomme!

.

thailandsk jordnøddecurry med søde kartofler og spinat

(4 personer)

100 g plantehakket (du kan bruge alle typer) – kan erstattes af 150 g tofu

200 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

ca. ½ spsk rød thailandsk currypasta

¾ kg søde kartofler

200 g frossen spinat (kan erstattes af grønkål eller palmekål)

1 dåse kokosmælk, 4 dl

evt. lidt grøntsagsbouillon

1 økologisk limefrugt

4 spsk jordnøddesmør (kan udelades)

salt, friskkværnet peber, evt. tamari

50 g saltede jordnødder

frisk koriander (kan udelades)

 

100 g rugkerner

 

Hæld vand over det plantehakkede, så det dækker. Lad det stå et kvarters tid.

Hak løg og hvidløg.

Varm olien op i en gryde og tilsæt currypastaen. Svits den et øjeblik og tilsæt de to slags løg.

Svits løgene nogle minutter.

Skær de søde kartofler i terninger og kom dem i gryden sammen med det plantehakkede, spinat og kokosmælk.

Læg låg på gryden og lad curryen simre 8-10 minutter. Måske skal der tilsættes lidt bouillon.

Tilsæt 2 spsk limesaft og lidt reven skal.

Rør jordnøddesmørret ud i curryen og smag godt til med limesaft, salt, peber og evt. lidt tamari.

Drys curryen med hakkede jordnødder og evt. koriander.

Hæld dobbelt mængde kogende vand over rugkernerne og kog dem ca. 25 minutter. Pas på, at de ikke koger tør. Hvis der er mere væde tilbage, når de er kogt, afdryppes de.

.

.

Share