Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetarisk smørrebrødArkiv

lørdag

15

august 2020

2

KOMMENTARER

squash-muffins, spreads og andet lækkert til madpakken

Skrevet af , Posted in brød, frokostretter, madpakke, pålæg

.

så er det madpakketid igen

Selv om det først er rigtig sommer nu, så er ferietiden overstået for mange. Det betyder madpakker eller anden form for medbragt mad til skole eller arbejde.

Nogle elsker at trylle med en spændende madpakke – andre ser det som en tung pligt. Men med lidt planlægning kan det blive både nemt og inspirerende. Hvis man bruger en times tid eller to om ugen til at forberede forskellige slags smørepålæg, har man altid noget at gribe til i køleskabet. Og så er der alt det spændende, man kan pynte med. Som med al anden madlavning, er det en kærlighedserklæring at smøre en lækker madpakke til sig selv eller sine kære.

At lukke op for noget lækkert ved frokosttid – noget smukt og nærende, der kan holde os godt kørende indtil aftensmaden – er for de fleste en dejlig afbrydelse midt på dagen.

.

vil du ha’ et par flade?

Jeg arbejder i øjeblikket på en bog med plantebaseret smørrebrød – både flade madder og noget mere højt belagt. Nedenfor kommer et par smagsprøver.

Det er dog ikke det højt belagte smørrebrød, der bør finde vej til madpakken. Maden risikerer at blive alt for snasket, inden den skal spises. Så jeg vil anbefale smørepålæg som fx den gode gamle hummus. På fotoet ovenfor er der både den klassiske hummus og en hummus, hvor halvdelen af kikærterne er skiftet ud med edamamebønner (du kan også bruge ærter eller avocado). Se opskrift på hummus her.

Her er også to helt nye opskrifter:

.

rødbede/tahinspread

Det er nærmest umuligt at få ideer nok til smørepålæg eller spreads, som det også kaldes.

.

rødbede/tahinpålæg

(4 personer)

300 g rødbeder

2-3 spsk tahin (sesampasta)

3 dl  afdryppet planteyoghurt eller anden yoghurt

2 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

4 spsk reven plantebaseret fetaost

pynt af fx brombær, friske figner, hakkede pistacienødder og evt. en citronskive + en krydderurt, fx mynte

 

Kog eller bag rødbederne. Flå dem og riv dem. Du kan efter smag også bruge rødbederne rå.

Rør tahinen grundigt i yoghurten og tilsæt rødbederne, presset hvidløg og et drys salt og peber. Smag pålægget godt til.

Smør pålægget på skiver af groft brød og pynt med forskelligt som foreslået i ingredienslisten.

.

pålæg midt i en svampetid

Svampene står på spring, når der igen kommer regn. Er du heldig at finde kantareller, passer de fint til dette stykke smørrebrød, men du kan bruge alle slags svampe.

Underlaget af edamamecreme er proteinrigt og udgør en lækker bund for svampene.

.

skovbundsmadder

(4 personer)

12-16 små skalotteløg

2 spsk olivenolie

1 spsk ahornsirup

150 g kantareller eller andre svampe

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber

1/2 portion edamamecreme, se nedenfor

timian

 

Steg løgene i olien på en pande. Hæld siruppen ved.

Læg låg på og lad løgene simre for svag varme 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i løgene, så de bliver brune på alle sider.

Tilsæt kantarellerne og svits dem med, til de er bløde.

Tilsæt et par spsk limesaft og et drys salt og peber.

Smør groft brød med edamame-cremen og fordel løg og svampe ovenpå. Pynt med frisk timian.

.

edamamecreme

300 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1/2 dl plantemayo

friske urter eller krydderier, fx basilikum eller oregano – eller krydderier som spidskommen eller fennikel

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber

 

Tø bønnerne op og blend dem med mayoen, samt den eller de valgte urter/krydderier, 2-3 spsk saft af limefrugten og 1-2 tsk reven skal.

Hvis cremen er for fast, så tilsæt et par spsk vand eller lidt mere mayo.

Smag godt til med salt, peber, limesaft og -skal samt urter og/eller krydderi.

.

den klassiske postej

En leve(r)postej er noget af det nemmeste og mest elskede pålæg, der findes.

Du kender sikkert allerede både min Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej og den mesterhakkede. Ellers klik på navnene, så får du opskrifterne.

En postejmad kan pyntes med helt almindelige skiver af agurk. Men ærlig talt! Er det ikke lidt kedeligt? Du kan som variation vælge agurkesalat, men her er også en ny idé til marinerede tynde skiver af vandmelon. De er lækre og kan bruges som tilbehør til alle slags postejer, pateer, frikadeller etc.

Hvis du vælger de marinerede skiver af vandmelon eller agurkesalat til en postejmad, der skal transporteres, så giv dem med i et glas for sig, da brødet ellers bliver vådt.

Foruden marineret vandmelon er smørrebrødet ovenfor pyntet med sprødstegt tang”bacon”.

.

marineret vandmelon

300 g vandmelon

½ dl koncentreret hyldeblomstdrik

2-3 spsk frugteddike

1-2 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

en håndfuld friske mynteblade

 

Skær vandmelonen i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Rør hyldeblomstsaften sammen med eddike og sukker. Opløs sukkeret helt.

Smag godt til med sukker, salt og peber.

Læg vandmelon og mynteblade i lagen og kom det i et skoldet patentglas. Opbevar vandmelonen i køleskabet. Den kan holde sig mindst 1 uge.

.

.

rødbedefrikadeller som pålæg

Foruden smørepostejerne er bøffer og frikadeller populært pålæg. Her er rødbedefrikadeller dækket af avocado, der er et andet hit som pålæg – enten alene eller her som pynt.

.

rødbedefrikadeller med avocado

(16-18 frikadeller)

100 g perlespelt, perlerug, hel hvede eller andre korn

400 g rødbede

50 g mandler

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk fennikel- eller spidskommenfrø

1/2 dl olivenolie

2 spsk citronsaft

50 g kikærtemel eller sojamel

ca. 50 g rasp

salt, peber

kokos- eller olivenolie til stegning

 

Kog kornene møre i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Lad dem afkøle og blend dem let med en stavblender.

Findel rødbeden i en food processor.

Hak mandlerne mellemfint.

Hak løget og pres hvidløgene.

Knus frøene let i en morter eller brug evt. stødt fennikel eller spidskommen.

Bland korn, rødbede, mandler, skalotteløg og hvidløg med de valgte frø, olie og citronsaft.

Rør melet i og tilsæt så meget rasp, at farsen bliver fast. Hvis den er for fast, kan der tilsættes et par spsk vand.

Smag godt til med salt og peber og evt. flere krydderier.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere rasp eller vand i farsen.

Steg 16-18 frikadeller af farsen i godt varm olie.

.

squash-muffins – alternativt brød

Disse muffins med squash og gulerødder udgør et helt lille måltid i sig selv, men de kan også smøres med en af de foreslåede spreads og lægges sammen.

Se opskriften her.

.

 

.

Share

torsdag

28

maj 2020

4

KOMMENTARER

klar, parat … pinsefrokost – grønt smørrebrød

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, pålæg

.

fra højt belastet til højt belagt

Det højtbelagte smørrebrød her er en plantebaseret udgave af klassikeren, stjerneskud. En ægte stjerne på frokostbordet.

Se opskriften her.

🌟 🌟🌟

.

til pinse når skoven bli’r rigtig grøn

–  sådan sang Ib Schønberg 1952 (du kan høre sangen på YouTube). Jeg synes, det ville være fantastisk, hvis vi i år i stedet synger: ”til pinse når tallerknen bli’r rigtig grøn”. At vi i år bytter den traditionelle pinsefrokost – eller dele af den – ud med en plantebaseret udgave.

Solen skinner, sommeren holder sit indtog – og vi fejrer pinsen, den tredje store begivenhed i kirkeåret – lige om lidt.

Før i tiden dansede man til pinse, som Ib Schønberg synger. Min mor fortalte, hvordan hun som barn i Thisted i 1920’erne promenerede i det smukt udsprungne anlæg. Sammen med byens andre borgere og deres børn nød de det store orkester på tribunen – alle klædt i det stiveste pinseskrud.

Tilbage i 2020 kan man også nemt få lyst til at danse. For mon ikke pinseglæden er ekstra stor i år? Vi har været mere eller mindre isolerede og måtte vinke farvel til påskefrokosten med venner og familie. Men nu løsnes båndene lidt, selv om vi stadig kun kan mødes i mindre forsamlinger.

Stor eller lille forsamling: lad os fejre det med ekstra meget grønt på pinsens frokostbord. Ulykken, der lagde verden ned, kom fra dyr. Skal vi ikke, én gang for alle, lade dem være i fred og nyde det lækre plantebaserede smørrebrød? Jeg håber, de følgende opskrifter vil inspirere dig.

Rigtig god pinse!

.

crab cakes uden krabber

se opskrift på krabbefri krabbekager her

.

grøn pinsefrokost

Hvis du ikke allerede kender det grønne smørrebrød, har du noget at glæde dig til. Måske ved du slet ikke, at fileter af fisk snildt kan erstattes af panerede  pastinakskiver, at silden kan byttes ud med aubergine eller østershatte, at “laksen” har groet i jorden og er en gulerod – eller at makrelsalat kan laves med jackfruit?

Kartoffel- og avocadomadder kender de fleste, men jeg vil her præsentere en  del andre muligheder.

.

karry”sild”

Sild, øl og snaps er ærke-danske “gæster” på frokostbordet. Jeg har eksperimenteret med flere forskellige slags plante”sild, Her er nogle eksempler.

Se opskrift på karry”sildene” her.

.

“sild” af østershatte

Se opskrift på “sild” af østershatte her.

.

“sild” med løgskaller og rosenpeber

Se opskrift på “sild” med løgskaller og rosenpeber her.

.

krydder”sild” og “silde”salat

Se opskrift på “silde”salat (den røde) her.

..

“fiske”filet af pastinak

Se opskrift på “fiske”fileter med remoulade her.

.

“fiske”filet med mayo, spirer, rød spidskål og brøndkarse

Panerede skiver af pastinak kan pyntes på mange måder. Her er fileterne pyntet med mayo smagt til med sennep samt spirer, marineret fintsnittet spidskål og brøndkarse.

.

faux lax

 

Gulerods”laksen” nydes bl.a. på et stjerneskud, se ovenfor. Eller den lægges oven på ristet brød smurt med cashewost (udblødte cashewkerner blendet med plantefløde og gærflager), evt. sammen med skiver af avocado dryppet med rævesovs.

Se opskrift på “laksen” her.

.

grønkålstatar

grønkålstatar med kapers og rå mangoblomme

(4 personer)

6-8 blade grønkål afhængig af størrelsen, evt. både grøn og lilla

1 dl afdryppet planteyoghurt eller- creme fraiche

1-2 tsk tangsennep eller dijonsennep

salt, frikkværnet peber, ahornsirup

1 skalotteløg

2 spsk kapers

4 skiver rugbrød

1/2 mangofrugt

 

Hak grønkålen fint.

Smag yoghurt eller creme fraiche til med sennep, salt, peber og sirup.

Skær ringe af halvdelen af skalotteløget. Hak resten fint og rør det i grønkålen sammen med yoghurt eller creme fraiche.

Sæt de fire stykker rugbrød på fire tallerkener og fordel grønkålen på brødet.

Skræl mangofrugten og skær fire ”kugler” ud af mangokødet. Brug en ske, en isske giver det bedste resultat.

Pynt med løgringene og drys med kapers.

.

små lune nøddefrikadeller

De små lune nøddefrikadeller serveres med råmarineret agurk og kaperscreme.

Se opskriften her.

.

avocadomadder

En avocadomad er altid en sikker vinder. Her er forskellige forslag til servering.

Øverst tv. er brødet belagt med avocado, agurk, bellisblomster og en skive limefrugt. Øverst th. ligger 1/2 avocado på en bund af ramsløg og er pyntet med ramsløgblomster. Dryppet med citronsaft og drysset med lidt sort salt.

Nederst tv. er avocadoen formet som små kugler. På toppen solsikkerspirer og friske ærter. Nederst th.: skiver af avocado er pyntet med et sprødstegt grønkålsblad og drysset med blomster fra grønkål.

.

en rød avocadomad

Her har avocadoen fået et underlag af radicchiosalat og skivede radiser. På toppen er hakkede sorte oliven og ærteskud.

.

lun postej med svampe og tang”bacon”

Se opskrift på postej med svampe og bacon her.

.

makrelfri salat

makrelfri salat

1 glas eller karton flåede tomater

1 spsk finthakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

1 spsk tangolie (kan udelades)

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 dåse jackfruit (400 g), købes i butikker m orientalske varer

4 spsk mayo

citron, dild

 

Afdryp tomaterne og skær dem i små stykker. Gem væden.

Svits løgene et par minutter i olien. Tilsæt tomaterne og lad dem simre ved svag varme, til de er kogt ind til halvdelen, 15-20 minutter.

Tilsæt tangolien og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Hvis sovsen er meget fast, kan du tilsætte lidt mere væde fra tomaterne.

Afdryp jackfruiten godt og skær den i små strimler. Rør dem i tomatsovsen og smag til igen.

Fordel den makrelfrie salat på skiver af rugbrød.

Pynt smørrebrødet med mayo og dild – og giv evt. en citronbåd til.

 

.

Share

onsdag

4

december 2019

6

KOMMENTARER

laks på den kærlige måde hedder faux lax

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad

.

faux lax – den lakse- og klimakærlige udgave af laks

Selvfølgelig skal der være “laks” på  frokostbordet. Laksen behøver dog ikke at have svømmet rundt i havet først – eller i et antibiotika-inficeret laksebrug.

.

faux lax hives op af jorden

Laks – det er da noget, man hiver op af jorden!

De her saftige sprøde gulerødder kan blive til plantespiserens “laks”. Jeg ved, at nogle vil bebrejde mig, at jeg laver plantebaserede kopier af fisk og kød og altså nu af laks.

Jeg kan egentlig godt forstå det, men når man nu ikke kan få hverken fisk eller kød i sin mund men ikke har noget imod smagen af røget laks og rævesovs, hvorfor så ikke lave en klimakærlig, laksekærlig, bæredygtig og lækker plantebaseret udgave? Hvordan kan man egentlig være imod det? Jeg har i al fald gjort det, og de, der ikke vil spise med, er velkomne til at springe fra.

.

røget lax med rævesovs

Lax’en kan serveres på forskellige måder – og med eller uden rævesovs. Her har jeg smurt brødet med cashewcreme, se nedenfor, lagt avocado og lax på toppen og dryppet med rævesovs. Der er pyntet med ærteskud og frisk dild.

.

lax med marinerede agurker

Smørrebrødet her er med lax og marineret agurk i ruller, se de marinerede agurker her. Brødet er smurt med cashewcreme, se nedenfor.

.

sådan laver du røget lax

Det kræver en lille indsats at lave sin egen lax. Men det er det hele værd. Tænk på at laksene får lov at leve og klimaet tager et dybt lettelsens suk. Og jeg er sikker på, at dine smagsløg får en god oplevelse.

.

flydende røg

Når man skal lave lax, er det en god idé at investere i en flaske flydende røg (liquid smoke). Det er et kemisk produkt, der garanteret ikke er voldsomt sundt, men da man allerhøjest bruger 2 tsk til fire personer, er det til at leve med.

Specialkøbmænd har som regel flydende røg. Ellers kan du købe det på nettet.

faux lax med rævesovs

(4 personer)

300 g gulerødder

1 bdt frisk dild

4 skiver lyst surdejsbrød

cashewcreme, se nedenfor

1 citron

evt. 8 asparges eller marinerede agurker

marinade:

1 spsk olivenolie

2 spsk ristet sesamolie

1-2 spsk mirin (evt. agavesirup)

ca. 1 tsk flydende røg

salt, friskkværnet peber

1/2 spsk tørret dild

4 tangplader (den type der bruges til sushi) 

rævesovs:

4 spsk tangsennep eller dijonsennep

ca. 2 spsk agavesirup

 

Skrub gulerødderne helt rene (du behøver ikke at skrælle dem) og skær dem i et par mm tykke skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas salt, røget og sød.

Pensl gulerodsskiverne på den ene side med dressingen og læg dem på den ene tangplade med den penslede side nedad.

Pensl skiverne på overfladen og læg den sidste tangplade over gulerødderne.

På fotoet har jeg pakket tangpladerne ind i stanniol, men det går ikke mere at bruge den stærkt klimabelastende stanniol, så jeg foreslår, at du i stedet pakker tang og gulerødder ind i store kålblade. Lad kålbladene ligge i kogende vand et par minutter, så de bliver bløde. Pak dem tæt omkring tangen.

Læg pakken eller pakkerne i en 180 grader varm ovn 15-20 minutter.

Stik med en gaffel i gulerødderne efter ca. 15 minutter, da bagetiden afhænger af gulerøddernes tykkelse. Gulerødderne må ikke blive for bløde.

Tag pakkerne ud af ovnen og lad dem afkøle. Hvis der er mere marinade, så hæld den over gulerødderne.

Læg gerne gulerødderne med tangpladerne i et glas med låg til næste dag.

Fjern tangen inden serveringen.

lax’en kan opbevares i et lufttæt glas i køleskabet i flere dage.

 

 

rævesovs

Rør sennep og sirup sammen til rævesovsen og smag til med salt og peber. Du kan evt. tilsætte en smule olie og lidt citronsaft.

Smør brødskiverne med cashewcremen og fordel laxen på brødene. Drys med frisk dild.

Du kan pynte laxemaden med en citronrytter eller et par letkogte asparges.

Servér sovsen til separat. .

 

 

cashewcreme 

100 g cashewnødder

evt. plantefløde

lidt citronsaft

salt, friskkværnet peber eller sukker

 

Hæld kogende vand over cashewkernerne og lad dem udbløde 8-10 timer, gerne til næste dag. Afdryp dem.

Blend nødderne helt fint. Tilsæt lidt vand eller fløde, til de er helt findelte og cremede. Du kan yderligere tilsætte lidt havre creme fraiche.

Cremen skal være som smøreost i konsistensen.

Smag til med citronsaft, salt og peber..

Share