Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetarisk julepostejArkiv

torsdag

19

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 19 – årets julepostej er landet

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

årets julepostej

Hvert år til jul laver jeg en ny type postej. I år er valget faldet på en postej med proteinrige plantestykker fra PlantMate, svampe, mandler og rødbede.

Helt traditionelt serveres postejen med den legendariske julesovs, brunede kartofler, rødkål, og måske hvide kartofler bagt sammen med postejen i ovnen.

.

en brun sovs, der smager af jul

Denne brune sovs har fået megen ros. Den kræver en del ingredienser og tid. Til gengæld bliver du genstand for megen beundring.

Se opskriften her.

.

postejer, frikadeller, bøffer etc. er populær mad – året rundt

Både postejer, frikadeller og bøffer er populære i det grønne køkken. De hører under det, jeg kalder ”hakkemad”, dvs. de er lavet af en plantefars. En postej er også klassisk julemad for plantespisere.

Der ligger mange opskrifter på postejer og pateer her på bloggen. Hvis du bruger søgefunktionen, får du en masse forslag. Ellers kan du kigge i min bog “Klimakærlige frikadeller, bøffer, postejer og pateer”.

.

frysning af postejer, frikadeller og anden “hakkemad”

Jeg får rigtig mange spørgsmål, om en bestemt plantefars kan fryses. Det er ikke muligt for mig at nedfryse og optø samtlige opskrifter, jeg laver, men her har jeg lavet et grundigt stykke arbejde, så jeg er sikker på, at jeg kan anbefale frysning, både af den rå plantefars og af den bagte postej eller de stegte frikadeller.

Farsen kan med fordel laves en dag, du har god tid, og har lyst til at lave et lille forråd af plantefars til fryseren. De fleste vil synes, at det er for arbejdskrævende på en dag, hvor man kommer sent hjem fra arbejde. Lav evt. dobbelt portion.

Denne fars kan du bage eller stege, straks du har lavet den. Men du kan også fryse den rå fars ned i mindre portioner, så kan du hurtigt bage en postej eller stege en frikadelle på en travl dag.

Det er også muligt at stege eller bage farsen og derefter fryse den bagte postej eller de stegte frikadeller/bøffer ned. Det bedste resultat fås dog, hvis den rå fars fryses ned. Så kan du efter optøningen justere konsistensen og smage til igen.

.

julepostej og/eller frikadeller

(4 personer)

50 g plantestykker fra PlantMate– kan erstattes af 1 dåse/brik bønner eller kikærter

75 g mandler

400 g brune champignon

olivenolie

1 spsk tørret salvie

1 spsk tørret timian eller oregano

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

100 g renset porre

100 g løg

4 fed hvidløg

200 g rødbeder

75-100 g havregryn

1 dl plantefløde

2-3 spsk plantebaseret østerssovs (kan udelades)

2-3 spsk tamari

friskkværnet peber, citronsaft

.

Hæld kogende vand på plantestykkerne, så det dækker. Lad dem udbløde en halv times tid. For mere smag kan du bruge grøntsagsbouillon i stedet for vand.

Hak mandlerne mellemfint og sæt dem til side.

Hak svampene og steg dem i 2 spsk olie. Tilsæt de valgte krydderurter, et par spsk citronsaft samt et drys salt og peber.

Steg svampene ved rask varme, indtil al væden er fordampet. Svampene skal se tørre ud. Sæt dem til side.

Skær porren i ringe, hak løg og hvidløg, og riv rødbederne groft.

Svits de fire ting i et par spsk olie. Tilføj evt. lidt mere olie undervejs. Svits til løg og porrer er bløde.

Pres væden af plantestykkerne og kom dem i en skål sammen med halvdelen af de svitsede løg/rødbeder.

Blend blandingen med en stavblender til en lidt fast masse.

Tilsæt mandlerne, resten af løg/rødbeder samt svampene.

Rør det hele godt sammen, og tilsæt ca. 75 g havregryn sammen med fløden.

Rør farsen grundigt sammen, og tilsæt evt. flere havregryn og/eller fløde. Farsen skal være temmelig fast.

Tilsæt østerssovs og tamari samt lidt citronsaft og 1 spsk reven citronskal. Tilsæt smagsgiverne lidt ad gangen. Det er vigtigt, at farsen virkelig har smag.

Pres farsen sammen i skålen og lad den trække en halv times tid. Vurdér konsistensen og smagen igen.

Du kan nu fryse farsen – eller straks lægge den i en postejform og bage den i en 200 grader varm ovn 40-45 minutter.

Du kan også stege frikadeller eller bøffer af farsen.

Til julepostejen serveres naturligvis brun sovs, brunede kartofler og rødkål.

.

en lille stak kartofler

Samtidig med postejen kan du bage små stakke af kartofler i ovnen. Her er det kartofler høvlet til tynde skiver på et mandolinjern og lagt i en smurt muffinsform.

Hold øje med kartoflerne og tag dem ud, når de er gyldne.

.

Share

fredag

8

december 2017

16

KOMMENTARER

julepaté anno 2017 med brun sovs og rødkålssalat

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

her er mit bud på årets julepaté 2017

Hvert år laver jeg en ny plantebaseret paté eller postej til julemiddagen. I år er det blevet en porre-, mandel- og svampeudgave med rosmarin.

Måske synes du, det er lidt tidligt at tænke på julemiddagen, men jeg ved af erfaring, at mange gerne vil planlægge denne — man kan vel godt sige årets middag – i god tid. Måske vil du også lige nå at bage den inden jul for at tjekke, om det nu er lige denne ret, du drømmer om.

Har du brug for andre forslag til julemiddagen så kig i højre spalte under “Kategorier”. Hvis du klikker på “julemad” får du mange flere ideer.

.

sovs må der til!

Jeg har ikke nået at lave den ultimative julesovs endnu, men den er på vej. Her er i mellemtiden en anden lækker idé til en hurtig, ukompliceret og velsmagende sovs:

Hak og svits et skalotteløg (+ evt. en håndfuld hakkede svampe) i lidt olivenolie. Tilsæt 2-3 dl havrefløde og 1-2 spsk citronsaft. Bring det i kog, lad det tykne lidt og smag til med tamari (soja) og friskkværnet peber. Evt. også et nip sukker.

.

rødkålssalat hører sig også til

Hvis du har lyst til denne rødkålssalat med bladselleri og kerner af granatæble, så kig her.

 .

julepaté med rosmarin

(4 personer)

150 g champignon eller andre svampe

150 g løg

6 fed hvidløg

½ kg porrer

4 spsk olivenolie

150 g mandler og/eller solsikkekerner (du kan også bruge græskarkerner)

150 g trekornsflager eller andre kornflager, fx havregryn

evt. 100 g tør ost (vegansk) eller 3-4 spsk gærflager

4-5 spsk tamari (soja)

friskkværnet peber

3-4 spsk fintklippet rosmarin

2 spsk citronsaft

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

1 dl havre-, soja- eller anden fløde 

evt. rasp

.

.

Hak svampene fint. Hak løg og hvidløg – og snit porrerne.

Svits løg, hvidløg, porrer og svampe i olien, til løgene er bløde og let brune. Hæld blandingen i en stor skål.

Hak mandler og/eller solsikkekerner og rør dem i grøntsagerne.

Riv osten og tilsæt den sammen med kornflagerne.

Smag godt til med tamari og peber. Tilsæt rosmarin og smag til igen.

Pisk 3-4 spsk HUSK grundigt i fløden og rør det godt ud i farsen.

Lad blandingen stå et kvarters tid og vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes lidt rasp, hvis farsen er for lind – eller lidt fløde hvis den er for fast.

Kom farsen i et smurt ovnfast fad eller postejform

Sæt pateen i en 200 grader varm ovn og bag den 40-50 minutter.

Servér brunede kartofler, en brun sovs samt en rødkålssalat til pateen.

.

 

 

Share

mandag

4

december 2017

16

KOMMENTARER

leve(r)postej med ristede svampe og sprød”bacon”

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

..

bagt leve(r)postej med ristede svampe og tang”bacon” 

December er grøntsagsgnaskernes store måned for plantebaserede postejer. Det kan være postejer til julefrokosten eller postejer til selve juleaften.

De fleste har deres klassikere, som de vender tilbage til år efter år. Men jeg er sådan én, der hele tiden elsker at finde på nye smage og konsistenser. Denne postej er beregnet til frokostbordet, og den nydes lun med ristede svampe og “bacon” på toppen. Men selvfølgelig kan du udelade både svampe og “bacon”.

Og jeg kan allerede afsløre, at der i løbet af december kommer flere forslag til postejer g pateer.

.

hvad skal man dog med kød?

Hvert år i december er jeg i dyb undren over alle de dyr, der skal ofres, for at folk kan fejre jul. Når vi nu ved, hvor meget dyrene lider, og når vi nu ved, at det ødelægger hele klodens eksistens, at vi producerer milliarder og atter af millarder af dyr under helt uanstændige vilkår.

Jeg tænker altid “hvorfor?” Jeg håber, du tænker det samme, når du har smagt denne postej. Hvorfor i alverden slå levende væsener ihjel for at bruge deres lever? Oven i købet et af de mest forurenede organer i dyret.

Når du smager denne postej håber jeg, at du vil tænke “hvorfor spise kød?” Hvis alle bloggens læsere serverer denne postej for blot en eller to kødspisere, som igen serverer den for andre kødspisere, er vi nået bredt ud, og måske vil kødspiserne tænke sig om en ekstra gang. Det er mit fromme ønske her i starten af den store slagtemåned. En måned hvor vi burde fejre næstekærligheden og freden – for mange mennesker gælder det bare ikke for dyrene.

.

leve(r)postej med svampe og “bacon”

100 g butterbeans (store hvide bønner) – evt. fra dåse

150 g løg

6 fed hvidløg

1 spsk raps- eller olivenolie

2 dl plantefløde, havre-, soja- eller mandel-

100 g havregryn

2 spsk gærflager (kan evt. udelades) – se mere om gærflager her

1 spsk tørret salvie

1 spsk tørret timian

1 spsk tørret oregano

50 g valnødder

1 økologisk citron

1/2 dl tamari (soja) 

friskkværnet peber

.

Læg bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter. Bid i en bønne efter 30 minutter for at mærke, hvor mør den er. Bønnerne skal være helt bløde.

Afdryp bønnerne.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til de er let gyldne.

Bland løg og bønner og tilsæt fløde, havregryn, gærflager og krydderurter.

Blend blandingen enten med en stavblender eller i en food processor. Farsen må gerne bevare lidt struktur.

Hak valnødderne fint med en kniv og tilsæt dem.

Riv 1-2 tsk af skallen på citronen og kom det i farsen sammen med 1-2 spsk citronsaft. Tilsæt også tamari og peber og smag godt til.

Tilsæt flere krydderurter og/eller citron, tamari og peber. Farsen skal have en markant smag.

Fordel farsen i to små bageforme eller én større.

Bag postejerne i en 190 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 30-40 minutter. Du skal ikke bage postejen for længe, hvis du vil have den smørbar.

Servér evt.  postejen med lune svampe og sprød “bacon”, se nedenfor.

 .

ristede svampe

1 lille skalotteløg

200 g champignon

1 spsk raps- eller olivenolie

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

.

Hak løget. Bevar små svampe hele, skær større svampe i kvarte.

Rist løg og svampe i olien ved rask varme, til svampene er gyldne.

Tilsæt citronsaft, salt og peber og smag til.

 .

sprød bacon

marinade:

3 spsk tamari (soja)

2 tsk ahornsirup

2 tsk røget paprika

1 spsk ristet sesamolie

1/2 tsk flydende røg (kan evt. udelades) – se forhandlere her

6-8 stykker ”bacon”tang (savtang) eller 2 risplader (dem der bruges til vietnamesiske forårsruller)

.

Rør marinaden godt sammen. Smag til. Den skal smage lidt røget men pas på med den flydende røg og kom den kun i marinaden dråbevis. Hvis der kommer for meget i, får marinaden en ubehagelig skarp smag.

Hvis du bruger risplader så klip dem i strimler med en saks og læg dem i meget varmt vand i en tallerken et øjeblik. Vend dem i dressingen.

Tangen pensles blot med marinaden.

Du kan enten stege ”baconen” på en pande i lidt olie, eller du kan bage den i en 150 grader varm ovn 15- 20 minutter. Hold øje med at ”baconen” ikke bliver for mørk.

.

Jeg foretrækker savtang til dette “bacon”. Det fremstilles af Dansk Tang. Du kan finde forhandlerliste på Dansk Tangs hjemmeside.

.

postej som pålæg

Postejen er lækker i sig selv, måske med en salat til. Men du kan også nyde den som pålæg, måske med lidt agurker, rødkål eller cornichoner på toppen.

.

rødbedesalat med cashew-limecreme

. .

 

Share