Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

teriyakisovsArkiv

onsdag

7

oktober 2020

2

KOMMENTARER

aubergine teriyaki – med hilsen fra Japan

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter

.

verdens bedste mad?

Hvad er din livret? Sådan lyder et spørgsmål, jeg ofte får. Men jeg kan ikke svare på det, for jeg er vild med al mad, der smager dejligt, er dyrket bæredygtigt og er smuk at se på. Jeg elsker mad med masser af smag, masser af krydderier og masser af smagsoplevelse.

Og det med den smukke præsentation og velsmag ved de noget om i Japan. Måske er japansk mad verdens smukkeste. I Japan spiser man råvarerne, når de er i sæson – og også serveringen bestemmes af årtidens farver og produkter. Og har man én gang smagt japansk mad, glemmer man aldrig de mange blide og stærke smagsnuancer.

.

aubergine med teriyakisovs

Den hurtige og lækre ret med auberginer defineres af sovsen, der er typisk i det japanske køkken. Det er en sovs med masser af smag – og de ristede sesamfrø sætter prikken over i’et.

Og så er retten stort set fedtfri!

.

velsmag på en bund af ris

Ris er japanernes rugbrød. Ris er det, hvorom alle retter drejer i Østen. Men ris er også klimabelastende, og for at nå til Danmark skal risen transporteres over oceaner.

Vil du undgå ris kan auberginerne serveres på en bund af pasta, hele korn som hvede eller spelt – eller quinoa, som nu dyrkes i Danmark.

.

squashi

Aubergine-retten er lige lovlig lille til at udgøre en hovedret, så vil du have en lidt mere fyldig middag – og stadig blive i Japan – kan jeg anbefale disse sushi, der er fordanskede og i stedet for tang er omviklet med tynde skiver af gulerødder og squash. Derfor kalder jeg dem squashi.

Også her kan du erstatte risen med quinoa. Og du kan selvfølgelig stadig bruge tang, som de gør i Japan. Tang er supersundt.

Se opskriften her.

.

aubergine teriyaki

(4 personer)

teriyakisovs:

1 dl tamari eller alm. soja

½ dl mirin (japansk sød risvin)- kan erstattes af sherry

2-3 spsk riseddike eller anden eddike

3-4 spsk ahornsirup eller anden sirup, kan erstattes af sukker

2-3 spsk reven ingefær

3 fed presset hvidløg 

¾ kg auberginer

4 spsk sesamfrø

200 g ris

grøn top af 2 forårsløg

evt. lidt ristet sesamolie

 

Rør sovsen sammen. Det er vigtigt at smage godt til. Sovsen skal ikke være for syrlig.

Skær auberginerne i små terninger og vend dem i sovsen.

Lad auberginerne marinere en time eller to, gerne længere. Vend rundt i auberginerne engang imellem.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Kom auberginerne på panden. Dryp marinaden på lidt ad gangen. Lad auberginerne simre i sovsen ca. 10 minutter. Smag på en tern og vær sikker på at auberginerne er helt møre.

Kog imens risen efter anvisningen på pakken.

Servér auberginerne på en bund af kogt ris, andre hele korn eller quinoa.

Drys med snittet top af forårsløg og sesamfrø. Dryp evt. med lidt sesamolie.

.

.

Share

mandag

12

november 2018

12

KOMMENTARER

bagte auberginer med japansk dressing

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

eksotisk på under 1/2 time!

Jeg er så umådelig heldig, at rigtig mange kan lide min mad. Jeg får utallige søde tilbagemeldinger, og dem er jeg dybt taknemmelig for. Tak til alle jer, der tager jer tid til at skrive om stort og småt, gode ideer, erfaringer etc.

Men jeg får også ofte tre klager: “det tager for lang tid at lave din bæredygtige mad”, “der er alt for mange ingredienser i dine opskrifter” og “det er alt for dyrt”.

Hvis man vil lave mad af økologiske råvarer, der tager hensyn til dyrene og naturen, og som smager skønt, er det simpelt hen nødvendigt at prioritere og investere både tid og penge i madlavningen – der lige nu går ud på at sætte alle kræfter ind på at redde vores skrantende klode. Der er ingen tid at spilde. Så jeg kan kun svare: “har vi tid og råd til at lade være?

.

begynd i det små

Er det økonomien, det handler om, er der måske mindre vigtige produkter, der kan skæres væk. Sodavand og slik er dyrt og usundt. Eller måske har du andre usunde og klimabelastende laster, du kan skære ned på.

For at spare penge er det klogt at kigge på supermarkedernes “sidste-dag”-hylder. Her kan man købe mange ting til halv pris. Handler det om grøntsager, som vitterligt skal bruges hurtigt, så lav store portioner af supper eller sovse og frys dem ned. Eller lav postejer eller pateer til pålæg etc. De kan også fryses. Så er der mad på en travl dag. Det sparer tid.

Er det mængden af ingredienser, der holder dig tilbage, så udelad det, du ikke har på lager eller er for dyrt at købe. Hvis det handler om krydderier, så byg langsomt en samling op. Hvis du ikke har spidskommen eller kanel, så brug et andet krydderi. Det gælder om at slippe fantasien løs. Meget kan lade sig gøre i en opskrift, uden at det går galt. Måske får du i tilgift en ny og mere spændende opskrift ud af det?

.

i dag går de hurtigt 

Da jeg selvfølgelig gerne vil gøre alle glade, har jeg lavet denne supernemme og hurtige ret.

Men indrømmet: der skal bruges en del ingredienser i dressingen. Selvfølgelig kan du bage auberginerne blot penslet med olivenolie. Men hvor sjovt er det? Her får du skønne japanske smagsnuancer, der løfter den lidt smagsneutrale aubergine til en lille delikatesse.

.

tilbehør

Du kan servere en salat med quinoa og edamamebønner til auberginerne – og evt. en jordnøddesovs.

Men så tager det altså lidt længere tid. Til gengæld får du pragtfulde proteiner fra salaten og skønne smagsnuancer fra sovsen.

.

jordnøddesovs

Du behøver ikke en sovs, hvis du har lavet så meget af teriyakidressingen, at der er lidt til dip til de bagte auberginer.

.

bagte auberginer med japansk dressing

(4 personer)

4 auberginer (knap 1 kg)

evt. 1 portion dukkah

friske krydderurter efter smag

teriyakidressing:

1 dl tamari (soja)

1 dl mirin eller sake (japansk sød risvin), evt. sherry – kan udelades

2 spsk riseddike eller anden mild eddike

4 spsk vand

2 spsk rørsukker

2 spsk sesam- eller olivenolie

2-3 spsk reven ingefær

4 fed presset hvidløg

evt. 2 tsk maizenamel

friskkværnet peber

Skær auberginerne igennem på langs og skær derefter ”terninger” ned i kødet. Snittene skal gå 2-3 cm ned i frugtkødet.

Sæt de halve auberginer på en bageplade.

Rør dressingen sammen. Smag den godt til med sødt og surt, ingefær og hvidløg. Sovsen skal have markant smag.

Pensl auberginerne med sovsen og bag dem møre i en 190 grader varm ovn ca. 25 minutter.

Pensl evt. auberginerne igen, når de har været i ovnen 15 minutter.

Du kan evt. bringe resten af sovsen i kog og jævne den med lidt maizinamel rørt ud i vand.

Servér sovsen separat til auberginerne.

Drys evt. auberginerne med nøddeblandingen, dukkah og drys med dine foretrukne krydderurter.

.

.

velkommen til ny blogger

En mangeårig følger her på bloggen, Merete Djurhuus, har lige sendt en ny side i luften. Den handler om fibromyalgi.

Merete lider selv af fibromyalgi og nu deler hun ud af sine mange erfaringer med den belastende sygdom på den nye blog. Der er mange tiltag, man selv kan tage – både fysisk og psykisk – for at leve med denne lidelse, og Merete fortæller på bloggen om sine mange erfaringer. Ernæring er en af de redskaber, Merete tager i brug for at lindre, men der er mange andre ting man kan gøre for at lette hverdagen med den plagsomme sygdom.

Lider du selv af fibromyalgi eller kender andre, der gør det, kan jeg varmt anbefale at klikke ind på bloggen. Her er mange gode og varme råd.

Merete gør opmærksom på, at siden er under opbygning, og der kommer løbende nye indsigter og gode råd. Så følg med på siden!

Adressen er https://www.trohåbogfib.dk/

Du kan også finde Merete på Facebook: https://www.facebook.com/trohaabogfib.dk/

.

 

Share