Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

superfoodArkiv

fredag

17

april 2015

8

KOMMENTARER

chiagrød med omega 3 – glutenfri bananpandekager med blåbær

Skrevet af , Posted in morgenmad

kom sundt fra start

chiagrød.1

Som jeg skriver om i min nye bog “Powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi” er de små chiafrø en af de nyeste medlemmer af powerfood-familien. Det er utroligt, at de bittesmå grå-sorte frø kan indeholde så mange gode stoffer. F.eks. er balancen mellem Omega 3 og Omega 6 fedtsyrer nogenlunde perfekt. Men derudover er frøene også spækket med B- og E-vitaminer og mange mineraler.

Ikke uvæsentligt er chiafrø også nemme at tilberede – de skal blot udblødes – og så er de delikate at se på.

I denne udgave er den populære chiagrød optimeret med de Omega 3-rige valnødder og ditto hørfrøolie. Man kan sige, at denne grød er ren hjernemad.

Hertil kommer B-vitaminer og mange mineraler som kalk, magnesium og jern m.fl. i hvedegræspulveret.

Hvis du vil være frisk i toppen fra morgenstunden, så prøv denne chiagrød.

 

chiagrød opgraderet med omega 3 fedtsyrer (2 personer)

4 spsk chiafrø

4 dl mandelmælk eller anden plantemælk

4 spsk havregryn

4 spsk hakkede valnødder

2 spsk hørfrøolie

2 spsk hvedegræspulver (kan evt. udelades)

frisk frugt, f.eks. banan, æble, pære, bær som blåbær, hindbær eller ribs

tørret frugt som aroniabær, tranebær, rosiner

 

Sæt chiafrøene i blød i plantemælken natten over. Hvis grøden er for tyk næste morgen, så rør lidt mere mælk eller vand i.

Fordel halvdelen af grøden i to glas og drys med havregryn og valnødder.

Dryp olien på og drys med hvedegræspulver.

Vælg frisk frugt efter årstiden og de tørrede frugter, du bedst kan lide, og læg dem på toppen af grøden.

chiagrød


 

superfood fra morgenstunden

bananpandekager

Kom godt fra start! Morgenmaden lægger bunden for resten af dagen. Hvis du starter dagen med masser af næringsstoffer, er der mindre risiko for at overspise senere på dagen.

Her er superhurtige små buttede pandekager med bananer og boghvedemel. Her kan man passende få brugt sine lidt overmodne og måske plettede bananer. De lidt medtagne bananer må endelig ikke kasseres. Det er nemlig sådan, at jo mere modne bananerne er, desto flere gode stoffer indeholder de. Modne bananer med gul skræl og brune pletter hæmmer kræftceller og styrker immunforsvaret langt mere end en umoden banan. Nr. 7 nedenfor scorer højest!

Læs spændende nyt her fra japanske forskere om bananens mange kvaliteter, moden som umoden.

 

bananer

 

glutenfrie bananpandekager med blåbær

1 moden banan

2 spsk citronsaft

1 dl vand

100 g boghvedemel

et nip salt

evt. 1-2 spsk blåbærsirup

spsk loppefrøskaller

frisk frugt, gerne blåbær

 

blåbær

Spis fx pandekagerne med blåbær, der forlængst er kåret som en af de mest powerfulde powerfoods.

Men du kan også vælge alle andre former for bær.

 

Mos bananen med citronsaften. Hæld vandet ved og tilsæt boghvedemelet. Pisk det grundigt sammen med et nip salt og evt. lidt blåbærsirup, hvis du ønsker pandekagerne lidt søde.

Pisk loppefrøskallerne i. Lad dejen hvile en halv times tid. Vurdér konsistensen af dejen. Måske skal der lidt mere vand i.

Bag 10 små pandekager af dejen. Sæt 2 skefulde dej på panden pr. pandekage. Steg pandekagerne gyldne på begge sider.

Spis pandekagerne med frisk frugt og evt. lidt blåbærsirup.

 

blinis

 

Share

mandag

13

april 2015

4

KOMMENTARER

ramsløgsuppe med cashewcreme

Skrevet af , Posted in supper

. 1.

mere detox – ramsløg til kartoflerne

kartoffellasagne-2

Her i foråret har kartoflerne mistet en masse saft og kraft, ikke mindst C-vitamin. Men så er det dejligt, at ramsløgene kommer lige nu og kan give kunstigt åndedræt til de gamle knolde.

Tynde skiver af kartofler lægges sammen med en pesto af ramsløg med masser af “rigtige” hvidløg. Det er et dejligt skud at naturens egne vitaminer.

Se opskriften her.

..

detox-suppe – afgift dine celler

ramsløgsuppe-m-gedeost.1

forårsrengøring i cellerne

Når forårssolen skinner, skal der gøres rent, både ude og inde. Den vintertrætte krop og dens cirka 70 billioner – 70 billioner!!! – celler trænger også til et boost efter en lang vinter. Dette ufattelige antal celler arbejder efter nøje planlægning fra vores gener og det brændstof i form af mad, som vi byder vores krop.  Vi tager det ofte som en selvfølge at kroppen fungerer, indtil vi bliver syge, fordi cellerne af forskellige årsager bliver “forvirrede” eller løber løbsk. Ofte på grund af forkert ernæring og for lidt motion.

Den nyeste forskning i epigenetik viser, at det vi spiser, har en langt større indvirkning på vores helbred, end vi hidtil har troet. Grønne grøntsager – ikke mindst broccoli og vilde urter – ligger på Top 10 blandt den såkaldte powerfood, dvs mad, der giver næring til vores 70 billioner celler og dermed er med til at sikre et godt helbred.

Der er både broccoli og vilde planter i denne suppe – og flere andre powerfood. Suppen er ren medicin!

 .

ramsløgsuppe med cashewcreme

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokosolie eller anden olie

50 g grønne linser

ca. 6 dl grøntsagsbouillon

100 g gulerødder

2-3 stilke bladselleri

250 g broccoli

50 g ramsløg eller andre vilde urter

2 tsk gurkemeje

evt. et nip chiliflager

3-4 dl soja-, ris- eller havremælk (eller anden mælk)

2-3 spsk citronsaft

2 spsk tamari

1 dl cashewcreme, evt. plantebaseret cremefraiche eller sesamfrø

ramsløgsuppe m gedeost

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt linser og bouillon og kog suppen 10 minutter.

Skær gulerødder og bladselleri i skiver.

Del broccolien i mindre buketter. Skær stokken i terninger.

Snit ramsløgbladene.

Kom gulerødder og selleri i suppen efter de 10 minutter.

Kog suppen endnu 5 minutter og tilsæt herefter broccoli, vilde planter og krydderier. Kog suppen endnu 5 minutter og tilsæt den valgte plantemælk.

Smag til med citronsaft, tamari og evt. sukker.

Sluk for varmen og lad suppen afkøle en halv times tid.

Suppen kan nydes som den er, men du kan også purere den i blenderen.

Hvis pureen er for tyk, tilsættes lidt mere bouillon eller plantemælk.

Servér suppen portionsvis med friske blade af ramsløg og klatter af cashewcreme.

 

tip

ramsløgsuppe-m-sesamdrys

I stedet for cashewcreme kan du drysse suppen med sesamfrø og/eller andre kerner: rist fx sesamfrø og græskarkerner med knust hvidløg og et drys salt.

Drys kernerne på suppen.

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Klik derefter på print friendly. Så kan du printe ud uden at få billederne med.

 

Share

torsdag

30

oktober 2014

2

KOMMENTARER

rødderne rykker

Skrevet af , Posted in hovedretter

3. november 2014

 

nu starter sæsonen for rodfrugter

rc3b8dbeder-gule

I modsætning til sommerens lette grøntsager som nye kartofler og asparges, er det nu rødderne der rykker.

Jeg har lige lavet ovnbagte rodfrugter på en ny måde. Kig med på bloggen i morgen. Det er blevet til en smuk ret med både de gammeldags og ny”opfundne” bolsjestribede beder, de gule ovenfor og de kendte rødbeder.

 


 

2. november 2014

 

vidste du det om bananer?

når gammelt er godt

bananer

Vidste du, at modne bananer med gul skræl og brune pletter hæmmer kræftceller og styrker immunforsvaret langt mere end en umoden banan.

Læs spændende nyt her fra japanske forskere om bananens mange kvaliteter, moden som umoden.

 


 

 1. november 2014

 

nu skal der spires!

spirer 1

boost helbredet

Selv om det stadig er mildt, er vi på vej ind i forkølelses- og influenzasæsonen. Men det kan man forebygge ved at tanke cellerne op med energirig plantemad.

superfood

Spirer er noget af det mest næringsrige, vi kan spise. Nu kan man ikke blive mæt af spirer alene, men brug dem gerne vinteren igennem som drys på supper og salater – og kom en god håndfuld i sandwichen, i wrappen eller burgeren.

frø og spirer

Jeg er i gang med to hold spirer. De mørke frø er af pinkkål, som er en mild rødkål. De gule frø er kløver.

Jeg har haft spirerne i gang i 3 dage, og kløverspirerne er allerede ved at blive grønne og lige til at spise.

Der findes specielle spirebakker, men jeg har valgt den helt simple metode med brugte glas og et stykke stof på toppen, så det er nemt at skylle frøene to gange om dagen. Det virker bedst med gaze som “låg”, men det havde jeg ikke lige på lager, så et almindeligt stykke bomuldsstof fungerer fint, hvis man prikker nogle huller i det.

Hvis du får lyst til at dyrke spirer, kan jeg varmt anbefale de økologiske frø fra Miriam, der har det lille firma Friske spirer. Frøene er billige, servicen er høj, og du får lynhurtigt din bestilling leveret i postkassen: småbitte frø i dvale, der kun venter på at få en sjat vand og dermed levere superfood.

har du erfaring med spirer?

Hvis du er kyndig i spiredyrkning, så skriv gerne en kommetar. Det vil også være spændende at høre, om du har gode forslag til anvendelse af spirerne.

spirer

 


 

 

31. oktober 2014

 

friskt brød på vej

brød Amide

ny udgave af Verdens bedste brød

Bogen om det æltefri grydebrød, Verdens bedste brød, udkom i forsommeren. Den har solgt så godt, at der nu kommer en ny udvidet udgave med dobbelt så mange opskrifter.

Jeg har for kort tid siden afleveret det hele, tekst og fotos, til forlaget og er nu ved at læse korrektur. Jeg håber, bogen er på gaden inden jul.

Metoden med det æltefri grydebrød er virkelig genial. Jeg har aldrig tidligere været nogen ørn til det med brød, men med denne metode kan det ikke gå galt. Den nye bog hedder “Det æltefri grydebrød – verdens bedste brød”, og indeholder bl.a. opskrifter på rugbrød, sigtebrød og dukkahbrød, som søde Amide viser frem på billedet ovenfor. Men der er også lækre ciabattaboller, pizza og andre ting, der ikke bages i en gryde.

Hvis nogen af jer har prøvet at bage med denne teknik, vil jeg være rigtig glad for en kommentar med jeres erfaringer – gode som dårlige!

 


 30. oktober 2014

 

græskarmandgræskarmand græskarmand

h a p p y  h a l l o w e e n

 

græskarmand

har du set græskarmanden?

Det er svært at komme udenom de store smilende græskar-hoveder her i oktober. Den amerikanske Halloween-tradition med græskar, dinglende skeletter og hvinende spøgelser har bidt sig fast i Danmark. Nu er uhyggen virkelig over os, og da Halloween løber af stablen i morgen, må det være passende med en græskar-ret.

Hvis du har et halvt græskar til overs fra græskarsuppen med knas og kerner, kan det passende bruges i en gratin med rodfrugter og grønkål. Det er guf fra både under og over jorden, masser af farver, smækfyldt med vitaminer og mineraler – og en spændende smagssymfoni.

 

orange og grøn gratin

græskar-grønkålsfad.2 

300 g grønkål

150 g løg

4 fed hvidløg

50 g rosiner

4 spsk olivenolie

1 spsk kanel

2 spsk frisk reven ingefær

2 spsk citronsaft

3/4 kg hokkaidogræskar

1/2 kg rodfrugter (majroe, gul bede, bolsjestribet bede etc.)

3 dl sojafløde eller anden fløde

4 æg

50 g græskarkerner

en håndfuld mynteblade

 

Riv de grønne blade af midterribben på grønkålen. Hak løg, hvidløg, grønkål og rosiner.

grønkål.hakket

Svits de fire ting i olien 3-4 minutter, til løg og kål er bløde. Tilsæt kanel, ingefær, salt og peber samt citronsaft. Smag grønkålsblandingen til med salt og peber.

Skær græskarret i tynde skiver. Fjern kernerne, men bevar skallen. Skær ligeledes rodfrugterne i tynde skiver.

Pisk fløde og æg sammen og tilsæt et drys salt og peber.

Læg rodfrugter, grønkålsblanding og græskar sammen lagvis i et lavt ovnfast fad.

græskar-grønkålsfad.ubagt

Læg først et lag rodfrugter, derefter et lag grønkål og et lag græskar. Drys med lidt salt og peber. Hæld 1/3 af æggeblandingen over. Læg endnu et “sæt” lag og hæld 1/3 af æggefløden over. Læg de sidste lag. Det øverste skal være græskar. Hæld resten af æg/fløde over og drys med græskarkernerne.

Dæk formen med folie eller bagepapir og sæt den i en 200 grader varm ovn i 15 minutter. Fjern folie eller papir og bag gratinen endnu ca. 25 minutter.

Drys gratinen med mynteblade ved serveringen.

græskar-grønkålsfad

 tip

Servér gerne en salat med røde ris eller en  linsesalat til gratinen.

 


 

Share