Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

squashArkiv

torsdag

26

juli 2018

4

KOMMENTARER

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

SSS: squash er også skønne i en salat

 

I juli og august er der næsten gratis mad – i al fald hvis man kan lide squash. Hvis du selv dyrker dem, er de helt gratis, men ellers fås de mange steder for en slik. Forleden delte jeg en nem kold squashsuppe med jer. I dag synes jeg, turen er kommet til en sval salat.

Det er nemlig stadig vejr til kølig og nem mad. For ikke at gå helt protein-kold har jeg føjet sorte bønner til salaten. Så er den mættende foruden at være sommer-lækker. Hvis du ikke orker at bøvle med iblødsætning og kogning af bønner, så grib en dåse bønner eller kikærter i supermarkedet. Eller måske har du et par portioner bønner eller kikærter liggende i fryseren? Så er det ekstra nemt. Du kan selvfølgelig også helt udelade bønnerne, især hvis du spiser salaten til en proteinrig hovedret.

.

at suge begærligt i stilken

Små solmodne bomber af velsmag i form af tomater passer fint til squash. Disse pragteksemplarer  er fra min ven René’s drivhus. Her passes og plejes stort og småt med jordisk gødskning og kærligt nærvær, og det kan man smage på de skønne produkter.

Store og små tomater hænger i store klaser i drivhuset. Jeg kommer til at tænke på Frank Jægers digt, “O, at være en høne”. Ganske vist drejer det sig i digtet om et æble, men når jeg ser al denne overflod, tænker jeg på linjerne: “at suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag”. Det er sådan de mange sorter tomater udvikler sig og trives i René’s drivhus. Man kan bogstavelig talt fornemme, hvordan tomaterne suger al den gode økologiske næring til sig, mens de utallige duft- og smagsstoffer udvikler sig i solen og varmen.

.

nyd salaten til frikadeller

Salaten kan sagtens nydes solo, fx som en frokostret. Men den er også fin til frikadeller eller en postej.

Vil du have idé til frikadeller, så prøv nøddefrikadeller – og skal det være en paté, så prøv en bønnepaté.

.

En enkelt squashplante kan nærmest mætte en hel familie her i juli/august.

Til denne salat kan du bruge både grønne og gule squash – eller en blanding.

.

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

(4 personer)

100 g sorte bønner eller andre bønner (evt. fra dåse)

5 spsk sesamfrø

2 fed hvidløg

1 stor squash eller to små

10 radiser

10 små tomater

100 g bælgede ærter

1 bdt mynte

dressing:

4 spsk olivenolie

1-2 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Tilsæt to fed presset hvidløg og et lille drys salt. Sæt sesamfrøene til side.

Skær squashen i tynde skiver, enten på langs eller på tværs. Brug gerne et mandolinjern.

Skær radiserne i skiver og skær tomaterne i kvarte.

Bland alle ingredienserne med mynteblade.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys sesamfrøene på lige inden serveringen.

.

.

 

Share

tirsdag

3

april 2018

12

KOMMENTARER

tyrkisk simregryde med mangosalat

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

simremad fra Tyrkiet 

Efter påskedagenes vellevned kan det være rart at vende tilbage til en gang “bondemad”.  Her med en varm hilsen fra Tyrkiet.

Alt-i-én-gryde er nem simre- eller ovnmad. Her skal lige steges lidt først, men så bages retten færdig i ovnen.

Det er en lag-på-lag-ret, der kan minde lidt om en moussaka, men her er der tyrkiske smagselementer af paprika, spidskommenfrø og oliven. Og så selvfølgelig tyrkernes elskede yoghurt smagt til med mynte og koriander.

.

med eller uden bønner

For en gangs skyld har jeg valgt bønner fra dåse til denne ret. Jeg spiser ikke ret tit mad fra dåse, men engang imellem vælger jeg alligevel den nemme løsning.

Hvis du vil koge kidneybønnerne selv, så sæt dem i blød ca. 8 timer og kog dem ca. 25 minutter, før du afdrypper dem og kommer dem i retten.

Hvis du spiser linsesalaten med mangodressing til gryderetten, kan du helt udelade bønnerne, da der er masser af proteiner i salaten.

.

tyrkisk gryde med grøntsager og kidneybønner

(4 personer)

100 g løg

1 spsk spidskommenfrø

kokos- eller olivenolie

350 g aubergine

350 g squash

300 g kartofler, evt. søde kartofler

1 stor rød peberfrugt

1 bdt persille

1 glas hakkede tomater med saft

4 fed hvidløg

1 spsk tørret oregano

1 tsk stærk paprika

1 spsk citronsaft

salt, peber, rørsukker

1 dåse kidneybønner (eller tilsvarende udblødte og kogte)

50 g udstenede oliven eller oliven med mandelfyld

evt. dip:

2 dl planteyoghurt eller anden yoghurt

2 spsk hakket mynte

2 spsk hakket koriander eller persille

 

Skær løgene i ringe og svits dem på en pande sammen med spidskommenfrøene og 1 spsk olie. Rist til løgene er gyldne. Sæt dem til side.

Skær auberginerne i skiver på tværs. Du kan evt. drysse dem med lidt salt og lade dem trække en halv times tid. Skyl i givet fald saltet af.

Steg skiverne ved rask varme i 2-3 spsk olie, til de er gyldne på begge sider. De behøver ikke at være gennemstegte. Sæt dem til side.

Skær squash og kartofler i skiver (kartoflerne skal skæres i tynde skiver).

Skær peberfrugten i tynde ringe. Hak persillen.

Hæld tomaterne med væde i en skål og tilsæt presset hvidløg, oregano, paprika, citronsaft og et drys salt, peber og sukker.

Smag godt til.

Skyl og afdryp bønnerne godt.

Skær de udstenede oliven i skiver.

Smør en ovnfast gryde eller et fad med låg med lidt olie og læg først et lag squash, derefter fortsættes med de andre grøntsager lagvis. Læg lidt tomatsovs på hvert lag. Drys med olivenskiver og bønner mellem lagene.

Pres grøntsagerne lidt sammen og sæt gryden uden låg i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skru varmen ned til 160 grader og læg låg på gryden/formen. Bag retten færdig endnu ca. 40 minutter.

Hvis du vil have ekstra dip til gryderetten så smag yoghurt til med hakkede krydderurter efter smag samt salt, peber og et nip sukker.

Servér dippet til separat.

.

en linsesalat med mangodressing er fin som tilbehør

Servér fx linsesalat med ristede boghvedekerner, valnødder og mangodressing til gryderetten.

.

 

Share

mandag

28

august 2017

12

KOMMENTARER

fyldte squash med argentinsk persillesalsa

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

squash med sydamerikansk fyrighed

Man kan vel godt sige, at squash er en lidt neutral frugt, uden at fornærme den. Squashen, der er så nem at dyrke og så billig at købe, når den er i sæson, gør ikke meget væsen af sig, hverken ernæringsmæssigt eller smagsmæssigt. Derfor har den brug for lidt sydamerikansk temperament til at kvikke op.

Når squash alligevel er en fantastisk frugt, er det fordi den har mange andre fordele. En af dem er et kalorieindhold på kun 17 pr. 100 g frugt. Hovedparten af squash består nemlig af vand, men den indeholder også lidt A-vitaminer (betacaroten), B- og C-vitaminer samt en del mineraler.

Squash har på grund af sin tilbageholdende karakter den store fordel, at den kan nydes med mange forskellige smagskombinationer. Jeg har her bagt den med et fyld af linser og artiskokhjerter, og så foreslår jeg den brændende, fyrige, argentinske persillesalsa, chimichurri, som tilbehør.

.

så forstår man, hvorfor de danser på meget tango …

Salsaen chimichurri er en stærk sag, men man kan naturligvis bruge netop så meget eller lidt chili, at det passer til egne smagsløg.

.

runde eller aflange squash

Jeg har valgt de kuglerunde squash til retten, men du kan nøjagtig lige så godt bruge de aflange. Vælger du gule squash, får du i tilgift stofferne lutein og zeaxanthin, der styrker synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse og aldring af huden.

Servér fx en boghvedesalat med valnødder og brombær til squashene, se nedenfor. Så får hjernecellerne også deres næring!

.

det hele ender med en sprød overflade

fyldte squash med argentinsk persillesalsa

(4 personer)

100 g sorte belugalinser eller andre linser

100 g løg

4 fed hvidløg

4 store kuglesquash eller alm. lange squash

2 spsk raps- eller olivenolie

8 artiskokhjerter i olie

1-2 spsk fintsnittet rosmarin

2 spsk frisk timian

1/2 dl plantemælk eller -fløde

1 økologisk citron

8 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

2 dl kogende grøntsagsbouillon

frisk timian

chimichurri:

1 stort bdt persille

2-3 fed hvidløg

1 rød chili eller efter smag

1 spsk tørret oregano

3-4 spsk rødvins- eller frugteddike

1 dl koldpresset jomfruolivenolie

.

Kog linserne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter og adryp dem.

Hak løg og hvidløg.

Del squashene i to dele – eller skær toppen af kuglesquash. Tag indmaden ud af frugterne, sådan at der er 1-2 cm skal tilbage. Hak indmaden.

Svits de to slags løg og indmaden ved rask varme, til løgene er let gyldne.

Skær artiskokhjerterne i små stykker og rør dem i sammen med de to krydderurter og de kogte linser.

Tilsæt plantemælk, 2 spsk citronsaft og 1 spsk reven citronskal.

Rør så meget rasp i at fyldet hænger sammen. Smag til med salt og peber og evt. mere citron.

Fordel fyldet i de udhulede squash og pres det lidt sammen. Sæt frugterne i et lavt ovnfast fad og dryp med lidt olivenolie. Hæld den varme bouillon i fadet.

Sæt fadet i en 190 grader varm ovn og bag squashene ca. 30 minutter.

Lav imens salsaen: hak persillen med stilke. Det skal ikke være helt fint.

Pres hvidløgsfeddene og hak så meget chili, som du synes. Salsaen må gerne være stærk efter min mening.

Rør persille, hvidløg, chili, oregano og eddike sammen med olien. Smag godt til med salt og peber.

Servér salsaen separat til de fyldte squash.

.

.

udnyt brombærsæsonen

Servér fx en salat til af hele boghvedekerner, valnødder, gulerødder og brombær til de fyldte squash. De sorte bær boomer lige nu, og de strutter af sundhed – det samme gør boghveden.

 

 

Share