tunsalat uden tun
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, pålæg
.
en salat der skåner det store havdyr
Her er en pålægssalat, der i konsistens minder om tunsalat. Jeg har tidligere filosoferet over efterligninger af animalske retter, og her er så endnu en. Jeg vil ikke påstå, at salaten smager meget af tun, men jeg synes den fungerer fantastisk godt som pålæg.
Salaten er også velegnet i sandwichs og burgere – og den vil garanteret være velkommen på ethvert frokostbord.
Og så kan man glæde sig over, at salaten er særdeles kaloriefattig, da den er lavet med den veganske tofunaise, men du kan selvfølgelig bruge andre former for mayonnaise.
Og så kan man yderligere glæde sig over, at den store smukke tunfisk får lov at svømme rundt derude i de store have.
.
tunsalat uden tun
100 g kikærter (evt. 1 dåse)
50 g majskerner
1 dl tofunaise eller anden ”mayo”
1/2 dl planteyoghurt
2 spsk gærflager (kan evt. udelades)
ca. 1 spsk finthakket rødløg
ca. 1 spsk finthakkede kapers
ca. 2 spsk finthakkede cornichoner (små agurker)
ca. 1 spsk citronsaft, evt. agavesirup
1/2 dl klippet dild
salt, friskkværnet peber
.
Sæt kikærterne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl kikærterne.
Bland kikærterne med majsene og purér dem cirka ”halvt”, sådan forstået at der stadig er struktur i både kikærter og majs.
Rør den valgte mayo sammen med yoghurt, gærflager, løg, kapers, agurker, citronsaft og dild.
Smag godt til med salt og peber og evt. mere af de øvrige tilsætninger og måske også en smule sirup eller andet sødemiddel.
Vend de findelte kikærter og majs i dressingen og smag til igen.
Opbevar salaten i et lufttæt glas i køleskabet. Salaten kan holde sig 3-4 dage.