salat med grønne bønner, bagt blomkål og ristede hasselnødder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, frokostretter, salater
.
i dag kalder jeg til bønner
Det er med grøntsager som med mennesker: nogle er lettere at holde af end andre. Jeg holder selv af de fleste grøntsager. Men en af dem, jeg er en smule reserveret overfor, er de grønne bønner. Det er synd for bønnerne, og jeg håber at det kun er mig, der har det sådan.
Og man kan sagtens få noget lækkert ud af bønnerne. Det er denne alliance af grønne bønner, bagte tomater, ristede hasselnødder og bagt blomkål et godt eksempel på.
Bønner er en sund og ældgammel grøntsag. Bønnerne hører til den store familie af bælgplanter og kom til Europa fra Sydamerika, efter Columbus i 1498 opdagede det nye kontinent. Den nye opdagelse bragte os i øvrigt mange andre herligheder, som vi dårligt kan forestille os at undvære i dag: kartofler, tomater, squash, majs etc.
De grønne bønner er umodne bælge med frø. De friske grønne bønner fås som perlebønner med korte, runde bælge, brydbønner, som er længere og også runde, snittebønner med lange flade bælge, og de fine, spæde bønner, der kaldes haricot verts. Friske bønner findes også gule og lilla. De gule kaldes voksbønner. Dem kan jeg rigtig godt lide.
Jeg har brugt grønne bønner i denne salat. Men du kan sagtens tilføje gule og/eller lilla bønner også.
Hvis man er vokset op med grøntsager som tilbehør til søndagens hamburgerryg, var grønne bønner ofte en del af kvartetten af udkogte gulerødder, ærter og blomkål. Det kalder ikke på gode minder, men giv alligevel de grønne bønner (og blomkålen) en ny chance i en ny tid, hvor nænsomt behandlede grøntsager er ved at skubbe kødet af tallerknen.
rå bønner skal koges
Bønner indeholder lektiner, som er et giftstof, der kan give maveonde. Derfor skal bønner koges. Det er dog nok at koge friske bønner 4-5 minutter, så de stadig bevarer lidt sprødhed. Derved uskadeliggøres lektinerne.
mange gode indholdsstoffer
Der er rigtig mange gode næringsstoffer i friske bønner i forhold til deres lave kalorieindhold på kun 26 pr. 100 g.
Bønnerne indeholder proteiner og K-, C-, A- og B-vitaminer samt mineraler som jern, kalk, magnesium, kalium, fosfor, selen og zink.
Og så er der mange kostfibre i bønnerne. Det er godt for tarmfloraen og fordøjelsen – og fibrene giver også lang mæthedsfølelse.
Og smagen? Ja, hverken grønne, gule eller lilla bønner smager af særligt meget. Derfor skal de følges med stærkt smagende ingredienser som skalotteløg, hvidløg, ingefær, kapers, oliven, tørrede tomater, citronsaft etc. – og måske miso i dressingen.
Du kan selv tørre (eller ovnbage) tomater.
.
hvor kommer smagen fra?
Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man bedst kan give smag til sine grøntsagsretter. Der er utallige muligheder som krydderier og krydderurter, ingefær, hvidløg, løg, kapers, oliven, tørrede tomater, svampe etc. Og så er der miso, som er i en liga for sig selv – rent smagsmæssigt.
Miso er en mælkesyregæret pasta, som stammer fra Japan. Den kan være lavet på basis af byg, ris eller bønner, boghvede etc. Pastaen indeholder enzymer som styrker tarmfloraen (derfor skal miso ikke komme over kogepunktet).
Og så er miso en fremragende smagsgiver. En tsk miso rørt ud i lidt varmt vand, giver masser af umami til dressinger, supper, sovse og andre ting, der mangler karakter. Lidt miso rørt ud i et par dl varmt vand udgør en opkvikkende og nærende suppe – tilsæt evt. små terninger af tofu, lidt tang og snittet forårsløg. Så har du den klassiske japanske misosuppe.
Ikke mindst friske bønner får et ekstra løft, når de serveres smagt til med miso. Og miso rækker meget langt og holder sig længe.
Produkterne i glassene ovenfor er økologiske og fra Clearspring. De forhandles af NatureSource. Jeg kan anbefale et besøg på hjemmesiden. NatureSource har rigtig mange lækre produkter.
.
flere ideer til en stor bønnehøst
Forslag til flere bønnesalater:
Se opskrift på gule voksbønner med italiensk islæt her.
Se opskrift på gule voksbønner med skalotteløg og oliven her.
Se opskrift på romerske grønne og tørrede bønner her.
voksbønner a la Salina
.
bønnesalat med bagt blomkål, tørrede tomater og ristede nødder
150 g tynde grønne bønner
250 g blomkål
50 g hasselnødder
4 store tørrede tomater i olie eller flere små hjemmetørrede
tallerkensmækker eller anden krydderurt
dressing:
5 spsk olivenolie
1 økologisk citron
ca. 1 tsk miso
1 spsk hakkede kapers
1 spsk finthakket skalotteløg
1 fed hvidløg
Nip bønnerne og læg dem i kogende vand. Kog dem 4-5 minutter afhængig af tykkelsen. Kom dem i koldt vand og afdryp dem.
Høvl blomkålen i tynde skiver på et mandolinjern (gem det rå ”smulder” af blomkålen). Læg skiverne på en bageplade sammen med nødderne. Pensl blomkålen med lidt olie og sæt pladen i en 200 grader varm ovn 4-5 minutter. Hold øje med ovnen. Kålen bliver hurtigt mørk.
Hvis du vil lave salaten lidt hurtigere, så spring ovnen over og brug blomkålen rå og nødderne naturel.
Afkøl kål og nødder. Gnid skindet af nødderne og hak de fleste groft. Bevar nogle hele.
Bland den rå blomkål med den bagte, bønnerne, de tørrede tomater i små stykker, nødder og krydderurt.
Rør olien med 2-3 spsk citronsaft og 1 tsk miso rørt helt ud i ganske lidt varmt vand. Riv ca. 1 spsk af citronskallen og kom den i dressingen sammen med kapers, løg og presset hvidløg.
Smag dressingen til med salt, peber, citronskal og måske et nip sukker.
Arrangér salaten på et fad og dryp dressingen over.