Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salat med blåbærArkiv

fredag

16

februar 2018

4

KOMMENTARER

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær

Skrevet af , Posted in salater

.

denne salat er ren hjernemad

Hvis du ikke kender rå rosenkål i en salat, så prøv denne her. Når rosenkålen snittes papirtyndt, forsvinder den lidt stærke, svovlede smag. Men mængden af antioxidante og andre gode stoffer er intakt.

.

en salat der går til hovedet

Mangofrugten tilfører ikke blot sødme til salaten, den indeholder også lutein og zeaxanthin, der forebygger forkalkning af øjet og andre aldersrelaterede synsproblemer.

Valnødderne er også en fantastisk fødevare. De indholder de gode Omega 3 og 9 fedtsyrer, som vi nemt får for få af, masser af E-vitaminer og mange mineraler. Valnødder styrker hjernen (ligesom blåbærrene gør), de regulerer kolesterol, og de forebygger hjerte-karsygdomme.

Finthøvlet fennikel bibringer salaten – foruden vitaminer og mineraler – en let lakridsagtig smag. Og rosenkålen indeholder alle de mange gode sager, som findes i hele kålfamilien.

.

mango har også præbiotisk effekt

Der er omsider kommet stor forskningsmæssig fokus på det fantastiske økosystem, som vores tarmbakterier udgør, den såkaldte mikrobiota. Det ser ud, som om de 1-2 kg tarmbakterier, vi alle bærer rundt på, har enorm betydning for vores velbefindende.

Hvis du også interesserer dig for kommandocentralen i tarmsystemet, kan jeg anbefale dette interessante foredrag af professor Oluf Borbye Pedersen om vores billioner af personlige bakterier.

Det er god fornuft at spise mango så tit som muligt: spis den på morgengrøden, spis den i salater, i supper og som dessert.

 .

salat som superfood

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær 

(4 personer)

250 g rosenkål

250 g fennikel

1 mangofrugt

1-2 grønkålsblade

50 g valnødder

100 g blåbær

1 spsk fintsnittet estragon

dressing:

1 økologisk citron

2 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 spsk ahornsirup

salt, friskkværnet peber

.

Høvl rosenkål og fennikel til helt tynde skiver på et mandolinjern. Pas på fingrene!

Skær mangofrugten i små terninger. Hak grønkål og valnødder.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør 4 spsk citronsaft sammen med olien og smag godt til med 1-2 tsk reven citronskal, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Smag på salaten og tilsæt evt. lidt mere estragon.

.

 

.

Share

torsdag

4

januar 2018

6

KOMMENTARER

radicchiosalat med stribet bede, blåbær og pistacienødder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

et overflødighedshorn af antioxidanter

Bland-selv-slik når det er sundest. Her er en supersund og farvestrålende salat. Disse skønne råvarer belægges stadig med 25% moms, mens den traditionelle mere eller mindre giftige og sukkerrige fredagsslik snart fritages for afgifter.

Velbekomme: Skumfiduser til morgenmad og lakridskonfekt til aftensmad. Det lyder sikkert som en drøm for nogen, men tro mig, det bliver lynhurtigt kedeligt.

Men det er ikke blot kedeligt. Sukker skader vores helbred, mens sunde uforarbejdede grøntsager opbygger og giver energi. Det her er ren powerfood.

Friske rå grøntsager giver kroppen en optankning af næringsstoffer og energi. Både radicchiosalaten, bederne og blåbærrene er smækfyldte med C-vitaminer, som virker afgiftende og belivende på hele kroppen. Og blåbærrene styrker ydermere hjernen.

.

gi’ fordøjelsen et kærligt skub

I Frankrig spiser man ofte salat som forret. Det kan vi godt tage ved lære af. Det er nemlig sund fornuft (bogstavelig talt!), fordi bitterstofferne i salatbladene så at sige “åbner” det bal, der hedder fordøjelsen. Og det betyder simpelt hen, at maden fordøjes bedre. Så vil du forkæle din tarmflora, så spis masser af grøntsager – og gerne mange rå.

Ingen salat er så bitter som den italienske, lilla radicchio, jeg har valgt her. Men hvis du ikke er fan af radicchio og måske synes, den er for bitter, så vælg den blege julesalat i stedet. Så bliver salaten ikke så farvestrålende, men den er stadig lækker.

Du kan servere salaten enten som forret eller som tilbehør. Den er også fin som en lille frokostret.

.

radicchiosalat med stribet bede, blåbær og pistacienødder

1 stor radicchiosalat

200 g stribede beder (kan erstattes af rødbeder)

4 pigeonæbler eller andre æbler

150 g blåbær

50 g pistacienødder

1 bdt koriander

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft eller frugteddike

2 tsk sennep

1-2 spsk blåbærsirup

salt, friskkværnet peber

.

Snit salaten. Hvis du vil servere salaten i et eller to store blade som på fotoene, så gem ét eller to.

Skær bederne i papirtynde skiver. Brug et mandolinjern.

Skær æblerne i tynde både. Vend dem straks i lidt citronsaft.

Bland salat, beder, æbler og blåbær.

Hak nødderne groft og bland dem i salaten sammen med hakket koriander.

Rør dressingen sammen og smag til med sennep, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

..

Share

mandag

25

juli 2016

12

KOMMENTARER

spidskålssalat med blåbær og mango

Skrevet af , Posted in salater

.

sommertid er salattid

blåbær-i-tallerken

det bugner med blåbær

Hvis man er heldig at bo i nærheden af et blåbærsted, så kan der høstes en masse af de supersunde powerfood-bær nu. Jeg fik selv en lille blåbærbusk af gode venner sidste år, men den bærer endnu ikke frugt. Så mine blåbær i dagens salat er købt.

Blåbær hører til noget af det allersundeste, man kan spise. De små blåsorte bær er bl.a. rige på antioxidanter i form af de fytokemikalier, der giver bærrene deres mørke farve på samme måde som brombær.

Forsøg har vist, at blåbær styrker korttidshukommelsen og ser i det hele taget ud til at være gavnlig for “de små grå”. Også synet nyder godt af de mange sunde indholdsstoffer, og det samme gør immunsystemet i al almindelighed. Det er altså om at guffe masser af de vilde bær i sig, mens tid er.

På den amerikanske ORAC-liste (indhold af antioxidanter), som er udarbejdet af amerikanske forskere, ligger blåbær som nr. 3 blandt frugter, kun overgået af tørrede svesker og rosiner.

blåbær

mango er også godt med

Det er også sund fornuft at spise meget mango. Og hvis du nyder denne salat, sker der endnu mere godt på øverste etage: mango er nemlig også rig på antioxidanter og indeholder bl.a. de to stoffer lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelaterede problemer med øjnene.

Og så er det ikke mindst vigtigt, at fibrene i mango har en præbiotisk virkning i tarmen. Efter den seneste danske forskning om den store betydning, bakteriefloraen i vores tarme spiller for vores helbred, er der god grund til at være opmærksom på produkter med præbiotisk virkning (det kan fx også være surkål eller andre syrnede produkter, jordskokker, asparges, artiskok, løg, hvidløg og mange andre grøntsager). Læs mere om præbiotika her.

For lige at give salaten en tand ekstra på sundhedsskalaen, har den fået et drys med de supersunde boghvedekerner. Når man rister kernerne eller frøene, bliver de sprøde og lækre.

Læs mere om boghvedens velsignelser her.  Og så er der jo også spidskålen. Kål er slet ikke til at komme udenom, hvis man både er gourmet og sundhedsapostel. Læs om kål her.

Alt i alt må jeg sige, at her er en salatskål fuld af kærlig føde til alle celler i kroppen. En rigtig sommergave til både smagsløgene og resten af kroppen. Glædelig sommer!

 

spidskålssalat-m-blåbær

spidskålssalat med blåbær og mango

1/2-1 spidskål afhængig af størrelsen

1 mangofrugt

100 g blåbær

50 g hel boghvede

1 håndfuld bredbladet persille

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

2-3 spsk blåbær- eller ahornsirup

 

spidskålssalat-m-blåbær.2

Snit spidskålen fint.

Skær mangofrugten i små terninger.

Bland kål og frugt.

Rist boghveden på en tør pande, til den er gylden. Afkøl boghveden og kom den i salaten sammen med persillen.

Rør en dressing af olie, citronsaft og sirup.

Smag dressingen godt til med salt og peber samt sødt/syrligt.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

spidskålssalat-m-blåbær.1

 

Share